Posts Tagged ‘Kunst’
Når mennesker mødes og sød musik opstår
Forleden blev Hiromi Uehara nævnt i kommentarerne fra AagePK, og her er så en follow-up på dansk, en opfølgning. Det er et link til en optagelse af jazz i Tokyo med Hank Jones Trio, som har inviteret gæster, hvoraf én er Hiromi Uehara. De andre gæster er Sadao Watanake, Chick Corea, Austin Peralta, alle vidunderlige musikere, der er vant til at optræde for store publikummer og som dermed har været med til at etablere jazzen som en kunstform på linie med den klassiske musik. Sådan da, lidt forbehold må man gerne tage her, det er ikke to alen af samme stykke.
Det er altså mærkeligt at se en optagelse, hvor disse 7 musikere har fået et forrygende bifald og undrer sig om de er nødt til at give et ekstranummer (en klassisk tradition). Det Japanske publikum, måske især byfolk i Tokyo, har i den grad taget denne form for jazz til sig, “koncert-jazz”, hvor det ikke gælder om at være stemningsdannende for et danseetablissement, eller musik i en kulturcafe, men simpelthen er musik for musikkens skyld.
Wow.
Her er linket, som sagt, det er midt i koncerten, du kan spole tilbage og begynde forfra, hvis du vil se nogle andre sider af musikerne.
Men her vedtager de så at spille noget, og Chick Corea lægger ud med et tema, der er så kendt, at han ved de alle vil kunne være med. Der fifles med rytmen, og Sadao Watanabe er lige ved at gå med på temaet, da han opdager at det kan man ikke, det er Chick Corea’s leg med rytmen, som kræver et modspil og det kommer så fra Hiromi på det andet klaver, dette modspil. Derfra kommer bassen med, de finder ind i samme leg – og så trommer og det hele swinger.
Kom så ikke og sig at der ikke er noget der hedder tankeoverførsel (hjulpet af lydsvingninger).
Midjourney – billed-generering ud fra beskrivelse
Kunstig Intelligens er ikke intelligent, men menneskene bag programmer, som kan udføre opgaver, er intelligente mennesker.
Der kommer mange resultater, hvis man søger på //generation of images with artificial intelligence// — Google siger 139 mio! men det tror jeg ikke på. Det er bare en masse uvedkommende ordsammenfald, der giver sådan et resultat-tal.
Her er resultatet af en anmodning om at få et billede, som beskriver
“A late Sunday afternoon at a local train station”.
Desværre har jeg ikke gemt det allerførste resultat, jeg er ikke sikker på hvad det var for et, men jeg mener det var det øverst til venstre i første billede her:
Det er tilladt at undre sig over detailler, som er umulige i den virkelige verden – der er fx. afspejling af køreledninger udenfor spor-arealet på et af billederne. Men det er jo bare Picasso-agtigt, ikke?
Jeg er fascineret.
Det er også sjovt at anmode om en puddel med alpehue i Monet-stil -men jeg ville ikke spilde mine 50 point på absurde motiver.
Det er besværligt at få lov til at prøve, jeg var nødt til at danne en “discord” konto, og jeg aner ikke hvad det betyder.
Kemi, historie, formidling
I gymnasiet havde vi en fysik-lærer, som var forfatter af både fysik- og kemi-bøger, og hvis undervisning af en eller anden grund altid foregik i godt humør. Hans metode var at tale om oplevelser de første 20-25 minutter, – oplevelser, som har noget at gøre med tid, bevægelse, lys, elektricitet, osv. Derefter viste han forsøg og fortolkede på oplevelserne. Til sidst hørte han os i stoffet.
I kemi var hans metode at begynde med hvordan mennesket opdagede grundstofferne. Guld, som det første grundstof, menneskene kunne finde rent i naturen, er specielt i så mange henseender og især er det stabilt. Det fører jo til at man tænker andre stoffer også må have en stabil grundform.
Det er muligt at vores lærer havde sin inspiration fra Paul Bergsøe, — eller fra andre, som erkendte at den rækkefølge, hvori mennesket har opdaget kemien og fysikken, også må være den måde at nye generationer bedst kan lære disse emner – og derved holde mere af det, blive engangerede.
Paul Bergsøe var søn af Vilhelm Bergsøe, som var en gudsbenådet fortæller. Hans roman “Fra Piazza del Popolo” begynder tilsyneladende uskyldigt med en gruppe danskere i Rom (Roma, ikke alhohol), som venter på noget og som trods udgangsforbud gerne vil besøge et gæstgiveri udenfor bymurene. De fortæller hinanden historier, og vi opdager efterhånden, at der under de forskellige personers synsvinkel er en historie om en ung mand, der oplever alt mere, mere og mere sjokerende (shocking, chokerende?)
