Tøm Papirkurven

… og se nu at få det sagt ordentligt

Archive for the ‘Ord’ Category

Vil man kunne foretage excursion til Københavns Universitet, Dansk-sprog-og-litteratur studiets bibliotek?

with 3 comments

Forleden kom jeg igen til at tænke på at Danskere generelt i skolen ikke lærer forskellen på talesprog og oplæst, tydeligt sprog. Det morer mig lidt (hvis jeg da ikke ærgrer mig) at høre en speaker anstrenge sig for at sige “love” (fx. “danske love”) med tryk på, fremhævet, i en ellers uskyldig sætning.

“lå(r)u” (å som i lår) bliver det til i stedet for “lååve”, å som i åbne, langt; hvor “man bider sig i læben” for at få et ‘v’ med energi i.

Men jeg har svært ved at huske, hvad jeg støder på, og har lyst til at se, om faglitteraturen skelner mellem forskellige typer udtale (for samme person) så jeg slipper for at bruge mere tid på mine sprog-traumer.

En Englænder fortalte engang for 29 år siden at en god Englænder sagtens kan finde ud af den slags og brugte et exempel, den ubestemte artikel.

Written by Donald

Thursday, April 4, 2019 at 15:14 GMT+0000

Posted in Ord

Tagged with ,

Fettfrysning

with 6 comments

Min gran(d) kusine grinede, da vi fortalte hende at Øresund er et af de tættest befærdede farvande i verden. “Hah! Der er jo ingen skibe at se!” sagde hun.


Hvis man virkelig gider se, om der er et lille skib i midten af billedet, må man klikke (grafisk pointer sat i billedfelt og aktiver request funktionen … det er nemmere at sige klikke, men for mig lyder det som om det er slået klik for menneskeheden).

Så får man “gallerifunktionen” og kan se billedet i større størrelse. Men mit kameras optik er ikke supergod og sigtbarheden var ringe, så det er lidt lissom et fotografi af søslangen i Loch Ness.

I en vis forstand havde hun jo ret Eda, a.k.a. Leonida, men netop på denne sejltur kunne jeg iagttage, hvordan færgerne navigerede udenom hinanden. Man må jo huske, at de ikke har bremser, så det tager noget tid at vende skuden – også selv om det bare er for at ændre retningen lidt.


Hov, jeg fik ikke demonstreret motivjagt på Svenskesiden:

Tænk at man ved den forblæste havnefront kan holde liv i tulipaner! Tænk jeg bliver så glad, når jeg ser sådan noget!

Gudmanner! Hvad er det?

Whad i al verden? Kan man fryse når man er fed? Eller hvad er meningen?

Written by Donald

Tuesday, March 19, 2019 at 19:59 GMT+0000

Posted in Foto, Ord

Tagged with , , ,

Første torsdag hver måned

with 4 comments

Kunstneren Peter Eichen har de næste to måneder udstilling i Sognelængen i Ramløse, og hans billeder og fortællingerne om dem er mere end et indlæg værd.

Lag på lag, den ene oplevelse på baggrund af geometri og kaos

Sognelængen, Ramløse, set fra Cykelparkeringen

Han begyndte som 15-årig at illustrere for Ornitologisk Forening (formentlig til blad-artikler) ligesom P.S.Krøyer blev “opdaget” af sin stedfader, der udgav den første større Danske Forskningsbog om fisk og vanddyr i Danmark, og som fik sønnen til at illustrere. I dag kunne man bruge fotos, skulle man tro, men en kunstner kan fremhæve og fremstille dyrs og fugles karakteristika på en måde, som er “lettere at læse” end et foto. Iøvrigt kan man på websider som “Fugle og Natur” finde en masse fotos, der både illustrerer vanskelighederne ved naturfoto og også viser vellykkede naturfoto.

Peter Eichen introducerede sine billeder med et lille foredrag, hvor han lagde vægt på teknikken, acryl, lag på lag, og tilføjelse af objekter fra den virkelige verden, og han besvarede også et spørgsmål om hvordan han havde malet lysstrålerne – noget som enhver beskuer må beundre, tænkte jeg; en tør pensel med en lille bitte smule pigment og masser af strøg, sagde han; dertil kunne man tilføje at han formentlig har brugt en art maske, så kanterne på lyset er helt skarpe.

