Mudder øverst på 25 meter skrænt

Sikken en dejlig Onsdag, solen skinnede lidt og Januar var blid og god; jeg var oppe og kunne satse på en god øvedag, men første opgave var at komme afsted til Sognegården for at hente video-DVD’er, som jeg havde glemt på flygelet. Da jeg så havde fået låst døren op, kom Præsten og hilste på og fortalte at han havde set min mail, men de andre havde ikke svaret angående et planlægningsmøde for filmaftener, om jeg så kunne tage aftenen Fredag d. 27. Januar — det er dagen før jeg havde inviteret min lille familie, men da Lis gerne vil hjælpe om Lørdagen, så kan jeg godt være sent oppe fredag og sove længe om lørdagen.

Mit helbred er så godt … efter klokken 13 om eftermiddagen!!! Det er et problem, som jeg må vænne mig til at tage alvorligt i hvert fald de næste måneder, indtil sommersolen titter ind ad vinduerne kl. 7 om morgenen (thuja-hækken skygger for de tidligste timer).

Denne dejlige dag skulle udnyttes, der var en lille timestid til at gå tur, afsted afsted … til Kaprifolievej, som er et offentligt område ved Nordkysten (et af mange) hvor der er en trappe ned til vandet, så man kan bade (uha) og ellers bare nyde motionen at gå 160 trin ned og op.

Men Kaprifolievej-engen var våd. Meget våd, men hvis jeg gik hvor græsset var tykkest, kunne jeg nok klare det uden at mine tynde sko blev våde.

Så pludselig ville jeg krydse over den helt våde sti for at gå mod et område med en grusvej, – og plask faldt jeg fordi skoen gled som om det var på is. Jeg lå på enden i min pæne tykke frakke, den har nok taget lidt af, men mere vigtigt er det at jorden var blød, så jeg havde ikke slået mig ret meget. Det var ikke is, men mudder, meget vådt mudder. Jeg havde ikke brækket noget, så jeg børstede lidt af og gik forsigtigt tilbage, denne gang med MEGET små skridt. I bilen foldede jeg mudderet ind i frakken og rystede skoene så meget som muligt, handskerne var så mudrede, så de lå på gulvet indtil jeg tog dem ind hjemme og vaskede dem sammen med bukser og sokker osv.

Men jeg er faktisk bekymret: i går på Louisiana Kunstmuseet var jeg ved at falde to gange, en gang fordi jeg ville støtte til en væg, som var et gardin. Da greb to venlige mennesker mig. Anden gang var ved udgangen, hvor et ganske lille trin fangede den ene fod.

Og senere igen på gaden. Hvordan skal det gå, er det det, der vil sende mig til rekonvalescens næste gang?

Måske går det — i dag efter 9 gode timers søvn ordnede jeg lidt i haven uden at skvatte.

Advertisement

Nytårstur – kur

Selv om jeg har ondt i ben og/eller hofte kan jeg jo godt gå. Jeg kan ikke finde ud af om motion hjælper, om evt. ujævnheder i hofteskålen jævnes ved at man bruger hoften og kommer rundt i forskellige positioner. Min gang er stiv fordi jeg er bange for pludselige jag af smerte.

Men det var lyse skyer og der var huller imellem – hvem kan ikke nyde det gode vejr! Det var en optimistisk begyndelse på det nye år. (Senere vil jeg samle bedste billeder fra 2022.)

Der var også andre på tur

Ishuset var åbent en weekend i December og har snedkereret nye borde og bænke – ja hvorfor ikke?

Tisvilde har fået bedre mobildækning med denne enorme mast, placeret i udkanten af Skoven

Blæsten stilner af når man går mellem træerne, så derfor valgte jeg skovstier istf stranden

Den blå himmel gør mig glad

Solnedgang, livets aften (Halvt fuldt!)

Når den er pænest

Min stue var oprindelig en som kunne tåle at man trillede lidt bold med en blød skumgummibold, ingenting tog skade af at blive ramt med sådan en blød kugle. Den var børnevenlig.

Men jeg havde ikke fantasi til at forestille mig at jeg ville bo her mere end 5-10 år. Jeg drømte om at tjene noget mere og flytte sammen i en større to-etages ejendom et andet sted – fx. Fredensborg, hvor jeg levede mine første år.

Jeg kan huske at jeg ringede til kommunens tekniske afdeling for at høre, om der var planer for udvidelse af beboelserne her, sådan at der mod syd ville komme flere parcelhuse. Det var ikke fordi jeg var bange for at stedet blev mere bymæssigt, tværtimod tænkte jeg at det egentlig ville være en meget god idé at byggemodne hvor der var skole og offentlig transport, men teknikeren troede at jeg var bange for at der ville komme bebyggelse, der tog udsigt til mark og hegn; – nej der ville ikke komme noget, i hvert fald ikke de første 10 år … og nu er der gået 36.

Men nu skal jeg se at få udnyttet min stue bedre. Nu er det besluttet at jeg ikke flytter foreløbig … der er 10 gode år at nyde i denne stue, så der må gøres noget.

