Planters vækstcyklus – hvad styrer den?

En af de ting, alle får ud af at læse Wohllebens bog om “Træernes Hemmelige Liv”, er at vi ikke ved alt om planter. En planteavler og en plantekonsulent ved mere end de fleste, og har (tror jeg) udover teorierne en praktisk viden, som gør at man kan optimere avlen.

En af de ting, jeg ofte har søgt efter blandt andet i “Naturjournal” er planternes vækst-cyklus – ligesom vi almindelige by-mennesker iagttager bøgens udspring i begyndelsen af maj og gætter på at det er en blanding af dagens længde og temperaturerne, som bevirker at planterne sætter gang i vækstcyklus. Nogle planter reagerer på lys (“de kan se”, skriver Wohlleben) andre reagerer på temperaturer og/eller andre planters/væksters signaler.

Men når de går igang, så er det jo som regel fordi her, lige på det tidspunkt, er der en chance for lys, et “vindue”, hvor vækstbetingelserne gør det muligt, mens fx. løgplanter senere på foråret ville blive skygget ud af træernes løvtag.

Hvorfor, tænkte jeg, hvorfor går denne art (visnok en art af lyng) igang med at sætte nye skud nu, sidst i Oktober?

Heatherhill som man ser det når man motionerer op ad bakke

Også hjemturen er god motion, op og ned – gennem lyngbakker

I går opdagede jeg så at nogle af lyngplanterne ser ud som om de sætter nye skud NU i slutningen af Oktober!

Det er egentlig et bredt grønt tæppe, men for at få detaillerne med går jeg i knæ …

Havens svampe

Jeg kender ikke navnet på denne svamp. Hvis man går en tur i skovene nu, kan man se mange forskellige arter svampe, mens der i min have kun er to – tre forskellige svampetyper — men denne her er da pæn, ikke sandt?

Svampesæson i haven

Hvis man ikke vidste at svampe kan være giftige, ville det være morsomt at stege og spise denneher. Mindes at vi havde en kollegianer, Henning Knudsen, nu Lektor eller noget andet indenfor biologiundervisning, som studerede under Morten Lange, kendt som SF’er og som rektor for Københavns Universitet, og altså også som svampeforsker.

På det tidspunkt, 1969-1972, kendte Henning også en af vores fremmeste musikere, Niels Tuxen, (Niels Oluf Tuxen, jeg tror han var søn af dirigent og jazz-musiker Erik Oluf Tuxen) som kom og spillede lidt guitar med os på kollegiet, selv om han var stjerne i det fantastisk nyskabende band “Savage Rose” dannet af Thomas Koppel, der også var klassisk uddannet pianist, og som har skrevet en opera “Historien Om En Moder”, der blev opført på Det Kgl. Teater i 1961 da Thomas Koppel var 17 år gammel; – og igen ca. 2005 tror jeg, enten lige før eller efter at Thomas Koppel døde februar 2006.

Men tilbage til svampene. Morten Lange inviterede sine studerende på svampeture, og dér lærte de nok til at turde tage en svampekurv med på efterårsture og samle ind, hvad der kan spises. Man børster jorden af med en pensel, og så steger man dem.

Så vi fik smagt smørstegte svampe, dengang. I dag tør jeg ikke rigtigt, det var jo ikke mig, der var på svampetur!

Men champignoner er altid godt.

Ærgeligt at æbler giver forstoppelse

Træet med krykkerne giver de flotteste æbler i år

Aldrig før så store og flotte

ikke så underligt at planterne voxer lynhurtigt nu

Somme tider spørger jeg mig selv om weblog-indlæg skal være om noget generelt interessant, noget, som kan bidrage til øget horisont eller om de få læsere, som kommer her forbi, synes det er morsommere at læse noget om et rigtigt menneske, som laver rigtige ting og indimellem dummer sig grundigt eller ser smukke landskaber. Derfor prøver jeg at lave indlæg, som er både-og.

Bemærk mælkebøtteblade ca. i midten af billedet

Samme sted, nu er mælkebøttebladene visnet efter pensling med RoundUp

Her er en plet på min sydvendte terrasse, hvor den 2½ år gamle varmepumpe nu står og holder en fantastisk jævn temperatur indendørs. Den skal passes med mellemrum, men jeg har ikke hørt fra installatøren, så jeg ringer nok snart. En kollega-patient på hospitalet fortalte mig, at hvis den er veldimensioneret og er af god kvalitet, så gør det ikke noget at der er gået 2½ år uden service.

