Archive for the ‘Carpe Noctem’ Category
Anemonetur, er der noget der hedder det?
Spørgsmålet kan kun besvares med venlighed. Mennesker laver sprog. Du har nu lavet en nydannelse, dog beskeden fordi den er en almindelig sammensætning af to substantiver for at få præciseret betydningen af det dominerende.
Det er klart at det vil blive opfattet som en tur, hvor man går — og måske, forhåbentlig ser anemoner. Ligesom en lerpotte er en potte af ler og en lyngpotte er en potte af lyng … æh med lyng 
Jeg håber alle mine tre (eller fire) læsere har det godt og at I nyder naturen. De lyse nætter begyndte i Lørdags!
Jeg selv har det meget godt, tak, men jeg har forstyrret døgnrytmen, og når jeg skal til pilates for at få gang i muskler og led, så har jeg det ikke så godt bagefter, – træt, øm – men til gengæld har jeg det så meget bedre et par dage efter.
Nogle af pilatesøvelserne med højre hofteled er formentlig med til at øge smerterne, jeg kan ikke finde ud af om der er et klart mønster.
Jeg har stadig ikke nøyagtig betydning af ordene
Beskrivelse:
(Sidst opdateret: Henrik Erichsen, 12.07.2022 kl. 13:02)
Liggende røntgen af bækken og begge hofter viser bevarede ledspalter -bilateralt men
randudtrækning fra limbus acetabuli på begge sider og fra overgangen caput / collum
femoris på højre side. Der er ingen forandringer svarende til trochanter major på højre
side.
—
Men det forslag, som AagePK kom med for nogle måneder siden, er rigtig fint, den engelske betegnelse “labral tear” svarer til det, som røntgenlægen kalder “randudtrækning”. Jeg formoder at det er en underkategori af ledskader, “dancer’s hip”, opstået enten ved fald eller ved gentagne overstræk i erhvervsmæssig udnyttelse af kroppens bevægelser. ( )
Bliver denne lyse Maj-periode en tørkeperiode med efterfølgende oversvømmelser?
Det er et vandhul i baggrunden på andet anemonebillede, dækket af støv, så overfladen ligner gråt grus.
Det smukkeste øjeblik
Tænk ikke på alt det, der skulle være gjort i haven. Jeg fik gået en tur hver dag i denne syge sove uge. Her er det smukkeste øjeblik:
Hvad skal jeg dog gøre
Men jeg gør noget, og i onsdags var det godt at jeg huskede min gamle genbos meme: Om sommeren kan man gå en tur på stranden om aftenen. Jeg ved godt det ikke er sommer endnu, men det var lunt og godt. Solen går ned ca. 20:45 nu.
Allerede midt i April var det lyst kl.20 og jeg tænkte: Hallo! Nu har vi … ½ + 1 + ½ … bingo! 2 måneder til midsommer, og så fortsætter det på den anden side, ialt 4 måneder med lyse, lyse dage. Hurra!
Så hvis man nu skal være positiv, så er beskeden her: Det er godt at jeg kan gå selv og at jeg får sovet lidt om dagen, så jeg er frisk om aftenen …
—===oooOOOooo===—
Han var 88
Paul Lauritzen var født 1933 i Tyskland og oplevede derfor WW2 som barn og afslutningen 1945 som 12-årig.
Jeg blev altid pænere, når jeg havde været i hans frisørsalon. I 1980’erne var der ofte 3-4 kunder, som ventede og sad og læste Billedbladet eller Motor.
De senere år, da han var 80+ år, var jeg ofte den eneste kunde, og så gik snakken på en anden måde, meget mere personligt. Han fortalte blandt andet, at han i 1945 kom til Flensborg via Berlin og derfra til Danmark. Han fortalte også om hvordan han selv byggede sit første hus i Helsinge, og hvordan borgmesteren, som gerne ville have flere skatteborgere, havde garanteret, – eller i hvert fald anbefalet Paul til at få et byggelån i banken. Han fortalte også om hvordan han fandt sin kone … og det var forresten omvendt, det var hende, der fandt ham!
Jeg kan ikke komme mig over at endnu en af de rareste mennesker, jeg har kendt, ikke er mere.
Nu må jeg finde en anden frisør. Den første jeg prøvede, i Helsinge, klippede alt for meget, og med maskine. Når man er gammel og tyndhåret, skal man ikke plysses, og især slet ikke, når man udtrykkeligt siger “så langt som muligt”.
