Archive for the ‘Hav’ Category
Mine stenalder-forfædres stenalder-kost
Tilbage efter en times spadseretur – himlen så blå som nogensinde
Muslinger, blå og de små hvide, hver især rester af et lille liv
Truende skyer da jeg begyndte den lille spadseretur
Af de 11 billeder jeg tog på den lille spadseretur i går holder jeg mest af dette. Den blå farve, som kamera og skærm kan gengive den, giver mig en følelse af uendeligt rum.
Men det er jo et motiv, som jeg gentager med små variationer.
Det var lavvande. På stranden lå en masse muslingeskaller og glimtede, og jeg sendte en tanke til mine stenalder-forfædre, der spiste stenalderkost og var forfærdelig kortlivede. Jeg har aldrig selv fanget en musling. Hvordan bar de sig ad?
Hestedamer nyder livet
Bevis for at jeg var her …
Forår
Bemærk en ny Octavia til højre i billedet – det er desværre ikke min
Denne dværgfyr var grøn og frodig for et årstid siden og gav godt læ, når man holdt en lille pause på Heatherhill-runden (der kan være ret blæsende på toppen af kystskrænterne langs Nordkysten)
Min drømmeø! Hesselø anes – man kunne i princippet godt bo dér, selv om man et par gange om måneden skulle til Gilleleje efter maskiner og ting og sager
Ikke ligefrem havblik, men derhenad – sikke farver
Bemærk fuglene på de lavtvandede områder ud for Rågeleje
Øresund, sådan nogenlunde har det set ud når vikinger og andre søfolk kom hjem fra plyndringstogter
I modsætning til fyr kan Rugosa klare blæsten og kommer igen år efter år – men den er ikke velkommen, undtagen måske på selve kystskråningerne, som ellers udsættes for turisternes ødelæggelser
Motiver hvor der ingen motiver er
Bevis for at jeg var ude ved Stængehage, en tur på 3 km
Alting er gået så langsomt de sidste par uger, det er gået trægt med at få sat billeder op. Jeg prioriterer motion højere, og det tror jeg er med til at helbredstilstanden er ved at blive målelig bedre i alle henseender.
Vintersol
Blå farver i himlens flere lag skyer –
Gennem disen skinnede det hvidkalkede fyr på Hesselø, 19 km. væk
Efter en mislykket tur til Herlev Hospital benyttede jeg det smukke lys til at gå en lille tur, 1.5 km, på Heatherhill, det lille fredede område ved Nordkysten, med lyng (heather) og vilde roser. Der var opsat afspærring på toppen af kystskrænten, så det var klart at man ikke måtte gå tæt på kanten.
Hvad der kan undre mig lidt er, at gæster trods advarsler går på skrænten. Men det er nok lidt ligesom at gå i et tivoli, det er sjovt at prøve noget, man ikke har adgang til i det daglige.
Der har også været skilte med at det er forbudt – nu er der kun tale om en advarsel (eller dødstrussel, måske?)
Her ser man hvor mange fodspor der er i den nederste del af skrænten
Måske ved de ikke, by-børnene (det er typisk dem, der går på skrænterne) at der ved højvande er sprøjt og bølger helt til roden af skrænten, som hurtigt bliver undermineret. Måske forstår de ikke, at skrænten engang var bevokset med planter men nu er eroderet af stormene ved højvande?
Rimfrost i Tisvilde Hegn
Undskyld mig at jeg morede mig med et billede, der bare er blå himmel og hav.
Cementeret sti … gå lige ud, grib en redningskrans og svøm til verdens ende …
Målet var at gå 500 meter, men vejret var så godt at jeg ikke kunne stoppe …
Tænk at det blev så godt vejr – på trods af at jeg mest er vågen om natten, gælder det om at udnytte solskinstimerne i November og December, når (og hvis) der er nogen.
Her ved Horsekærlinien kan man se over til Liseleje og Hundested
Stranden er hvid af rimfrost (selv om klokken er 13 og solen har skinnet i nogle timer)
Rimfrost – kameraet kan ikke fange de små krystaller, der glimter som diamanter
============================================================
Det var en tur på 1.3 km ud og 1.3 hjem. Jeg kan mærke at det er godt for både ben og hjerte mv. at komme ud, selv om jeg bagefter er “mørbanket”.
Trehundrede meter
Solen afslørede pletter på køkkenlågerne, trods træthed fik jeg gjort lidt rent og vasket gulv – derefter måtte jeg se om jeg kunne komme afsted bare for simpelthen at være ude.
Modlys på marehalm og hjelm, de skinner, fordi de er i live
Jeg kan ikke lide den frakke, men den har dog holdt i 20+ år.
Det blev hverken til 2 km. eller 1 km. men til to gange 300 meter, men alligevel er der smukke ting at se og glæde sig over.
Bemærk ænderne
Solen lokker til en tur – farverne er desværre forskudt pga. at det er tæt på solnedgang
Spændende strand for et bybarn
En Sct.Hansaften for nu at mærke tiden
(Som hele sidste måned, forsinket og tilbagedateret).
Turen gik til Gilleleje for at se, om man kunne fange glimt af bål på Svenskekysten; – det kunne man godt. Der var festplads, men bålet var jo brændt af inden solnedgang – det forstår jeg slet ikke, sådan noget.
Jeg mangler mærkedage; tiden går i ét for mig, jeg håber hver aften at kunne falde i søvn og vågne kl.8 og gå igang med musik for pensionister, skriverier, havearbejde, forskønnelse og meget mere; men de sidste to uger har været helt kulrede, måske er det tre uger, lad mig lige se … snarere tre måneder. Jeg husker aftaler, men sover over mig, og glemmer dem igen. Jeg tager en tur hver dag, indkøb tæller også med, men har mest lyst til at gå i seng og vente på at smerterne fortager sig. Det gør de ikke, smerterne. De bliver meget værre, når man lægger sig ned. Det er næsten tortur.
Somme tider bliver smerterne mindre efter at man har taget 2 panodil og 2 ipren. Men det er heller ikke godt at tage smertestillende midler, man sløves. Og jeg får hovedpine. Nyrerne belastes endnu mere.
Somme tider bliver smerterne til at holde ud, når man har taget Panodil og går en tur – sådan var det heldigvis Sct.Hans, turen ud til udsigtspunktet var god selv om jeg haltede lidt.
Jeg kunne se blus på Svenskekysten, men jeg havde håbet på flere, måske har de også afbrændingsforbud. Min familie husker at man tog til Sundet for at kigge over, nordpå hvor afstanden ikke er så stor, og så lysene, mens der var mørkelagt i Danmark. Det var frihed at kunne tænde lys.
