Kran på pram, mand til fods

• 

  Det værste var at komme op på klitterne ved Stængehage, fordi der havde samlet sig en bakke af blødt sand

• 

  De to fiskere på lavt vand er måske heldige ?
  Eller nyder de bare den friske luft og hyggen ved at stå i waders
  ved det lille Stenrev Stængehage?

• 

  Hvis man klikker billedet op i størrelse og ser godt efter,
  kan man se nogle tynde lodrette streger i horisonten i midten lidt til venstre

• 

  De lodrette streger er en kran,
  der transporteres langs Sveriges kyst –
  Jeg kom endnu højere op,
  men man kan ikke se skibet, som slæber kranen

Jeg burde have cyklet, men valgte at gå en tur, fordi jeg ikke vil risikere at vælte på cykel.

Man skal klikke billederne op i fuld størrelse (men stol på mig) Der er lodrette streger i horisonten, der viser at en kran på en pram, en af de her store byggekraner til havnearbejde, er ved at blive transporteret måske fra København til Halmstad, måske fra Malmö til Oslo, måske fra …

Det fascinerer mig så meget, at man kan så meget med maskiner. Jeg kan så levende forestille mig, hvordan arbejdet har været, da man for 400 år siden byggede forterne ved København – indtil 1900 tallet var alting manuelt hestearbejde. Det er lige før jeg kan huske lugten af sved og saltvand.

Pligtvandring – sådan næsten

Det var mere end en uge siden at jeg havde været på stranden. Og det er en uge siden nu at jeg tog disse billeder! Jeg kunne se, at vejret artede sig, bygerne var gået nordover. Lavt “ork”, men jeg kom afsted alligevel!

Efter en fiskefilet med pomfritter fra Ishuset, sprødt og velsmagende, gik jeg den sædvanlige tur, som aldrig er den samme, aldrig kedelig.

Så gik ugen med lavt “ork” – men jeg har da fået lavet lidt, især musikken holder jeg igang og den lille familiemiddag om lørdagen var simpelthen ugens højdepunkt, også selv om jeg tabte stort i Canasta. Nu skal jeg koncentrere mig om at gøre klar til gæster på Lørdag og Søndag 8dg. – Jeg vil dog prøve at finde på 2-liniers indlæg – eller bare et enkelt billede en gang imellem.

• 

  Det skønne vejr gør at man får mere lyst til at gå en tur, motionere, selvom læggene er ømme efter kramper om natten – men en bænk er nu alligevel meget velkommen

• 

  I det fjerne ses Ishuset, men også nogle hvide klatter, som er mobile homes, heimere, hymere, bogligbobler, nej, campingbiler, hvad hedder de hvis man ikke vil sige mobilehome?

• 

  Artsrigdom skal ikke måles på et lillebitte område, især ikke langs kysterne, men det er nu alligevel sjovt at der vokser så mange forskellige hårdføre arter her –

• 

  De egetræer, der står i første række, bliver aldrig større end denne – jeg har gennem 35 år fulgt med i markante strand-ege, og de, der står i første række, bliver simpelthen ikke større – deres stamme må være fantastisk hård og egnet til et-eller-andet-hårdt

Og lyset, – lyset den Tirsdag aften var så skønt. Regnen i dag er til at få kuldegysninger af.

WordPress har ændret karakter gennem årene. I 2007, da jeg begyndte at skrive historier på nettet, var det kun ganske få, der vidste, hvordan man laver en internetforbindelse, — de fleste opfattede det som en “institution”, som man kobler op til. Meget få forstod, at Internettet er en “peer-to-peer” teknik, en mester-til-mester, hvad hedder det på dansk?

Fra 2003 havde jeg skrevet faglige indlæg om computerstof, og samlet link til gratisk uddannelse på min egen webserver d-axel.dk. Man kunne gratis få alt det materiale, som en del universiteter i USA og andre steder brugte til uddannelserne. Det var examen, som kostede.

I dag hørte jeg P1-filosoffen opgøre, hvornår man havde transmitteret de første tre bogstaver via Internet (det hed det jo ikke dengang) og hvornår det var blevet almindeligt tilgængeligt, opkobling via modem, via ADSL (stadig telefon-ledninger) – Lysleder, første søgemaskiner hed Altavista og Yahoo, dem kunne man bruge i 1995 eller var det 1996, også det år begyndte to NASA forskere at udgive Astronomical Picture Of (The) Day – APOD, fordi de mente at en encyclopædi var det vigtigste på Internettet, og de ville jo gerne give et exempel på at det kunne gøres.