Efter Ornitologerne blev han illustrator til bl.a. Svikmøllen, og begyndte også at male mere kunstnerisk. Hans fortælling om at “være i stald” hos et galleri, og hvordan det misbruges af galleristerne, var rystende.

Han var da også fra galleristen og var gået ud med billeder for sig selv – bl.a. her i Sognelængen! – men det morsomste var, da han fortalte om nogle billeder i de to bøger, han har skrevet om billedundervisning med udviklingshæmmede: En kunstner havde set dem og sagt, det er jo ren Jorn! – og så er det altså billeder lavet af udviklingshæmmede som led i en terapi, som Peter Eichen går ind for.

Udstilling i Sognelængen, Ramløse Kirke

Efter vernisage, fernisering af udstillingen (der ikke fysisk bliver ferniseret!) var der musik ved Pastor Porsager’s Jazzkapel.

Written by Donald

Friday, March 8, 2019 at 23:59 GMT+0000

Posted in Ord

Tagged with ,

P.Fugholm-Sørensen, blomsten af dansk sprogundervisning

with 7 comments

Vores dansklærer, Holm-Jørgensen, i 8-9 skoleår (dengang kaldt 3-4 mellem) havde en kort overgang vikarieret for oversættelse af Donald Duck (der dengang var de fremragende Carl Barks historier). Han underviste os naturligvis i dansk litteratur og var vist egentlig meget god til at bedømme vores fristile og vores sprog-evne; men han havde også en anden kærlighed, nemlig de vanvittige digte af P.Sørensen-Fugholm.

I dag lever Sørensen-Fugholms digte på en wordpress-webservice, https://fugholm.wordpress.com/ hvorfra jeg har plukket et tilfældigt digt, eftersom denne blomst i dansk litteratur bør have gødning.

Loft-Kasteller

Se, nu er det Sommer, det bliver det tidt,
o, gerne vi havde det tidtere,
i Aar har jeg faaet en Villa angsvidt
ved Stranden hvor Solen mon glitre.

Den hedder “My Castle” – et prægtigt Pallads;
ved Døren en Hund, at der glammer
med Lys og med Loft og med Masser af Plads,
tre Stuer Hveranda og Kammer.

Og alle, som der gaar forbi det strax spør:
Hvem ejer det Hus, at der ligger?!?
Den udslagne Dag sidder Hunden og gør
paa Trappen af Folk, at der kigger.

I Haven er Lysthus allene for os,
dèr sidder jeg mig og forfatter,
og der er kun Uro, naar Plænerne slaas
om herlige Blomsterrabatter.

For Blomsterne staar der i Bedene smukt
og Børnene sidder paa Bænke,
oh, hvor jeg dog fryder mig ved deres Lugt,
det kan man sig slet ikke tænke.

Prydhaven kuns bruges, naar der er Besøg
kuns jeg maa spassere i denne,
men Trinemor planter Persille og Løg
og Karse og Dild i sin Ende.

Ved Stranden, hvor Damer ta´r Bad, staar jeg Vagt
saa trofast med Kiggert for Øjet
og vogter, at ingen af Mangel paa Takt
skal se, naar de trækker af Tøjet.

Ak, Aanden var kuns paa en digterisk Flugt,
jeg sad kuns og drømte i Taaget,
ak, det er ej Blomster, den mærklige Lugt
—jeg har sat mig paa Skarnkasselaaget.

KOMMENTAR:
angsvidt = en suite, på række

Den pågældende web-master har ikke skrevet noget i et par år og man kan kun frygte, at kendskabet til P. Sørensen-Fugholm på sigt bliver ramt ved siden af.

Pardon my Danish.

Written by Donald

Thursday, March 7, 2019 at 10:27 GMT+0000

Posted in Ord

Tagged with

Når man køber margarine, må man ikke stå og grine

Starbuks … er beklædningen pakket i små runde dåser nutildags?

Jeg kom til at tænke på Ellen, da jeg så dette skilt i den dejlige lokale brugs, eller Kvickly. Min far roste De Forenede Brugsforeningers reklamemand, tænk, at han på den ene side stavede uden qui sådan at det var let for en dansker at læse lyden, og på den anden side brugte ck så det alligevel så lidt moderne eller udenlandsk ud.

