Archive for the ‘Naturpleje’ Category
Vejby kirke og beplantning på kirkebakken
Da jeg flyttede til Vejby kendte jeg jo lidt til området fra tidligere sommerture. På toppen af en bakke ligger kirken og kigger ud til alle sider. Næsten – der var jo efterhånden store træer, som skyggede. Det er åbenbart en vanskelig sag at få plejet og passet bevoksning omkring en 800+ år gammel kirke, men nu blev det så gjort for tre år siden, til stor fortrydelse for nogle i byen.
Men minsandten om ikke de nyplantede træer vokser og har det godt!
Hvordan kan den vokse dér
Overskriften siger det meste; jeg går tur ved Rågeleje, og bemærker at der vokser marehalm på indersiden af den mur, som blev bygget for at beskytte promenaden og Strandvejen mod stormflod. Det er de flotteste store marehalm. Når der er storm, kommer sprøjt af saltvand op på fliserne og det kan ingen planter tåle – men lige her er forstranden lidt bredere, og saltpåvirkningen må være mindre. Regnvand løber ned mellem fliserne, formentlig mest ved muren, hvor der er en lille spalte mellem fliser og mur.
Men hvis man kan få en plante til at gro her, så må man ved at vælge arter, der passer til miljøet, få nogle gode, overraskende effektive resultater. Det er selvfølgelig ikke det samme som at dyrke en foderafgrøde på markjord, hvor indhold af protein og sukkerstoffer skal være højere end i naturligt forekommende planter.
Det, som slog mig, er selvfølgelig at man kan ønske sig planter en lang række steder for at holde på jorden og stabilisere biotop og i større perspektiv klimaet.
Tak til Wikipedia for billede af strandbeplantning ved Ystad.
Vildniss
Hvad er egentlig oprindelsen til ordet “vildnis”? – Wilderness?
De fleste andre ord, der ender på ‘-nis’ er genetiv af et ord, der ender på ‘ni; som fx. geni, harmoni, hegemoni. De få undtagelser er fnis, tennis og et ord, der begynder med ‘pe-‘
Min have er smuk som den var igår, men om føje år den som en kratskov står.
Er gået igang med at læse bogen “Have for dummies”, som egentlig er en dårlig titel, hvis det nu var en politiken håndbog ville den hedde “Jeg har en have …” eller “Jeg har lige fået en have …”
Nu er det jo 36 år siden jeg fik den, så jeg har mere brug for en bog, der hedder “Hvordan plejer man en gammel have?” eller “Naturpleje for Dummies”, hvis det skal være på den måde.
Træernes livskraft, elan vital eller rent maskineri?
Det var disse to billeder, som gjorde størst indtryk på mig, hvordan kan en eg dog vokse i den salte luft fra havet, – når der er storm er det tydeligt, men iflg. bøger om botanik er salt-zonen, som er farlig for visse nåletræsarter, ca. 1km. Jeg bor 1 km. fra Stranden og en Sitka gran voksede sig stor og stærk i min have på ca 10 år, så stor, at jeg måtte fælde den.
– Jeg er på den fjerde “stormbryder gran” nu.
Jeg skal forklare overskriften … Men det må vente lidt. Jeg skal på indkøb til lille familiemiddag i morgen inden der er udsolgt af alle de gode varer.
Er en skovtur farlig? Svar ikke med ja/nej
I en artikel i SN (Sjællands Nyheder?) er det forklaret at flåterne i denne del af Tisvilde Hegn er inficeret med en virus, som kan give hjernebetændelse.
https://www.sn.dk/gribskov-kommune/to-aar-efter-lukning-her-kan-populaer-legeplads-genopstaa/
En bekendt i Allerød fortalte engang at han ofte fik flåter på sig ved vandring ad skovstierne i Store Dyrehave og de forskellige skove déromkring, men at han bare pillede dem af. Det er ikke sikkert det er nok, hvis man bliver bidt af en skovflåt, som er inficeret med meningitis.
Det er synd at denne dyre legeplads ikke må bruges nu – man overvejer at flytte den til et område, hvor der ikke er meningitis, men jeg ved ikke om det er en praktisk mulighed – har man kortlagt meningitis-skovflåterne så godt? Og kan man sige at de ikke spreder sig? De sætter sig jo i pelsen på rådyr, som går over hele skoven.
Måske den bedste måde er at finde en rovbille, som spiser skovflåter?
Kvashave – er det årets ord?
Trung Do, min læge på Hæmatologisk afdeling, som nu har fulgt mig gennem 4 år, sagde med et lunt smil at det ikke var så underligt at jeg hurtigt blev træt og ikke orkede at lave det samme som min søn – “sig til ham at med den behandling og en periode med nedsat hjertefunktion så er det ikke så underligt at du ikke kan det samme som før.”
Men nogle dage har jeg faktisk mange kræfter, og hvis ryg og højre ben ikke begyndte at råbe “Av!” så kunne jeg vel arbejde et par timer i et stræk. Hvis jeg spreder det over dagen, kan jeg faktisk godt sammenlagt lave mere end et par timers fysisk arbejde.
