Posts Tagged ‘Motion’
On my own
There were so many things to see. Of course the posting “Long time no see” could not recapitulate 3 weeks of tours, visits, shopping and so on. Here, therefore, is a posting about a walk in Nature Preserve near Palo Alto. After that little walk I had time to go to San Francisco, walking the Harbor Area called “Fisherman’s Wharf” before driving to the West – the Pacific Coast – where grand cousin Tim had invited me to dinner and also to see the old home of my moms cousin, Gohar, who emigrated from Tehran before she was 20 (!) and settled alone in San Francisco. Unfortunately I forgot to take picture from Tim’s home but will ask him if he can send some – later.
Trappen med 180 trin
Ja – jeg tog alle trin ned og igen op. For et halvt år siden ville det have været en lidelse, nu var det (næsten) sjovt. Jeg var jo nødt til at gå op og ned ad min grand kusines trappe mellem 4 og 10 gange hver dag, i 3 uger, og selv om det gjorde ondt i både hofte og venstre knæ, så kunne jeg ved at holde fast i gelænderet faktisk klare det meget pænt.
Der må være kommet noget mere bevægelighed i leddene ud af de mange trappeture, for til sidst kunne jeg bruge begge ben – stadig med hænderne som støtte, men som helhed meget bedre.
Det satte naturligvis en masse tanker igang. Hvad kunne jeg gøre for at bevare det? Det er desværre ulovligt at bygge en første-etage på huset her, det ville ellers være dejligt.
Men der er jo trapper et par steder langs med kyst-skrænterne, og to af disse er bygget med hensyntagen til dårligt gående, dvs. med et gelænder, som kan tåle at man lægger vægt på!
Man må nok også se om fitness maskineriet nede i Sportsforeningen kan være til nytte, jeg tvivler, men – alt skal forsøges. Rie, en bekendt, siger man kan gøre meget med en stol, sid ned, rejs op og bliv ved mange gange; men når jeg bruger trappen på billedet herover, så er det jo også armene, og ryggen, som kommer på arbejde. Mon ikke jeg alligevel finder ud af noget til vinter, når udendørs fitness er for farligt? Jeg stoler på at der findes en løsning.
Highway i280
Højdepunkter i min ferie var møde med familie – klart nok! Men udover det morede det mig at danne mig et indtryk af San Francisco området, som jeg jo har hørt om siden jeg var ganske lille, idet min mor og hendes kusine Gohar begge havde brudt med familien og var flyttet til “den vestlige verden” – Gohar i San Francisco, min mor i København, Danmark – men så snart det var muligt, besøgte de hinanden så ofte det kunne lade sig gøre.
San Francisco er en stor by og som alle andre har den et “metro-area” omkring sig, mange mindre byer og nogle få større, som hænger sammen med vejnet, lokaltog og med lufthavne. Det er også fra dette område at computer-teknikken udviklede sig – som de fleste ved er der et område, man kalder Silicone Valley – det er omkring Palo Alto og Los Altos. En ny vej gennem den mest naturskønne del af San Francisco halvøen fører fra centrum af storbyen til de mindre byer omkring. San Francisco ligger jo på spidsen af en halvø, The SF Peninsula, og mod vest er det Stillehavet, mod øst Bugten, og hele vejen omkring – 200 km – er der “The Bay Area”, som i dag tæller 7 mio indbyggere.
Jeg nød at køre rundt og se ud over landskaberne, og ønskede så meget at jeg kunne gå på trek.
Interstate 280 (I-280) is a 57.22-mile-long (92.09 km) major north–south auxiliary Interstate Highway in the San Francisco Bay Area of Northern California. It runs from I-680 and US Route 101 (US 101) in San Jose to King and 5th streets in San Francisco, running just to the west of the larger cities of San Francisco Peninsula for most of its route.