Et forsøg med mob. kamera i måneskin modlys
Taget d. 17 April kl.18:17.
Andet billede er “filtreret” med hvad der (vistnok) kaldes histogram equalizer. Kunst? Mekanisk plat pjat? Evigtvarende? Nej nej det er der ikke noget der er.
Engang i gymnasiet sagde en kunstnerisk kammerat: Der er premiere på Bergman’s film Tystnaden i Metropol biograf (Strøget, biograf af mellemstørrelse) om vi ikke skulle se den? Der har nok været udsolgt til selve premieren, men vi fik set den og jeg tror ikke jeg forstod en brøkdel af den og gør det stadig ikke. Men det var nyt for mig at en film kunne have premiere. Film var sådan noget som bare var blevet lavet og som stod som eviggyldige filmværker. Måske var jeg påvirket af at biografen i mit nabolag var “Windsor Bio”, som det meste af sommerhalvåret spillede “Film Cavalcade” af historiske film. Dér fik jeg set “Det Sjunde Sägel” og “Sommarnattens Leende” som jeg nok heller ikke forstod ret meget af. Men der var altid noget for fantasien.
—
Allerede nu, 5 dage efter, er der stadig lidt lys ved 18-tiden selv om solen gik ned 17:28.
Det var skyfrit, det hjælper selvfølgelig på det.
Tog toget
Jeg var jo frem og tilbage med tog og bus (til værkstedet) et par gange i denne uge.
På vejen kan jeg ikke lade være at tage billeder.
Uden mundbind
Pastor Porsagers Jazzkapel var samlet igen. Udstillingen i Sognelængen var fra sidste år, jeg kom ellers tidligt fordi jeg troede at det var fernisering og at kunstneren derfor ville fortælle lidt. Men billederne fortæller meget.
Dionysos, der er revnet midtover, måske er det ikke så godt at drikke for meget og blive 2000+ år gammel. Og mågerne over de bølgende marker.
Hvorfor står der “han blev kun 42 år”
Dette portræt er malet få dage før komponisten Modest Mussorgsky døde – man siger han døde af druk.
Jeg faldt over billedet fordi pianisten Jesper René på FBook er begyndt at indstudere det smukke, udtryksfulde klaverværk “Udstillingsbilleder”. (Mussorgsky based his musical material on drawings and watercolours by Hartmann produced mostly during the artist’s travels abroad.)
En af kommentarerne til Jesper René opslag lyder “han blev kun 42 år”. Joeeh. Men Mozart blev “kun” 35, og Schubert kun 31. Det var synd for dem alle sammen og alle de andre mennesker, at de ikke blev så gamle. Vi lever i en tid hvor livet er forlænget – meget. Men nogle klarer det endda uden større medicinsk indgriben, blot ved at spise sundt og være mådeholdne med alting.
Maleren Ilya Riepins billede af Mussorgsky er så fuldt af udtryk, så man kunne fristes til at lade det indgå i billedsamlingen til “Udstillingsbilleder”-suiten. På Wikipedia kan man se de oprindelige billeder af Maleren Hartmann, som Mussorgsky så og fandt ud af at han ville skrive om til musik:
Viktor Alexandrovich Hartmann
Victor-Edouard Hartmann was born in Saint Petersburg into a family of German ancestry. He was orphaned at a young age and grew up in the house of his mother’s sister, L. Hemilian, and her husband Alexandre Hemilian, who was a well-known architect. […]
Man kan høre en indspilning med Valentina Lisitsa på YouTube, hvor man også ser billederne eller genskabelser, så tæt på man kan komme. (Link fra Wikipedia om “Pictures at an Exhibition” er https://www.youtube.com/watch?v=Dpqo_6jpe08 — men der er ikke billeder af “Gnome” – kun de andre.)
Er klassisk musik “gammeldags”?
Jeg har brugt dagen på at tærske noder med en venlig studiekammerat fra dengang, og diskussionen kom bagefter ind på at de, der spiller klassisk musik er lidt specielle.
Ikke desto mindre har jeg glædet mig over at der var mere end 100 kompetente unge pianister, som deltog i Chopin konkurrence i Warzawa i år, alle sammen dygtige musikere.
Er man underlig, hvis man bruger så meget tid på musik, som man jo gør, når man uddanner sig til koncert-solist? (hvad enten det er klaver eller violin)?
Restauranten ved Verdens Ende
Jeg kunne kende den med det samme.
Her ses forsiden på Politikens K-tillæg (kultur mm) fra engang i sidste måned (9.Oktober). Deri var en omtale af en særlig bygning — det måtte være den, der var beskrevet i Douglas Adams: The Hitch Hiker’s Guide To The Universe, anden del, The Restaurant at the End of the Universe. Det måtte være den! Aha! Det var den!
