Hvornår er det forår, 1.Marts eller 15.April?

Forleden var der en eller anden der sagde at 1.Marts er den første forårsdag. Det kan jeg ikke forstå at man siger i Danmark, måske giver det mening nogle steder i Tyskland. Der kan være nattefrost indtil 15.Maj (det lærte jeg af “Farmer” som desværre ikke skriver naturjournal mere; vi har brug for formidling om landbrugets udvikling, ligesåvel som vi bør have daglige infusioner om videnskab og politik.)

Men det er mere rimeligt at sige 15.April, eller bare 1.April, så er det efter jævndøgn, og vi 3 fulde måneder efter Julens Lysfester. Selvfølgelig er der forskel på årene, nogle år har vi set æbletræer (eller mirabelle) blomstre i Januar, men derefter ligesom lukke ned, når der kom en kuldeperiode, og vi ved jo godt at æbletræer ikke får æbler, hvis frosten ødelægger knopperne og blomsterne ikke bliver bestøvet.

Her er lidt forårssymfoni: En lille “forårsvalmue”, en staud af en slags, har venligst spredt sig i min have; naboen troede jeg dyrkede opium. Vandet står højt i vandhullerne i Vejby-Dalen – et landbrugsområde, som får mig til at tænke på “Den Lykkelige Dal”, på grund af det milde landskab.

Erantis blomstrer 2 steder i min have; – kvalkved træet og ribis har knopper, som er lige ved at folde sig ud.

3.række er vandhullet (igen) og så et billede med en gåseflok, der trækker henover vandhullet. Der har været en meget større flok, som jeg desværre ikke fik billede af.

Sidst må jeg tilstå at jeg ikke har sørget for æstetisk fuglefodring, men da jeg i februar kunne se at fuglene ikke længere kunne finde mad i de nedfaldne æbler, og fuglesangen forstummede, og min lille solsort kom hen til køkken vinduet og bad om mad, så fandt jeg en skål og satte den, så rotter forhåbentlig ikke tog af den – men fuglene har været så glade for den, fylder jeg den om morgenen, er den næsten tom om aftenen. Det lille foderhus er meget pænt, men det er slet ikke nok mad; ikke desto mindre er blåmejserne glade for det, fordi de åbenbart føler sig mere trygge.

Den sødeste juletid – i tilbageblik

Se de små solsorte: De var så glade for de nedfaldne æbler. Træet, Ingrid Marie, var fuldt af æbler og jeg plukkede kun de flotteste, det blev til 5 poser med ca. 3 kg. i hver.

Min lille familie består kun af fem personer, og de to var syge – så det blev en jul med min søn, Charlotte og mig. På vej derover tog jeg en flaske god rødvin med som værtsgave, men da jeg ville lægge den i min taske, ramte jeg ved siden af og den faldt på gulvet og gik i stykker. 3/4 liter vin røgu ud over gulvet i bryggerset, som jo heldigvis har afløb. Jeg var i god tid, og ringede og forklarede at jeg blev forsinket. Jeg samlede glasskår op og tørrede op så godt som muligt. Senere, hjemme igen, fejede jeg igen for glasskår, nu var der tørt, så der kom mange flere. Endda dagen efter fangede jeg endnu nogle små stykker ude ved væggen og under opvaskemaskine osv.

Af en eller anden grund synes jeg det var den bedste jul nogensinde.

Når man tager i betragtning at jeg kun skal passe på mig selv og den meget lille tilbageværende familie er det egentlig mærkeligt at jeg ikke har fået skrevet flere historier her, og heller ikke har været så aktiv på andre sociale medier. Jeg tør godt sige at det hænger sammen med at jeg meget let bliver forkølet, immun systemet er ikke, hvad det har været. Julehilsener var vigtigere end bloggposter.

Men når jeg får rigelig med søvn og lidt motion, så har jeg dog 3-4 timer om dagen, hvor jeg fungerer rigtig godt.

De bedste timer går med at øve klaver, husholdning. Resten går til indkøb, helst en times gåtur, og hvad man nu ellers laver. Og nu skal der skrives lidt igen om de store og små ting.