Han tog iøvrigt fejl, Supertanker Carsten Ortmann, Google var ikke den første, som brugte rating eller typedeling (også kaldet Kunstig Intelligens, Artificial Intelligence) af emner, som man søgte på, og som analyserede søgestrings efter hvilke ord, der var karakteristiske. Det var faktisk AltaViste (godt navn, betyder jo det høje overblik, udsigten fra højt-oppe).

Men Altavista var bundet til hardware Digital Equipment Corporation, som var ved at sygne hen. Intel’s ingeniører arbejdede imidlertidig hurtigt på at lave en moderne version af deres komplicerede, avancerede 32-bit chip, i386-arkitekturen (en såkald Complicated Instruction Set Computer, CISC), og fik øget hastigheden ved at lave en underliggende såkaldt RISC (Reduced Instruction Set Computer, i860, som ikke sælges i rå form). Det gjorde, at i386 blev lige så hurtig som den vigtigste konkurrent, ARM maskinen, som iøvrigt efter nogle omveje også blev købt af Intel. i ca. 2001 var Intel’s maskiner de hurtigste til den laveste pris. Alle konkurrenter, undtagen IBM’s RISC, blev opgivet, og IBM opgav senere. Der er mange fascinerende detailler om disse maskiners historie, som jeg vil anbefale at man finder på Wikipedia.

Iøvrigt, hvis Internet ikke lige er din hobby, så faldt jeg over et andet emne i Wikipedia: dune, hvor jeg bladrede igennem de mest fantastiske billeder af klitter, sand-dunes, med og uden bevoksning. Her er et fra Danmark, Liver Aa – hvad er det for én?

Hårdføre, vindere eller ensomme

Overskriften skal antyde at jeg på denne lille spadseretur undrede mig over at der er planter, som har spiret og vokset lige ved strandkantens barske miljø eller habitat.

Er det fordi de ingen naturlige fjender har her, andet end vind og vejr, og har kunnet overleve vinteren i frø form, eller er det fordi de faktisk er så hårdføre, at de overlaver storm og salt, blot de ikke blive revet op?

• 

• 

• 

• 

• 

Vi er i Rågeleje. En lille aftentur på strandpromenaden skal det være denne tirsdag, hvor solen har tittet frem.

På det første billede ser man en løber, men det er Rosa Rugosa til venstre i billedet, som man skal lægge mærke til. Den er ikke velkommen, men den kan minsandten finde næring, vand og sol i den revne, der er mellem cementvolden (en art glacis, som beskytter vejen mod havet) og fortovsfliserne. Desuden ser man bynke.

På andet billede ser man, foruden bynke, hjælme, det er måske mere naturligt, men alligevel må man undre sig over at de kan gro her – er det muren, som lige akkurat beskytter nok mod salt fra havet?

Cementmuren ses på de næste billeder, men de viser også at man prøver at beskytte cementmuren ved at hælde mellemstore sten foran – jeg ved ikke hvad det koster, men man anså det for en løsning efter at en storm væltede cementmuren og undergravede fortovet.

Der var også en strandkål, som jeg ikke fik med på billederne. Utroligt at der er så mange planter, der kan klare sig på så udsat et voksested.

Hvad er planterne i fortovskanten på sidste billede? Gladiolus? Eller en art klit-græs?

Aftentur – med silhouetter af græsarter

Engang jeg var i Kongens Dyrehave ved Hillerød blev jeg forbavset over de smukke arealer med en sky af røde aks, en græsart, som åbenbart trivedes vældig godt dér og udkonkurrerede de fleste andre planter. Jeg havde ikke kamera.

Jeg slog op og lærte lidt om rødsvingel, rapgræs, hvene, kvikgræs, hundegræs, marehalm, – men ikke nok til at min plæne blev meget bedre (den er såmænd god nok).

I dag gik jeg så rundt i haven og på stierne her og så nøje på græsarterne, som allerede nu har ax med frø – der dog ikke er modne, og ikke falder af. Jeg prøvede at fange den røde farve på det fine rødsvingelgræs, men uden held.

