Tøm Papirkurven

… og se nu at få det sagt ordentligt

Skolevejen

with 16 comments

Solen skinnede og svajerne sang, mens de trampede i pedalerne, når jeg gik hen ad fortovet på Vesterbrogade. Jeg var på vej til skole.

Ved du hvad en svajer er? Det er et cykelbud. Svajerne var store drenge, næsten voksen, syntes jeg. De kørte på Long-John – lange ladcykler. Nogen kørte med blikkenslager-værktøj, nogen med købmandsvarer, og andre med varer i papkasser fra grossisterne. I dag ville man sige børnearbejdere. De fløjtede eller sang døgnmelodier, populære melodier, og det hører man aldrig mere på gaderne. Det var en anden verden dengang, skulle man tro. Det var en anden måde at leve.

Husene er de samme som dengang for 60 år siden

Husene er de samme som dengang for 60 år siden

Findes der stadig Long-John cykler? Det er en lad-cykel, en budcykel af en ret speciel art: foran styret er der et lad, som er lavet af samme slags jernrør som cykelstellet; det er et “tremmelad”, der ligger lavt; og det lille forhjul sidder allerforrest og er derfor halvanden meter foran styret, som holder eller drejer hjulet ved hjælp af nogle forlænger-stænger. Der er altid lidt slør eller slip, så når man drejer styret, skal man dreje det lidt mere eller mindre afhængig af, om man har fat i hjulet. Man kommer let til at køre i zig-zag, svaje, fordi cykelen er svær at styre. Derfor hed drengene svajere. Der kom kun en bil hvert andet minut, så det gjorde ikke noget, at svajerne svajede og fyldte halvdelen af gaden. Der var plads nok til at vise hensyn.

Jeg har ikke set sådan en cykel i mange, mange år.

Men de findes: KØB – Long John Pris i kr. 7.398,- incl.
moms (usamlet)!

I dag er Longjohn Ladcykler et liebhaverprodukt

I dag er Longjohn Ladcykler et liebhaverprodukt

Når jeg kom ud fra Kingosgade, kunne jeg mærke solens varme. Jeg gik i solsiden, og der var lyde fra sporvognene, linie 6 og 15, en bil eller lastbil og somme tider hestehove mod asfalten, så det rungede. Der var lugten fra bageriet og somme tider var solen så stærk, at når jeg kom forbi en port, så kunne man lugte at der var nogen, som havde ladet vandet. Engang gik jeg ind ad porten og så, at der var en port mere. Det var en kinesisk æske. Jeg var bange for at fare vild – tænk, hvis de aldrig holdt op, de porte, så man glemte, hvor man kom fra.

Det mest spændende var at gå forbi legetøjsforretningen. Den lille butik med et trin ned, hvor man kunne købe hønseringe, C’er (plastic-bogstaver, som kunne hægtes sammen). Man kunne også købe marmor-terninger, “Terra”, hvormed de fingernemme kunne spille: Man kaster en terning op og tager en fra jorden, så griber man den, man har kastet op. Næste gang tager man en til eller to. Jeg fik aldrig lært det. Nogen spillede det så meget, at terningerne endte med at være næsten runde.


Der var også en forretning med damehatte. Det var en smuk forretning, syntes jeg, med disse pyntegenstande for mennesker af en anden race. Jeg var meget fascineret af damernes verden. Somme tider ønskede jeg at være sådan en dame – tænk at være så fin og smuk! Og klog!

Det var ikke så mange andre skolebørn, som gik denne vej, men der var en enkelt eller to, som jeg så nogle gange. Den ene af dem var lidt underlig, talte langsomt, så fjern ud i blikket. En dag sagde han til sin kammerat, at nu ville han gå ind i butikken med damehatte og købe pinocchiokugler, det var det billigste slik, man kunne få, små lakridskugler med sukkerovertræk i forskellige farver, 1 øre stykket.

“Nej – det kan du ikke!” sagde kammeraten, “Nej, lad være! Nej lad være!”

Det gik op for mig, at kammeraten var en storebror, som skulle passe på sin lidt mærkelige lillebror når de gik hen til skolen.

