Posts Tagged ‘Kattegat’
Søndagstur i det smukkeste lys
Det gjorde ikke noget at jeg sov hele dagen og først kom afsted kl. 1830, lige før ishuset lukkede. De har kronede dage, selv om der ikke er sommerferiegæster endnu. Turen gik til Stængehage, hvor der er et lille stenrev med fred til fuglene ved lavvande – og det var meget lavvande, men billederne af revet var elendige og uskarpe.
De bedste billeder er den nyudsprunge eg i forstranden ved Stængehage, lige efter at min skygge havde taget en selfie …
Skulle jeg melde afbud?
Jeg følte mig dårligt tilpas natten til onsdag. Jeg skulle afsted på et par dages besøg på Falster fra Torsdag til Lørdag.
Da jeg vågnede føltes kroppen som om den summede/snurrede. Jeg ved at det var forventeligt med neuropati, en slags uro i hudens nerver, efter chemo, og at det kan være noget, som ikke helt fortager sig. Jeg vidste også at jeg havde taget Tramadol, et smertestillende middel med advarsler mod at det indeholder opioider, i lang tid mod netop den slags nervesmerter, og at jeg måske havde taget det for længe. Men jeg har kun brugt Tramadol, når der var smerter, og især ryg og hofte havde faktisk været til at holde ud. Var det Tramadol, som nu gav bagslag?
Besøget gjaldt en familie, et livsvarigt venskab. Men jeg var jeg træt og udskød pakning af week-end taske, og faldt i søvn på sofaen i to timer onsdag eftermiddag.
Om aftenen var der stadig god tid til at ordne og pakke, og jeg tænkte at jeg i det mindste prøve at gå en lille tur, se om bilen havde det godt før vi skulle på den lange tur.
Det øsede ned hele dagen, men om aftenen var det mildt og det var kun støvregn. Den slags dage kører jeg til den enormt store parkeringsplads ved Rågeleje Kro – den er nedlagt, men altså nu stedet med Restaurant Søstjernen og “Meson Canario, Spansk Restaurant”. Den enorme parkeringsplads må være fra 1970’erne hvor bilister fra København strømmede til Nordkysten for at søndagsbade. Jeg gik pligtskyldigst en runde. Det har altid fascineret mig at vandet fra områdets største å løber ud i havet her, Højbro Å løber ud lige midt på badestranden her. Om sommeren kan børn lege med vandstrømmen, som ikke er særlig kraftig. Vandet kommer helt fra Helsinge via kanaler og rensningsanlæg.
Men da jeg kom hjem igen, sov jeg videre – til kl.11:20 Torsdag, og så var jeg ikke i tvivl, jeg måtte desværre melde afbud.
Resten af dagen nyste jeg, svedte og frøs. Alligevel fik jeg flyttet et par spande jord, som kloak-service havde lagt ved siden af brøndlåget, og se til min gule vortemælk, som er ved at sætte skud.
Ellers gik dagen med at pudse næse og ligge under et tæppe og bingewatche “Mord i Wales” — og sove! Var det immunsystemet, som var for længe om at bekæmpe lidt bakterier? Jeg ved det ikke. Immunglobulin, antistoffer, måles ved blodprøver og mit er faldet – 1/3 af normal minimum, hvilket er en følge af kemo-behandlinger.
Fredag, i går, havde jeg det bedre og gik en lidt længere tur ved Vejby Strand. Jeg sov lidt mindre.
Natten til i dag, Lørdag, var jeg frisk efter 7 timer. Det er en rar fornemmelse.
Jeg har svært ved at acceptere at over-træthed og svimmelhed og en dårlig fornemmelse i kroppen skal være nok til at melde afbud hos nogen, som man holder af, men på den anden side ved jeg også at man ikke skal køre bil, når man er træt. Af erfaring.
Søndagstur
Hvis det er godt vejr om søndagen får man indtryk af at bo et befolket sted – man får ikke ligefrem snakket sammen, men man møder mange mennesker på turen langs stranden.
—
Det sidste billede er ikke det sidste, men et forsøg efter ca 20 minutters spadseretur langs stranden. Da opdagede jeg en bisol – en solreflex i en tynd sky. Den varede kun 2 minutter, og jeg fik den ikke, da den var maksimalt tydelig. Men det var smukt.