Jeg har nu aldrig abonneret på den rosende omtale af stavningen “Kvickly”, men når man så i butikken ser at Starbucks bliver til Starbuks (på flere fortrykte skilte) så er jeg alligevel i tvivl om det måske ikke alligevel er meget godt at stave udenlandske ord med dansk ortografi. Så skulle “Kvickly” blive til “Kvikli”, og “Starbucks” til “Starbåks” … mail bliver til mæil, sale bliver til sæil … men det går jo ikke, Radio “The Voice” – “Våiss”? “Vøøjs”? eller hvordan så med “His Master’s Voice”? Nej det strider for meget mod vores tro på at vi kan lidt English.

Verslinien i overskriften stammer fra min generations børnebog med titlen “Okker Gokker Gummiklokker”, nogle vrøvlevers skrevet af Erik Sigsgaards far, Jens Sigsgaard, og illustreret med nogle herlige tegninger.

Man skal måske være voksen for at undre sig over at man laver klokker af gummi, ikke?

Written by Donald

Thursday, December 13, 2018 at 13:51 GMT+0000

Posted in Ord

Tagged with

Parkeringspladser efter 40 år — og om Neuropati

Heldigvis havde planlæggerne reserveret grundene syd for Herlev Hospital, så man i dag kan udbygge hospitalet med nye afdelinger.

Den indre gård have på billedet nedenfor er lavet i løbet af en måned – ja, her i dette efterår – og det er smukt. Det er meningen, at det skal være et rart sted, hvor patienter kan gå i fred og ro. Der er flere haver som denne.

Det er den del af byggeriet, som jeg holder mest af.

Den nyanlagte gårdhave mellem den gamle hovedbygning – foreløbig adgang forbudt!
Jeg har ikke fundet ud af hvordan man kan slå blitz fra på smartphone-kameraet! 🙂

Prøv lige at se her, arkitektens eller nissens beskrivelse af det nye byggeri (modelbillede nedenfor) – 😯 🙄

Den nye udbygning

I nybygningens to nedre etager samles al visitation, diagnostik og behandling, mens sengeafdelingerne etableres i de cirkulære bygninger øverst. Nybyggeriet kommer på denne måde til at rumme dels afdelingerne for Kvinde/Barn samt afdelingerne for den Fælles Akutmodtagelse i én sammenhængende bygningsmasse. Denne struktur sikrer korte afstande mellem vitale funktioner og befordrer en høj frekvens af kortvarende besøg i løbet af dagtimerne.

De to øvre cirkulære sengebygninger favner lidt længerevarende ophold i roligere omgivelser – hhv. den store til voksne og den lille til børn – som med præcision og direkte metafor giver klar orientering. De cirkulære former skaber geometrisk kontrast til den nytænkende verden, der karakteriserer det nuværende Herlev Hospital. På afstand ses de cikulære sengebygninger ubrudte og hele, symboliserende en beskyttende skærm om et sårbart indre. Det enkle ydre finder modspil i de indre facader mod have og gårdrum. Her opdeles facaderne, her illustreres menneskelig skala og nærvær i materialer og beplantning i fuldt flor.

Tænk engang, der er en kilometer fra Parkeringshuset til Hospitalets blodprøve-afdeling, som jeg skulle hen til i Torsdags. Den direkte vej er spærret af byggepladsen, så man må ud på en længere omvej. Jeg gik bedre end jeg har kunnet gå de sidste to-tre måneder, følelsesløsheden (neuropati) er langsomt ved at fortage sig; jeg gik strækningen på ca. 15 min. (d.v.s. 4 km. i timen, det er behagelig spadsereturstempo).

Og jeg gik også tilbage – det var dog ikke så hurtigt, og hvert skridt gjorde ondt. Dagen efter (i Fredags) var mine ben meget smertende – helt “ude af drift”, og jeg nøjedes med at massere dem og ligge på sofaen. Der opstod ømhed i musklerne, svarende til myoser i skuldrene. Hvorfor de myoser opstod er svært at sige; måske har det noget at gøre med at nervesystemet er påvirket af kemo-terapien. Det var ellers tre-en-halv uge efter sidste behandling, men en deltager i “Music Teachers Warriors, Cancer Fighing Support Group” havde dog fortalt mig, at det tager tre-fire uger førend virkningen af de sidste kemo-behandlinger fortager sig, så jeg var klar over at jeg ikke skulle forvente at være “flyvende” – det ser ud til, at det tager længere tid for mig at komme tilbage til en mere normal tilstand.

