Tøm Papirkurven

… og se nu at få det sagt ordentligt

Posts Tagged ‘Kattegat

Højt vejr – dis i horisonten, tørke

Det var dejligt at jeg trods smerter kunne gå en lille tur efter at have været på Præstens Mark og fået morgen-latte og boller.

Gad vide hvad et stenaldermenneske tænkte når han så en lysning med græs som her – tænkte han “det kan blive til mad”?

Når jeg går i landskaberne tænker jeg ofte på hvordan de er blevet til. – Det er meget svært at forestille sig, at der for 50-70,000 år siden lå en kilometertyk iskappe over stedet her. Men lige netop dette stykke fællesareal ved Holløselund Strand er skabt af mennesker. Hvis ikke man havde henlagt det som fællesareal med kommunal pleje ville det være groet til af birk og ask og måske fyr og gran.

Forskellen på denne vilde græsmark ved Stranden og så en kornmark er selvfølgelig, at frøene her er mindre og næppe har fået jægeren til at tænke på om man mon kunne spise det (på en eller anden måde).

En græsmark kan være god mad for vildtet, men der er åbenbart ikke nogen dyr i nærheden i disse år, nok fordi der er tæt bebyggelse hele vejen langs kysten og kun få steder, man kan løbe igennem til skovene og vandhullerne i området. Andre steder kan man godt se, at dyrene æder.

Written by Donald

Saturday, July 7, 2018 at 21:30 GMT+0000

Posted in Naturpleje

Tagged with , ,

En Sct.Hansaften for nu at mærke tiden

(Som hele sidste måned, forsinket og tilbagedateret).

Turen gik til Gilleleje for at se, om man kunne fange glimt af bål på Svenskekysten; – det kunne man godt. Der var festplads, men bålet var jo brændt af inden solnedgang – det forstår jeg slet ikke, sådan noget.

Jeg mangler mærkedage; tiden går i ét for mig, jeg håber hver aften at kunne falde i søvn og vågne kl.8 og gå igang med musik for pensionister, skriverier, havearbejde, forskønnelse og meget mere; men de sidste to uger har været helt kulrede, måske er det tre uger, lad mig lige se … snarere tre måneder. Jeg husker aftaler, men sover over mig, og glemmer dem igen. Jeg tager en tur hver dag, indkøb tæller også med, men har mest lyst til at gå i seng og vente på at smerterne fortager sig. Det gør de ikke, smerterne. De bliver meget værre, når man lægger sig ned. Det er næsten tortur.

Somme tider bliver smerterne mindre efter at man har taget 2 panodil og 2 ipren. Men det er heller ikke godt at tage smertestillende midler, man sløves. Og jeg får hovedpine. Nyrerne belastes endnu mere.

Somme tider bliver smerterne til at holde ud, når man har taget Panodil og går en tur – sådan var det heldigvis Sct.Hans, turen ud til udsigtspunktet var god selv om jeg haltede lidt.

Jeg kunne se blus på Svenskekysten, men jeg havde håbet på flere, måske har de også afbrændingsforbud. Min familie husker at man tog til Sundet for at kigge over, nordpå hvor afstanden ikke er så stor, og så lysene, mens der var mørkelagt i Danmark. Det var frihed at kunne tænde lys.

Written by Donald

Tuesday, June 26, 2018 at 13:15 GMT+0000

Posted in Hav

Tagged with , ,

Sol og strand og vand

Det er næsten ufatteligt, at hele Maj og første uge af Juni bød på sol og varme, og der var da også badende allerede i midten af maj, da badebroen på dne stenede strand ved Strandbjerggård blev opsat.

Livredderskur er sat op, men der er ikke nogen livredder – og folk er såmænd også forsigte med svømning længere ud til 2. revle

Fra Broen ses at græsset på skråningen, som ikke bliver slået, ikke har mistet sin grønne farve

Billedet skal ses i en vis størrelse for at man får solglimtene i vandte med – men man kender sikkert fornemmelsen af det stærke lys både fra himmel og vand, når man kommer ud i vandet

Ikke nogen alger her – selv efter en måneds bestråling er vandet forholdsvis klart, og der er heller ikke insekter, som er fløjet ud og ikke kan finde tilbage igen

Her på egnen, Gribskov, fra Liseleje eller endog Hundested til Hornbæk har der ikke været dage med gråvejr og slet ikke skybrud, som der har været udvalgte steder i Danmark i Maj, fx. Nyborg med 40 mm. regn på en timestid.

