Tøm Papirkurven

… og se nu at få det sagt ordentligt

Rørpære begyndte at flimre efter bare 2 år – den dyreste pære hidindtil

with 6 comments

Hidindtil! Godtordigen, ikke? Skulle man måske bruge en bindestreg, eller kommer Ellen i så fald efter mig med en bemærkning om at det gør man ikke på dansk? ODS:

hid-indtil, adv. [ˈhi?ð(ə)nˌtel, ˈhið’-] hìdindtìl. […]
Hid intil har I seet, at jeg aldrig har feylet i mine giordte Løfter. Holb.​Usynl.​I.2.

Men i modsætning til Holberg har Philips feylet i sine løfter: De pærer holder ikke ret længe, den her viste begyndte at blinke eller flimre efter et par år. Dens forgænger holdt bare op med at lyse.

Philips el-rør-pære

En sparepære, som har kostet ca. 65 kr. og er ugod efter 2 år

Nu er jeg gået over til Tero 3.5 W 25W LED 250 Lumen.

Den er lavet sådan at den giver mindre varme (OK!) og flot lys (OK!) og farver lyset mere blødt end LED er som “råt” lys (ved hjælp af en boble udenom LED’erne som ændrer lyset i retning af rød (OK!) men lyset er dog tydeligt “koldere” (mere blåligt) end den klassiske glødepære.

Nu er jeg spændt på om den holder længere end 2 år (den var nemlig også dyr, den nye Tero LED, som ikke er vist på billedet – kommer senere).

Written by Donald

Thursday, January 19, 2017 at 17:13 UTC

Posted in Brok

Tagged with ,

Ressourcespild, tømmerstokke med svamp

with 5 comments

På snittene her kan man se, at stammerne er angrebet af svamp. De kan ikke bruges som tømmer (svamp spreder sig og kan ødelægge alt tømmer i et hus). Det kan bruges som brænde, hvis man sørger for at det ikke kommer i kontakt med hustømmer. Eller som flis eller hvad? Laver man træpiller af secunda træ? (eller rettere: tredjerangs-træ?)

Tømmerstokke med tydelige angreb af svamp - de hvide ringe på snittene er svampeangreb

Tømmerstokke med tydelige angreb af svamp – de hvide ringe på snittene er svampeangreb

Jeg kan ikke gætte eller se, om disse mange stammer har været angrebet inden de blev fældet eller om det er ressourcespild, at de har fået lov at ligge så længe at de er blevet angrebet af svamp.

Denne beplantning blev anlagt for ca. 25 år siden (måske mindre?)  jeg så den blive anlagt, man kunne se henover det flade område -  på billedet kan man se at alle træerne er forholdsvis unge

Denne beplantning blev anlagt for ca. 25 år siden (måske mindre?)
jeg så den blive anlagt, man kunne se henover det flade område –
på billedet kan man se at alle træerne er forholdsvis unge

Et område på størrelse med et par fodboldbaner blev beplantet med små træer for 25-30 år siden og er nu højt og tæt, men stammerne er ikke tykke nok til at kunne bruges som tømmer. Tømmer er ikke en hurtig afgrøde, men alligevel, i skovdrift er 30 år jo ingenting!

Det er bl.a. sådanne ting, jeg tænker på når jeg går gennem skoven.

Mastetræ

Mastetræ

Written by Donald

Thursday, January 19, 2017 at 10:28 UTC

Posted in Skov og have

Tagged with

De spiser op, gør de, fuglene

with 4 comments

Jeg kunne se, at en solsort kom ud fra buxbommen og kiggede efter mad. Det var her jeg for 5 år siden holdt liv i en førstårs solsort med havregryn, fedt, frø og hvad jeg ellers havde, som jeg håbede kunne gøre gavn. Og vand. Vinteren 10-11 var der jo hård frost.

Når det er sommer, kommer solsorten ikke så tæt på huset, men om vinteren er buskene et rart sted, fordi de giver læ.