Søndagstur

Hvis det er godt vejr om søndagen får man indtryk af at bo et befolket sted – man får ikke ligefrem snakket sammen, men man møder mange mennesker på turen langs stranden.

Der var kommet skyer fra vest, da jeg efter en times tid var tilbage

—

Det sidste billede er ikke det sidste, men et forsøg efter ca 20 minutters spadseretur langs stranden. Da opdagede jeg en bisol – en solreflex i en tynd sky. Den varede kun 2 minutter, og jeg fik den ikke, da den var maksimalt tydelig. Men det var smukt.

En anden mærkelig ting her er at jeg turde rette kameraet sådan at selve solen er med i billedfladen. Det er muligt delvis fordi der var slørskyer, som tager lidt af toppen, men der er også en indre mekanisme i billed-registreringen, som forsøger at udjævne kontrasterne, hvis de er for store. Hvis det ikke gøres for meget, så kan resultaterne være overordentligt smukke maleri-agtige resultater (google søgning: high dynamic range).

Man kan se mange fodspor på strandsandet. Det morer mig lidt at det er så befærdet.

Liv der vil leve og mennesker der ikke er født

Jo! selvfølgelig! jeg var forskrækket og ked af det da jeg hørte at en gravid kvinde var blevet dolket ihjel – Holbæk, November i år.

Der var én bekendt (via Facebook) som spurgte om der da ikke var nogen som var bekymrede? var det nu en god idé at kalde det et barn? Og var det måske ikke så god en idé at redde forsteret i den situation?

I første omgang var det en slags trøst at fosteret var reddet — vi fik en slags håb. Men 7 måneder gammelt foster er 8 uger for tidligt. Der har været periode hvor moderen ikke forsynede fosteret med ilt, så det har været et forsøg hvor odds for at det skulle lykkes ikke har været særlig gode. OK – man prøvede at redde et liv og det er jo det vi skal.

---

.

Nu sammenligner jeg ikke et foster med de her planter, som jeg har så meget glæde af. Tradescantia, fra subtropiske områder, kan vokse udendørs indtil der er frost, men gror meget bedre indendørs.

De har dannet mere plantemasse end der var jord i de små potter, det har aldrig været meningen, at de skulle blive SÅ store. Nu har jeg sat nogle stiklinger direkte i rene nye potter med en god tørvejord. Normalt sætter jeg en stilk i vand først, så de kan danne rødder. Nu må vi se om det går at sætte dem direkte i jorden med det samme, det har fungeret før. Er det ikke mærkeligt, at sådan et lille “plantefoster” kan danne alle organer ud fra de celler, der sidder et eller andet sted i stilkens “vækstpunkt”? (Gro et nyt menneske fra et ribben? Det kan vi mennesker som bekendt ikke )

Men sidste gang jeg begyndte nye potter var det lidt sjovere. Jeg havde sået nogle blomsterfrø, ingen af dem kom op, men jeg må have tabt noget Tradescantia – måske bare et lille bitte afklip af en stilk – i jorden og op kom et lillebitte blad – og derefter blev det til den kæmpestore plante til højre i billede 1, og den ny plante til venstre i billede 2. (Den har selvfølgelig fået ny potte et par gange).

Den laver selv stiklinger –

Men desværre for denne tradescantia falder det store stykke plante med mange knopper og skud ikke i god jord, men derimod på mit stuegulv.

Planterne er så store nu, at jeg må lave nye potter med små stiklinger – om vinteren vil man jo gerne have lys ind i stuen.

Hvordan kan de danne så meget bladmasse ud fra sådan en lille potte? Jaja jeg ved godt det er CO2 fra luften.

Gribsø rundt, efterårstur

Tænk så dejligt vejr – der var sandelig også hundredevis af biler på vej til sommerhusområdet, og mange turgængere på stierne omkring Gribsø. Jeg er glad for at jeg kunne gå turen. Tænk at jeg har det så godt. Jeg kan godt huske engang, det må have været 2018 før jeg blev indlagt, hvor jeg måtte afbryde. Jeg troede det var alderdom (ja – det var https://dax2.wordpress.com/2018/05/06/gribso-halvvejs-rundt-naesten/ )

Undskyld at der er så mange billeder og så store, men det er den eneste måde man kan give et indtryk af den virkning, sådan en spadseretur kan have.

Rågeleje Strandvej – underbevidste erindringer

Hvem kan finde på at bygge en garage dér? Hvornår er den bygget? Hvem vedligeholder den?

Jeg gik i en børnehave fra jeg var 3 til 6 år, og husker et par gange at de rare lærerinder tog os med på tur til Nordsjælland. Det er selvfølgelig nogle tågede erindringer, og jeg undrer mig faktisk lidt over at jeg i det hele taget kan huske den slags: En møller, som viste hvordan en vindmølle fungerede, – en vært, som havde et sommerhus hvor taget gik næsten helt ned til jorden. En vej med fliser i rækker i stedet for asfalt, som kan have været – må have været – Klitgårdsvænget her i Vejby.

