De gror så godt, selv om jeg ikke har skiftet jord i potterne

For et årstid siden var den gamle Hibiscus så stor, at den tog alt lyset i stuevindue nr. 1. I det andet vindue var Yucca-palmen blevet stor, at den prøvede at komme op gennem loftet.

Jeg var ikke helt rask og orkede ikke at lave stiklinger, men fik det råd at beskære. Jeg har aldrig beskåret en Yucca så meget, at den kun havde et halvt blad tilbage, men … det kunne man godt og Deborah postede et billede af sine Yucca’er, der skød flittigt efter beskæring.

Det virkede. Jeg kunne endda godt have skåret en bid af toppen, det lader til at Yucca helst sætter nye blade i toppen, så denneher er allerede så stor at den fylder et vindue. Den må sættes på gulvet ved havedøren eller noget i den retning.

Den skyder!

Hibiscus kender jeg lidt bedre. Den vil gerne “hvile” om vinteren og kan skæres tilbage til den størrelse, man ønsker. Min mor viste altid med et glad smil hvordan hendes Hibiscus lavede småbitte knopper fra stammen. Det er da også et mirakel af de skønne, ikke?

`Her står jeg udenfor et stuevindue og renser fliser og nyder blomsten inde bag ruden: De store blomster på den orange Hibiscus, som jeg engang for 12 år siden gav til min mor

Advertisements

Frisere haven hvis det ikke er nødvendigt?

Somme tider tager man sig sammen og tager fat på den uregerlige have. Somme tider læser man om det … og så kan man jo blive glad for at der er et vildt hjørne i haven!

Annette Buur har nogle gange givet gode råd, jeg fandt dette indlæg på Facebook, Buur skrev (som om man havde ymtet noget om at sænke ambitionerne i haven og lade skvalderkål være skvalderkål):

Jeg synes istedet at du skal HÆVE ambitionerne i haven og redde bierne. Og fuglene. Og svirrefluerne. Og billerne, frøerne, pindegrisene. Intet er så ambitionsforladt som en klippet plæne – ukrudtsfri med Plænerens – en klippet hæk – og et granitbed med ukrudtsdug under stenene og en enkelt dværgstedsegrøn som lever et kummerligt liv midt i sin stenørken. Og tillige er alle tre ting latterligt arbejdskrævende i forhold til veltilrettelagte bede.

Nedlæg plænen i det omfang du ikke spiller fodbold eller tennis på den hver weekend. Lav bede med blomstrende stauder og roser i naturnære sorter. Plant træer med fertile blomster og insektbestøvning i stedet for de golde japanske kirsebær med deres deforme blomster. Vælg pæoner med intakte støvdragere og støvfang. Plant tidlige forårsløg under stauderne – naturnære sorter igen. Sæt vårlyng, erantis, lungeurt til humledronningernes forårsmåltider i
februar-april.

Er der plads til en uklippet hæk, så sæt sargentsæble, surbær, fjeldribs: mad til både bier og fugle – og redeplads i sikkerhed mellem grenene.

Arbejd med det du har: hvis du har lerjord og skygge, så brug de planter der naturligt trives dér. Spørg gartnerne i dit havecenter. Vi elsker at hjælpe dig. Og naturen.

Der er en grænse, disse tidsler vil jeg ikke have

De er meget pæne, men de ryger også over på bålet

Bunken er allerede stor

Selvsåede kulturplanter – men bemærk stedet

Hvis du vil hjælpe med artsbestemmelse, så klik på billederne så du kan se dem i større format – man kan også få dem i fuld-skærm format, så kan man bedre se kronblade og støvdragere. Min X mente ikke det var studenternelliker, men det ligner det da, ikke sandt?

Al hjælp er velkommen.

Det er MÅSKE karakteristisk, at disse selvsåede kulturplanter har kunnet overleve steder, hvor der ikke var konkurrence med et mylder af andre planter. Jeg går ud fra, at frøene er blevet spredt fra nærliggende planter, som ikke var selvsåede – ligesom jeg har fået oxeøje i plænen fordi jeg har trådt på en anden plæne, hvor de groede i hundredevis.

Ved vestmuren groede der hele sidste efterår en lille plante, med gule striber som tegn på at den manglede gødning, den lignede ikke alle de andre vilde, så den fik lov at stå

Er det ikke en såkaldt studenternellike? Dianthus barbatus?