Den lille fugl hoppede ud fra buxbommen: da det jo nu er frost, så skulle der jo være noget mad her … ikke? den kiggede skråt op på mig. OK – jeg fandt havregryn frem, og kom i tanke om at jeg stadig har 10 kg. æbler. Frem med ét.

Fuglene har spist hele æblet, bid for bid - de har spist op, så godt de nu kan

Fuglene har spist hele æblet, bid for bid – de har spist op, så godt de nu kan

Fuglene er gladere for mine gamle æbler end for solsikkefrøene, og de efterlader fordøjede æbleklatter på fliserne. Så får de da ikke ondt i maven af dem, tænker jeg.

For et par år siden købte jeg en foderautomat, og den er igen i brug, men det er jo kun de helt små fugle, som har glæde af den, de kan sidde på pinden og holde balancen, pikke gennem hullet til frøene og – mirakel – afskalle dem og spise kernen. Men det går meget langsomt sammenlignet med æblespisningen.

De sidste par dage har fuglene spist 1 kg. æbler om dagen. Der er en fugl som ligner en trækfugl fra Sverige – sjagger, tror jeg.

Written by Donald

Tuesday, January 17, 2017 at 10:41 UTC

Posted in Skov og have

Tagged with ,

Vinterlys – hvordan skildrer man det

with 6 comments

Et billede siger mere end 1000 ord. God talemåde, som bare ikke forklarer hvorfor, om det gælder alle billeder? Hvordan gør man?

Hvis man skal gengive “vinterlys” med billeder, så slog det mig, at de nøgne bøge og de mere exponerede fyrretoppe måske kan give lidt af den fornemmelse. Afsted på tur:

Written by Donald

Monday, January 16, 2017 at 0:31 UTC

Posted in Foto

Tagged with , ,

Når stranden er som et dansegulv ved lavvande

with 4 comments

Så skal vi på tur igen - jeg vender mig om for at få et billede af nedkørselen, der om sommeren bliver brugt hvis en ambulance skal hente en druknet

Så skal vi på tur igen – jeg vender mig om for at få et billede af nedkørselen, der om sommeren bliver brugt hvis en ambulance skal hente en druknet

Stormene Urd og dens ikke så skrappe efterfølger har jo bevirket at der er flyttet rundt på store sten og skyllet en del bløde lerklinter og sandklitter ned på stranden. De fleste ødelæggelser ved Tisvilde Hegn og Melby Overdrev er af lille eller ingen betydning; havet tærer, og vinden bygger klitterne op igen, med lidt hjælp.

Som ung gik jeg med min kæreste på klitterne her og noterede mig at de var skyllet halvt væk af en storm (altså også dengang for 47 år siden) og at skovløberne havde bygget risgærder, som stoppede sandet og fik klitterne opbygget igen. Disse risgærder fulgte jeg år for år, indtil de til sidst, måske 1975, var begravet i sand. Der blev lavet flere risgærder – indtil 1990’erne, tror jeg.

Den er bred, stranden, ved lavvande, og yderst ved vandkanten er den glat så man kan gå hurtigt

Den er bred, stranden, ved lavvande, og yderst ved vandkanten er den glat så man kan gå hurtigt

En halv kilometer fremme er stranden pludselig stenet, og det er svært at gå - de andre gik op på stien i klitterne, jeg tog en skovvej, som kaldes Strandvejen

En halv kilometer fremme er stranden pludselig stenet, og det er svært at gå – de andre gik op på stien i klitterne, jeg tog en skovvej, som kaldes Strandvejen

Januar for 10 år siden: Man kan godt genkende egegrenen til venstre i billedet

Januar for 10 år siden: Man kan godt genkende egegrenen til venstre i billedet

Uden tilknytning til indlægget - jeg var på en skøn spadseretur i dag -- man kunne selvfølgelig godt filosofere lidt over det at gå mod lysere tider

