Motionstur trods ømt højreben

I Onsdags var jeg ved at gå på næsen, da jeg styrtede afsted fra den forsinkede færge for at nå tandlægen til aftalt tid.

Men jeg faldt ikke. Jeg fik løftet højre ben igen og hurtigt sat det langt frem, så det kunne stoppe faldet – men føj hvor gjorde det ømt. Den ømhed varer ved endnu og blev ikke bedre af at jeg slæbte tynde, men høje træer væk fra det alt for store Thuja-hegn i haven.

Derfor sagde jeg til fødselaren, min søn Malte, at jeg ikke orkede at gå hele den dejlige tur fra Hundested Havn til Kikhavn, men ville stoppe ved Spodsbjerg Fyr og hvis de kom tilbage, kunne vi følges ad hjemigen.

Spodsbjerg Fyr blinker langsomt til mig, når jeg går aftentur ved Heatherhill

Knud Rasmussens Hus

Panorama fra den varde, som er mindesmærke for Knud

Udsigt fra fyrbakken – desværre kan dette kamera ikke zoome rigtigt, så billeder med zoom er uskarpe

Fyret ser så lille ud når man er tæt på

På hjemvejen – alene – var der masser af tid til at nyde udsigten og solens blink i bølgerne

Aaav

Lidt historie fra Rågeleje

Kl.19, d.3 April: Jeg ankommer til Rågeleje parkering, den er ret tom

Er der lige et par biler?

Nu helt nede i den fjerne ende, den er enorm, den parkeringsplads – fra en tid, hvor Københavnerne fik biler og der var lange køer på vejene til strandene i Nordsjælland! Det blæser, jeg går en runde på villavejene, der er læ

Tilbage på Promenaden undrer jeg mig over at de fleste sten allerede er skyllet væk

Det er svært at vise skråning i 3D på et foto, denne vinkel burde kunne give et indtryk af hvor stejl stenskråningen er – ved storm vil den blive skyllet helt væk

Et lidt ældre luftfoto viser resterne af en mole

Sommerdag i 1950, Københavnere søger mod Rågeleje

År 1900 deromkring der er fiskejoller

I 1930erne bygger fiskerne en mole af træ og sten

Den holdt i mange år

Her er den med på et Målebordsblad

Et par dage senere samme tur på stranden

Den samme tur, man skulle tro at man bliver træt af det, men havets lys og sol og vind er aldrig det samme. Denne dag, 8 dage efter Mette Frederiksens og samarbejds-partiernes beslutning om at sende skolebørn og andre statsansatte hjem, var der færre mennesker på stranden. Jeg spekulerede over om det skyldtes at nyhedens interesse efter “lukningen” bevirkede en vis tur-træthed, men fik selvfølgelig ikke svar på det.

Et par dage efter, torsdag d. 19, stadig sol

Denne dag var der ikke så mange turgængere, men dog nogle stykker, som det ses af parkeringspladsen – og nogle satte sig for at sole sig, hvor der var læ, var det pænt lunt

Tilbage til bilen sendte jeg værkstedet en tanke, hvis den går gennem synet vil jeg bede værkstedet om at reparere rust

Mit højre ben fungerede nogenlunde – men det gør ondt. Alt gjorde ondt, og selvfølgelig spurgte jeg mig selv om det var en Corona-2 virus-infektion? Men nu 14 dage efter kan jeg sige at det var det nok ikke. Jeg lever stadig.

Og så blev det alligevel solskin og blå himmel

Seks dage efter forrige gang – samme tur, nu med blå himmel::

Afsted inden en sky går for solen

Når man ser mod øst er farverne utroligt smukke blå nuancer

Stængehage:: Stranden er meget bred !!!

En måge – mon den nyder den smukke dag?

Hjem ad strandvejen – den smalle stribe asfalt til venstre er mere end 34 år gammel – det var oprindelig en cykelsti!

At fotografere vidderne – næsten umuligt

Hvis man kan køre billederne op til 24 tommer kan man se at der faktisk er mange mennesker på stranden – og gråt, opdager man, er mange nuancer. Det er lidt som med Vilhelm Hammershøj billeder, man må finde skønheden i nuancerne.

Lørdag d. 8.Februar …

Københavnere på vinterferie på Tisvilde Hegn Strand

Lavvande – stranden er bred

Ved Stængehage et kig tilbage – der er en sjov kasse af paller til højre, ved stien ind til Strandvejen

Fra den høje klit er der en skøn udsigt –

… men dybden, perspektivet, er svært at gentive med et foto – se næste billede …

… selv om vi er i højde med trætoppene virker det fladt – ikke?

Som det ses af datoerne er jeg bagud med erindrings-krykkerne her. Men for mig er det jo dejligt at erindre – det er rart at komme ud.

Frygten for flygtninge

Han blev samlet op af et redningsskib på Middelhavet. Han kunne ikke sige noget, stammede og hostede og mumlede. Hans medpassagerer fortalte at han var blevet fanget og indespærret i en lejr; at han var blevet tortureret og skulle arbejde uden at få hverken vådt eller tørt. Han led af kroniske sygdomme, men man vidste ikke hvilke. Alligevel lykkedes det ham at komme ombord på et migrant-fartøj.

Det var utroligt, at det var lykkedes ham at komme så langt i den ringe tilstand han var i, til grænsen til Europa hvor liv begynder at tælle, omend kun lidt; til territoriet hvor død forklares og bliver til nyheder. Det symbolske led mellem Norden og Syden: En tilfældig linie i Middelhavet som markerer grænsen mellem liv, der tæller, og de, der ikke gør. Mellem Europas jord og Afrikas ingenmandsland.

Nogle få nautiske mil, men en verden til forskel.

Med en iltmaske og med mærker efter vold på ryggen kæmpede han for at overleve, klyngede sig til livet. Der var ikke nogen han kendte blandt de, der var omkring ham. Efter redningen sejlede skibet i nogle timer mod Italien. Ulet, som han hed, begyndte at føle sig bedre tilpas og bad en sygeplejerske om at komme ud på dækket, hvorfra han kunne se bølgernes rytme og kunne føle Middelhavets brise på sit ansigt. Langt fra Libyen, fra krigens inferno og tortur, som havde bestemt hans skæbne, besvimede han.

De prøvede at redde ham i en halv time, men han døde af vand i lungerne ifølge dødsattesten.

Vi er ikke flygtninge – de vestlige rige samfund er bange for flygtninge og ønsker ikke at anerkende mennesker som flygtninge, fordi det medfører et ansvar

Historien om drengen, som ønskede at se havet fra redningsskibet inden han blev bevidstløs og døde

Bliktrommen på en gummiged

Dumpe drøn lyder i det fjerne

Store sten læsses på kæmpe lad af stål, stål-tromme, dumpe døn, og endda ramt ved siden af …

Der skal åbenbart beskyttes kyst. Endelig!

Sådan ser det ud nu

November har sine smukke sider – stilhed, gummigeden er kommet i stald