Nu ringer jeg snart og finder én, som er villig til kun at justere spidser og ordne nakken.
Hvem taler om at spare på CO2
Jeg tror man mener at man kan forhindre tyverier på byggepladsen ved at sætte kraftigt lys på.
Men andet end det, så er det egentlig mærkeligt, at man lyder så hellig, når der skal beregnes CO2 udslip og så tænder så mange lamper, – OK, der er noget vind-strøm, men det er jo ikke 100% så alt overforbrug ryger ud i luften som drivhus-effekt.
Arkitekturen her bekymrer mig. Hvorfor får det mig til at tænke på lejekaserner?
Billedet er fra den nye bydel Nord for Helsinge, Troldebakkerne, med et nyt trinbræt, i stedet for Trinbrættet for Laugø, der ligger lige i nærheden.
Mere midsommer og lyse nætter bliver det ikke i år
Der var ikke nogen aften, hvor jeg havde nydt de lyse nætters mirakel (under, vidunder, hvad skal jeg sige, hvis jeg skrev “under”, – altså de lyse nætters under, – så lyder det under-ligt) så da det var klart vejr, lunt, og jeg alligevel var vågen, så besluttede jeg at køre en tur langs Nordkysten. Solen står højest på himlen ca. kl.13.19 så ligger den nok længst nede under horisonten ca kl.01.15 Det første billede er Kattegat fra Rågeleje kl.01.10
Kig mod nord udover Kattegat – klokken er 01.10, geografisk midnat 
Prøv at fange glimtet fra Kulla fyr: Det blinker hvert 7. sekund – tæl, og skyd (med Mob.kam længste exp.1/10 sek.) 
Fra Udsholt, forlygternes lys på stoppested og grøftekant 
Gilleleje Havn, et undersøgelsesskib, forskning? har tændt alle lysene og maskinen summer 
Kulla fyr fra Gilleleje Havn Vestmole 
Indsejlingsfyret i Gilleleje Havn, set fra Vestmolen 
Kameraet kunne ikke stille skarpt – men månen var så flot henover skibsmasterne, så jeg tillod mig at lade en algoritme finde omridsene og fremhæve lysene
Dagenes længde er ca. 17 timer og 15 minutter (aftaget 3 minutter siger suninfo.dk);
men det betyder mere om det er klart vejr eller bare lidt overskyet.
Jeg kan kun undre mig over at på første billede ser man lyset fra en stjerne (hvis man ser billedet i fuld størrelse, man kan godt få det lidt større ved at klikke på det en gang og måske på undermenu vælge “full screen”).
Lyset fra stjernen – de kunne sådan set godt være Nordstjernen – kommer 10-20 lysår gennem universet, mens Kulla fyrets glimt kommer så hurtigt, at vi ikke opdager lysets tøven.
Lyset om aftenen
Kan man overhovedet se hvad det forestiller, billedet?
Nordsiden i skygge, sneen er ikke smeltet … endnu
Om dagen var der sne. Det var en af de dage hvor jeg burde gå en lang tur. Men det gjorde jeg ikke. Sneen og blæsten var sådan en god undskyldning.
Jeg lagde mig og så en film som var totalt aktiv, Ghost Protocol, Mission Impossible.
Så kom solen og jeg tænkte “måske skulle jeg alligevel tage mig sammen?”
Tænk engang, solen kommer nu ind gennem bryggerset og ind på køkkenskabene klokken 19.15. Om et par uger står solen højere, og så kommer den ikke længere end til bryggerset; men så kan man sidde udenfor i sol og forhåbentlig varme også efter 19.
Måske bør det bekymre mig at det (næsten) er det eneste jeg oplever?
Jeg fik ordnet et par potteplanter og gik en minimal-solnedgangstur. En mand, der kom efter mig, fik ikke solnedgangen at se, selv om han LØB hen til udsigtspunktet.
Og så bagefter fik jeg købt ind i vores corona-tomme Rema. Jeg må sige til mig selv at det er OK. Men det føles ikke helt sådan.
Det er sådan noget, jeg husker
Men så om aftenen ordnede jeg urtepotter og tog på den mindste solnedgangstur
Superhelte fra græsk oldtid
Jeg læste denne bog på Frederiksberg Bibliotek en gang ca. 1959 hvor jeg fik en opgave i historie, som betød at jeg var nødt til at bruge læsesalen. Ved den lejlighed fandt jeg bogen “Jason og Det Gyldne Skind” af Robert Graves, oversat af den uforlignelige sprogvirtuos Mogens Boisen — og nu, i denne grå og kedelige onsdagstime, kan jeg ikke finde den ved at søge med Google på dansk eller med andre søgninger.