Strandvejen – selv om vinden var svag, var det bedre at gå her end på den helt åbne strand (samme billede som illustration til gårsdagens indlæg om tavshed der taler)

Næsen løb og jeg valgte at gå en kort rundtur, op ad skrænten og hen til udsigten fra Brantebjerg

Næsen løb og jeg valgte at gå en kort rundtur, op ad skrænten og hen til udsigten fra Brantebjerg

Lidt efter var solen bag disen

Lidt efter var solen bag disen

Written by Donald

Saturday, January 14, 2017 at 23:30 UTC

Posted in Skov og have

Tagged with ,

Tavshed der taler

with 9 comments

Jeg kan huske Jørgen har nævnt, at traumer i en vis forstand kan gå i arv. Her er nogle af mine erindringer om en tavshed, som jeg tror viser mekanismen om hvordan “de ømme punkter” går i arv. Det er klart, at lidelser, som man ikke selv har haft, ikke direkte udøver et mentalt pres, men de kan måske lukke en dør hvor tankerne og spørgsmålene ellers burde springe frem, således at det nye menneske lærer noget om sine forfædres eksistens.

Af en eller anden grund husker jeg også en følelse, som ikke direkte har med mine forældres tavse punkter at gøre. Som barn – meget lille barn – har jeg en gang undret mig over, at der var mennesker i bilerne. Jeg erindrer en 1950-taxa, hvor man sad bag en rude til chaufføren, og der var klapsæder, så der kunne være flere børn. Jeg kunne sagtens se meningen med det, jeg kunne se, at det, der udefra lignede et dyr af metal med flade øjne, indefra var en lænestol med vindspejl. Men som sagt, det undrede mig. Der var en forbindelse mellem kørende maskiner og noget umenneskeligt, noget fjendtligt, om man vil.

På samme måde undrede det mig, at der var så mange smukke huse, og der boede åbenbart mennesker ligesom os i de huse, der var mange lejligheder langs Vesterbrogade, og hvor fik alle de mennesker penge fra (vi havde ikke nogen penge). Der måtte være nogen, som havde råd til at bygge huse, råd til at købe det, der var i butikkerne. Det var nu ikke ret mange af den slags mennesker, man så på Vesterbrogade. Når man så fangede et billede af udbombede huse i Tyskland, så kunne man jo godt se, at hele samfundet kunne vælte.

Men nu til de voksnes reaktioner:

Jeg husker at vi børn gik tur med børnehaven fra Valdemarsgade, sidegade til Vesterbrogade (København) 3 og 3 og med hinanden i hånden, og når vi så en flyver, råbte vi NÆH! SE EN FLYVER! Eller EN JAGER! Farbror Hans havde bygget et fly; jeg tænkte “Måske er det ham, der sidder deroppe og kigger ned!” Jeg var helt tryg.

En dag var der én af børnehavelærerinderne, som sagde at “det var ikke noget at råbe hurra for” – det blev antydet, at de kunne være farlige.

Aha, samfundet kunne vælte. Korea krigen i radioavisen (jeg forstod ikke noget som helst – kun ordet krig, og det var langt væk, jeg var for det meste meget tryg.)

Min far og mor var i Iran under WWII. Der var en Amerikansk officersklub, og min mor hjalp. De havde et hus og en stor bil. Det talte de ikke meget om, kun i ganske få situationer. Iran var besat af de Allierede. Der blev transporteret store mængder gods som støtte til Sovjet (Stalin) og den Transiranske Jernbane, som min far havde haft arbejde for, blev udvidet og forstærket i flere omgange. Han må have tjent penge ved at handle med forsyninger. Ikke en lyd.

Rejsen hjemad gennem Baku og Leningrad hørte vi heller ikke meget om. Det var krigshærgede områder, så meget vidste jeg, men ikke en lyd om hvad mine forældre så – andet end at de Russiske hotelfolk var overmåde venlige og hjælpsomme.