Den store flok gæs slog sig ned på marken overfor …

Og ingen af dem var interesserede i at prøve min ovn. Kommer i tanke om at jeg faktisk aldrig har prøvet at plukke en høne, men det burde man jo lære.

Svimmel når fuglene kommer

Søren Ryge, eller var det en anden natur-journalist, havde engang nogle udsendelser om “natur” hvad det så end er. Og om naturen i byerne.

Det er jo egentlig et meget godt tema, hvis man kan uddybe det med retningslinier for hvordan man skaber bedre byrum.

Her skulle jeg gennem gågaden i Helsinge og så en flok “sortfugle” dvs krager og alliker, som lettede for at finde et sted for natten. Jeg fulgte med øjnene og prøvede at få mobil-kameraet til at fokusere, og drejede mig og blev ganske svimmel.

Selv om man ønsker fugle i vores byrum velkommen, kan det være nødvendigt at regulere. Krager kan få overtaget, og for mange duer er heller ikke en god ting.

Man kunne godt have nogle regler om hvordan der skal være grønne arealer omkring nybyggede huse. Det ser ud som om de nyeste byggerier i Helsinge presser flere huse sammen end godt er.

Helligdags-syndromet

Det var godt nok underligt, jeg vågnede efter 6 timers søvn og var frisk som en havørn (er de forresten særligt friske?) Nå men tilbage til miraklernes tid: Jeg tror det er fordi det er en helligdag. Sådan havde jeg det også som barn: Når det var søndag, vågnede jeg klokken 6 eller 7 og stod op og cyklede en tur. Jeg kom engang så langt omkring, jeg synes jeg kan huske et skilt København 15 km men det er måske en kryds-erindring, det var nok en senere tid.

Men når man nu er pensionist og egentlig ikke har så mange sure pligter på hverdagene, hvordan kan det så være? Jeg kan ikke svare. Jeg har haft den samme fornemmelse af friskhed i perioder: Når klokken var 14, følte jeg mig pludselig fri. Jeg følte at nu var tiden min egen. Var det virkelig en uhensigtsmæssig eftervirkning af Skoletiden?

Jeg havde et had-kærlighedsforhold til skolen: Jeg ville gerne lære noget, men syntes det gik alt for langsomt. Man skulle sidde og følge med. Man kunne smuglæse i en bog – men det var vist ikke velset. Vi blev “opbevaret” og kunne samtidig være heldige at lære noget. Jeg kunne muligvis have brugt datidens biblioteker bedre og på den måde have lappet på skolens huller. Jeg vil understrege at vi havde de bedste og rareste lærere man kan tænke sig.

Engang i 12. skoleår stod vi udenfor kemilokalet og ventede på en lærer, og en kammerat sagde: Det er egentlig for dårligt at de behandler os som børn og vi ikke selv har en nøgle. Vores jævnaldrende lærlinge og håndværkere har ansvar.

Jeg vågnede kl.6.30, stod op, gik udenfor og hørte den mest vidunderlige, men dog kakofoniske morgen-fuglesang; om et par dage fryser de forhåbentlig ikke om natten, tænkte jeg og undersøgte om der var mad i fugle-cylinderen.

Cumulus over Kulla

(Billede fra mit arkiv – i dag er det gråt gråvejr.)

Spiser duen skallerne af solsikkefrø eller …

… eller er der faldet hele frø ned, når mejserne er oppe ved foder-røret og stikker hovedet ind for at nappe frøene op?

Eller måske er det kun skaller, men duerne kan også bruge dem som foder? Eller måske er der noget tilbage i skallerne, som den kan fordøje?

Ja, som Ellen på et tidspunkt sagde, dette kunne ligne en invitation til mus og rotter, men der har heldigvis ikke været nogen for nylig. Nu skal jeg rive sammen og feje op. Bemærk at fuglene har slidt græsset, så det er den bare jord, man ser.

De små fugle er ikke så ofte ved foderautomaten mere; der må være insekter og andet, som er mere værd for dem.

Duen har set mig og vralter væk, uden panik

Jeg gemmer mig og den kommer igen

Den står stille … men kigger den anden vej, har den øjne i nakken?

