Aftenbilleder næsten uden får

På stor skærm kan man lige akkurat se solens genskin i de små blade – og lyngens blomster har lukket sig i blæsten

Den sidste dag, hvor solen går ned efter kl.20
Nu må vi se frem til lange aftener og korte vinterdage

Der er faktisk nogle hvide klatter, som forestiller får på den østvendte skråning længst væk, som henligger i skygge

Advertisements

Hvor meget motion er godt?

En kite surfer kan blive ved at surfe i mange minutter – måske timer

Om efteråret har man somme tider stranden for sig selv – ja, det blæser, måske derfor

Sollyset i bølgerne har jeg set på marinemalerier så livagtigt, så smukt, så lærredet så ud som et vindue til en anden verden

Nåhå – der er dog én anden ude at nyde naturen

Jeg husker med forundring at en meget energisk motionist døde en pludselig død fordi hjertet “var blevet for stort”. Hvad der ligger i den betegnelse er jeg ikke sikker på. Hov forresten, jeg har hørt om mere end én, der døde af “for stort hjerte”.

Desværre er der i mit forløb på hospitalet opstået en hjertesvækkelse, som jeg gætter skyldes at både kemo og fluroquinolon baserede antibiotika generer nervesystemet og ødelægger nervespidser. Jeg er ikke læge og har ikke kunnet verificere den specifikke del, altså at det er nervespidserne, – men det står både i medicinvejledningen og på engelsksprogede websider (bl.a. wikipedia og NHS) at disse stoffer påvirker nervesystemet. Hjertet drives af sit eget interne nervesystem, så at sige, og derfor gætter jeg at selve hjertemuskulaturen “fungerer” men at nervesignalerne er svækkede.

Kroppen (hjernen, hormonsystemet) reagerer på flere måder, og jeg skal følge op på det, hvis jeg finder ud af noget.

Men foreløbig har jeg fået bekræftet ved egen erfaring og de mest optimistiske websider (artikler) at det nytter noget at motionere på en meget forsigtig måde. Hvis man over-motionerer, risikerer man at hjertet fyldes med vædske (blod) og derved udspiles, hvilket ikke er godt.

Dette kan faktisk måles ved at se på hormonstoffer kaldet proBNP, pro-brain natri-uretic peptid.

Det kræver et godt helbred at sætte sig ind i disse ting.

Sidste hverdag med livredder …

Jeg troede at skolen begyndte Mandag d. 5. August; men der var stadig livredder på stranden i Mandags. Er hun der mon også i dag?

Høj himmel

hov – ikke lande i roserne …

Livredderen er på arbejde

Vandet er varmt

[Opdatering: Der var livredder, men det var pålandsvind, så vandet var fuldt af alger og tang. Ikke desto mindre fik jeg bevæget mig og fik derved god motion.]

Strandkål samme sted i år igen

Den er sejg, denne her plante!

Når der er storm og højvande, bliver den oversvømmet. Er det frøene, som overlever, eller har den rødder så dybt, så den er ligeglad med stormene ovenover – indtil solen igen skinner om sommeren og den kan skyde blade og blomster?

Edit: Det er en staude med solid jordstængel. Man kan samle frø (bær) om efteråret og plante den i egen have.

Denne strandkål er spiselig, men det er synd at plyndre den, synes jeg – den kommer igen år efter år

Solnedgang i sidste øjeblik

Jeg kan ikke rigtig vænne mig til at Solen går ned allerede lidt over halv ti. Men jeg besluttede mit til at prøve at nå det og hastede afsted, lige da jeg kom rundt om hjørnet så jeg kunne se horisonten ude over Kattegat kunne jeg se, at solen var næsten helt nede, zoomede ind og tog et billede.

Det første skud er sommetider det bedste

Det er det samme billede, som jeg har lagt på Facebook; som regel prøver jeg at undgå at lægge samme billede to steder.

Sand mellem tænderne

Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Det knasede i munden, jeg havde fået småbitte sandpartikler ind i gabet! Jeg kunne ellers ikke mærke sandkorn i vinden, da jeg gik på Heatherhill forleden dag, ikke tæt på skrænten, der er afspærret (skønt der er nogle unge mennesker, som kravler over hegnet og lægger sig i hulninger for at se solnedgang i romantiske farver).

De to hoveder som gemmer sig i græsset på den yderste skråning er ikke sådan at få øje på …
Rembrandt havde ofte sådanne figurer i sine kobberstik af landskaber – uden sammenligning iøvrigt

Først tænkte jeg “Det er et kraftigt vindstød, som har pustet noget fint, næsten usynligt sand op ad skråningen og ind i min mund, jeg har tit set fygning henover parkeringspladsen, og når skrænterne er skredet, er der også meget fint sand hele vejen fra havstokken til toppen af skrænten”.

Jeg begyndte at gå hjemad og så pludselig, at der faktisk var meget sand alle vegne, men tydeligst på stien mellem de vilde roser – og endnu tydeligere nede ved grusvejen som fører ned til stranden.

Der er trådt samme sted af alle turgængerne – fordi der er vilde roser (rugosa) som man ikke kan lide at træde på – på stien ses et fint lag sand

Grusvejen har fået et tykt lag sand over sig her

Solskinstur — kort men god

Bliver ikke træt af turen langs stranden ved Tisvilde Hegn – sol og vind og skyer er så forskellige fra gang til gang

Man kan aflæse mange års historie, ca. 20 år, ved denne lille skrænt – efter store storme forsøger marehalm og hjelm igen at danne humus, de gamle lag, som ses, er hærdet – er det måske samme mekanisme som fik hederne til at have det hårde lag al som vandet ikke kunne trænge igennem?

Ovenpå den lille skrænt var der for nogle år tilbage den smukkeste grønne græsbevoksning, hvor mange slog sig ned med picnic-kurv og telt eller læskærm – nu er der sandflugt igen og der vokser ikke så meget græs

Jeg er ikke tilbage til samme form og blodprocen som i slutningen af Marts, men jeg kunne dog gå op ad denne trappe uden at stoppe

Her på Horsekærlinien i Tisvilde Hegn vokser der også Hegg (hæg, majtræ, hæk, som vikingerne brugte til hæk, deraf navnet, samme oprindelse som ordet have, hauge hage haag) på engelsk cherry, smukt og hårdt møbeltræ, men betegnet som landskabsukrudt (invasiv art) af en tidligere skov- og naturstyrelse