Skolevejen

Solen skinnede og svajerne sang, mens de trampede i pedalerne, når jeg gik hen ad fortovet på Vesterbrogade. Jeg var på vej til skole.

Ved du hvad en svajer er? Det er et cykelbud. Svajerne var store drenge, næsten voksen, syntes jeg. De kørte på Long-John – lange ladcykler. Nogen kørte med blikkenslager-værktøj, nogen med købmandsvarer, og andre med varer i papkasser fra grossisterne. I dag ville man sige børnearbejdere. De fløjtede eller sang døgnmelodier, populære melodier, og det hører man aldrig mere på gaderne. Det var en anden verden dengang, skulle man tro. Det var en anden måde at leve.

Husene er de samme som dengang for 60 år siden

Findes der stadig Long-John cykler? Det er en lad-cykel, en budcykel af en ret speciel art: foran styret er der et lad, som er lavet af samme slags jernrør som cykelstellet; det er et “tremmelad”, der ligger lavt; og det lille forhjul sidder allerforrest og er derfor halvanden meter foran styret, som holder eller drejer hjulet ved hjælp af nogle forlænger-stænger. Der er altid lidt slør eller slip, så når man drejer styret, skal man dreje det lidt mere eller mindre afhængig af, om man har fat i hjulet. Man kommer let til at køre i zig-zag, svaje, fordi cykelen er svær at styre. Derfor hed drengene svajere. Der kom kun en bil hvert andet minut, så det gjorde ikke noget, at svajerne svajede og fyldte halvdelen af gaden. Der var plads nok til at vise hensyn.

Jeg har ikke set sådan en cykel i mange, mange år.

Men de findes: KØB – Long John Pris i kr. 7.398,- incl.
moms (usamlet)!

I dag er Longjohn Ladcykler et liebhaverprodukt

Når jeg kom ud fra Kingosgade, kunne jeg mærke solens varme. Jeg gik i solsiden, og der var lyde fra sporvognene, linie 6 og 15, en bil eller lastbil og somme tider hestehove mod asfalten, så det rungede. Der var lugten fra bageriet og somme tider var solen så stærk, at når jeg kom forbi en port, så kunne man lugte at der var nogen, som havde ladet vandet. Engang gik jeg ind ad porten og så, at der var en port mere. Det var en kinesisk æske. Jeg var bange for at fare vild – tænk, hvis de aldrig holdt op, de porte, så man glemte, hvor man kom fra.

Det mest spændende var at gå forbi legetøjsforretningen. Den lille butik med et trin ned, hvor man kunne købe hønseringe, C’er (plastic-bogstaver, som kunne hægtes sammen). Man kunne også købe marmor-terninger, “Terra”, hvormed de fingernemme kunne spille: Man kaster en terning op og tager en fra jorden, så griber man den, man har kastet op. Næste gang tager man en til eller to. Jeg fik aldrig lært det. Nogen spillede det så meget, at terningerne endte med at være næsten runde.

---

Der var også en forretning med damehatte. Det var en smuk forretning, syntes jeg, med disse pyntegenstande for mennesker af en anden race. Jeg var meget fascineret af damernes verden. Somme tider ønskede jeg at være sådan en dame – tænk at være så fin og smuk! Og klog!

Det var ikke så mange andre skolebørn, som gik denne vej, men der var en enkelt eller to, som jeg så nogle gange. Den ene af dem var lidt underlig, talte langsomt, så fjern ud i blikket. En dag sagde han til sin kammerat, at nu ville han gå ind i butikken med damehatte og købe pinocchiokugler, det var det billigste slik, man kunne få, små lakridskugler med sukkerovertræk i forskellige farver, 1 øre stykket.

“Nej – det kan du ikke!” sagde kammeraten, “Nej, lad være! Nej lad være!”

Det gik op for mig, at kammeraten var en storebror, som skulle passe på sin lidt mærkelige lillebror når de gik hen til skolen.

– Jeg så bekymret på skandalen. Jeg kiggede med da drengen gik ind i butikken, blev stående, ikke så langt fra storebroderen, som holdt døren lidt på klem, men tydeligvis vægrede sig ved at gå ind. “Jeg vil gerne have fem pinocchiokugler”, sagde drengen inde i butikken.

Jeg kunne næsten høre, hvad damen inde i butikken sagde, hun lød venlig, det kunne han ikke købe dér.

Drengen insisterede.

Damen insisterede.

Jeg kiggede på den anden dreng som for at spørge, om vi skulle hente den mærkelige dreng ud.

“Du skal bare holde din mund!” sagde han indædt, grædefærdig. “Du kan lige vove på at begynde på noget!” Han var tydeligvis bange for at blive drillet, det havde han jo nok oplevet før.

Jeg gik videre og tænkte, at han nok skulle klare det.

Jeg tror ikke, at man ville overlade en udviklingshæmmet dreng til sin broder i dag; jeg gad vide, om den normale dreng har haft den opgave i mange år af sin barndom. Måske er det ikke så slemt, hvis man er flere om det, men at være alene om at skulle følge en udviklingshæmmet broder eller søster i skole eller børnehave er ikke en opgave, som hjælper til at få flere legekammerater.

Jeg tænkte ikke mere over det, men den udviklingshæmmede dreng forsvandt fra gadebilledet på et eller andet tidspunkt.

Havemann – nu Føtex – var en futuristisk bygning

Så gik jeg videre, forbi et apotek, som lå i en bygning, der var bedre end de andre. Der var et par trin op. Efter det var der Kongens Malthus, hvor der ofte lugtede på den mest mærkelige måde. Malt – hvad var det? Når man købte rugbrød, hed det “et kvart mørkt maltet”. Hjemme skar man det i skiver med rugbrødsmaskinen, og det lugtede ikke så stærkt som Kongens Malthus.

Det sidste stykke var der et gammelt hus af bindingsværk, som lå så tæt ud til kørebanen, at der var ganske smalt ud til sporvognsskinnerne, som jo lå i asfalten. Det var bygningen “Sorte Hest”, som er mere end 300 år gammel. Nu er den fredet, dengang var den anledning til mange byggespekulanters drømme om at bygge nyt og stort og derfor var den med vilie ikke vedligeholdt – når en bygning forfalder, er det lettere at få tilladelse til at rive ned og bygge nyt. Ud til gaden lå en cykelforretning, som begyndte at sælge Velo Solex der i midten af 50’erne. Velo Solex er en cykel med hjælpemotor foran, oven over forhjulet, en knallert som ikke knaldede, den lød civiliseret; det var en af de bedste eller værste af slagsen, alt efter hvordan man ser det. Det var spændende bare at stå og kigge på dem.

Sorte Hest var en kro udenfor København – Tak til Wikipedia

Der var også en butik med alle mulige underlige mekaniske dimser,
gamle, spændende ting, som man kunne købe – hvis man ellers havde
noget at bruge dem til.

Ved trafiklyset ved Platanvej kunne man komme sikkert over gaden
hvis man ellers så sig for. Der kunne jo komme nogen svingende.
Det sidste stykke var lidt finere, der var udstillingsmontrer
foran Bing & Grøndahls fabrik, inden turen gik ned ad
Rahbeks Allé, forbi Kongens Bryghus til Rahbekskolen.

Kommentarer.

Advertisement