Spiser spurve og solsorte også skallerne af solsikkefrø?

De små fugle, blåmejser og lignende, napper et frø og sætter sig på en gren nærved og bukker hovedet op og ned – som for at tygge eller hakke frøet i stykker til fordøjelig føde i kråsen (hvis de har sådan en).

Men der falder også ofte frø på jorden. Solsorten foretrækker de frø, der er faldet på jorden – men det ser også ud som om den og de andre små fugle, mejser, rødhalse, gråspurve, dompapper, spiser skallerne eller nogle af skallerne, for ellers ville der være mange flere skaller på jorden efter nu 3-4 måneders vinterfodring.

Somme tider hældte jeg lidt frø på jorden, fordi det især er solsorten, som jeg vil hjælpe igennem vinteren.

Man ser den lille foderbeholder øverst tilhøjre
og man ser jorden er gået og hakket til af småfuglene

Da det var frost var der meget mere gang i fodringen, allerede nu kan fuglene finde mere kostrigtig mad andre steder.

I den værste frost for 10 år siden hjalp jeg så godt jeg kunne en lille solsort, der gemte sig inde i buxbommen, formentlig var der mere læ, så dens dynejakke virkede bedre, den overlevede og har måske skænket os flere generationer og meget skønsang i de sene sommer-aftentimer.

Jeg må se at få et bedre kamera. De her billeder er næsten ikke til at holde ud

Om at spise som en fugl

I tøvejr spiser de ikke så mange frø, og i det hele taget er det ikke meget de spiser målt i gram. Men hvis man måler som procent af deres kropsvægt er det en anden historie! Fugle kan omsætte meget mad til energi.

Søndag: frost og mange fugle

De fleste flyver væk, når jeg står og fotograferer, men hvis man ser godt efter, kan man se 3 småfugle på jorden, de tager nedfaldne frø

*Min* solsort, som gerne må komme ind i varmen for at overleve frosten —
så vi kan få solsortesang forår og sommer
men i det mindste kan den sove i carporten (og skide på bilen! Æv!)

Mandag:
tøvejr, fuglene spiste ikke så meget

Jeg tror de kan finde orme, snegle og småbitte edderkopper så snart der ikke er sne og det ikke er frost – for så spiser de ikke så mange solsikkefrø. Og kød (insekter) synes de måske er bedre, – mere nærende, nemmere at fordøje.

Har alle småfugle en kråse, ligesom gæs og høns?

Når det er frost skal man fodre fugle

Der var 0 grader i juletiden, og jeg kunne se at min solsort havde taget fat på de sidste æbler på IngridMarie træet, hvor der var 4 æbler tilbage. Der var også nogle på jorden – og jeg havde tidligere checket for rottebid, der er jo rotter i kloakken længere henne.

For nogle år siden forsøgte jeg at få en VVS til at komme og reparere væghanen til vaskemaskinen, – jeg havde i sin tid bare skruet slangerne på, og det var da også OK – men hanen i væggen var irret til og kunne ikke lukkes og den kunne heller ikke åbnes helt, så somme tider troede vaskemaskinen, at der ikke var vand. Heldigvis var Mortensen VVS i Helsinge glade for at komme og hjælpe mig med at få repareret denne og to andre ting.

Men i mandags var der udsigt til minus-grader, så efter at have haft besøg af Mortensen VVS tog jeg på en lille tur (bilen startede, hurra!)

Før skift

Efter Mortensen VVS havde skiftet

Det dejlige vejr skal udnyttes! til bil motion (haha) afsted afsted!

Oplevelsestrappe kalder kommunen den!

Og efter en lille motionstur købte jeg solsikkefrø til solsorten og de andre småfugle, og de kom strax! Jeg kan desværre ikke tage billeder af dem med mobilkamera – det er for uskarpt, jeg skal for tæt på.

I må forestille jer at der er 7-8 gråspurve og en blåmejse på jorden som samler frø, der er faldet ud og et par mejser og en rødhals, som sidder på automaten og tager frø ud (og spilder til de andre).