Jeg søgte hele min ungdom efter at komme tilbage til Nordsjælland, og et sted som denne strandvej fik mig til at tænke “Det er det smukkeste sted i verden”. Det er det selvfølgelig ikke, men sådan kan man altså føle.

Sprøde stængler

De er nemme at passe, de går ikke ud hvis man glemmer at vande et par dage. Men de kan ikke flyttes, når de er blevet så store som her på billedet, for stænglerne holder ikke bladene oppe, det er vinduet. Når man så tager dem ud nok så forsigtigt og holder med den ene hånd på potten, og den anden på stænglerne, så kan man (jeg) ikke undgå at stænglerne bøjer sig lidt hist og her – og de knækker meget nemt.

Den nemmeste måde er faktisk at klippe dem ned i vinduet og så bruge afklip til nye stiklinger i en potte med god næringsrig tørvejord, som kan holdes fugtig uden at drukne plantestænglerne – så skyder der hurtigt rødder og stænglerne bliver til nye planter.

En kollega jeg havde fik sådan en nyplantning til at se meget smuk ud, sprudlende små stængler. Det må jeg prøve.

Min gamle philodendron, mindst 40 år, måske snarere 60 år gammel – overlevede

Generne – DNA i denne plante – er selvfølgelig meget ældre end 40 år, og da den formentlig er vegetativt formeret, så er selve plante-livet formentlig mellem 70 og 120 år. Plantens DNA må kunne spores tilbage til Dinosaurer-tiden – så i den forstand er den ældre end jeg er, mine gener er ca. 40000 år gamle, ikke sandt?

Philodendron is a large genus of flowering plants in the family Araceae. As of September 2015, the World Checklist of Selected Plant Families accepted 489 species; …

Compared to other genera of the family Araceae, philodendrons have an extremely diverse array of growth methods. The habits of growth can be epiphytic, hemiepiphytic, or rarely terrestrial.

Philodendren können eine höhere Temperatur als die Außentemperatur erzeugen. Bei 4° C beträgt die Temperatur in den geschlossenen Blütenständen beispielsweise von Philodendron bipinnatifidum bis zu 38 °C. Durch die höhere Temperatur strömen die Duftstoffe der Blüten besser aus, ähnlich einer Duftlampe mit verdampfendem Duftöl. Die Blüten der Philodendren riechen aasartig und locken Insekten zur Bestäubung an …

Så man skal nok ikke ønske sig at den blomstrer inde i stuen.

En tid i plantehospitalet

Hurra! et skud fra stammen!

Spirer fra roden

Det nye blad fra roden har ét indhak – jo flere der er, desto bedre har planten det. Den trænger til gødning

Den var blevet for stor, første billede, og jeg måtte som før lave stiklinger. Jeg bar den ud, men om natten blev det uventet frost og stilkene knækkede. Ved beskæring endte jeg med at tage for meget – der var ingen blade tilbage! Nu ville den vel dø?

Den fik en chance i “plantehospitalet”, bryggerset, der erfaringsmæssigt er godt for stiklinger og planter, som gerne vil men ikke kan tåle ret meget.

Efter nogen tid blev det sommer, stuetemperatur udenfor, og da bryggerset jo også gerne må bruges til andre ting, satte jeg den ud i læ og med sol, vandede ikke for meget – og så – mirakel: Den skyder fra stammen og fra roden.

Det var ikke langt, alligevel 3 pauser

Udsigten fra Maglehøj mod Hillerød

Charlotte sagde det var ca. 3 km. jeg har ikke checket på Google Maps, eller Earth, hvor man kan måle tur-længder med så mange detailler, som man orker. Men det skal nok passe, en time i passende lavt tempo med 3 pauser, en fra toppen af Maglehøj ved Brederød v. Frederiksværk, en anden på stien ned til sommerhusområdet og en sidste pause på en bænk, der heldigvis var stillet op på et lille grønt område.

Vi kan godt lide at se noget nyt, og nu viser det sig jo at vi er heldige at bo her, at Danmark har meget at byde på, så det ikke gør så meget at jeg ikke rejser ret langt. Hun havde fundet ud af at der var denne høj ved Frederiksværk, hvorfra man kan se udover det flade landskab, 74 meter oppe kan man se helt til Roskilde Domkirkes Spir – det siger noget om at jorden er forholdsvis flad, ikke sandt

Sankt Baalaften

Dagen efter – man ser sten som skal bruges omkring et ildsted

Det lykkedes mig at få brændt en lille bunke tørre grene, hvoromkring der var groet godt med snebær og brændenælder, som jeg måtte rydde først.

Det var meget tidligt at man holdt grill- og bålaften på Charlottes Fællesareal, så derfor var det endnu tidligere, jeg futtede de tykke grene af. Det meste grønne afklip er kørt på genbrugspladsen ved brug af trailer og benzindrevet køretøj, og iflg. reglerne bliver jeg jo nødt til at fortsætte den trafik.

Der er et stort stykke hæk, der skal ryddes, og jeg må indrømme at jeg ikke ligefrem sender glade tanker til den nabo, som i sin tid for 400 kr. fik plantet Thuja.