Efter nogle timers arbejde og en lur var det tid til solnedgangsmotion. Her ser man på især de nederste billeder, hvor mange arter der er på et udsat sted, – en kystvendt skråning, hvor græsset er uforstyrret af fødder, men hvor vinterstorme fra havet slår alt andet ihjel. Selv om der er nogle mennesker på et af billederne, er det ikke normen, de er kravlet over et hegn for bedre at kunne styre en drone, der lød som en hel bisværm.

På ax-silhouetterne kan jeg minimum skelne hundegræs og rapgræs – men der er mange andre arter, som jeg ikke kan bestemme (En anden gang må jeg prøve GoogleLens.)

• 

• 

Med mobilkameraet er dette det nærmeste, man kan komme en næroptagelse. Et ax er lagt på en tallerken og der er lys fra et vindue og fra en emhættes mere rød-gule lys – og netop derfor er det desværre ikke særlig tydeligt at frøene på den ene side er lidt rødlige.

Bonus information:

Tidligere var 55 millioner år gammelt, fossilt græs fra Tennessee det ældste fund, man kendte af græs. 70 millioner år gammelt græspollen var imidlertid fundet i Egypten. Men i 2005 påviste undersøgelser af fossile ekskrementer efter dinosaurer bittesmå phytolitter (kiselceller), der kun findes i græs. Opdagelsen afslørede, at fem typer græs i slægt med moderne varianter fandtes i Gondwana-delen af det indiske subkontinent for 71-65 millioner år siden.

Solen går senere og senere

To på Solnedgangstur

De byger dérude truede mig til ikke at gå tur

… men jeg gik alligevel

Det er ikke havblik, men det er flot alligevel

Hør hør hvor det tør

Da jeg åbnede døren kunne jeg høre dryp

Det er den værste tur indtil nu i dette år. Men Strandvejen var nu ganske køn trods sjap.

Nogen har smidt en hundepose lige foran bænken — øv

Der var flere vinterferie-gæster
end man kan se her —

Jeg gik til Stængehage, små 2 km —
Det er fremskridt!

Strandvejen
Smattet sjap – man glider selv om man har pigsko på

Købmanden advarer mod at spise påskelilier

Når jeg møder fremmede på strandtur (familier på vinterferie) så gætter jeg at det er Københavnere, hvis de overhovedet ikke fanger mit blik.

Hvis de nikker og besvarer et “hej”, så er det lokale eller semi-lokale.

Lukkede grænser er en praktisk nødvendighed … men

Men det er også en antihumanitær og grusom holdning.

This year has seen a crisis of devastating proportions for seafaring migrants around the world. The total number of smuggled migrants who have arrived in Europe via the Mediterranean in 2015 has just topped 101,000, and Southeast Asia has seen its own crisis, with thousands of Burmese and Bangladeshi refugees attempting to reach Indonesia, Thailand or Malaysia.

Det var i 2015.

Det samme sker i dag. Antallet af desperate immigrationsforsøg er bragt ned, men ulykken, forskellen mellem rige og fattige lande, er ikke bragt ned.

Refugees arrive in Antwerp on the MS St. Louis after over a month at sea, during which they were denied entry to Cuba, the United States and Canada, June 17, 1939.
Three Lions / Getty Images

Jeg tænker tit på folkevandringstiden, 450 – 520 i Europa.

Og man burde tænkte på at USA var et land af immigranter, som fortrængte den indfødte befolkning.

Jeg tænker tit på at en hel bådflygningsfamilie ville kunne holde sig med fødevarer ved at opdyrke min have, og at man godt kunne bo flere i huset her; – og at jeg ikke ville bryde mig om hvis de begyndte at behandle mig som om jeg var en gammel, naiv-idealistisk idiot.

MEN der er også andre måder hvorved man kan hjælpe de mange steder i verden, hvor migration opstår.

Vinterlys, se ikke efter morsomme sprogfejl

Julegave … jeg går heller ikke ind for at man venter til Juleaften!

Den flotte trappe har flere bænke

Mand overbord … Nej han har fanget en pighvar med spyd, viste det sig senere

God motion at gå op ad den trappe

På det sidste billede er solen ved at gå ned, og mob.kameraet tegner derfor dårligere (uskarpt).