– Jeg så bekymret på skandalen. Jeg kiggede med da drengen gik ind i butikken, blev stående, ikke så langt fra storebroderen, som holdt døren lidt på klem, men tydeligvis vægrede sig ved at gå ind. “Jeg vil gerne have fem pinocchiokugler”, sagde drengen inde i butikken.

Jeg kunne næsten høre, hvad damen inde i butikken sagde, hun lød venlig, det kunne han ikke købe dér.

Drengen insisterede.

Damen insisterede.

Jeg kiggede på den anden dreng som for at spørge, om vi skulle hente den mærkelige dreng ud.

“Du skal bare holde din mund!” sagde han indædt, grædefærdig. “Du kan lige vove på at begynde på noget!” Han var tydeligvis bange for at blive drillet, det havde han jo nok oplevet før.

Jeg gik videre og tænkte, at han nok skulle klare det.

Jeg tror ikke, at man ville overlade en udviklingshæmmet dreng til sin broder i dag; jeg gad vide, om den normale dreng har haft den opgave i mange år af sin barndom. Måske er det ikke så slemt, hvis man er flere om det, men at være alene om at skulle følge en udviklingshæmmet broder eller søster i skole eller børnehave er ikke en opgave, som hjælper til at få flere legekammerater.

Jeg tænkte ikke mere over det, men den udviklingshæmmede dreng forsvandt fra gadebilledet på et eller andet tidspunkt.

Havemann - nu Føtex - var en futuristisk bygning

Havemann – nu Føtex – var en futuristisk bygning

Så gik jeg videre, forbi et apotek, som lå i en bygning, der var bedre end de andre. Der var et par trin op. Efter det var der Kongens Malthus, hvor der ofte lugtede på den mest mærkelige måde. Malt – hvad var det? Når man købte rugbrød, hed det “et kvart mørkt maltet”. Hjemme skar man det i skiver med rugbrødsmaskinen, og det lugtede ikke så stærkt som Kongens Malthus.

Det sidste stykke var der et gammelt hus af bindingsværk, som lå så tæt ud til kørebanen, at der var ganske smalt ud til sporvognsskinnerne, som jo lå i asfalten. Det var bygningen “Sorte Hest”, som er mere end 300 år gammel. Nu er den fredet, dengang var den anledning til mange byggespekulanters drømme om at bygge nyt og stort og derfor var den med vilie ikke vedligeholdt – når en bygning forfalder, er det lettere at få tilladelse til at rive ned og bygge nyt. Ud til gaden lå en cykelforretning, som begyndte at sælge Velo Solex der i midten af 50’erne. Velo Solex er en cykel med hjælpemotor foran, oven over forhjulet, en knallert som ikke knaldede, den lød civiliseret; det var en af de bedste eller værste af slagsen, alt efter hvordan man ser det. Det var spændende bare at stå og kigge på dem.

Sorte Hest var en kro udenfor København

Sorte Hest var en kro udenfor København – Tak til Wikipedia

Der var også en butik med alle mulige underlige mekaniske dimser,
gamle, spændende ting, som man kunne købe – hvis man ellers havde
noget at bruge dem til.

Ved trafiklyset ved Platanvej kunne man komme sikkert over gaden
hvis man ellers så sig for. Der kunne jo komme nogen svingende.
Det sidste stykke var lidt finere, der var udstillingsmontrer
foran Bing & Grøndahls fabrik, inden turen gik ned ad
Rahbeks Allé, forbi Kongens Bryghus til Rahbekskolen.


Kommentarer
.

Written by Donald

Monday, December 10, 2012 at 7:17 UTC

16 Responses

Subscribe to comments with RSS.

  1. Takk for en nydelig historie.
    Jeg tror at det fortsatt finne storesøstre eller storebrødre som har oppgaven med å se etter sin utviklingshemmede bror eller søster. Men det er vel skjedd en endring der også. Jeg vet et mange var fryktelig redde for at noen skulle oppdage at ens søsken var utviklingshemmet, før i verden. det ble lett snakk og erting på grensen til mobbing både av det såkalt normale søsken og den som ikke var helt som de andre.
    Jeg er redd det samme skjer i dag, kanskje ikke like åpenlyst, som den gang, men …
    Likevel, det kan hende at vi ikke ser med så stor skepsis på disse barna lenger? At de blir akseptert og at de og deres søsken ikke må lide under kameraters erting.Jeg håper det.

