Tøm Papirkurven

… og se nu at få det sagt ordentligt

Mine stenalder-forfædres stenalder-kost

with 16 comments

Tilbage efter en times spadseretur – himlen så blå som nogensinde

Muslinger, blå og de små hvide, hver især rester af et lille liv

Truende skyer da jeg begyndte den lille spadseretur

Af de 11 billeder jeg tog på den lille spadseretur i går holder jeg mest af dette. Den blå farve, som kamera og skærm kan gengive den, giver mig en følelse af uendeligt rum.

Men det er jo et motiv, som jeg gentager med små variationer.

Det var lavvande. På stranden lå en masse muslingeskaller og glimtede, og jeg sendte en tanke til mine stenalder-forfædre, der spiste stenalderkost og var forfærdelig kortlivede. Jeg har aldrig selv fanget en musling. Hvordan bar de sig ad?

Hestedamer nyder livet

Bevis for at jeg var her …

Advertisements

Written by Donald

Wednesday, March 27, 2019 at 23:59 GMT+0000

Posted in Hav

Tagged with

Er jeg dansk?

with 13 comments

Fandt i toget denne artikel i BT-Metro sidste Tirsdag på vej hjem fra Værkstedet

Den artikel fik mig til at spørge mig selv hvordan i al verden jeg ville blive modtaget i dag, hvis jeg kom fra Teheran efter at have boet og arbejdet hos Kristne Armeniere enten det nu var i en industri-virksomhed eller som lærer, journalist eller præst eller hvad.

Min første tanke var: Sig det dog, som det er, DF ønsker ikke muslimsk indvandring og er bange for islamisering af DK.

Men kort sagt, hvis min far, som han truede med ca.1950, ville skilles fra min mor eller erklære ægteskabet ugyldigt – og hvis det foregik i dag -, så ville den 4 år gamle Donald blive sendt til et fundamentalistisk Iran med sin kristne moder og broder.

(Moren kan gå).

Forstørret zoom in

(Men min far var da “etnisk dansk”, ikke? … eller var hans forfædre tyskere syd for Kolding?)

Written by Donald

Tuesday, March 26, 2019 at 9:26 GMT+0000

Posted in Blogosofi

Tagged with

Gribsø – nu kan jeg gå hele vejen rundt

with 14 comments

Det er en god ting at gå rundt om Gribsø og se årstidernes skiften. Jeg husker min far slæbte os med ud i Gribskov (med tog, som holder ved Gribsø) og vandrede lidt frem og tilbage, så efter svampe og lignende.

Sidste år i Maj ville jeg så gerne have den oplevelse, men mine ben gjorde ondt, især hofter og ryg, og jeg anede ikke, hvad der var i vejen. Jo, måske lidt, en mistanke var begyndt at brede sig.

Jeg ville gå så langt jeg kunne, og fik også billeder af de smukke åkander.

Det gjorde for ondt efter halvanden kilometer, så jeg vendte om og klarede også fint at komme hjem, men sikken en skuffelse. Jeg troede det var alderdom og gigt osv. men det var lymfoma, som kan sætte sig alle mulige steder og forvolde smerter.

Nu – officielt kureret! – ville jeg prøve om jeg kunne gå hele vejen, jeg har jo gået mere end de 4-5 km. i Gribskov den sidste måned, så afsted i det gode vejr. Jeg kom nemt hele vejen rundt, her er beviser:

Written by Donald

Monday, March 25, 2019 at 13:01 GMT+0000

Posted in Skov og have

Tagged with

Sidste glimt fra Helsingborg-kirken

leave a comment »

Bliv medlem – ser man også den slags i Folkekirken?

Kirken har rødder tilbage til 1100-tallet eller endda før

Portrætter af datidens mennesker kan somme tider fortælle noget om livet dengang – hvem mon han er, ham her?

“Klik” for større version. For kortheds skyld: Kristendom blev alment udbredt i 1000-tallet, og i 1100-tallet byggedes kirker i Helsingborg. Noget af denne kirke stammer fra den periode. Der er senere bygget om og til igen og igen; byggeriet er mestendels 1400-tals munkesten.

Desværre er kameraoptikken ikke så god, at man kan læse den første kolonnes beskrivelser af trækirker mv. i Helsingborg området; også Kärnan blev bygget på det tidspunkt, en ringmur til beskyttelse mod Vendere og Gother og andre sørøvere.

Written by Donald

Sunday, March 24, 2019 at 11:11 GMT+0000

Posted in Byggeri

Tagged with

Om at lette livet

with 15 comments

Ved lavvande kan man se rester af den mole, som kystfiskerne i Rågeleje byggede i 30’erne for at lette livet lidt

På vejen hjemad så jeg flere steder uldtotter, som enten er fra en hvid vinterpels, der fælder, eller … eller hvad?

Fredag kl. 10:45 blev jeg ringet op af sygeplejersken fra Hjerteafdelingen på hospitalet (i Herlev) – den rare dame havde checket mine blodprøvetal fra dagen før og kunne se at der er faretruende fald i nyrefunktionen og derfor befalede hun at jeg skulle holde op med at tage de to medicintyper, som hjertelægerne mente ville være forebyggende for eventuelle problemer med hjertet efter kemo-behandlingerne i efteråret.

Jeg havde håbet, at hjerte-afdelingen kunne hjælpe mig i efteråret under behandlingerne, hvor pulsen jo konstant lå ved 90, og hvor den jo så steg ved mindre anstrengelser. Jeg motionerede på hospitalets trappe, da jeg (2 gange) var indlagt med formodet lungebetændelse.

Men hjerte-afd. reagerede først på henvisning i slutningen af Januar.