Senere fandt jeg ud af at min far skammede sig, han havde på et tidspunkt troet, at Adolf Hitler var løsningen på fattigdommen og arbejdsløsheden (denne fattigdom så jeg mange år senere skildret i en TV-serie, der hed Heimat, – landboerne har en fætter i byen, som bliver arbejdsløs og hvis familie sulter.)

Uden tilknytning til indlægget - jeg var på en skøn spadseretur i dag -- man kunne selvfølgelig godt filosofere lidt over det at gå mod lysere tider

Uden tilknytning til indlægget – jeg var på en skøn spadseretur i dag —
man kunne selvfølgelig godt filosofere lidt over det at gå mod lysere tider

I skolen sang vi “De Mørke Fugle Fløj” – ved gry med motorstøj, en sang om angrebet på Danmark 9.april 1945. Den dato og 4. maj blev stadig grundigt markeret.

Der gik rygter om at vores håndarbejdslærerinde fru Fisker, en dygtig og meget sød dame, som magtede at undervise drenge i håndarbejde (jeg kan stadig stoppe strømper og sy korssting …) havde så små fødder, fordi tyskerne havde hugget hendes tæer af. Jeg tror ikke hun kunne gå så godt, hvis den historie var rigtig, på den anden side … det blev ikke dementeret.

Nogle af lærerne var berygtede for at være skrappe. Når vi legede med hønseringe var der somme tider én, som sagde “han jøder ham” – det betyder han snød. En af de skrappe lærere sagde en dag til mig – meget venligt, så venlig plejede han ikke at være! “det udtryk skal du ikke bruge!” Han nærmest hviskede det.

Den skrappeste lærerinde, som ofte gik med en læderhue af den slags, piloter brugte, var en dag vikar for os og benyttede lejligheden til at fortælle, hvordan hun som barn var blevet fanget i Wien fordi verdenskrigen brød ud (WWI!) og hendes levende fortælling gjorde det jo soleklart, at sådan en krig påvirkede alt og alle.

Efter ca. 12 års alderen kunne jeg jo selv læse, og vi lærte også lidt om WWII, men ikke før sidste gymnasieår fik vi mere at vide om Danmarks holdning op til WWIIs udbrud.

============================================================

Dette indlæg burde komme lige efter indlægget om skyttegravsfod og sokker; Det er imidlertid vanskeligt at skrive om svage erindringer, – vanskeligere end at skrive de fleste andre småstykker her, og det er også lidt sjusket: jeg har ikke lavet research på traume-overførsel; men det er forhåbentlig også bedre med korte indlæg, selv om de så ikke har alle nuancerne med.

Man kan få indlæggene “Skyttegravsfod” og “Tavshed” til at stå over hinanden ved at vælge “vis kategori Ord“, eller vælg vis alle indlæg tagget (mærket) med WWII.

Written by Donald

Friday, January 13, 2017 at 23:03 UTC

Posted in Ord

Tagged with

Motion med tunge ben

with 4 comments

Jeg ved ikke om jeg har haft en virus eller lign. men fredag morgen (indlægget er tilbagedateret) dunkede blodet i nakken indtil jeg stod op, og benene føles som tunge klodser; men jeg ved (fra erfaringen, senest i går) at det nytter at komme afsted på spadseretur, efter 100 skridt føles benene allerede lettere.

Billeder fra torsdagens spadseretur. Der var et tidspunkt, hvor bølgeskummet i nærheden var belyst af lav sol, varmt orange lys, men det nåede jeg ikke at fange – 20 sekunder efter var solen bag en sky.

Den følelse af at gå glip af noget! Den opvejes i nogen grad over at der er 1000 andre motiver og historier, som er værd at fortælle.

Written by Donald

Thursday, January 12, 2017 at 18:12 UTC

Posted in Hav, Skyer, Vejr

Tagged with