Information overflow

En computers opgave er at læse data og skrive dem igen – det er vores mål med computeren udover manipulation af tal. Skrivning kan foregå via mange forskellige apparater (skærm, printer, netværk, bluetooth, papir-tape) og læsning … og hver af disse mekanismer kræver at der er programmer, som kan læse og skrive, manipulere med strøm som skubber til maskinerne.

Kort sagt, der skal være noget software, programmer, før man har glæde af de enkelte dele. Mange ved i dag, hvad en driver er. Operativsystemet er det, der holder sammen på alle driverne og sørger for at flere programmer kan køre på maskinen (lidt tid til et, og så *skift* til næste program — gentag).

Nå, altså. Det jeg vil sige er at mine to maskiner brød jo sammen i Januar og Marts. Jeg fik købt en ny strax i Januar og vil egentlig også købe reservedele til en maskine mere, men det har jeg slet ikke haft mentalt overskud til indtil videre.

Den nye maskine (som allerede er 4 mdr gammel) har dele, som kræver nye drivere, og det havde jeg ikke, min software var utrolig gammel (2015 var vist det nyeste).

Så jeg prøvede at opdatere, og nu er dagen gået med det og det virker ikke. Så jeg holder pause (heldigvis kunne jeg få det gamle til at køre igen)

Desuden stod HFI relæet af og jeg har ikke varmt vand.

Græsset gror, så det går nok alt sammen. Nej det er ikke “sjovt græs” jeg henviser til. Det er “livets gang” – men når man sidder midt i et problem med sine værktøjer (computere) så kan det virke som om verden ikke går videre, så må man lige stoppe op og se at komme ud på tur.

Netværksforbundne informationsstandere

Netværksforbundne? Eller hvad kalder man sådanne stoppesteder, som jeg første gang så for 3-4 år siden i København? Intelligente? Det er misbrug af ordet intelligens. Informationsstandere? Stoppesteder? Mobiltelefon-display-stoppesteder?

Jeg tager gerne til Skærød for at få repareret bil, og det er altid en skøn tur tilbage, enten det er til fods eller med bus. Her står jeg på stationen i Helsinge og kigger på en retro-boble med kaleche (“sports”? Cabriolet? Hvad hedder sådan nogen?) og undrer mig over hvornår de blev lavet og hvorfor de ikke produceres mere, var de ikke gode nok? Var de ikke smarte nok til at udnytte pladsen? Kunne man have lavet dem større?

Hvordan er det gået med alle de andre retro-biler? Der var sågar en retro-2CV Citroën, som jeg kun har set én gang, men det måtte da være en, som vækkede minder hos den store fanskare?

… Og som i øko-grønne tider kunne prale af at køre mindst 20 km på literen, gerne mere. En ny version af den i carbon-compound, let som et fly med batterier i bunden til at gøre den vindstabil og så med el-motor (og måske en højtaler, der kunne efterligne lyden af den originale 2-cylindrede motor?)

Hvornår holdt man op med at lave retro-bobler?

IT-telnologi på perronen

Pludselig opdagede jeg, at de Københavnske stoppesteds-standere er kommet til Helsinge station: Der var et display med angivelse af hvornår toget kom.

Iøvrigt stod der i Rejseplanen, at bussen kom 7:31 og toget kørte 7:33 så der var ikke tid til at normale gamle mennesker (min karakteristik! Er det dét, de tænker? 2 minutter er rigeligt til at drøne gennem tunnelen og op på perronen) kan gå fra bussen til togperronen. Men bussen kom 2 minutter før, og toget var 2 minutter forsinket, der var “forbindelse”, som det vist hedder i fagsproget.

Det er vist en strategisk sikring mod at transportfirmaerne får bøder for ikke at være der præcis på det anførte tidspunkt.

På turen den anden vej er der også “forbindelse”. Jeg gik amok og tog 100 billeder af stierne langs banen.

Stien er tydelig nok, ikke? Og den bliver vedligeholdt, synes det

Skal rydde bord og gøre rent

Der kommer gæster i morgen

Før og efter

Selfie hvor perspektivet er bedst – formentlig pga afstand dobles

På anemonetur dagen inden jeg besøgte frisøren

Kameraet skaber sig

Da capo, fra hovedet, forfra

Lille Familiemiddag med huskeseddel

I skrivende stund burde jeg lave regnskab for grundejerforeningen, og de første gange jeg lavede det for nu 3 år siden var jeg ikke så bekymret over, hvordan man gør, men siden dengang har jeg fået en undskyldning for at være glemsom og træt, og så er regnskab desværre gået hen og blevet en ting, jeg viger tilbage af frygt for at jeg ikke kan finde ud af det.