Hård kuling ved Hareskåret

— men natten før med vindstød af stormstyrke; en forbipasserede ytrede: det er flot!

Seriens andet billede står herover i stor størrelse.

En bemærkning om stednavnet: Jeg har lært at det hedder “Hareskåret”, den lavning, som må skyldes at en moræne-strøm gravede sig igennem grusbakkerne. Er det fra et Målebordsblad jeg købte og hængte på væggen i entréen?

For 34 år siden lå der et redningshus her, en “garage” for en redningsbåd, med en cement-rampe ned til vandet. Den blev smadret af storme for … øh, 25-30 år siden, jeg husker ikke årstallet.

Nu har kommunen (og formentlig nabo-lodsejerne) investeret store summer i at lave en ny trappe, bølgbrydere og stensætninger, som kan tage det værste bølgesprøjt, men jeg tror ikke det er nok.

Hård kuling —

Er kystbeskyttelsen underdimensioneret?

Der er en anden trappe — Kystbeskyttelsen er flot, stort arbejde, må have været dyrt

Her op ad den anden trappe

Ah! En bænk!

Videre opad forbi diverse sommer huse og en stenalderdysse — til stien, der forsvandt i havet

Vincent stien gik til venstre i billedet (med et lavt, lillebitte fod-hegn)

Vincent-sti skåret efter nedskylning

En barndomserindring – hver gang jeg ser dette hus, husker jeg en tur med børnehave; 70 år siden!

Iøvrigt tror jeg at efter min levetid vil vandet stige 30 meter (forhåbentligt langsomt over 100-300 år) OG skrænten er bliver en lille ø, mit nuværende hus ligger på ca.15 meter og vil blive til fladt fiskeri-hav.

Trangen til at overleve – 2

Pyha … så fandt jeg endelig et link til den oprindelige editor, og det virker som sædvanlig godt. Jeg prøvede dog at bruge den nye først! Vil egentlig gerne hjælpe WordPress.com med at forny og være på forkant — men jeg kunne mærkeligt nok ikke “finde” den “knap” som tillod mig at tilføje billedtexter til et “gallery” derfor tilbage til “Classic-editor”.

De sidste billeder viser en eg, som er helt forkrøblet af vinden. Den er ikke første række ud mod havet, men anden; alligevel er det vinden, som har formet den. I de 34 år jeg har boet her og har gået ture her har jeg fulgt med hvordan den gror, fordi jeg forestillede mig at den ville blive højere, når den forreste række tog af for blæsten. Men der er åbenbart også voldsomt pres på både anden og tredie række. Man skal 50-100 meter ind i skoven, før træerne ikke er vindformede.

Min eg hjemme i haven er også 34 år gammel, og den er stor og tyk og 8-9 m høj.

Mit første møde med biotoper for træer var en vejledning til min første Sitka gran, – den skulle ikke stå nærmere end 1 km fra kysten. Her er ca. 2km. til nærmeste kyst, og vinden kommer ikke fra havet, men fra vest henover markerne, og presses endda lidt op ad bakke det sidste stykke. Men det tog Sitka sig ikke af og voksede sig på 12-13 år så stor at jeg måtte fælde den.

Afsted efter en rundtur i haven – de Spanske margueriter blomstrer endnu, tak for det, så livsbekræftende

Efter nogle ærinder kunne jeg ikke stoppe bilen, den ville til Tisvildeleje Strandparkering — måske fordi den undervejs kunne blive tanket op for 9.75 pr L.

Ingen kunder til kajakudlejningen?

Afsted mod Stængehage, en meget lille pynt

Mine fødder går på sten som geolog Minik Rosing fortæller stammer fra HELE Skandinavien og som er vidnesbyrd om istiden gennem de sidste 100,000 år (når man lige ser bort fra de allersidste ti tusinde … haha)

Når jeg vender mig tilbage kan jeg lige skimte Ishuset …

Den nederste del af himlen er grålig-rød, men …

… men lige ovenover de grå skyer er der blå himmel — pragtfuld dag

Endelig en ny bænk ved det gamle egetræ, som jeg har fulgt gennem 30 år – det har givet læ, men …

… men træet er aldrig blevet stort, fordi den er det yderste forsvar mod vinden

Turen var i onsdags, Tirsdag havde været en sløj dag, men jeg kunne ikke udsætte nogle ærinder, måtte afsted. Bilen ville til Tisvildeleje for at få billig benzin og jeg ville gerne have is i Ishuset. Jeg kunne mærke, at NU havde kroppen det godt – ud at gå, nyde den blide luftning og den lune temperatur, det er det bedste man kan ønske sig. Men vi er som maskiner, der ikke tåler anstrengelse over et vist punkt. Der er ca. 2 km ud til Stængehage (billedet med fiskeren der står på lavt vand) og derefter er det vanen at jeg går op gennem klitterne og ind på Strandvejen.