En anden mærkelig ting her er at jeg turde rette kameraet sådan at selve solen er med i billedfladen. Det er muligt delvis fordi der var slørskyer, som tager lidt af toppen, men der er også en indre mekanisme i billed-registreringen, som forsøger at udjævne kontrasterne, hvis de er for store. Hvis det ikke gøres for meget, så kan resultaterne være overordentligt smukke maleri-agtige resultater (google søgning: high dynamic range).
Man kan se mange fodspor på strandsandet. Det morer mig lidt at det er så befærdet.
Efterår, fredag aften, efter Solnedgang
Sikke noget, døgnrytmen totalt smadret. Men hellere afsted alligevel, selv om solen nåede at gå ned før jeg kom afsted.
Billederne: 1. Selfie på parkeringspladsen. 2.Udsigtsbænke Strandpromenaden Rågeleje, i gamle dage stedet hvor Københavnerne kom og badede. 3. Pludselig flammede himlen op igen – og havet var i flammer.
På de sidste billeder er det røde lys forsvundet – og kameraet får det til at se ud som dagslys, men det er det altså ikke.
På vej hjem fangede jeg det sidste lys fra “Den Blå Time”, udsigt fra Unnerup til Vejby …
Om aftenen er jeg meget klar i hovedet og kan læse, spille, skrive. Selv om jeg gerne ville nyde morgenerne er jeg ikke spor frisk om morgenen.
Så jeg må i stedet nyde at jeg kan (næsten) alt om aftenen.
Solnedgangstrappen
På dansk kan man danne nye ord ved at sammensætte existerende ord. Dette at ordene skrives uden mellemrum kan være en hjælpe for en søgemaskine som Google, hvor man søger på “sjældne bogstavsammensætninger” (som én af mange måder at effektivisere, optimere søgninger, så der bruges så lidt computer-tid som muligt; husk at der er millioner af dokumenter, eller snarere milliarder, som skal søges igennem, hvis du skal finde et ord/navn som solskinsbarn, solsikkefrø, solskoldning osv. og her Solnedgangstrappe. Hvis det “bare” var “solnedgang” begynder søgningen med at læse et index over dokumenter hvor “solnedgang” forekommer. Når der så tilføjes “solnedgangstrappe”, vil den liste blive scannet igennem for at se hvor “solnedgang” står alene og hvor det er koblet med andre ord.
Alt det kan forbedres og raffineres, især var de første forbedringer baseret på vægten af ordet. Hvis det var en text om Sol eller landskabsbilleder, var ordet solnedgang af højere “værdi” (eller rang). osv.
Ordet Solnedgangstrappen forekom på beskrivelsen af trappen ved Kaprifolievej, hvor der stod at den var lavet efter samme principper som “Solnedgangstrappen”.
Det viser sig at ordet Solnedgangstrappen forekommer i en side om Nakskov. Jeg kan ikke finde ordet i Tisvilde Grundejerforenings webside om forskønnelse, inclusive omtale af trappen. Måske forekommer ordet slet ikke i websiden for Tisvilde, der kun omtaler “Solnedgangsbakken” og med den ordet “Trappe”.
Tisvilde Grundejerforening viser sine aktiviteter, hvor Trappen ved Solnedgangsbakken altså er én af dem (den, som på den anden trappes-skilt blev kaldt Solnedgangstrappen).
Trappen ender ovenfor en 2 meter høj mur, – jeg var nødt til at balancere på denne et stykke hen til nærmeste trappe ned på selve stranden.
En sten i molen
På en tur til Tisvildeleje gik jeg en kortere runde omkring molen. Jeg undrede mig over den sten man ser her, som tydeligt har skubbet til tømmerkonstruktionen. Man kan godt se på billedet, at kanten af gangbroen på molen er skubbet en centimeter ind. Tømmeret skal nok holde, det er så godt lavet, understellet og gangbroen.
Det generer jo ikke nogen, men der melder sig et spørgsmål, som er mere interessant end en mindre skade på træværket: Har bølger ved højvande kunnet tippe en sten af denne størrelse, sådan at den har forskubbet sig en meter, liggende ovenpå stenene ud mod Kattegat er den så blevet “løftet” af vandet, nok til at den er væltet nedad og indad? Det tror jeg er den eneste forklaring.
Iøvrigt undrer jeg mig igen og igen over at man ikke behandler træet for at molen skal holde længere. Hvad er der sket, er vi blevet bange for skibsmaling og træbeskyttelse? Ja, det er giftigt, det må være derfor man hellere vil udskifte molen om – et slag på tasken – skal vi sige 30 år?
