Archive for the ‘Brok’ Category
Hvad stiller man op med sådan en kursist, spurgte hun mig
Jeg skulle tage teori-prøve for at få kørekort til Motorcykel.
Jeg var 19 år og spændt på om ejerskab af en Vespa Scooter ville være en god måde at komme rundt på Sjælland. Jeg skulle på universitetet hver morgen, men havde mere lyst til at pjække. Køre ad Strandvejen og se naturen i skovene i Nordsjælland. Dengang var der ikke noget, der hed studiestøtte, og der var ikke mødepligt til ret meget. Derimod var der rigeligt med studenterjobs, og uden Uddannelsesstøtte var der selvfølgelig ingen “straf” for selv at tjene penge. Men jeg havde ikke nogen bil, og nu ville jeg købe en scooter og derfor erhverve mig kørekort til to-hjulere.
Én dag på kurset i teori var der en ung mand, der var tydeligt frustreret, og han bad om ordet og gik op og tegnede et hjul og pegede på den nederste del, tegnede en krøllet linie og sagde: “Et dæk bliver bulet, så at sige, når man bremser hårdt …”
“Det er virkelig for dårligt at vi ikke får noget at vide om det!” sagde han indigneret.
Jeg kiggede skeptisk på ham. og bagefter på instruktøren, som sagde noget om at det ikke var relevant.
Det opfattede jeg som at det var forkert; at dækkene ikke krøller.
Den unge mand var den første, der forlod lokalet.
Et øjeblik var jeg alene med den smukke instruktør, og hun spurgte: “Hvad skal man stille op med sådan en kursist?”
Jeg anede ikke, hvad jeg skulle svare.
Lidt efter fortsatte hun: ” … for han har jo ret!”
Jeg var slagen med forbavselse.
Er det en vigtig ting at vide, når man bremser op?
Denne bil er lige så gammel som jeg var dengang
Fettfrysning
Min gran(d) kusine grinede, da vi fortalte hende at Øresund er et af de tættest befærdede farvande i verden. “Hah! Der er jo ingen skibe at se!” sagde hun.
Hvis man virkelig gider se, om der er et lille skib i midten af billedet, må man klikke (grafisk pointer sat i billedfelt og aktiver request funktionen … det er nemmere at sige klikke, men for mig lyder det som om det er slået klik for menneskeheden).
Så får man “gallerifunktionen” og kan se billedet i større størrelse. Men mit kameras optik er ikke supergod og sigtbarheden var ringe, så det er lidt lissom et fotografi af søslangen i Loch Ness.
I en vis forstand havde hun jo ret Eda, a.k.a. Leonida, men netop på denne sejltur kunne jeg iagttage, hvordan færgerne navigerede udenom hinanden. Man må jo huske, at de ikke har bremser, så det tager noget tid at vende skuden – også selv om det bare er for at ændre retningen lidt.
Hov, jeg fik ikke demonstreret motivjagt på Svenskesiden:
Tænk at man ved den forblæste havnefront kan holde liv i tulipaner! Tænk jeg bliver så glad, når jeg ser sådan noget!
Gudmanner! Hvad er det?
Whad i al verden? Kan man fryse når man er fed? Eller hvad er meningen?
Er i tvivl om jeg bedst kan lide billede 1 eller 2
Først tog jeg billedet med bilen i forgrunden, så blev jeg bekymret over en sådan prosaisk nutidsting lige foran et nobelt gammelt militær-anlæg, og besluttede at tage et billede mere – mest for himlens skyld (altså billedmæssigt at have et lille slot med en stor himmel over).
Jeg er i tvivl om billede 1 eller 2 er bedst. Efter at have set dem, synes jeg at tidscrashet på billede-1 måske måske alligevel …
Kronborgs omgivelser er ændret radikalt de sidste 20 år: Efter at værftet blev nedlagt er der nu frit udsyn fra kajerne
På en opfordring trans-perspektiverede jeg billede nr.2 – Jeg synes stadig nr. 1 er min favorit, fordi det er “grimt” med en bil i forgrunden eller måske fordi jeg ikke bryder mig om militærinstallationer. Forvirret? Så hæng på …
Et par andre billeder fra spadsereturen til færgen – med den dagsorden at det ikke måtte være samme motiver som på sidste fototur.