I skrivende stund drypper det lidt, en regn, som ikke er nok til at stoppe tørken, men som dog mindsker stresset på både haver og marker.

Written by Donald

Sunday, June 10, 2018 at 15:20 GMT+0000

Posted in Hav

Tagged with ,

Rågeleje med bisol

Når lyset brydes på denne måde er der tale om is-skyer.

To første billeder er samme billeder, og de ligner ikke den aftenbelysning, som jeg oplevede da jeg tog billederne. Problemet er, at hvis man exponerer efter at husene og forgrunden iøvrigt ser “normale” ud, så forsvimnder bisolen i en hvidlig himmel.

Bisolen er selvfølgelig et resultat af brydningen af lyset, først i en “rund regnbue”, som er meget utydelig her, og tillige den særligt lysende effekt i siderne.

Written by Donald

Wednesday, May 23, 2018 at 0:28 GMT+0000

Posted in Vejr

Tagged with , ,

Sommerdag

For mig er det mere farverne, som afgør, om det er en sommerdag eller ej. Blå himmel og blomstrende græs og urter – så er det sommer.

Written by Donald

Sunday, May 13, 2018 at 21:30 GMT+0000

Posted in Vejr

Tagged with

Første Maj – Kampdag

Kamp mod smerter.

Jeg var skam inviteret til 1.Maj med Socialdemokraterne i Esrum Mølle, men jeg var alt for træt.

De massive doser smertestillende piller hjælper lidt en gang imellem, men man bliver også træt. Kan ikke anbefales bare at sluge den maximale dosis.

Jeg kan se, at andre med smerter i lænd og ben har samme problemer, og for at få hverdagen til at gå, må man gøre så meget man kan. Jeg kunne køre en tur, og det elsker jeg. Stederne langs Nordkysten får mig til at føle mig bedre tilpas!

Written by Donald

Tuesday, May 1, 2018 at 19:26 GMT+0000

Posted in Foto

Tagged with , ,

Så kan man igen få is i Ishuset

Ishuset ligger, så det er synligt helt til Liseleje (hvis man har kikkert)

Langfredag var “fridag” eller helligdag efter en krævende Torsdag. Jeg kørte jeg til stranden og havde egentlig ikke tænkt mig at gå en tur, men købte en is-kaffe (Ishuset åbner i Påsken – selv om det var koldt var der mange kunder 2 timer efter lukketid) og gik hen til udsigten – og benene havde det egentlig meget godt, så jeg gik længere, ud til stenrevet, som i lavvande er synligt og ved normal vandstand tiltrækker måger og vadefugle. Der må være mange spiselige småkravl om sommeren.

Der var nu ikke mange fugle, men solen og luften – det var jo bare smukt, og det var måske ikke den værste måde at mindes historierne, som er knyttet til Påske.

============================================================

Stængehage, en ganske lille bule på kysten

Selv om der ikke er en sjæl at se, er der mange fodspor i sandet

============================================================

Friskolerne eller indre mission har udsendt en påskeavis, som fortæller den klassiske myte om genopstandelsen

Hjemturen i læ ad Strandvejen – selv halv syv var det lyst med blå himmel

Written by Donald

Saturday, March 31, 2018 at 22:10 GMT+0000

Posted in Blogosofi, Hav

Tagged with , , ,

Molebygning med moderne maskiner

Jeg tror denne mole burde være højere –

Til restaurering af den gamle mole i Tisvildeleje var der brug for mange materialer

Hydraulikken skal beskyttes mod saltsprøjt – den cylinder skal være perfekt glat så mekanikken er tæt – ellers …

Written by Donald

Monday, March 5, 2018 at 10:26 GMT+0000

Posted in Vandbyggeri

Tagged with , ,

Forfra, Sisyphos

På nuværende stadium ser det ud som om at arbejdsgangen er forkert. Enten er arbejdet blevet forstyrret af frister, eller også er molebyggeriet stoppet, fordi det ikke opfyldte kravene og man måtte begynde forfra efter først at fjerne de mindre sten, derefter etablere større sten som underlag for 4-6 ton sten, som skal kunne modstå vandpresset uden at flytte sig for meget. 1 kubikmeter vand vejer som bekendt et ton og der er mange kubikmeter, som skyller henover molen når der er stormflod og pålandsvind. Jeg skriver til Moleselskabet og spørger venligt.