Det gik også fint, men turen op gennem blødt sand kræver lige lidt mere fysisk kraft og det kunne jeg mærke. Så er det jeg spørger: Hvor går grænsen mellem motion, som gavner konstitutionen og motion, som nedbryder kroppens systemer? — Fx. siges det at immunsystemet efter et marathon-løb bliver svækket; at immunsystemet regenererer når man sover; – og det siges at kroppen nedbrydes, hvis man ligger i seng hele tiden.

Hvor er balancen mellem de tendenser?

Min bekendt, som har danset ballet som ung, fortæller at ballet kan være invaliderende (ind på scenen kommer Martha Graham – herom en anden gang). Musik kan være ødelæggende for hørelsen, ikke kun rock-koncerter med for høj musik, men også orkesterpositionen for bratsch-spillere (bratsch AKA viola, violinens tykke fætter) fordi de sidder lige foran Wagner tuba’erne og får et lydtryk, der ødelægger hørelsen. Selv en violin som den, jeg har, kan larme så meget, at min hørelse reagerer med ubehag. Man har jo venstre øre lige over violinens dæk, som er den membran, der frembringer lydene.

(Fortsættes en anden dag …)

Helsingør Skibsfarts-museum

Da jeg lå Herlev Hæmatologisk afdeling, etage 21, læste jeg Troels Kløvedals erindringer. (Hvornår var det? Det var før han døde! – men jeg kan faktisk ikke huske hvornår! Desværre er mere end 3 gange, nu — og heldigvis har lægerne kunnet kurere de alvorlige sygdomme, så jeg har mange gode år foran mig (men husk, vi er i den korte ende af livet, som min faster sagde)

Det specielle ved Troels Kløvedals erindringer (i modsætning til hans beskrivelser af togter med skibe Nordkaperen) er, at han fortæller om sin barndom og om at være barn med specielle behov, barn af højt uddannede forældre, som dog ikke kunne finde ud af at passe godt på deres børn. Måske er der elementer af fantasi også i denne bog af Kløvedal, men bogen kan ikke være langt fra sandheden, virkeligheden om hans barndom. Den er fuld af beskrivelser af følelser, men man fornemmer, at han var kommet over de tragisk, traumatiske oplevelser i barndommen.

I den første bog om sejlads med Nordkaperen fortæller han at han i det græske have oplevede både havfruer og sirener.

Troels Kløvedal var oplevelses-skipper på Nordkaperen

Her i Helsingør etablere man et skibsmuseum

Motionstur trods ømt højreben

I Onsdags var jeg ved at gå på næsen, da jeg styrtede afsted fra den forsinkede færge for at nå tandlægen til aftalt tid.

Men jeg faldt ikke. Jeg fik løftet højre ben igen og hurtigt sat det langt frem, så det kunne stoppe faldet – men føj hvor gjorde det ømt. Den ømhed varer ved endnu og blev ikke bedre af at jeg slæbte tynde, men høje træer væk fra det alt for store Thuja-hegn i haven.

Derfor sagde jeg til fødselaren, min søn Malte, at jeg ikke orkede at gå hele den dejlige tur fra Hundested Havn til Kikhavn, men ville stoppe ved Spodsbjerg Fyr og hvis de kom tilbage, kunne vi følges ad hjemigen.

Spodsbjerg Fyr blinker langsomt til mig, når jeg går aftentur ved Heatherhill

Knud Rasmussens Hus

Panorama fra den varde, som er mindesmærke for Knud

Udsigt fra fyrbakken – desværre kan dette kamera ikke zoome rigtigt, så billeder med zoom er uskarpe

Fyret ser så lille ud når man er tæt på

På hjemvejen – alene – var der masser af tid til at nyde udsigten og solens blink i bølgerne

Aaav