Først om lørdagen lettede bensmerterne lidt, søndag kunne jeg gå, men unormalt, en slags “stavregang”, og med besvær; man skal passe på ikke at ligne en besoffen person. Og i dag, Mandag, kunne jeg gå uden smerter, men stadig akavet, fordi balancen er svær at holde, når benenes følsomhed ikke er tilbage.

I behandlingspapirerne taler man om at “gå på vat” eller få en stikkende fornemmelse i fødderne (og fingrene – extremiteter) når kemoen har påvirket nerverne i fødder og hænder.

Musklerne er stadig ømme, men dét at kunne gå og dét, at blodprocenten langsomt er ved at stige (mindre kortåndet, bedre iltning af musklerne), det føles rigtig godt.

Man skal værdsætte sin bevægelighed og holde den vedlige.

Written by Donald

Tuesday, December 11, 2018 at 0:03 GMT+0000

Posted in Ord

Tagged with ,

Tænk som et geni – et bud på fri vilie

For tiden kan man høre hvordan Stephen Hawking mener at vi kan forstå “den fri vilie” ved hjælp af teorien om parallel-universer.

Stepen Hawking – astrofysiker, professor og forfatter – er kendt for formidling af videnskab, og kan for tiden ses i 6 udsendelser på DR.dk, Tænk som en videnskabsmand. (original titel: Genius) I udsendelserne stiller han de store spørgsmål, begyndende med “Er tidsrejser mulige?”, “Er vi alene?”, “Hvorfor er vi her?”, “Hvor kom universet fra?”, — allesammen spørgsmål, som man ofte hører udtrykt på forskellige måder.

Det fjerde program af de seks kommer ind på spørgsmålet om fri vilie. Hvis universet kører efter fysiske love, så kan alt forudberegnes – fremtiden er hugget i sten! som det siges; men derved er der ikke plads til at mennesket kan tage beslutninger, bestemme, ændre tingenes tilstand.

Men at mennesket ikke kan ændre på verdens gang passer dårligt med vores erfaringer. Jeg mindes fodboldtræner Sepp Piontek forklare, hvordan han måtte vænne de Tyrkiske fodboldspillere af med at sige “Det er guds vilie” – “Inch Allah” – for uden vilien til sejr og troen på at de kunne gøre en forskel vandt de jo ikke nogen fodboldkampe!

Hawking har en interessant forklaring på hvordan man kan få vilien (altså mennesket) ind i universet (se billedtexterne nedenfor, som bygger på at udsendelsen har vist, hvordan kvante-mekanikken har uforklarlige tilfældigheder indbygget, og at det er blevet tolket som at der er parallelle universer.) Hawking når frem til: At universet ikke ville være der uden dig. Ved nogle opslag i Wikipedia på Parallel-universer mv. opdager man hurtigt, at Hawking har forenklet problematikkerne, måske ud i det absurde, de sidste sætninger i episode 4 (af de 6) giver ikke rigtig mening med mindre man husker, at tid og rum, ting og sager, som vi oplever dem, er en slags illusion som de Græske filosoffer sagde.

Kan ses indtil 14. December.

========================================

Hawking var i sine sidste mange år lam over det hele, undtagen ganske få steder. Han kunne i 2002 bruge en finger til at skrive ved hjælp af et system, hvor han kunne vælge ord, så han ikke behøvede at skrive hvert eneste bogstav. Senere, 2014, måtte han bruge kinden til at styre tekstmaskinen.

Blog Swiftkey.com skriver:

Professor Hawking has motor neurone disease [Amyotrophic lateral sclerosis, ALS] and as such is only able to communicate by using a small sensor which is activated by a muscle in his cheek. He uses this sensor to ‘type’ characters and numbers on his keyboard. SwiftKey’s technology has been integrated into his current system so that it can accurately predict whole words, rather than just characters. That means that the time and effort Professor Hawking requires to type is significantly reduced, allowing for a much easier, speedier experience for him.

Tidligere kunne han styre kørestolen med én finger; men de sidste år gik det dårligere, og han kunne ikke styre sin kørestol, og skrivning var trods løsningen med kinden langsommere end før, hvor han kunne bruge én finger. Han døde i år, 14. Marts 2018.

Written by Donald

Saturday, December 8, 2018 at 11:27 GMT+0000