    Klem på deg 🙂

    Mormor

    Monday, December 10, 2012 at 8:47 UTC

    • Tak for den rare kommentar, Mormo. Jeg kan ikke finde ud af, om historien ville være bedre, hvis jeg “digtede tykt” på historien om drengen, der skulle passe på sin broder; jeg har overvejet det mange gange. Beskrivelsen af Vesterbrogade i år 1955 kan jeg godt “pille ud” og den kunne endda blive længere, men det skal være sammenstillingen af dagliglivet og den lille drengs svære opgave at passe på sin udviklingshæmmede bror, som får læseren til at danne billeder.

      Jeg tror ikke det samme sker i dag i Danmark, ikke på den måde, at man helt og holdent overlader til et barn at passe på en anden, der er lidt “underlig”.

      Jeg tror vi ser med større skepsis på udviklingshæmmede børn. Jeg tror også at det er blevet mere legalt at tale om det, og jeg har læst at det er forholdsvis få, der bliver født med et udviklingshandicap; er det 20 eller er det 50 om året i Danmark?

      Jeg har desværre også fået indtryk af at mobning i København er et større problem end det var før.

      Klem på dig!

      Donald

      Monday, December 10, 2012 at 12:34 UTC

  2. Etter fostervannsprøvene inntogsmarsj i livmorene blir de kanskje valgt bort? Sorteringssamfunnet er en realitet, også når det gjelder ufødte barn.
    Jeg klarer ikke se med skepsis på utviklingshemmede barn, jeg lærte en lekse for lenge siden og den ble lært godt. Særlig fordi jeg synes jeg sviktet ham på en måte. Biter godt slikt.

    Jeg tror ikke du skal pille for mye på dette innlegget.
    Det er bilder fra en forgangen tid og glimt fra en barndom.
    Du må i så fall skrive noe helt annet. Men da blir det jo også, noe helt annet.

    Mobbing kommer man nok ikke unna. og jeg vet ikke helt hva man skal gjøre med det. For man ser jo på mobbing som underholdning, servert fra scener av diverse såkalte komikere.
    Klem på deg 🙂

    Mormor

    Monday, December 10, 2012 at 12:53 UTC

    • Tak for den konstruktive kommentar! Jeg vil skrive noe helt annet, noget helt andet!

      Jeg tror at mobning i København er kommet ud på et sted hvor lærerne ikke længere kan klare at håndtere det – undtagen på meget dygtige skoler, hvor lærere **og chefer** har nul-tolerance overfor mobning, mobiltelefoner og malnutrition.

      Det er sortering, som du siger, fostervandsprøver og endda “nakkefoldsprøver”, som lægerne helst ikke laver undtagen at der er mistanke. Der var 21 børn, der blev født i Danmark med Downs Syndrom i året 2010.

      Har du været lærer en gang?