Ikke-solnedgangstur
Hun sad på bænken indtil klokken var 1 minut efter solnedgang. Der var ikke engang rødmen på himlen. Jeg nød billedet af de grå nuancer og tog flere billeder, som viser dramaet set fra sommerhusejerens perspektiv. Grunden blev doneret til kommunen af en gammel altruist, som syntes at dette stykke paradis skulle være tilgængeligt for alle. Det fortalte en midaldrende “ung mand” mig en sommerdag, da jeg gik en tur her. Han havde været gæst her gennem alle årene. Der har været en trappe til stranden 25 meter nedenfor, og der har været toilet på grunden. Man kom med camping møbler, tæpper, termokander, alt muligt og nød søndagene her i somrene 1970-80 og senere.
Nu har København både Amagerstrand, og endda badesteder i selve havnen, som har rent vand nu.
Nogle dage kan jeg gå ret langt, uden at det gør ondt. Efter en kilometer kan jeg holde pause og ved lidt afslapning og siddene øvelser, helst på en bænk, sørge for at komme til at gå igen.
Fokus på hofteled
Jeg kalder det “en arbejdsuge” fordi jeg skulle noget hver dag.
Mandag: Hillerød Hospital, ortopædisk afdeling, gode råd om bevaring af ledfunktion.
Tirsdag: Ortopædklinik Helsingør for indsprøjtning i venstre knæ, men også kommentar om hofteleddet.
Onsdag: Tandlæge og bagefter Gigtskole – Pilates, lette øvelser som rammer alle dele af bevægesystemet.
Torsdag: En prøvetime i en form for fitness, Kaatsu, for opbygning af muskelstyrke.
Fredag: Ømhed efter Kaatsu. Motionstur for at se hvor meget jeg kan.
Lægen, Simon, på Hillerød Hospital lagde perspektiverne ud for mig. Han kunne godt forstå at jeg var kommet i tvivl om hvorvidt jeg ville have det bedre efter en operation med udskiftning af højre hofte, og gennemgik grundigt røntgenbillederne for mig og forklarede, hvorfor at han mente at jeg kunne klare mig ved at lave træning: Der er bevarede ledspalter i hofteleddene, mest i venstre, men højre kan godt fungere, problemet er skader i den brusk-krave, som omgiver leddet:
What is a hip labral tear?
A hip labral tear is an injury to the labrum in your hip joint. The labrum is a rim of cartilage that lines your hip socket.
Simon understregede: Slidgigt er en misvisende betegnelse! Leddene bliver ikke slidt ved at blive brugt. Hvis jeg vil kurere min “slidgigt” skal jeg bevæge mig mere. Skaden er opstået på grund af stillesiddende liv. Leddene får næring fra ledvædske, der er ikke blodårer som forsyner brusk med næring. Hvis du forestiller dig at brusken er en svamp, så presser man vandet – ledvædske – ud når man sætter tryk på, og når man så letter trykket, suger svampen ny ledvædske ind og dermed også næring. Dermed kan brusken i bedste fald kurere sig selv. Jeg skal ikke sætte næsen op efter at kurere mit hofteled, sagde Simon, men hvis jeg kommer i gang, kan jeg i det mindste bevare den førlighed, som jeg har nu.
Nutildags experimenterer man med reparation af leddene med kikkertoperationer, som fjerner skæv bruskudvækst (osteophytes, udtrækninger); men det er nyt i DK og det er kun unge patienter, som man prøver at reparere uden at indsætte et prostetisk led. Jeg tror at det er bedre end at udskifte hofteleddet med metalkugle og keramisk skål i hofteknoglen, mest fordi jeg har haft nogle infektioner, som var alvorligt alvorlige, (CRP >500) og hvis der går betændelse i en lårknogle er det noget skidt, som Simon sagde.
Torsdagens special-fitness, Kaatsu, endte med så mange smerter at jeg vælger normal træning i stedet. Den unge dame, som var min personlige træner, var ellers meget sød.
Hvis jeg ikke er bare nogenlunde i stand til at klare mig, vil det være dumt at påbegynde en lang rejse og et ophold udenlands i ca. 3 uger, men jeg kan dog selv meget, og glæden ved at se nyt og møde min rare familie er så stor, så jeg har besluttet at tage afsted.