Helsingør Værft er som bekendt nedlagt og bliver nu brugt til mange andre ting under fællesbetegnelsen Kulturværft; højbedene her får formentlig krydderurter i løbet af sommeren, og står udenfor Værftets Madmarked bemærk skiltet med Street Food Lover; Markedet har en konto på FBook
Tælling af cyklister, der har passeret havnefronten kl.8 om morgenen
Kapillærer, de små blodkar, ny forskning
Manden i radioen siger: “Denne her måde at tænke på tingene på …”
På på på på … Det lyder da åndssvagt. Men det er talesprog, og næsten alt kan gå an. Men ku’manda igg la vær’ mæ å siii de siste “på”?
Citat fra udsendelse om kapillæerne i vores krop, en udsendelse på Radio24syv, “24 Spørgsmål til Professoren” med Lone Frank som journalist og Leif Østergaard som expert om kapillæer og den nyeste forskning vedrørende hjernens iltomsætning og biologi. (Kan høres ved at hente/podcast/download).
24 Spørgsmål til Professoren
Viden Lørdag 15:05-16:00 Lone FrankMåske er Alzheimers demens alligevel ikke et spørgsmål om proteinklumper i hjernen, men om stive blodkar. Fysiolog Leif Østergaard har opdaget, at vores tyndeste kar, kapillærerne, som bringer ilt ud i enkelte celler, kan være nøglen til at forstå en række hjernesygdomme og behandle dem mere effektivt. Der er 100.000 km kapillærer i kroppen – hold dem i form med motion og rødbedesaft.
Iøvrigt generer det mig også at man skriver kapillær, flertal kapillærer, eftersom jeg opfatter ‘r’ som tegn på adjektivisk form (fra fransk capillaire: ‘vedrørende hår’), og jeg havde den (forkerte i forhold til DDO) opfattelse at kapillæer var en mængdebetegnelse ligesom “mel”, der heller ikke fås i ental.
Muligheden for at se kapillæerne i mikroskop er først kommet indenfor de sidste årtier, så vidt jeg husker fra udsendelsen, måske omkring år 2000. De små blodkar er så små, at de røde blodlegemer kun lige akkurat kan klemme sig igennem. Cellerne skal optage ilten fra blodlegemerne ved diffusion, en proces, som kan illustreres ved at dryppe en dråbe farve i et glas vand.
Der er lige præcis tid nok til at ilten optages, inden blodlegemerne er væk igen. Derfor, siger Østergaard i udsendelsen, er det ikke sikkert, at det nytter noget at forøge blodgennemstrømningen i hjernen. Hvis det sker, kan man lige akkurat ikke nå at hive ilt ind i cellerne, – og det er værre, hvis kapillæerne er stive og gamle – de slides. Målinger af iltning i Alzheimer-hjerner tyder på at man er ved at finde en ny forklaring på denne sygdom.
Det står lidt i modsætning til andre udsagn om gendannelse af kroppens forskellige elementer, men det kommer han også ind på i udsendelsen: Hvis man træner, hvis man bruger kroppen, bliver elasticiteten i kapillæerne brugt og det skulle så betyde at de fungerer bedre.
Jeg er ikke skeptisk overfor den sidste del af forklaringen, men jeg begyndte at søge andre kilder til forskning i kapillæer, og – ja – der er meget at læse, tænk engang, selv Wikipedia, det open source lexicon, som vi alle kan bruge hvis vi har Internet adgang, det har også mange artikler om kapillæer og relaterede emner. Wow.
Hvor mange billeder kan man være bekendt at lægge på bloggen
Advarsel! 13 billeder som bare er illustration af endnu en tur til tandlægen i Helsingborg. Jeg elsker den tur, og selv om jeg kunne afslutte behandlingen dér og benytte mig af en tandlæge i nabolaget af hvor jeg bor, så vil jeg hellere tage til Helsingborg, fordi jeg elsker turen (og fordi det flotte arbejde med tænderne og gode råd til mig har betydet, at jeg nu har haft 5 år uden tand-problemer.)