Det hænger sådan sammen, at når man har haft en livstruende sygdom, så skifter perspektivet på hvad der er vigtigt, og man føler ikke “tilskyndelse”, skam eller skyld over ikke at få lavet det regnskabsmæssige, når blot det vigtigste er tilstede. Som den gamle formand sagde: Vis os bare kontoudtoget …

Det er dog bedre også at kunne kategorisere (“kontere”) beløbene, så man får overblik over mål og med i “forretningen”. Ligeså er det ikke helt ligegyldigt at finde ud af hvem der flytter osv – og der er faktisk sket fejl her; men når man står midt i det og bliver spurgt af sin tidligere genbo om der er en restance, så har man ikke lige overblikket over betalingsstatus i hovedet.

Nå pyt siger man. Skift scene:

kl.15 lørdag eftermiddag, mit lille køkken: Min lille familie kommer om tre timer og jeg havde regnet ud at jeg skulle tænde for ovnen i god tid før, så den er varm og kan grille på 20 minutter. Men så var der lige resten af opskriften, hvordan var det nu den var? Jeg havde taget et billede af den og ville printe ud, som jeg plejer, så jeg kan læse mens jeg laver mad, så jeg ikke glemmer noget. Det er nemlig et problem for tiden, at jeg glemmer alting, også hvordan man laver regnskaber, og derfor må jeg begynde forfra hver gang. Heldigvis kan jeg skrive og læse og så kan man jo komme langt med en huskeseddel.

Men hvor var mobiltelefonen med opskriften? Jeg har ikke fastnet, så jeg kan ikke ringe til mig selv.

Men den kunne jo ligge på klaveret, nej, på toilettet, nej, på skrivebordet, nej, i bryggerset, fy det må man ikke, men nej heller ikke dér var den, køkkenbord? Det var ryddet, ikke noget dér. Men jeg havde jo brugt mobilen til at tage billeder af pakken, så den var ikke glemt i bilen eller hos sønnen eller i en forretning eller …

Nå så måtte jeg hive emballagen frem igen og klippede opskriften ud og satte mig ved huskeseddelen, den lå ligesom lidt højt, seddelen, som var bagsiden af en konvolut? Hvorfor det?

Aiii NEJ mobilen lå under huskeseddelen. Det var simpelthen så pinligt at det var morsomt også selv om jeg ikke plejer at kunne le ad “Gøg og Gokke” humor!

Det var meningen at jeg skulle få taget et billede af mig og sønnen inden middagen og mens vi spillede musik bagefter, men det glemte jeg … også

Opskriften er nem og virker

Udskæringen kaldes højrebsfilet når slagteren har skåret ribbenene fra

Den blev først grillet

Ak – ingen billeder af bordet eller gæsterne eller værten! Men kun af opvasken, som til gengæld er meget smuk … haha

Den kan vi godt levere, det tager bare 4 uger …

For 2½ tusind kroner kunne jeg få en opvaskemaskine af samme mærke, som jeg havde haft igennem de sidste 24 år, en Bosch som forhandleren dengang forklarede var den maskine, som man solgte til institutioner, skoler, universiteter — det viste sig at være rigtigt, RUC havde også sådan nogle, og de fungerede de år jeg var der – og da har de været 10-12 år gamle. 16 år er pænt, men 24 år er exceptionelt længe (men så har man også repareret trådkurven, så den ikke ruster alt for meget.)

Nå, men de kunne sælge mig sådan en Bosch for 2½ kkr, (kilo-kroner, sikken en inflation), men de havde den jo ikke i udstillingen, så jeg kunne ikke se den og heller ikke bestille gennem butikken! – om jeg ville se denneher anden maskine …

Jeg bestilte over nettet. Levering? Det tager 14 dag, nånej, for den maskine går der desværre 4 uger …

Så jeg har vasket op i hånden (og det er ikke godt for huden på hænderne, den strammer, når man spiller klaver bagefter, så på med beskyttelseshandsker og creme bagefter).

Men nu er den så igang med den første gennemskylning.

Opvaskemaskinen kører første gang – bare vand og varme for at skylle den igennem.

Jeg betalte 500 kr for transport og 200 kr. for montøren, det var godt arbejde; maskinen kører, og jeg er glad igen.

Hvorfor husker man for meget

Vores biologilærer, Hans Hvass, der står som forfatter for de første udgivelser af “Fugle i Farver” fra Politikens Forlag ca. 1955, og de efterfølgende, “Fisk i Farver”, mfl. mente at det var besynderligt at mennesket pynter deres hjem med afskårne kønsorganer.

Planters afskårne kønsorganer, altså.

tulipanerne holder et par dage, så begynder de at åbne sig helt og falder til siden

Lysmåling med mobilkamera

I går gik jeg en lille runde i kvarteret, sidst på eftermiddagen, efter at have været igang med bortskaffelse af gammelt komfur og brukken opvaskemaskine.