Men det er jo nok klogt at holde den fri for ukrudt, inden det vokser ind mellem ribberne i luftindtaget!

Og urterne, krudtet, krauter, har jo vokset vanvittigt hurtigt i August og September, der har haft ideelle vækstbetingelser med fugtighed og varme og sol.

Nu har jeg så skrabet ukrudt væk 3-4 gange, men mælkebøtter og andet groede utroligt hurtigt, så jeg tænkte, at nu ville jeg prøve RoundUp, som man jo skal bruge sparsomt, men som netop på fliser ved huse anses for at være en rimelig løsning på vedligeholdsproblemer.

Frem med pensel og “klar til brug RoundUp” (skulle ikke fortyndes). Efter et par dage var denne plante død. Det overraskede mig faktisk. Tidligere har jeg forsøgt med noget plænerens, som er en hormonting, der får mælkebøtter til at vokse hurtigere og derved revne af tykhed. Det gjorde de bare ikke på min grund – de voksede bare dobbelt så hurtigt og så misdannede ud. Derfor holdt jeg op med at bruge det middel, det var plantetortur! Så hellere en hurtig død.

Jeg har med held brugt lidt salt og saltvand til andre planter i flisemellemrum, men mælkebøtter er ligeglade med salt – ikke helt, selvfølgelig, men der skyder nye blade fra rødderne.

Pausebillede …

Malte plukkede ribs, jeg lavede lidt kompot (og vi er altså henne i September)

Den klarer sig udendørs

Da den nu havde overvintret på nordsiden af huset uden at dø helt – trods det at den ikke var vandet undtagen lejlighedsvis når det var lidt varmere – så tænkte jeg at den kunne stå mellem geranium og lavendel, de kunne holde den oppe, så den ikke væltede når det blæste lidt.

Det er selvfølgelig en nødløsning fordi jeg ikke nænner at smide den ud. Dens halvsøster står indendørs og har skudt ny blade efter at være blevet topkappet.

Udendørs Yucca

Tænk hvis den var 10 gange større og der var 1000 af dem

Den så lille og uskadelig ud, dens store øjne kiggede på mig på en sulten måde, som jeg ikke brød mig om. Den fik mig til at mindes hvordan Laura Ingalls Wilder fortalte om en græsshoppesværm, der kom indover hendes barndoms prærie-marker og åd alting. Mange af græshopperne døde og lå på jorden, og hønsene spiste dem, men der var ikke nok høns til at afværge sulten om vinteren.

Den grimme græshoppe på forruden truede med at hoppe væk, inden jeg fik mobil-kameraet til at indstille skarpt på forgrunden

Gok gok

Hov der er høns ved Præstegården!

De vil ikke fotograferes … SMIL til fotografen, jeg laver jo ikke suppe af jer … endnu

En sort hane med sin sorte høne

Der er nogen der er kede af at blogland skrumper. Det kan man filosofere meget over: er det fordi folk ikke har noget at sige (ikke orker) eller fordi nyheden ved “web” ikke er ny og der er andre sociale medier, hvor man får mere feedback?

Jeg tror det sidste. Kampen om magt på nettet udspilles ved raffinerede idéer til hvordan man kan kommunikere med et “museklik” (like, smiley, emoticon etc).

Hvis man vil have en lidt mere facetteret dagbog er en weblog den rigtige idé. De studerende i journalistik kunne også bruge dem til at skaffe sig praktikpladser.

Hvilken slags trimmer er mest robust? og ikke for tung?

Jeg har brugt trimmeren til mere end kanter af græsplænen. Holder man den forsigtigt, er den god til at klippe toppen af snerle og mælkebøtter og tidsler, der prøver at spire i revnerne mellem fliserne (lagt for 34 år siden).

Men da jeg trimmede noget græs tæt ved visne grene af lavendel, flækkede det spolehus, der har et øje til snøren. Det er nemt at få af, men når man køber mere snøre får man kun spole med snøre, ikke spolehus, selv om det jo bliver slidt og iøvrigt kan gå i stykker.