Jason og Det Gyldne Skind, roman af Robert Graves:
https://www.goodreads.com/book/show/634067.The_Golden_Fleece
Reissued by Creative Age Press in 1945 as Hercules, My Shipmate, a novel about the voyage of the Argo. Written with ideas on The White Goddess as a cultural/anthropological backdrop to the ancient Greek tale.
[…]
With Hercules & shipmates, Graves becomes an ancient Greek, moving among demigods & goddesses, myths & monsters with an easy familiarity & a wealth of erudite detail. Both sometimes seem too much of a good thing. Atomic-age readers, ill-attuned to the leisurely, formal talk of myth-age Greeks, may find themselves skipping some of the longer speeches.
Most of the Argo’s 50-oar crew were princes, each with a special talent & gift of the gods.[…]
Hercules of Tiryns was the world’s strongest man. He would’ve captained the Argonauts were it not that in moments of insanity he murdered friend & foe alike.
Captaincy devolved on Jason of Lolcos — a man nobody liked or trusted, but who had a power denied to all the others: women instantly fell in love with him. Even surly Hercules agreed it a quality worth all the rest.Backed by divine blessings & equinoctal winds, the Argonauts set sail. On the Island of Lemnos, peopled solely by women, they generously stopped off to help out with spring sowing. Nine months later, 200 children were born, of whom no less than 60 were said to be the spitting image of Hercules.
[…]
The Argonauts boldly pushed on thru the dread Hellespont & entered the Black Sea. To their dismay, Hercules deserted, summoned home to perform another of his mighty labors. “Holy Serpents!” he growled. “Tell me what this time?” The job—cleaning the Augean Stables—didn’t take long. He stayed around afterwards with the Lydian high priestess—who in due time bore male triplets. In gratitude, she taught him to spin, tying up his hair in blue braids. He was crazy about it, admitting confidentially he’d always wanted to be a woman.
Neiii det skulle have været et KORT indlæg …
Min nye gamle genbrugs-klaverlampe
Det skriv fra for lidt siden, tropasigselv skulle bare have været et par linier med spørgsmål om klaverets lyd efter stemning og efter at jeg har prikket hamre lidt — jeg synes det skal prikkes meget mere.
Men det fik mig på en lang tur udi fortiden. Engang jeg var i den flotte svømmehal i Gentofte, Kildeskovshallen, med min dengang lille søn, mødte jeg min ungdomskammerat Niels Erik, som i en udvexling af minder sagde til mig “Du var den eneste, der havde alle spørgsmål rigtige i høreprøven!” (en optagelsesprøve til Konservatoriet.)
Det vidste jeg jo ikke! Men efter nogle år på Konservatoriet kom jeg i krise, manglede tro på mig selv og følte at hver eneste lektion gik ud på at se hvor meget vi kunne eller om vi overhovedet kunne noget — det var som om lektionerne var ude på at finde grænsen for hvad vi kunne i stedet for at lære os at overskride grænser.
Senere har jeg igen og igen konstateret at man skal kæmpe mod den slags mistillid — måske er det “indeni én selv”, men det kan også være andre, som kommer med stikpiller, sådan som den sødeste veninde nogensinde sagde til mig for 55 år siden: Pas på — de kritiserer dig jo! spil som du synes det skal være!
Om at tro på sig selv
Jeg har selv stemt klaver siden engang i 1975, da en instrumentmager gav mig en stemmenøgle af rimelig kvalitet. Han var af en eller anden grund hjælpsom. Jeg har aldrig betalt ham eller købt noget. Hans forretning lå i Skydebanegade, Vesterbro, og han har set mange mennesker for hvem et klaver var en uoverkommelig udgift.
Tak til ham.
Stemmebjælken, wrest-plank, på det gamle klaver var revnet, og cis” ville ikke blive siddende i stemning. Skydebane-instrumentmageren gav mig en håndfuld større nagler – jeg skiftede nagler hvor det var mest påkrævet og stemte klaveret op igen.