Billederne herunder – der er ikke billeder fra alle dage og al ting, bare nogle stikprøver:
Mandag: Hillerød Hospital, Ortopædisk Afdeling, receptionen. Opmuntrende aftensol, da jeg kom hjem. Torsdag igen til Helsingør Lægeklinik for en prøvetime Kaatsu, Lægehuset ved Rønnebær Allé. Sidste billede: en lille motionstur Fredag på Heatherhill. Jeg kunne desværre ikke gå normalt, men det var dog en smuk oplevelse.
Det var svært at skrive denne (lange) beretning. Jeg håber den giver et nogenlunde overblik over hvad man kan sige om hofteled nutildags. Jeg kan selvfølgelig fortælle meget mere om hvorfor jeg sagde nej tak til en “ny hofte”, på privathospitalet Adea, men man kan nok gætte at det skyldes faren for en mislykket operation. Med en oplevelse af nyretal på 500 og året efter CRP>500 ved jeg at man let kan være én ud af 1000. 1 ud af 100 får betændelse efter hofteoperation, som normalt kan klares med antibiotika, men det var ikke nemt i 2019 da CRP>500 – Hvis der er en risiko, skal man tage den alvorligt.
Læge Dorthe sagde OK –
Det er mærkeligt at jeg ikke var i tvivl om hvorvidt der er recidiv af DLBCL, lymphoma eller lymfe-kræft, som kan bevirke hævede kirtler og selvfølgelig er terminal, hvis man ikke får stoppet de muterede aggressive hvide blodlegemer, som tiltusker sig næring og vokser og formerer sig alt for meget.
Men jeg havde faktisk fået nogle ekstra blodprøver af lægen, så undervejs mellem de 6 mdr havde vi fået en “tilstandsrapport”. Det var stadig stabilt, så jeg fortalte hende at mit største problem lige nu var et hævet venstre knæ, måske slidgigt eller bruskforandringer og SAMtidig urinsyregigt, som består i udfældning af urinsyre-krystaller; disse kan genere ledstrukturen, så det gør ondt. Det behandler man med en medicin, som opløser urinsyren til andre bestanddele, som nyrerne så kan tage ud.
Men man skal ikke tage for meget medicin — så øh — der skal findes en balance. Prøv at se væg-dekoration på vej ned fra 10.sal (elevatorerne var for langsomme) – der står: “Har du ikke tid til motion nu, skal afsætte tid til sygdom senere” — Jeg har elsket at gå ture og gør det stadig.
Om onsdagen skulle jeg så lave noget gymnastik med Pilates holdet, og bagefter var jeg så øm at jeg igen blev bekymret. Heldigvis gik det over næste dag.
Der skal arbejdes med motionstyper, som ikke belaster de led, som ikke kan tåle vægt.
Som uhelbredelig optimist tror jeg på at jeg finder en løsning (cykling, hvis jeg kan holde balancen, ellers motionscykel). I værste fald vil man kunne erstatte hofte og knæ, men det må man gerne udsætte så længe som muligt.
Lørdagsmiddag om aftenen
Den lille familie spiser sammen hver lørdag. Var det ikke vores søn, Malte, som foreslog det for nu 5 år siden?
I lørdags skulle jeg først til Helsingør for at få taget røntgenbillede af mit knæ.
Det var faktisk morsomt. Turen gennem Gribskov er smuk – det så helt sommerligt ud, men et par dage efter begynder løvfald. Det nye sundhedshus var nogenlunde let at finde, selv om jeg ikke brugte GPS anbefalingen. Da jeg så ankom og skulle dreje, kom jeg til at dreje den gale vej og fandt så alligevel GPS frem, og nåede i god tid.
Prøv at se loungen, velkomst-hallen, med skulptur, legeplads, sofaer etc.
Da jeg var færdig huskede radiologen at sige: Åbn døren ud til gangen forsigtig, for der er folk der går lige forbi i den smalle gang. Det var sandeligt godt at hun sagde det, ellers havde jeg smækket døren op i to dårligt gående patienter! Bemærk at ved forsigtig kørsel er benzinforbruget 5.8L/100km eller 17km/L — Det er faktisk meget godt.