Spolehus øje for snøre er flækket af

Her ses hele trimmeren

Snøre-øje skal se sådan ud

Jeg har spurgt Jem&Fix om de vil være så søde at skaffe et trimmer spole-hus til denne model, meeen … det kan vist ikke betale sig, sagde medarbejderen, og der er ikke andre, der har forespurgt.

Hvis jeg kunne finde stumpen, ville jeg såmænd gerne prøve at reparere med superlim af en slags, – men den er jo nok slynget langt væk, jeg kunne ikke finde den.

Skal jeg købe en benzin trimmer eller en akkumulator-trimmer? En ting er sikkert, jeg vil købe én større trimmer, hvortil der fås reservedele.

Jeg har faktisk ikke noget imod lednings-trimmere!

Den krybende potentil – hvem holder længst ud?

Den eneste kur, hvis man ikke kan pløje ned til 50 cm dybde, er at have planter, som skygger de uønskede væk. Men imellem planterne kan man vel luge og tage alle spirerne. Spørgsmålet er så, hvem bliver først træt, Potentilen eller Pensionisten?

Det får jeg aldrig ryddet ved bare at hive op

Krybende potentil har både pælerod, sideløbende rødder og udløbere, som kan slå rod

Den kryber og vil gerne danne bunddække – og sender udløbere gennem andre planters områder

Som børn kaldte vi den smørblomst — eller også var det nogle andre lignende gule blomster, som vi kaldte smørblomster

Vilde iagttagelser

Efter nogle årtier melder trætheden sig …

Disneyficering. Jeg synes han går for langt i den retning.

Birketræer skynder sig gennem livet, de lever over evne og udpiner sig til sidst sig selv. Men inden vi kigger på følgerne af dette, vil jeg gerne præsentere en anden utrolig størrelse: poplen eller bævreaspen. Navnet kommer af dens blade, der reagerer på det mindste vindpust. Og selv om vi bruger den i talemåder, der har med frygt at gøre, (“ryste som et espeløv”), så er træet ikke spor bange. Bladene hænger på nogle specielle stilke og flagrer i vinden, idet de skiftevis holder over- og undersiden i lyset. På denne måde kan de lave fotosyntese med begge sider af bladet — i modsætning til andre arter, hvor undersiden bruges til at ånde med. Bævreaspee kan således fremstillle mere energi og vokse endnu hurtigere end birketræer. For at kunne forsvare sig mod fjender har aspen en helt anden strategi og satser på at være stædig og fylde meget. […]

Et ellekrat på 400×1000 meter – som er én organisme

Træernes tidsfornemmelse

Det er en fri fortolkning af forskelle på individer, når Wohlleben i denne lille erindring fra sin hjemby taler om personlighed som afgørende for, hvornår et træ kaster bladene om efteråret; – han har fulgt tre ege, der vokser lige ved siden af hinanden. De kan være spiret fra en håndfuld frø gravet ned samme sted af en mus (eller et egern – eller lignende) og han mener at de har samme jord og samme mikromiljø.

Nu er mit spørgsmål så, om han mener at personlighed er udslag af genetiske forskelle, eller om han leger med tanken om at træerne “har en mening om vejret”!

Man kan opfatte det som en strid om ord: Er generne det samme som personlighed?

Men der er mere i sagen end bare ord: Forskerne har på det seneste registreret, at genetisk ens individer (enæggede tvillinger, planteaflæggere og lignende) kan udvikle sig forskelligt under påvirkning fra omgivelserne.

Med andre ord: er generne bestemmende for personligheden eller er personligheden noget som kan påvirke måden generne bruges (epigenetik)?

Er det personlighed at det biologiske maskineri er lidt forskelligt fra den ene til den anden eg?

Udover diskussionen om hvilke strategier træerne kan have om efteråret, når de kaster bladene, får vi i et senere kapitel en diskussion om hvordan træerne finder ud af hvornår de skal bruge energien til at lade knopperne folde sig ud.

Samme problemstilling har frøene, “træbørnene”, for hvis et frø spirer for tidligt, så kan det risikere at gå til på grund af frost, og hvis det spirer for sent, så kan andre være løbet med vand og lys.

Vi får ikke en forklaring af Wohlleben i bogen. Han nævner dog birketræerne med deres tusinder af småbitte frø som kan flyve langt omkring; bare nogle få er heldige at spire et godt sted på det rigtige tidspunkt har birken nået sit mål: At sætte næste generation igang.