Det gamle klaver burde være restaureret og komme på museum, for det var et af de få opretstående, som havde en “una corde” mekanisme, der forskubber hamrene, så de kun anslår én streng. Derved bliver tonen svagere, sartere, og da filten ikke er så hård på det sted, der nu rammer, bliver tonen også blødere. Min klaverlærer kunne godt lide den effekt, jeg fik frem ved at bruge “halv una corde”.
Senere fik jeg et bedre klaver, men af mange grunde aldrig et flygel eller et endnu bedre – jeg nøjedes med et opretstående DDR-klaver med en dårlig mekanik, men med en smuk tone. Efter mange års slid havde jeg slebet lidt og prikket hamre, så de havde den smukke tone, som jeg holdt så meget af.
Nu fik jeg så repareret hamre og justeret højde og placering, så tangenterne sidder smukt og lige og det har et dejligt anslag.
Jeg stemmer ikke så godt som en professionel klaverstemmer, og jeg er 4 gange så længe om det. Men når man har spillet guitar og violin, så kan man ikke bare lade stå til, hvis en streng er ude af stemning, så frem med stemmenøgle og kiler, åbne klaveret og stemme!
Det synes klaverstemmeren ikke om. Til gengæld rettede jeg på hans stemning, så snart han var ude af døren.
Det gør jeg når det er påkrævet, somme tider flere gange om ugen, somme tider kan der være en perode på 6 måneder, hvor temperatur og fugtighed er den samme og klaveret holder.
Klaverstemmeren kunne heller ikke lide at jeg havde “prikket hamre” for så var det som om tonen var lidt dump – kan ikke huske det nøjagtige ord han brugte, men han sagde “det er som om tonen ikke folder sig ud”; men jeg synes at efter han har slebet lidt på hamrene er de blevet alt for hårde; det ringer for mine øren.
Jeg tror hans ører fungerer på en helt anden måde end mine. Men jeg har selvfølgelig stor respekt for en fagmand! Hans ord er lov.
Næsten.
ELLER ER DE? Er det en fejl, at jeg tror så meget på andre og ikke lytter til mine egne sansninger?
I mine øren er klaveret lige på grænsen til at være skingert, men jeg fortsætter med at prikke hamre og må sige til mig selv:
TRO PÅ DIG SELV, gør som du synes det skal være; han kan ikke gøre for at han hører på en anden måde.
Krigsudbrud eller hvad
GODT NYTÅR
-
- Lige efter kl.24 …
-
- … er der utroligt mange, som affyrer værkeri
De skød krudt som gale, heldigvis løst krudt. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at en mand en generation ældre end mig, Niels Barfod, følte at det var så godt at nu skete der noget, dengang han havde hørt at nu havde Engelske fly bombarderet Shell Huset i København.
Han fortalte (i et gammelt interview sendt i radioens P1) at han som barn havde oplevet krigen som en ulidelig spænding, man hørte om store ødelæggelser, om at (u)tyskerne hærgede, men der skete ikke noget i Lille Danmark.
Da han så hørte om bombardementet af Shell-huset der rummede den nazistiske styring, og så røgskyerne, og senere ruinen, føltes det som en befrielse.
(Der blev bombet d.21 Marts 1945, 5-6 uger før alle, også (u)tyskerne, indså at nu var det slut. Tænk at man bombede Shell-huset så tæt på afslutningen af WWII! Jeg kan ikke rigtig forstå at det skulle være nødvendigt — hvorfor opgav tyskerne ikke og trak sig tilbage på en ordentlig måde? – man siger det var fordi de vidste at de havde begået så mange krigsforbrydelser. Et fly forulykkede og ramte den Franske Skole på Frederiksberg Allé.)
Det er efterhånden helt tydeligt at min sociale kontakt via Facebook og Dax2 (her) har haft den største betydning her i år, 2020, dels på grund af isolations-anbefalinger, og dels fordi … ja hvis man skal gøre året op, så var det et år hvor endnu én af mine venner døde. Jeg vidste jo godt, at det ville gå sådan; man er heldig, hvis man bliver gammel eller ældre, men de mennesker, man har kendt, er enten langt væk eller døde, og man ser ikke nogen nye qua sit arbejde.
Derfor har kommentarer fra nye venner, fætre og grand-kusiner været noget, der gjorde livet lidt mere livligt. Det har også betydet meget, at Det Grønne Hus (som Malte hjælper til) måtte holde lukket og at han derfor havde lidt mere tid til at spille og være sammen. https://www.youtube.com/watch?v=9XA1Y7-erm8
Skriv løs 