Mobiltelefonens kamera styres af programmer, som kører på styresystemet “Android”. Det er hardware-nært program, som styrer kameraet, klart nok. Alt, hvad en computer kan uden input fra taster, touch, mikrofon, lysføler osv. er jo at sige “Hvis talnr.1 er større end talnr.2, så tænd for den leder dér!” Og det kalder man logik. Jo, det kan også bruges til en masse ting – men det er altså grundstenen i det hele computervæsen, som vi har udviklet til milliarder af “logikkere” i dag og derved ser det lidt mere nyttigt ud.

Men kamera-softwaren i mobilen vil altså gerne bestemme, hvor meget lys, der skal ind på lys-sensorerne i kameraets “film” eller bagvæg; og der korrigeres, så vi normalt ender med billeder, der ser ud som om de er taget i dagslys. Det passer ikke rigtig til en solnedgang, så dér kan man i den nye software (som kameraet opdaterer UDEN at jeg kan bestemme hvor meget! U-etisk!) skrue ned, kortere exponering og derved får man mere naturtro aftenlys:

Jeg bestemmer

Kameraet bestemmer

Første havedag, 12 Marts

For et par uger siden var der en “Sygt Nok” med Maja Thiele og experter i alt muligt om rygproblemer, “Ondt i Ryggen”. Der var faktisk to udsendelser. Den ene gjorde op med alskens øvelser, som skulle hjælpe, og prædikede at man skal bare fortsætte som sædvanligt med at gøre de ting, man plejer, og at ondt i ryggen ikke skal bekæmpes ved at lægge sig ned med smertestillende piller.

Jeg har nu aldrig lagt mig pga. smerte i ryggen, men på den anden side er jeg klar over grader af smerte og ved efterhånden meget om hvad man kan gøre og hvad man bør gøre. SÅ igang i haven, stille og roligt, afsøge grænserne for hvad der kan gøres uden smerter – og indimellem lige lave lidt stræk, finde ud af om den smertenden “krampagtige” muskelfiber kan hjælpes lidt.

Jeg fik fjernet en hyld, som voksede ind i snebollebusken, og fandt ud af at en snebollebusk skal beskæres ved at man tynder ud, ikke ved at klippe grene halvvejs. Frem med beskærersaven (som iøvrigt er en fuxschwanz, som ikke helt kunne tåle at hænge under varmtvandsbeholderen, idet det inderste stykke må være blevet vådt og er rustet helt.

Bagefter så jeg lidt mere på regnskaberne for Grundejerforeningen og aftensmad blev næsten til natmad. Men det er sjovt at lave mad, jeg spiser alt for meget, hvis jeg ikke laver en aftensmad, som er højkvalitet. Denne aftens spidskål-wok-agtige-krebinetter er dog ikke den allerbedste slankemad.

Havearbejde en timestid

Lageropgørelse, vis mig dit køleskab

Selfie hvor perspektivet er bedst – formentlig pga afstand dobles

Spredte indtryk tirsdag aften

Min opvaskemaskine opgav ævred efter 24 års arbejde; pumperne virkede nu meget godt, heldigvis, men enten er det varmelegemet eller også er det styringsmekanismen, som er blevet træt. Computer-teknik afskrev vi på 3 år de år jeg arbejdede med moderne teknik (gamle EDB maskiner skulle holde længere, helst 10-12 år.) Så det er egentlig ikke underligt, hvis styrings-elektronikken i den gamle Bosch opvaskemaskine er blevet lidt “korrumperet” og har givet op.

Men det gør ondt, af en eller anden grund. Jeg husker min mor, som med en smerte, hun sjældent åbenbarede direkte overfor mig, klagede over at det sværeste var at alle veninderne døde. Det var svært at skaffe sig nye veninder.

Det var heldigvis nemmere at skaffe en ny opvaskemaskine, selv om det ikke gik glat. Den lokale havde ikke den Bosch, jeg ville have, men sagde at til den pris, jeg havde fået (på nettet) var det bare om at slå til. Det var meget “ussel-visk” tænkte jeg og købte komfur-rensemiddel.

El Gigante i Hillerød havde ikke maskinen stående, så jeg kunne ikke se den. Den kunne kun bestilles pr. Web, og der var 22 dages leveringstid. Det endte endda med at blive 4 uger!

Så nu vasker jeg op i hånden indtil 8. April.

Når jeg er i Hillerød, tager jeg ofte en runde i Føtex, og her fandt jeg jeans til 200 kr. i min størrelse. Det var da et fund. Jeg købte ikke citrontræet, som de havde sat til salg for 200 kr. Det pyntede så meget, så jeg lod det stå …

Føtex har fået citrontræer i planteafdelingen

Solsøjle tirsdag aften i Helsinge Og den var oven i købet større, inden jeg kunne stille bilen og tage et billede

Helsinge-hallerne huser et Corona testcenter, nu drevet af CP-medic; her kom håndbold- og fodboldhold for at være klar til næste træning

Det var egentlig for at kunne spille på hospice, at jeg lod mig Corona-teste, men jeg har haft så ondt i ryggen, så jeg ikke orkede at taget til Arresødal. — Men al mulighed for at spille for andre bør udnyttes.