      Tak igen for kommentarerne, Mormor, og klem på dig 🙂

      Donald

      Monday, December 10, 2012 at 13:22 UTC

  3. Jeg mener ikke, og tror heller ikke det var Mormors mening, at du skal skrive noget helt andet. For, som Mormor skriver: så bliver det noget helt andet. Og netop din beretning dokumenterer jo barnets observationsevne: den mærkelige dreng, og broderens angst for at blive centrum i denne sammenhæng.
    Jeg har haft børn med alle former af udviklingshæmning: lykke var, når man fik andre børn til at se, at der ikke var noget “farligt” ved en kammerat, der ikke var helt som de andre. En lille spinkel vietnamesisk kvinde, tilflytter, fik som opgave at passe en 13-års pige: denne var af garderhøjde, udviklet kropsmæssigt som en 23-årig, men intellektuelt som en 3-årig. Sommetider var det passedamens børn, der gik i hhv børnehave- og 1.klasse. At se dem gå hånd i hånd, med den store i midten, og uden skyhed fra de små: de kendte hende jo, så det forekom dem helt naturligt. For øvrigt havde den ene af de små et påfaldende stort hovede: hun var født med “vand i hovedet”. Sammen sprængte de den ring af fordomme, der tidligere ville have været!
    Har du ikke set “Busters verden”? Buster Oregon Mortensen var nok en af de sidste svajere: han leverede øl i 50-styks kasser i filmen, pragtfuld for øvrigt. Den, hvor Nanna Lyders synger “Stille, stille nu går solen op…”
    Der var svajerløb igen i år på Carlsberg, det er ved at udvikle sig til noget internationalt: Cargo-bike racing. Prøv at google, og læs hos larry-vs-harry.blogspot.dk/
    Malt er et mellemprodukt: i ølbrygning, og whisky, lægger man kornet i støb. Herefter lader man det spire under kontrol og idelig flytten, så det ikke modner. Herunder omdannes stivelsen til maltose, en sukkerart, som gærcellerne elsker. Koger man byggen, opløses maltosen, og man har nu en væske, der kan forgæres til øl. Eller brændes til alkohol.
    Bruger man rug, kan kornet herefter tørres og males, og bruges i rugbrødsdej: rugbrødet hæver rigtigt godt, det er maltet. Processen giver på bryggeriet og bageriet denne typiske, tunge, lidt sur-sødladne rugbrødsduft.

    AagePK

    Monday, December 10, 2012 at 22:00 UTC

    • Det var en rar kommentar, AagePK, skrevet mens jeg sidder indefrosset i Vejby og hører om nedskæringer og robotpasning.

      Ja, jeg forstod godt Mormors bemærkning om at “det ville blive noget helt andet” – og det kan godt være en farbar vej. Hvis målet er at dele en refleksion over, hvordan vi behandler børn, hvordan vi opfatter dem som en gruppe udenfor samfundet, så er det måske en meget god ide at skrive //noget helt andet// med samme underliggende filosofi og så lade denne lille erindring stå; den er vist rimelig let at læse som den er nu og kan danne billeder, også selv om den udviklingshæmmede dreng kun strejfes kort. Jeg har længe bokset med en lang række ideer til mere eller mindre fiktionaliserede historier, og genskrivningen af denne historie er et forsøg på at komme igang 🙂

      Jeg er helt betaget af historien om den lille vietnamesiske kvinde, som passede den udviklingshæmmede. Det må godt nok være nogle barrierer, der blev væltet dér!

      Jeg har set “Busters Verden” i TV, men fik aldrig set biografversionen, men jeg har hørt “Stille stille stille stiger solen nu”, “Buster, oh Buster” mange gange. Mange mange gange, og med en klump i halsen. Det er en meget smuk studieproduktion. Det var én af de sange, som Nana Lüders ikke kunne opføre, når hun gav koncerter, men hvor hun nøjedes med at spille optagelen og synge med på hovedlinien; jeg synes også hun har lavet mange andre gode ting og er så ked af at vores kunstnere har så vanskelige økonomiske kår.

      I en helt anden toneart: Jeg vidste ikke at der var forskel på den malt, man bruger til brygning og den, man bruger til rugbrød – altså på bygmalt og rugmalt. Men selvfølgelig, gode håndværkere forfiner jo hele tiden metoder og værktøjer. Jeg holder meget af duften af bagende rugbrød – hvem gør ikke det 🙂

      Donald

      Tuesday, December 11, 2012 at 6:45 UTC

      • Alle korn kan maltes, og bliver så til bygmalt, rugmalt, hvedemalt, rismalt, majsmalt… derfor har vi rye-whisky, hvedeøl, sake osv.

        AagePK

        Tuesday, December 11, 2012 at 6:55 UTC

        • Yes yes AagePK 🙂

          Det minder mig om at jeg havde ondt i brystregionen – det tænker man jo må være hjerteforkalkning, men det kan godt have været smerte fra mavesækken fordi jeg har taget alt for mange smertestillende skulderpiller – men for alle tilfældes skyld måtte jeg kurere tilstanden med en Islandsk Geyser Snaps – ikke værst. Fremstillet efter en gammel Islandsk opskrift (den må de længere ud på havet med!) om det så er kartofler eller bygmalt, der er brygget på, står der ikke noget om. Men de har i hvert fald ikke brugt en stærk kommenssmag. Det er undersøgt, om danskere kan lide “Rød Ålborg” som jo har en kraftig smag af kommen, og undersøgelsen viste, at danskerne faktisk ikke kan lide denne smag, 90% sagde at det smagte rædselsfuldt. Det er åbenbart derfor at man opildnene råber “ned med den” og spiser sild til, så den grimme smag bliver overdøvet!