Eller rettere, det var der også en anden end mig, der havde tænkt:
Men det er ikke kun Restauranten ved Verdens Ende, det er også Arkitekt Dorte Mandrups bygning til markering af at Isfjorden er Unesco Verdensarv, Illulissat museet, Isfjords-museet, en bygning, som skal fortælle om Indlandsisen og klimaforandringer. Og i parentes bemærket også at der var en vandstigning på 120 meter, da den sidste istid ophørte … Og at man kan argumentere for at den menneskeskabte globale opvarmning afværger næste istid.
(Byggeriet er blevet betalt af Realdania, danske Realkredit-institutter.)
Man kan, hvis man er abonnent, finde avisen i digitalt format på politiken.dk
En slags floppy disk
(Reklame)
Man må kunne finde ophavet ved at søge på navnet “thenuanaua” – The Nua Nua?
Nu kan jeg ikke engang huske, hvor jeg så dette skønne billede – en solskive strikket og/eller hæklet i en størrelse som to hænder (se forneden til venstre). Men man kan hurtigt finde flere: Prøv https://thenuanua.com/ (Reklame)
—===oooOOOooo===—
Jeg kunne ikke lade være at smile, da jeg hørte “Klog på Sprog” i P1 kl.11 have en gæst fra Dansk Sprognævn, Retskrivningsordbogen, som havde styr på hvorfor man for nogle år siden foreslog at man skulle stave mayonnaise på den danske måde, majonæse. Vi husker alle grinet over at se det ord, ikke? Det er vist pga. “næse” slutningen at vi syntes det var fjollet.
Repræsentanten (Marianne Rathje) blev spurgt om hvad der var drivkraften, årsagen til at man havde foreslået det, og hun nævnte at det var en bekendtgørelse fra 1800-tallet (var det 1880-erne) hvor der var guide til fordanskning af stavemåden for franske ord, hvilket førte til at man også havde foreslået konjak.
Men så skulle centimeter også være blevet sangtimeter, tænkte jeg. Det var en tømrer på et sommerferiejob, som fortalte mig om de franske ords indflydelse på det danske sprog.
Som bekendt slog det ikke an, hverken majonæse, konjak eller for den sags skyld “Magasæng“, sangtimeter osv.
Jeg tror at denne sprogforsker kommer blår i sine øjne, når hun anfører en bekjendtgjørelse fra 1800-tallet som begrundelse for at en sprog-instans offentliggør en danskificeret stavemåde af franske låneord. Der er mange flere drivende årsager, fx. ønsket om at den brede befolkning ikke viger tilbage fra det skrevne sprog, og måske, ikke ualmindeligt, den udmærkede trang til at gøre sig nyttig.
Gysere for børn
Jeg prøver at forestille mig hvilke tanker de har haft, de unge kunstnere, som afprøvede det nye medie, tegnefilm med lyd, dengang omkring 1930. Foruden Disney var der jo nogle andre, hvor man især kommer i tanke om “Betty Boop” fra Max Fleischer’s studios, men der var også andre tegnere og animatorer, som drømte om at lave karriere med film, der udnyttede de ting, man kan med tegninger.
Man fornemmer at Disney’s tidlige film (der er mange gennem 1920’erne, stumfilm) var latter-piller til de tidlige biografer, som skød op alle steder i den vestlige verden.
Da man kunne lave lydfilm “talefilm” udnyttede Disney det til at få musikalsk glæde og komik til at spille sammen.
I filmen her, med lidt billeder ovenfor, ankommer en skibbrudden Mickey Mouse til en øde ø, hvor der også skylles et klaver i land. At få det tømt for vand udløser mange musikalske jokes, Mickey er som bekendt et musikalsk stortalent (på linie med nutidens Jacob Collier) — tangenterne vrides og fisk svømmer inde i klaveret. Sjov musik, dejlig glad musik kommer der ud af det. Men en gorilla kommer og vil prøve at spille, det kan den jo ikke, så den hopper vredt på klaveret, så det går i stykker, hvorefter Mickey kaster en sten efter den, men stenen rammer en løve, der vågner og forfølger Mickey. I en å står Mickey på en sten, løven hopper ind i gabet på en krokodille – Mickey er reddet og sejler bort på en skilpadde.
Hvis der ikke er sex, så er det egnet for børn, har man vel tænkt; men mange figurer i de tidlige Disney oplever traumatiske ting, som fx. faren for at blive spist af andre væsener.
Er det mon en ting, som børn synes er sjovt?
Da jeg var barn syntes jeg at alle den slags historier var forfærdelige, ikke noget jeg kunne le ad. Klaveret gik i stykker, manden var stadig alene på en øde ø, i fare for at blive spist af flere forskellige slags rovdyr … hvad sjov er der i det?
Skriv løs 