Men jeg skal nok vælge mine kampe. Min rare ven(inde) havde en masse brosten liggende og var lykkelig for at komme af med dem. Hun hjalp oven i købet med at transportere dem. Sådan nogle sten er tunge; intet under at vores forfædre havde svært ved at tro at toppen af Andesbjergene (og alle bjergkæder) er hævet havbund.
Jeg havde ymtet noget om at det var spild af benzin og CO2 at køre haveaffald på Genbrugsplads, men at man jo ikke må brænde det af i haven. Så opstod idéen om at lave et bålsted.
Men det var nok den dummeste og naiveste idé jeg har fået, græsset vokser jo op mellem brostenene, hvis man ikke først graver tørven væk. Og svedjebrug (jeg brændte lidt tørrede tykke grene af ved Sankt Hans) – svedjebrug er også hårdt, man bliver forbavset over hvor stærke rødder kan være – ikke kun træ-rødder, men også rødder af nælder, græs og buske.
Jeg har været der med trimmeren nogle gange, så nu kan man hive brostenene op. Og hvad skal jeg så gøre med dem? Hvis jeg nu lavede et bålsted efter alle regler, som det skal se ud med en krans af sten og et bord til dejgen med snobrød, hvem skal så komme og bage snobrød?
——===oooOOOooo===——
Forrest til venstre på buen af brosten ser man lidt græstotter, som er klippet af i mandags. Torsdag var der allerede 10 cm græs vokset op, – jeg tror at det kvikgræs vokser fra bladskederne, ellers kunne det ikke lade sig gøre at de korte blade pludselig blev længere og længere.
Under æbletræet (til højre i 2.billede) er der så mange tuer af kvikgræs, at jeg bliver nødt til at grave dem op og køre dem væk.
Det kan stadig undre mig, at sådanne små bløde planter kan blive til genstridige tuer, som man godt nok kan hugge og stikke i, men lige lidt hjælper det. De skal graves op.
I den forbindelse bliver jeg også nødt til at beskære grenene på æbletræet, man er nødt til at gå på knæ, hvis man skal ind under træet. Ak!
Men på positivsiden er at man når man står i haven på den nyklippede plæne har en oplevelse af natur i en slags fri dressur, engelsk park-stil.
Jeg har udtænkt en anden plan: Jeg har købt for meget grus til opretning af trappe og fliser, så efter at have repareret indgangen så kan jeg lægge 15 cm. stabilgrus over bålstedet og bruge min fritid til at øve mig på klaver … så kan det blive begyndelsen til en kvashave … bunden under et læs grene og stammer, som skal tørre.
Er “kvashave” et ord?
Metamorfose fra fedtet masse til sommerfugl
Kære Læser!
Hermed en dokumentation af en seksplettet køllesværmers forvandling fra
puppe til parrings-parat individ. Det allermest spændende: når larven
når puppestadiet, opløses en stor del af larven helt ned til
molekylestadiet, den bliver en fedtet masse, hvor kun plader af helt
bestemte sammensætninger af aminosyrer bestemmer udviklingen til voksent
individ. En utrolig forvandling.
Og tænk: den første, der i ord og billeder beskrev “sommerfuglens metamorphose” var en tysk kvinde ved navn Maria Sibylla Merian. Hun blev født et år før Christian den Fjerde døde. Hun havde et for sin tid langt liv fra 1647 til 1717; i en høj alder rejste hun til Hollandsk Surinam for at tegne sommerfugle og andre insekter, deres udvikling, og ikke mindst deres værtsplanter.
Maria Sibylla Merian var videnskabsmand m/k på et højt plan, men fik ikke udbredt anerkendelse i sin samtid – det kom først i 1900-tallet.
Hun var blandt de første forskere, der systematisk betragtede insekter og opdagede deres virkelige levevis. Hun kunne vise, at hver sommerfugleart som larve er afhængig af næringen fra få planter og kun lægger sine æg på disse planter. Frem for alt var dyrenes forvandling i det store og hele ukendt. Skønt enkelte lærde kendte til forvandling fra larver til voksne sommerfugle, kendte hverken den almindelige befolkning eller mange uddannede til forholdet. Merian bidrog afgørende til at ændre dette, ikke mindst fordi hendes bog Der Raupen wunderbare Verwandlung und sonderbare Blumennahrung (Larvens vidunderlige forvandling og særlige blomsterernæring) udkom på tysk. Af samme grund unddrog mange af datidens videnskabmænd hende deres anerkendelse, fordi de lærdes fagsprog var latin.
https://da.wikipedia.org/wiki/Maria_Sibylla_Merian
At en kvinde i tiden omkring år 1700, uden mandlig beskyttelse og kun ledsaget af sin datter, tilbragte uger på et handelsskib for derefter i to lange år dag og nat i følgeskab med nogle indianere i det fugtigvarme klima i den ækvatoriale urskov at gennemføre sit videnskabelige arbejde – alene denne præstation skaffede hende berømmelse og respekt i Europa.