Opgaven er at se det, man ikke plejer at se. Turen begynder ved Nordhavnen, eller “Kulturværftet” hvor man kan parkere gratis i 24 timer, hvis man ellers kan finde en plads. Der bygges nye huse, og det er et rigmandskvarter. Jeg tænkte: “Har Helsingør tænkt sig at blive en velhaverkommune eller sker det bare af sig selv?”
Hvor er det mærkeligt
Jeg har lige hørt en bid af “Hvad var det dog der skete” sunget af en nutids-sangerinde (som introduktion til P1-Morgens forårsbebudelse med naturvejledning om følfod og bier osv).
Mærkeligt, konstaterer jeg, hvorfor glider sangerinden lidt på tonen, hvad vil hun opnå? De annoncerer ikke hvem der synger, jeg tror det er Pia Raug. Men Alberte Winding har også indspillet en “moderne” fortolkning.
Mogens Wieth’s indspilning fra 1950’erne, hans måde at synge hænger i ørerne, med en mere melodisk intonation, en ømhed, som virker mere ægte på mig. Jeg står næsten ikke af, når Mogens Wieth konkluderer:
Du lille anemone,
Hvor er din skaber stor.
De synger jo smukt, og Philip Faber har gjort et stort arbejde med udsættelse for pigekor, ah! – smukt pigekvidder uden dybe toner (skru nedad på siden, sidste video)
https://www.dr.dk/nyheder/kultur/klassisk/dansk-sangerinde-giver-nyt-liv-til-dansk-klassiker-jeg-befinder-mig-godt-i
Det bliver ikke bedre af at Anders Lund Madsen efter nyhederne introducerer forår med en svensk harmonika-spiller ved at sige at han spillede på “sin harmonika”. Ha! hvorfor sin – han behøver ikke vel at registrere hvem der ejer instrumentet?
Åh hvor er alting forkert!
Og så alligevel ikke: Her er Pia Raug’s skønneste text om “Den Blå Anemone”:
http://www.raug.dk/hvad-var-det-dog-der-skete/
Morgenstemning
På denne her tur – en “almindelig tur” til København – var himlen klar i de tidlige morgentimer; det giver mig en særlig glæde, som bedst kan beskrives med billeder:
Morgenstemning! Det er forresten også navnet på et stykke teatermusik af Grieg, til Peer Gynt af Ibsen. Det bruges ofte til begravelser og kan spilles på orgel (anbefales).
På hospitalet ventede resultatet af måling af hjertet. Jeg ved ikke om jeg var ængstelig. Jo. Lidt.
Men resultatet af målingerne var godt, tallet skal normalt være ca.60. Før behandlingerne begyndte i August var tallet 56, så faldt det til 36 (alvorligheds-grænsen går ved 40 eller 45 i forskellige kilder) og efter 3 måneders reconvalescens er det gået op igen til 44.
Dette resultat kan ikke ses når patienten logger ind på sundhed.dk — det er kun hospitalspersonale, som kan se det, men sygeplejersken var så venlig at printe det ud; det er kolonnen EF (Ejection Fraction) som jeg har forklaring på – resten må researches; evt. mere information i weblog-form senere
Den forbedring havde jeg fornemmet, og det var en af grundene til at jeg ikke var tryg ved hjerte-lægens ordinering af mere medicin.
Hvis hævelser (ødemer) i ben og fødder aftager ved moderat medicinmængde, så er det måske en god ting. Sygeplejerskens forklaring var bedre end blot at “vi skal passe på hjertet” – det er kemo-krisetilstandens hormonale ændringer, som kan medføre overbelastning af hjertet og dermed udtrætte mekanismerne omkring hjertets styring; det kan modereres med beta-blokkere og ACE-hæmmere. (Og hvad er så det …)
Når jeg finder ud af mere, skal jeg gerne følge op på informationerne her. (Tagg: #hjerte).
===000===
Sikkenogle lange indlæg. Jeg beklager. Og der er endda en stribe mere, som jeg først nu har overskud til at skrive her.