Neiii det skulle have været et KORT indlæg …

Min nye gamle genbrugs-klaverlampe

Det skriv fra for lidt siden, tropasigselv skulle bare have været et par linier med spørgsmål om klaverets lyd efter stemning og efter at jeg har prikket hamre lidt — jeg synes det skal prikkes meget mere.

Men det fik mig på en lang tur udi fortiden. Engang jeg var i den flotte svømmehal i Gentofte, Kildeskovshallen, med min dengang lille søn, mødte jeg min ungdomskammerat Niels Erik, som i en udvexling af minder sagde til mig “Du var den eneste, der havde alle spørgsmål rigtige i høreprøven!” (en optagelsesprøve til Konservatoriet.)

Det vidste jeg jo ikke! Men efter nogle år på Konservatoriet kom jeg i krise, manglede tro på mig selv og følte at hver eneste lektion gik ud på at se hvor meget vi kunne eller om vi overhovedet kunne noget — det var som om lektionerne var ude på at finde grænsen for hvad vi kunne i stedet for at lære os at overskride grænser.

Senere har jeg igen og igen konstateret at man skal kæmpe mod den slags mistillid — måske er det “indeni én selv”, men det kan også være andre, som kommer med stikpiller, sådan som den sødeste veninde nogensinde sagde til mig for 55 år siden: Pas på — de kritiserer dig jo! spil som du synes det skal være!

Om at tro på sig selv

Jeg har selv stemt klaver siden engang i 1975, da en instrumentmager gav mig en stemmenøgle af rimelig kvalitet. Han var af en eller anden grund hjælpsom. Jeg har aldrig betalt ham eller købt noget. Hans forretning lå i Skydebanegade, Vesterbro, og han har set mange mennesker for hvem et klaver var en uoverkommelig udgift.

Tak til ham.

Stemmebjælken, wrest-plank, på det gamle klaver var revnet, og cis” ville ikke blive siddende i stemning. Skydebane-instrumentmageren gav mig en håndfuld større nagler – jeg skiftede nagler hvor det var mest påkrævet og stemte klaveret op igen.

Det gamle klaver burde være restaureret og komme på museum, for det var et af de få opretstående, som havde en “una corde” mekanisme, der forskubber hamrene, så de kun anslår én streng. Derved bliver tonen svagere, sartere, og da filten ikke er så hård på det sted, der nu rammer, bliver tonen også blødere. Min klaverlærer kunne godt lide den effekt, jeg fik frem ved at bruge “halv una corde”.

Senere fik jeg et bedre klaver, men af mange grunde aldrig et flygel eller et endnu bedre – jeg nøjedes med et opretstående DDR-klaver med en dårlig mekanik, men med en smuk tone. Efter mange års slid havde jeg slebet lidt og prikket hamre, så de havde den smukke tone, som jeg holdt så meget af.

Nu fik jeg så repareret hamre og justeret højde og placering, så tangenterne sidder smukt og lige og det har et dejligt anslag.

Jeg stemmer ikke så godt som en professionel klaverstemmer, og jeg er 4 gange så længe om det. Men når man har spillet guitar og violin, så kan man ikke bare lade stå til, hvis en streng er ude af stemning, så frem med stemmenøgle og kiler, åbne klaveret og stemme!

Det synes klaverstemmeren ikke om. Til gengæld rettede jeg på hans stemning, så snart han var ude af døren.

Det gør jeg når det er påkrævet, somme tider flere gange om ugen, somme tider kan der være en perode på 6 måneder, hvor temperatur og fugtighed er den samme og klaveret holder.

Klaverstemmeren kunne heller ikke lide at jeg havde “prikket hamre” for så var det som om tonen var lidt dump – kan ikke huske det nøjagtige ord han brugte, men han sagde “det er som om tonen ikke folder sig ud”; men jeg synes at efter han har slebet lidt på hamrene er de blevet alt for hårde; det ringer for mine øren.

Jeg tror hans ører fungerer på en helt anden måde end mine. Men jeg har selvfølgelig stor respekt for en fagmand! Hans ord er lov.

Næsten.

ELLER ER DE? Er det en fejl, at jeg tror så meget på andre og ikke lytter til mine egne sansninger?

I mine øren er klaveret lige på grænsen til at være skingert, men jeg fortsætter med at prikke hamre og må sige til mig selv:

TRO PÅ DIG SELV, gør som du synes det skal være; han kan ikke gøre for at han hører på en anden måde.