For at lægge store sten på ca. 4-6 tons skal der bruges en tung gravemaskine, og ud fra sporene kan jeg se at den ikke rigtig kan nå ud til hele moleområdet. Se billederne:

Overblik viser at den del af molen, hvor der etableres anløbsbro, er længst mod øst

Molen er ikke færdig, men der tegner sig en profil i den vestlige ende

Zoom ind på træbroen viser, at den nu reelt er i vejen for placering af gravemaskinen til færdiggørelse af stensætningen

Vandet slår selv i stille vejr så det sprøjter til alle sider — Hvordan skal det gå ved stormflod og pålandsvind?

Written by Donald

Sunday, February 18, 2018 at 1:29 GMT+0000

Posted in Vandbyggeri

Tagged with ,

Vand som hamrer

Det er ikke kun cement-fortovet, som er slået i stykker. Man kan se, at molen er repareret, de store sten, som skal tage imod bølger fra vest, har været flyttet, både af storm og af mennesker, som har repareret.

Med de praktiske erfaringer fra havnebyggerier og stormfloder skulle man tro at det var en let sag for Kystdirektoratet at afskaffe højdebegrænsningenerne for kystbeskyttelse. Hvor kan man finde oplysninger om regler for kystbeskyttelse?

Uden sammenligning iøvrigt har Jyllinge, landsbyen ved Roskilde Fjord, en “Nordmark”, som står under vand ved stormflod og de må ikke bygge højere diger – hvad skyldes det? Er det ikke en tosset regel?

Ydermolen mod vest i Gilleleje havn er/var forsynet med en cementbelægning, så man i ro og mag kunne gå ud til indsejlingsfyret

Ca. halvvejs ude kan man se, at der er repareret – bølgerne har flyttet rundt på store og især små sten og derved er cement-fortovet slået i stykker

Written by Donald

Wednesday, January 31, 2018 at 12:31 GMT+0000

Posted in Hav

Tagged with , ,

Genskin

Reflexes on a film of water

Night …

Vi bruger forstavelsen gen- så mange steder. Er det kun mig, der synes at vi skal passe på forstavelsen, når den anvendes som forkortelse for genetisk?

Fx. hvad er genanvendelse? Er du for eller imod genanvendelse?

Genskin? Skinner generne? Er det generende?

Written by Donald

Tuesday, January 30, 2018 at 21:30 GMT+0000

Posted in Foto

Tagged with ,

Spionskib eller spejder

Med moderne udstyr kan man opspore fiskestimer – er dette en scout-båd, som løber forud for de store trawlere? Den har selv trawl

Det er et smukt velholdt skib – der sad nogle fisk i et net, som var rullet sammen, og mågerne prøvede ihærdigt at få fat i dem – en gang imellem lykkedes det at trække en fisk ud mellem nettets tråde (hvad hedder sådan nogle i fiskersprog?)

For ca. 40 år siden havde jeg en ven, eller to, som snakkede om to smukke sejlskibe, der lå i nærheden af Langebro, ved slotsholmen, ved den gamle fragtkaj, som ikke længere blev brugt.

De to sejlskibe havde høje master og mange antenner. Dengang var det mistænkeligt. Min kammerat, hvis far arbejdede på Malmø-båden, som lagde til lige dér i nærheden, havde mødt nogle amerikanere, som sagde det var deres skibe. At de kunne leve uden at flytte skibene og uden at snakke om penge var lidt af en gåde, syntes han, og han udnævnte dem derfor til spioner, amerikanske spioner. Det skal da ikke undre mig, om han havde ret.

Men nu til dags har selv den ydmygeste 6-fod båd en GPS (måske i lommen) og en “Furuno” og/eller ekkolod, mv. så man kan se hvor man er, og hvor dybt der er – så man kan navigere i tåge, ikke uden en vis usikkerhed måske, men med gode chancer for at finde hjem i tæt tåge. Jeg tænkte at en af læserne måske ved mere om hvor mange antenner, man skal have?

Written by Donald

Monday, January 29, 2018 at 22:36 GMT+0000

Posted in Hav

Tagged with