Hjemme lavede jeg en nem middag – Rema har god rib-eye steg til rimelige priser.
En tur langs Julehøj-stien
Jeg har endnu ikke nogen billeder fra de sidste par dage (men der er mange på vej). I stedet fandt jeg en serie billeder fra stien langs jernbanen; en sti, som mange bruger hver dag, og som er en af de stier, lokalrådet anbefalder til motionister. Der er vundet hævd, ellers havde banen gravet hele stien op.
Turen viser både frodigheden i landskabet og et par af de mange vandhuller i området, som har sikret dyrelivet. Krondyr og rå mv. kan gå fra Dyrehaven gennem Hillerød, Gribskov og Valby Hegn mfl og kun ganske få steder behøver de at krydse vejene. Det er en af de motionsture, som altid er en oplevelse.
En del af stien tilhører grundejerne, så der var flere slags protester første gang lokalbanen fik gravet hul i stien langs jernbanen.
Den hedder Julehøj stien på gamle kort fordi den går fra Vejby til en stor gård ved navn “Julehøj”. Den må være fra en tid før jernbanen, men er blevet bevaret fordi man har “trampet” en sti langs med banen, da denne blev anlagt. For 40 år siden var stien bred og gik fra stationsområdet helt til Julehøj, men for 20 år siden blev nabogården, Saxenkol, revet ned og erstattet af et hestebyggeri og man ønskede at fjerne stien. Også banen ønskede at der ikke var fodgængere langs med skinnerne. De anlagde derfor grøfter og sløjfede flere overgange.
Som man kan se har banen for nogle år siden anlagt et hegn, så fodgængere ikke fristes til at gå over skinnerne. Det må ikke være rart at opleve en, der kaster sig ud foran et tog. Billederne er fra sidste år, 9.Oktober, undtagen det første, som er med for at illustrere at stationen er bygget i et lavt område, hvor der engang var vandløb.
Søndagstur blev også til et lille møde med den lille familie – vi er tre
Jeg går ikke så godt og sidste uge var det værre end det plejer. Jeg har en idé om at det er et anfald af urinsyregigt, og lægen havde anbefalet dobbelt dosis medicin for en stund. Men søndag var det altså bare sindssygt ømt. Alligevel kan jeg gå, det kan bedst beskrives ved små skridt og meget langsomt, passe på balancen, tage nogle billeder, gå videre … langsomt.
Somme tider tror man at det hjælper at tage store skridt – NEJ. Og heller ikke at gå hurtigere, smerterne bliver så store at man har svært ved at holde balancen. Man == jeg.
Men afsted kom jeg, 1½ time for 3 eller måske 4 km med mange stop undervejs.
På tredie billede kan du se at Malte er ved at komme op ad bakke ved HeatherHill skrænten. Hvis man ser godt efter kan man lige se det øverste af en ny nedstyrtning af skrænten.
Fødselsdag
Hun har sagt at hun er 36 siden dengang. Det er dog ikke til at skjule.
Man skal markere sine mærkedage.
Det tror jeg egentlig ikke vi tre har været særlig gode til.
Men som Malte siger: En gave viser at man har tænkt på modtageren, fødselsdagsbarnet eller julenissen, værtsfolkene, eller hvem det nu er.
Vi var studerende og boede på Grønjordskollegiet, da vi mødte hinanden.
Mærkeligt at tænke tilbage på. Ofte spekulerer jeg på hvordan andre oplever et tilbageblik på deres liv. Jeg ved om min tid dengang, at jeg havde håb, tågede begreber om hvad jeg kunne leve af, men samtidig tilbud om at deltage i både undervisning, teaterproduktioner, højere læreanstalter, musikuddannelse på konservatoriet – og studenterjobs.