          Dette med at kurere hjerteforkalkning med alkohol skal naturligvis tages med forbehold – Det var hedengangne retsmediciner Preben Geertinger, der fortalte om en undren han havde, efterhånden som han fik flere og flere ihjelfrosne hjemløse alkoholikere ind til obduktion. Der var ingen af dem, som var døde af hjerteproblemer. Deres hjerter så ud til at være i perfekt tilstand, til gengæld var leveren skrumpet.

          Det viste sig, at alkohol’en forårsager en immunsystem-reaktion, som jo også nedbryder nogle af kroppens egne celler, i dette tilfælde væggene i kranspulsårerne, og derfor gendanner kroppen disse kranspulsårer – uden den stive kolesterol, som er årsag til “forkalkningen”.

          Donald

          Tuesday, December 11, 2012 at 7:19 UTC

  4. Tak for turen ad Vesterbrogade. Jeg kender den godt, men naturligvis ikke som barn. Det er gode iagttagelser, sansninger og tanker om en skolevej. Jeg kan godt lide den korte version om det øjensynligt evnesvage barn og broderen. Nu om stunder bliver disse børn vel hentet af en taxa og kørt til specialundervisning et sted.
    Turen får mig i øvrigt til at tænke på på min skolevej fra 1950 til 56. Den var til fods eller på cykel ad en vej langs en hæk på den ene side og nogle få huse på den anden. Min skolevej var ikke oplevelsesmæssigt så udfordrende som din, og jeg har ingen som helst erindring af at være mødt af lugte, men de har nok været der.

    Jørgen

    Tuesday, December 11, 2012 at 8:15 UTC

    • Forresten – som bybud for købmanden kørte jeg nogle gange på en Long John. Den var vanskelig at styre fordi forhjulets drejefunktion var via en stang på den ene side af hjulet, men det gik. Ølkasserne med 50 flasker var svært tunge at håndtere.

      Jørgen

      Tuesday, December 11, 2012 at 8:17 UTC

      • Ja Jørgen, de store ølkasser var ikke “ergonomiske” – men der er vistnok en stor viden om snedkerarbejde lagt i udformingen af træ-ølkasserne, som vi havde dengang. 🙂

        Donald

        Tuesday, December 11, 2012 at 11:01 UTC

    • Selv tak, Jørgen. Billederne er fra juni 2008, og jeg prøvede at finde vinkler, hvor der var et indtryk af stil og stemning fra 1955, men det er jo umuligt. Alene bilerne gør jo at man kan se at det er mange år senere.

      Jeg tror ikke en skolevej behøver at være udfordrende – måske har du nydt at det var fredeligt, og at du kunne se mange knopper og spirer om foråret. Tak for kommentaren 🙂

      Donald

      Tuesday, December 11, 2012 at 10:59 UTC

      • Jeg kunne samle sneglehuse i grøften – og det er selvfølgeliglig noget andet, men ganske godt.

        Jørgen

        Tuesday, December 11, 2012 at 19:36 UTC

        • Det lyder hyggeligt 🙂 Jeg var mere fascineret af et græsstrå mellem brostenene på fortovssiden, end jeg var af så mange andre ting, men det er indlysende at børns oplevelse af civilisationens “tavse” viden i meget høj grad afhænger af barndomshjemmets omgivelser.

          Donald

          Tuesday, December 11, 2012 at 20:34 UTC

  5. Tak for et dejligt kig ind i din barndom og en dejlig tur ned ad Vesterbrogade, som jeg kender så godt, men dejligt at opleve den med barnesind. Sikke en masse sanseindtryk, du har gemt i så mange år – det er godt klaret.

    Jeg vidste ikke hvorfor, det hed en Svajer. Det ved jeg nu; tak for det.

    Stegemüller

    Thursday, February 7, 2013 at 20:42 UTC


Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s