Christian den Næste købte en stor del af hendes produktion, hvilket kan ses på Rosenborg.
Man kan se af billederne i hvilken rækkefølge de er tagne,
og endda registrere, at ikke kun objektivet på dokumentationsmediet
D90 Nikon, men også objektet, køllesværmeren, er håndholdt.
Med venlig hilsen
Aage
Sankt Baalaften
Det lykkedes mig at få brændt en lille bunke tørre grene, hvoromkring der var groet godt med snebær og brændenælder, som jeg måtte rydde først.
Det var meget tidligt at man holdt grill- og bålaften på Charlottes Fællesareal, så derfor var det endnu tidligere, jeg futtede de tykke grene af. Det meste grønne afklip er kørt på genbrugspladsen ved brug af trailer og benzindrevet køretøj, og iflg. reglerne bliver jeg jo nødt til at fortsætte den trafik.
Der er et stort stykke hæk, der skal ryddes, og jeg må indrømme at jeg ikke ligefrem sender glade tanker til den nabo, som i sin tid for 400 kr. fik plantet Thuja.
Fliser, mellemrum, økonomi, rationalitet
Jeg har taget det værste med trimmeren, selv om den egtl. kun er til kanter går det også fint med at tage urter, som vokser i mellemrum mellem fliser, bare man ikke trykker for langt ned, så nylonsnøren bliver slidt op.
Men billederne af den pænt ryddede terrasse er ikke klare endnu – og jeg skal skynde mig afsted til klaverfrokost hos min klaver-broder. Jeg håber ikke det gør noget at frokost er efter 14 på en helligdag. Det er meget normalt, ikke?
Oprindelig plan: Græs og kun græs
Min ide om at der kun skulle være græs blev skudt ned, først af anlægsgartneren, så af min gamle legekammerats søde mor, der boede i nærheden.
Det har været mere arbejde, og det er nok mest fordi det er lidt sjovt at jeg ikke har protesteret og nedlagt “marken”.
Men med en hofte, som kan være meget vanskelig om morgenen, den protesterer mod alle bevægelser, så kommer tanken igen: Kan det gøres nemmere?
I første omgang er det rart at konstatere af Geranium’erne faktisk er selvlugende, men de går ikke ud og spreder sig.
Jeg må nok hellere grave nogle stykker op (andre steder) og sprede dem selv.
Det var nyt for mig
Mit højre ben skal bruges til havearbejde – så jeg tillod mig at køre en tur for fornøjelse, og opdagede “nye” steder – førstegangs oplevelse. Det er sådan noget, der får tiden til at gå lidt langsommere, det som man i Reader’s Digest kaldte “evighedens øjeblik”.
Den morgentur fik mig til at reflektere. Jeg bor i et område med mere skov, hegn og vandhuller end der er i de egne, hvor der er effektiv planteavl på store markområder – har det indflydelse på min holdning til naturbeskyttelse? Er det derfor at jeg ikke er bekymret vedrørende artsrigdom, og heller ikke over enkelte arters tilbagegang?
Hvor længe kan jeg blive ved …
Hvis jeg ser tilbage i min klaverbog kan jeg se at der oftere har været dage, hvor jeg ikke har fået spillet eller rettere øvet klaver i mere end en halv time. Jeg kunne også se på græsset i haven at jeg ikke ligefrem har sprudlet af energi til havearbejde – men jeg har dog fået lavet noget og har også betalt mig fra græsslåning.
Men tanken strejfer mig selvfølgelig, hvor længe kan jeg blive ved?
I dette forår er der en smerte i højre ben; måske er det hofteleddet, måske en nerve i klemme i en ryghvirvel. Denne smerte er til at leve med: især hvis jeg får sovet længe og er godt udhvilet, så er der dage, hvor det føles som en mindre generende ting.
Smerten opstår især ved sidelæns bevægelse af højre ben (eller overkroppen, forstås). Ved visse bevægelser, et skridt fremad, kan der pludselig forekomme en så stærk smerte at jeg er lige ved at miste fodfæstet og føler at jeg ikke kan stå på benet. Foreløbig har det andet ben heldigvis reddet mig i de situationer.
Ja ja, jeg har selvfølgelig bestilt tid hos lægen. Lad os nu se, hvad man kan gøre. Indtil nu har jeg forsøgt at bilde mig selv ind at det går over – at det bliver bedre, når man passer på og ikke undlader motion.
For, mærkeligt nok, når jeg er kommet op og har gået nogle skridt, så finder lejerne (leddene) åbenbart en arbejdsmåde som gør at jeg kan gå moderat hurtigt. På den måde havde jeg absolut ingen smerter ved at skubbe rundt på plæneklipperen i Onsdags, men dagen efter noterede jeg i kalenderen: Kom ikke udenfor en dør undtagen for at hente post. OK – det var så også lidt regnvejr, men alligevel.
Skriv løs 