Jeg kunne godt have brugt en fortrolig, og selv om Charlotte var en god fortrolig var jeg i musik og hun i sociologi; men alligevel – ikke så fjernt! allerede inden vi mødtes, gik mine tanker i retning af musik-sociologi: Hvorfor blev Beethoven så anerkendt, – OK hans musik er intet mindre end genial, men hvorfor slog den igennem så meget mere end andre geniale musikeres værker? Samfund, frihed, politik.
Nu er vi begge i livets korte ende, og Charlotte er god til det. Hun har været på Caminoen sammen med Malte (mindst 4 gange) med rygsæk
Sommerlørdag ved den store parkeringsplads i Tisvildeleje
Det var dejligt vejr da jeg kiggede ud på haven. Det var nødvendigt at komme afsted i en fart, – hvor længe varer det ved? Det kan ingen sige.
Tisvildeleje Parkeringsplads giver et andet billede end for 50 år siden. Da var pladsen fuld af biler, de fleste fra København. Dengang blev pladsen udvidet med et stort område. Hver gang der var en sommerdag med solskin kom bilerne strømmende. Der var bom ved indkørselen og der var somme tider bom og politi oppe ved Tisvildeleje Station, så bilerne ikke kørte ned gennem hovedgaden og trafikken gik i baglås fordi der ikke var plads til flere. Det skete ofte i sommerferien, perioden 20.juni – 5.august.
Der kunne også være trafikpropper ved Gilleleje, Rågeleje, Liseleje eller rettere Melby Overdrev, hvor der var bom og bemanding, og sikkert mange andre steder med de flotte sandstrande og klitter langs kysten.
Der er indrettet en række til autocampere, da de jo alligevel besøger P-pladsen flittigt, – de har en række ved skovbrynet, måske for at holde rækken ved stranden fri? Der er ikke strøm eller vand til autocamperne, bare et skilt med at her må de gerne holde. Der står ikke hvor længe.
Man oplever altid noget. En gangbesværet mand med stor frakke, som spurgte om vej, han skulle nødig fare vild; han kom fra Østerbro, og én gang om året måtte han afsted og se noget andet end byen, – så tog han turen til Tisvildeleje.
Det er klart den slags gør indtryk. Strandene her skal være Københavns grønne lunge, sagde man engang.
Generalprøve på bevægelighed
Det vil nok ikke være så sjovt for min søn at gå tur med mig, når vi nu forhåbentlig snart er på ferie sammen; jeg går nemlig dårligere og dårligere, mit venstre knæ er hævet, muligvis ikke alvorligt, men det gør så ondt at det er svært at rejse mig fra siddestilling, – jeg bruger alle mulige tricks for at hjælpe med armene. Men hvis jeg bare kan gå et par kilometer er der alligevel mange ting, vi kan gøre sammen.
Men jeg kan gå og det skal selvfølgelig udnyttes når man rejser for at se noget. Da det er en god idé at bruge kroppen så meget man nu kan, har jeg de sidste par måneder været opmærksom på at komme afsted en gang hver dag – men ærligt talt, det er ikke lykkedes, nogle dage er det rigeligt anstrengende at lave mad til den lille familie, andre dage er havearbejde, husholdning, klaver-øvning (2 timer) og mail og grundejerforening rigeligt til at udfylde dagen. Det bliver ikke bedre af at min døgnrytme må være 27 timer, så jeg kommer sent op.
Men her er der billeder fra mandagens tur efter at jeg havde haft gæsterne om søndagen:
Fra skovstierne gik jeg ud mod stranden og opdagede, at der nu er en særlig afdeling for autocampere på Tisvilde Hegn Strandparkering. Solnedgangen set fra klitterne er betagende – der er skruet lidt ned for exponeringen, så man kan se himlens mange farver. Da jeg lidt efter kom hjem skinnede solen på min gavl, – jeg husker første gang jeg så den og tænkte “Her vil jeg gerne bo”. Næste dag fik jeg købt tøj for gavekortet fra min søn, shorts og en slags skjorte, eller T-shirt med krave og knapper i halsåbningen, hvad hedder sådan én? (Mon ikke jeg kommer til at se pæn ud med de farver?)
Skriv løs 