Undren over alting
Søndag eftermiddag var vi fire mennesker, som talte om hvad der ville være godt at vise på filmaftener i Sognegården. Præsten, Ulrik Pilemand, havde spurgt mig om jeg ville være med – og han var bortrejst om der så var mulighed for at en af os kunne stå for en filmaften. Da det har været så stor en glæde for mig at kunne deltage i disse filmaftener, hvor Pilemand tidligere har vist nogle af de mest skønne film, så kunne jeg jo ikke undslå mig selv om jeg jo ved at jeg ikke har så meget fysisk overskud at det er noget jeg kan gøre med venstre hånd. Men Ja, jeg vil gerne hjælpe.
Tidligere film har været så store oplevelser at det har lysnet min hverdag. En af filmene hed “100 skridts rejsen”.
The Hundred-Foot Journey is a 2014 American comedy-drama film directed by Lasse Hallström from a screenplay written by Steven Knight, adapted from Richard C. Morais‘ 2010 novel of the same name.
https://en.wikipedia.org/wiki/The_Hundred-Foot_Journey_(film)
[…] a mob attacks and burns down the restaurant after a disputed election, his mother dies in the fire. Seeking asylum in Europe, the Kadams first settle in London, but they dislike the climate and their house, which is right next to Heathrow, so they depart for mainland Europe.
Bagefter måtte jeg ud at gå en lille tur, selv om jeg havde meget ondt i højre ben, muskler og led, og jeg ved ikke hvordan jeg kan kurere det, så foreløbig må jeg leve med det (Det er ikke slidgigt af den almindelige slags hvor leddenes spalter er faldet sammen).
Så faldt mit øje på “Kulturskolen” – et lille skilt med en tegning som illustrerer Halfdan Rasmussen (som er kendt for mere end sine sjove digte, Halfdans ABC og “Noget om …” sangene.)
Nu gik jeg så 100 skridt (måske lidt mere) og undrede mig over hvor dejligt det er: Skyerne, da jeg kom hen til kysten, var et maleri (prøvede at fange det med kameraet, men det er ikke nemt – de to første billeder:)
Og købmanden har fået vejviser skilt (åha!) “Dagligvarer — denne vej”!!!
Og endelig ledte jeg efter spor af den gamle strandpromenade – der er fliser under hjælme og marehalm, men man skal se godt efter for at opdage dem! Det er billedet med min bil, nederst over en cementkant kan man skimte mellemrum mellem SF-sten, som har udgjort en sti langs kysten for 20-30 år siden. Storme har dækket med sand, nok til at der vokser marehalm henover.
Rågeleje Strandvej – underbevidste erindringer
Jeg gik i en børnehave fra jeg var 3 til 6 år, og husker et par gange at de rare lærerinder tog os med på tur til Nordsjælland. Det er selvfølgelig nogle tågede erindringer, og jeg undrer mig faktisk lidt over at jeg i det hele taget kan huske den slags: En møller, som viste hvordan en vindmølle fungerede, – en vært, som havde et sommerhus hvor taget gik næsten helt ned til jorden. En vej med fliser i rækker i stedet for asfalt, som kan have været – må have været – Klitgårdsvænget her i Vejby.
Jeg søgte hele min ungdom efter at komme tilbage til Nordsjælland, og et sted som denne strandvej fik mig til at tænke “Det er det smukkeste sted i verden”. Det er det selvfølgelig ikke, men sådan kan man altså føle.
Stedet, hvor man …
En lille tur er nødvendig på en Søndag! trods et højreben, der gjorde sig udtilbens. Selv om det efterhånden blev henad klokken 18, skinnede solen stadig og vejret var mildt.
Mine erindringer om stedet her går langt tilbage – længere end de 36 år jeg har boet her. Min svigerinde var ved at gå over tid og – ærligt talt, det snakker man ikke om, gør man? Men det må da være noget af en belastning at fosteret vokser sig større og større; ikke bare striæ, men alt muligt andet kommer kan blive følgen af at fosteret skubber rundt på moderen. Så hun tog en løbetur på Heatherhill og håbede at det ville sætte gang i fødselen. Jeg tror det lykkedes, barnet er jo 46 år gammel nu og har tre dejlige børn.
Skriv løs 