Så nu går jeg “i fast rutefart” som Madame siger mellem bryggerset og fuglefoder automaten. Jeg håber de overlever. Jeg ved at de søger ind i carporten om natten, og der er der åbenbart lidt mindre koldt. Jeg er blevet gammel, jeg synger ikke “Se den lille stær, den er åh, så fornøjet”, for de er ikke fornøjede, de små levende væsener.

Siesta på Mågemarken

Jeg ville prøve at gøre billedet så tydeligt som muligt, – zoom ville have været godt her

Her er man tæt nok på til at se at de ligger ned, mågerne

Et forsøg på zoom – uskarpt, men man kan da se at mågerne ligger på jorden – de går ikke omkring

Sidebemærkning: På første billede ses at landmanden har ikke fået pløjet og sået forlandet på marken. Der må have været for travlt med at nå de store stykker.

Og: Tredie billede, som er et forsøg på at komme helt tæt på fuglene og zoome ind, kan jeg ikke få til at passe med træ-silhouetterne på de to første billeder, altså, jeg kan ikke danne mig et indtryk af hvilken vinkel og hvilket udsnit, der er zoomet ind på. – Det skyldes at billederne ikke er taget fra samme position; men alligevel undrer det mig lidt at det hus, man kan se til venstre på sidste billede, ikke ses på de to andre billeder – forklaringen kan være, at den lille bevægelse i landskabet har bevirket at det hus er kommet til syne bag træerne, – eller noget i den retning.

Hvor meget er vane?

Hvis du vil se smukke “skud” af fugle i en have med foder-anordning så gå forbi “Huskebloggen” (se på blog-listen).

Her sætter jeg nogle billeder for at fortælle en lille historie. Det er ikke særligt gode billeder, men de kan illustrere hvad en fugleautomat er. Denne købte jeg for en tyver for 3-4 år siden, og hvert år har jeg i den koldeste tid fodret havefuglene, og de kvitterer med morgensang og kvidder.

Der er kommet flere fugle til, i begyndelsen var det kun et par solsorte. Måske var de blevet mindre sky, fordi jeg havde fodret deres forfader i den kolde vinter 2011, hvor det var lige før den lille fyr ikke mere var håndsky. Jeg skal ikke bebrejde fuglene at de er sky, når jeg ser dem tænker jeg altid på hvordan de skal steges, hvis jeg engang fanger en.

Men nu er der så mange fuglefrø på jorden, – dem spiser de også, når automaten er tom. Det meste, der er tilbage på jorden, er nu kun skaller, så jeg tænkte at måske burde jeg hænge automaten et andet sted.

Men da den havde hængt dér en dag, var den stadig fuld, ingen fugle havde spist fra den, så jeg flyttede den tilbage igen.

Er det fordi fuglene danner vane? Eller fordi det ene sted var mere sikkert (lige i nærheden af den tætte buxbom?) Eller er det fordi de er nærsynede og ikke opdager føde andre steder end dér, hvor de plejer at fouragere?

Automaten hænger udenfor køkkenvinduet, et par meter væk

Det er mest gråspurve, men jeg ser også rødkælk eller dompap her

Jeg fylder den hver dag, somme tider to gange

Overflod eller Madspild

Da jeg trak gardinet fra, fløj 7-10 solsorte op og væk fra tag-selv bordet (eller gulvet) – kun en enkelt blev – og jeg tænkte at det måske var den, som jeg fodrede gennem en isvinter for nogle år siden

Da jeg kom tilbage med kameraet, var der 2-3 solsorte, der ligesom den tillidsfulde fortsatte med at spise af æblerne. [Opdatering: I dag var der 10 solsorte, som ikke fløj væk da jeg trak gardinerne fra.]

Hvis jeg havde været rask, havde jeg forlængst revet æblerne sammen og placeret dem i en kompostbunke eller kørt dem væk. Haven har måttet passe sig selv, siden jeg fik hjælp af Arevad Haveservice. De forrige år har solsortene ikke interesseret sig for æbler, der var revet sammen, så måske er det godt for mine sangervenner at æblerne har fået lov at ligge.

Det glæder mig at solsortene også får proteiner fra snegle og insekter, som har spist af æblerne. Det irriterer mig at de klatter på havebordet og fliserne! 🙂