Ved carporten stod der også sidste år en lille plante, lige op ad stolpen, og den så egentlig meget pæn ud som grøn spire, så den fik også lov at blive stående – her er belønningen:

Kun en tåbe frygter ikke …

En flot persille, blomstrende storkenæb, geranium, under Magnolia hypoleuca

Sidste års spanske margueriter er døde, mark-snerle og noget andet har taget magten undtagen hvor der står en geranium

Kant-græs – det er det nemmeste at trimme

Græstuer under arbejdsbordet, krukker som venter

Selvlugende bed – næsten, dejligt at se hvordan de klarer sig, rejnfan, geranium, gul vortemælk, fjerbusk, og en masse merian eller oregano

Men der er tidsler i grusbedet, som ellers skulle forhindre selvsåede planter!

Lang spaziergang – det må hjælpe

Lang spadsere-tur – det må hjælpe. Jeg fik pludselig en enorm lyst til at gå en lidt længere tur end de 2 km i sidste uge. Jeg gik sammen med en bekendt 3.8 km og vi var oppe på Brantebjerg og kiggede over til Spodsbjerg ved Kikhavn og Hundested. Man kan også skimte Sjællands Odde. Billedet er fra Juli 2008.

Udsigt fra Brantebjerg – det er det nærmeste jeg kan komme vejret og udsigten som set i dag

Det mest overraskende og glædelige var en historie om en fyr på 78, som en morgen vågnede og var lam i den ene side og en anden gang havde fået konstateret kræft i munden. Han var ved sejg stædighed og lægernes hjælp blevet rask.

Det er det, jeg kalder elan vital. Jeg kunne lissom mærke på turen at kroppen begyndte at “tænke selv” – vi kan godt få skroget til at fungere bedre, tænkte cellerne.

Fuldt flor på Sargents Apple

Man får en gren i hovedet …

Den må have lov at stå uden at jeg beskærer – indtil den er afblomstret. Så må jeg gå til den (og andet) med fast hånd og motorsav.

… men er de ikke smukke på denne dag?

Kolde nætter og formiddage sørger for at blomstringen varer længe

Neiiii nu også den der står i nord udenfor køkkenvinduet!

Stendiger, fredede, reetablering …

Ovenfor: Billede af stendige, lånt fra Dansk Wikipedia.

Hvis man ser godt efter, kan man godt se stendiget på venstre side af det åbne stykke, som vedligeholdes af skov- og naturstyrelsens folk

Forleden var der nyheder i morgenradio – både R24 og P1 – om at der er lokale “naturgrupper” som havde politianmeldt planteavlere for at have pløjet diger ned.

Nærmere eftersyn af hvad det gik ud på viste sig at være en af de mere vanvittige ting i regulering af naturen i Danmark. Der blev for 25 år siden (1994) udsendt besked til planteavlere at diger var fredet og skulle passes eller re-etableres, men kort over digerne var upræcise og mangelfulde, og der skelnedes iøvrigt ikke mellem de forskellige typer diger/gærder.

I Danmark er der 22,000 fredede gravhøje. Og nu var det vistnok 700 km (sten)diger (eller var det mere?)

Men giver det mening? Skal man ikke skelne mellem bevaringsværdige diger, og andre diger uden betydning? Er små markskel her i området virkelig værd at bevare? Er det bedre at bevare de tidligere kortlægninger og præsentere dem i en læsbar form?

Min gamle genbo stod og kiggede op i den tomme luft på en byggeplads i Estlandsgade (det indre Vesterbro) og sagde til mig, “Deroppe, på 3. sal, blev jeg født.” Nu var det væk, udgangspunktet. Vi ønsker at have fast grund under fødderne, og det bliver somme tider omsat til et ønske om at bevare.

Det er den følelse vi har, når vi tager en tur ad “memory lane” … Et ønske om at se dette eller hint rigtigt igen.

Men det ville jo være vanvid at bevare alting i uberørt tilstand. Find det mest typiske og vælg det bedste, fx. for arbejderboliger: Københavns Kommune har etableret et arbejderboligmuseum i Saxogade, altså, udvalgt exempel, typisk for tiden hvor landarbejdere flyttede til København og fik et fabriksjob.

Når solen stod i den rette vinkel og tittede ned om sommeren