Tilbage til nutiden:

Den korte version er, at jeg ikke havde taget de to mediciner i de anbefalede mængder, fordi jeg var og er skeptisk (pga nyrebelastning), det er medicin til afhjælpning af for højt blodtryk og permanent hjerte-svækkelse og jeg har ikke for højt blodtryk, og hjertefunktionen er i bedring, pulsen lavere, medens nyrefunktionen stadig er under det ønskede.

OK – der ordineres også til patienter efter kemo, og man siger, at der er studier, der viser, at overlevelsesprocenten er større, når man bruger de to mediciner (Carvedilol og Ramipril); men når hjertefunktionen er over 40% er der ikke påvist livsforlængende virkning (selv det var sygeplejerske nr.2 ikke vidende om – og jeg bebrejder ikke nogen noget.)

Men bivirkningerne i vejledningerne (indlægsseddel og Wikipedia) svarer til det, jeg oplever, når jeg er i bunden af formkurven. Der er dage og tider, hvor jeg er træt og ikke orker at gøre noget. Jeg kan til dels overvinde det, men har konstateret, at jeg laver flere fejl (taber ting, er ved at vælte) når jeg har det mindre godt, og så har jeg foreskrevet sofa-medicin til mig selv. Samt gå-ture, hvis jeg overhovedet kan bringe mig selv til det.

Jeg tror nu mere og mere på at mine egne ordinationer er rigtige: Masser af frisk luft, rolig motion, med minst tre gange sved på panden hver uge samt klaverspil i så store mængder som muligt (det holder også hovedet igang!)

— OK det var så ikke en kort version, men der er faktisk endnu flere overvejelser og ræsonnementer. Enderesultatet er, at jeg ikke bør tage for meget medicin, fordi det belaster nyrerne, undtagen en lille smule blodkar-udvidende Carvedilol og selv det er jeg ikke sikker på er en god idé, så jeg vil indhente second opinions fra kræftlægerne og nyreforeningen – og hvad jeg ellers kan finde ud af.

Derfor besluttede jeg Fredag eftermiddag at tage frakke på og gå en tur og sørge for at få en masse motion. Jeg tror på at lysten til at leve (elan vital) har betydning: Jeg vil være raskere. Jeg vil gøre hvad jeg kan.

Jeg ved godt vi i bedste fald ender som uldtotter langs stien, som blæser væk efter nogle dage. Jeg kan egentlig godt lide udtrykket “at skubbe anemoner op”.

Written by Donald

Saturday, March 23, 2019 at 23:59 GMT+0000

Posted in Carpe Diem

Tagged with

Barok-orgel i Sct.Maria Ky: i Helsingborg

with 3 comments

Der var åbent i kirken. Jeg gik ind.

Maria Kyrka, Helsingborg, Barok orgel i en side af kirken, lige ved kor-buen, – beklager at billederne ikke viser placeringen i kirken

Man kan se de to manualer og pedalerne, orgelet er lille, men kan bruges til al barok musik med 18 forskellige instrumentlyde (registre)

Bælgene betjenes manuelt (men der er dog også installeret en støvsuger-agtig pumpe) – der er to bælge, selvfølgelig, så man kan løfte den ene uden at luftstrømmen brydes

Jeg kunne da ikke lade være med at prøve orgelet. Jeg var mutters alene i kirken, og da der stod et skilt om at man burde respektere at det var et offentligt sted (hvilket jeg tolkede som at man ikke skulle spille rag-time musik eller bare hamre i tangenterne) så spillede jeg lidt gregoriansk-agtig melodi (med en fløjte-lyd, typisk orgellyd) – hvor lød det dog smukt. Først hen og løfte bælgen (den sten er tung!) og så hen og spille et par toner.

Lidt efter kom en dame ud ad en dør – formentlig til sakristi eller kontor – og gik forbi, hun sagde ikke noget, så jeg prøvede igen at spille lidt.

Lige ved siden af stod der også et koncertflygel, 2 meter langt Rönisch, som var åbent. Jeg prøvede også at spille lidt på det. Det var en stor lyd, og klaveret var velstemt.

I den anden side af kirken stod der endnu et flygel, husker ikke navnet, det var nok en gammel lokal produktion. Også det stemte 100%

Written by Donald

Thursday, March 21, 2019 at 11:13 GMT+0000

Posted in Music

Tagged with

Fettfrysning

with 6 comments

Min gran(d) kusine grinede, da vi fortalte hende at Øresund er et af de tættest befærdede farvande i verden. “Hah! Der er jo ingen skibe at se!” sagde hun.


Hvis man virkelig gider se, om der er et lille skib i midten af billedet, må man klikke (grafisk pointer sat i billedfelt og aktiver request funktionen … det er nemmere at sige klikke, men for mig lyder det som om det er slået klik for menneskeheden).

Så får man “gallerifunktionen” og kan se billedet i større størrelse. Men mit kameras optik er ikke supergod og sigtbarheden var ringe, så det er lidt lissom et fotografi af søslangen i Loch Ness.

I en vis forstand havde hun jo ret Eda, a.k.a. Leonida, men netop på denne sejltur kunne jeg iagttage, hvordan færgerne navigerede udenom hinanden. Man må jo huske, at de ikke har bremser, så det tager noget tid at vende skuden – også selv om det bare er for at ændre retningen lidt.


Hov, jeg fik ikke demonstreret motivjagt på Svenskesiden:

Tænk at man ved den forblæste havnefront kan holde liv i tulipaner! Tænk jeg bliver så glad, når jeg ser sådan noget!

Gudmanner! Hvad er det?

Whad i al verden? Kan man fryse når man er fed? Eller hvad er meningen?

Written by Donald

Tuesday, March 19, 2019 at 19:59 GMT+0000

Posted in Foto, Ord

Tagged with , , ,