Archive for the ‘Skov og have’ Category
Fuldt flor på Sargents Apple
Man får en gren i hovedet …
Den må have lov at stå uden at jeg beskærer – indtil den er afblomstret. Så må jeg gå til den (og andet) med fast hånd og motorsav.
… men er de ikke smukke på denne dag?
Kolde nætter og formiddage sørger for at blomstringen varer længe
Neiiii nu også den der står i nord udenfor køkkenvinduet!
Stendiger, fredede, reetablering …
Ovenfor: Billede af stendige, lånt fra Dansk Wikipedia.
Hvis man ser godt efter, kan man godt se stendiget på venstre side af det åbne stykke, som vedligeholdes af skov- og naturstyrelsens folk
Forleden var der nyheder i morgenradio – både R24 og P1 – om at der er lokale “naturgrupper” som havde politianmeldt planteavlere for at have pløjet diger ned.
Nærmere eftersyn af hvad det gik ud på viste sig at være en af de mere vanvittige ting i regulering af naturen i Danmark. Der blev for 25 år siden (1994) udsendt besked til planteavlere at diger var fredet og skulle passes eller re-etableres, men kort over digerne var upræcise og mangelfulde, og der skelnedes iøvrigt ikke mellem de forskellige typer diger/gærder.
I Danmark er der 22,000 fredede gravhøje. Og nu var det vistnok 700 km (sten)diger (eller var det mere?)
Men giver det mening? Skal man ikke skelne mellem bevaringsværdige diger, og andre diger uden betydning? Er små markskel her i området virkelig værd at bevare? Er det bedre at bevare de tidligere kortlægninger og præsentere dem i en læsbar form?
Min gamle genbo stod og kiggede op i den tomme luft på en byggeplads i Estlandsgade (det indre Vesterbro) og sagde til mig, “Deroppe, på 3. sal, blev jeg født.” Nu var det væk, udgangspunktet. Vi ønsker at have fast grund under fødderne, og det bliver somme tider omsat til et ønske om at bevare.
Det er den følelse vi har, når vi tager en tur ad “memory lane” … Et ønske om at se dette eller hint rigtigt igen.
Men det ville jo være vanvid at bevare alting i uberørt tilstand. Find det mest typiske og vælg det bedste, fx. for arbejderboliger: Københavns Kommune har etableret et arbejderboligmuseum i Saxogade, altså, udvalgt exempel, typisk for tiden hvor landarbejdere flyttede til København og fik et fabriksjob.
Når solen stod i den rette vinkel og tittede ned om sommeren
Glimt fra et forår
Før lungehindebetændelsen sendte mig på hospitalet nåede jeg at tage et par situationsbilleder fra min bryggersdør, stedet hvor man kommer ind i huset, den tidlige ribis blomstrede og Hibiscus var begyndt at sætte blomster igen.
Nogle af disse indlæg – som dette – skrives mest for min egen skyld, for at huske de gode stunder.
Havenydelse
Et kig fra Brantebjerg til Spodsbjerg
Fra Søndagsturen: 3.4 km. i rask tempo på en lille times tid – med pause til at tage billeder (flere end de her viste).
Erosion begyndte som en lille strøm af vand ved kraftige regnskyl
Skovarbejderne har fjernet de vilde birke og dermed er udsigten gen-etableret!
Man skulle tro jeg var i en bjergegn, men her er så fladt som noget kan være – hov, dog er Holland fladere! – men netop når der er fladt, kan man se langt og de “rullende bakker” tager sig kønne ud.
Udsigt til Spodsbjerg
Gribsø – nu kan jeg gå hele vejen rundt
Det er en god ting at gå rundt om Gribsø og se årstidernes skiften. Jeg husker min far slæbte os med ud i Gribskov (med tog, som holder ved Gribsø) og vandrede lidt frem og tilbage, så efter svampe og lignende.
Sidste år i Maj ville jeg så gerne have den oplevelse, men mine ben gjorde ondt, især hofter og ryg, og jeg anede ikke, hvad der var i vejen. Jo, måske lidt, en mistanke var begyndt at brede sig.
Jeg ville gå så langt jeg kunne, og fik også billeder af de smukke åkander.
Det gjorde for ondt efter halvanden kilometer, så jeg vendte om og klarede også fint at komme hjem, men sikken en skuffelse. Jeg troede det var alderdom og gigt osv. men det var lymfoma, som kan sætte sig alle mulige steder og forvolde smerter.
Nu – officielt kureret! – ville jeg prøve om jeg kunne gå hele vejen, jeg har jo gået mere end de 4-5 km. i Gribskov den sidste måned, så afsted i det gode vejr. Jeg kom nemt hele vejen rundt, her er beviser:
Har køer en sjæl?
Jeg spurgte forundret en præst ved konfirmationsforberedelsen om en ko da ikke har en sjæl – eller spurgte om noget i den retning.
Han anså mig vist for at være tosset. Og jeg anså også ham for at være lidt tosset.
Sidenhen har jeg bl.a. på grund af Emil Fra Lønneberg historierne fundet ud af at mange mennesker ville kvie sig ved at spise kvier og andre kreaturer. I almindelighed: føle at det er forkert at spise dyr, der er kloge som heste og hunde (fx. en dresseret gris, sådan én som Emil fra Lønneberg har).
Som bybarn er jeg selvfølgelig ikke vant til hverken slagtning eller bare det at hugge poterne af en haresteg, men det kan man jo lære.
Men biologien er sådan, at vi mennesker bygger vores energi på et blandet foder, undskyld, diæt, det er dyr man fodrer … så meget for ordvalget.
Vi mennesker skal vise respekt for dyrene, selvfølgelig. Vi er toppen af en livs-pyramide, en fødekæde, og vi er afhængige af, at planter og dyr danner de stoffer, som gør os i stand til at tænke, finde på ting og sager, danne meninger og kærlighed. Gad vide om ikke livskraften fra dyr og planter er af samme slags som vores selvopholdelsesdrift.
Jeg tror det ofte gør ondt at dø, mere eller mindre måske, og siden dengang med præsten, der ikke mente at dyrene har en form for bevidsthed, så har jeg anset “arvesynden” for at være den kedelige erkendelse at døden er nødvendig for livets opretholdelse, hvor absurd det end lyder.
En græsgang i nærheden af skovridergården ved Tibirke
