Posts Tagged ‘Musik’
Når mennesker mødes og sød musik opstår
Forleden blev Hiromi Uehara nævnt i kommentarerne fra AagePK, og her er så en follow-up på dansk, en opfølgning. Det er et link til en optagelse af jazz i Tokyo med Hank Jones Trio, som har inviteret gæster, hvoraf én er Hiromi Uehara. De andre gæster er Sadao Watanake, Chick Corea, Austin Peralta, alle vidunderlige musikere, der er vant til at optræde for store publikummer og som dermed har været med til at etablere jazzen som en kunstform på linie med den klassiske musik. Sådan da, lidt forbehold må man gerne tage her, det er ikke to alen af samme stykke.
Det er altså mærkeligt at se en optagelse, hvor disse 7 musikere har fået et forrygende bifald og undrer sig om de er nødt til at give et ekstranummer (en klassisk tradition). Det Japanske publikum, måske især byfolk i Tokyo, har i den grad taget denne form for jazz til sig, “koncert-jazz”, hvor det ikke gælder om at være stemningsdannende for et danseetablissement, eller musik i en kulturcafe, men simpelthen er musik for musikkens skyld.
Wow.
Her er linket, som sagt, det er midt i koncerten, du kan spole tilbage og begynde forfra, hvis du vil se nogle andre sider af musikerne.
Men her vedtager de så at spille noget, og Chick Corea lægger ud med et tema, der er så kendt, at han ved de alle vil kunne være med. Der fifles med rytmen, og Sadao Watanabe er lige ved at gå med på temaet, da han opdager at det kan man ikke, det er Chick Corea’s leg med rytmen, som kræver et modspil og det kommer så fra Hiromi på det andet klaver, dette modspil. Derfra kommer bassen med, de finder ind i samme leg – og så trommer og det hele swinger.
Kom så ikke og sig at der ikke er noget der hedder tankeoverførsel (hjulpet af lydsvingninger).
Mine erindringer om jazz – 1950-70 og 2023
Min mor havde købt en Philips radio, en bakelit-kasse ca. 25 x 35 cm og måsk 30 cm dyb. Den tændte vi om morgenen som dengang ca. 2 mio andre danskere gjorde, senere 3 mio, og så nynnede vi med på pop-melodier. Jeg skrålede, nej sang meget pænt “Man sku’ altid bo på landet, hvem kan ø-ø-nske andet?” (Man Sku’ Altid Bo På Landet ((Andre Folks Børn)) · Musen Hannibal · Ole Mortensen, Victor Skaarup, film fra 1958, Toner Fra Strimlen 8 på YouTube).
Før den tid husker jeg en lillejuleaftensdag, hvor radioen spillede musik hvor noget lød fortryllende, noget lød banalt, og noget var som noget meget smukt, hvor musikerne kunne digte med tonefarver, akkorder, og smukke melodier. Det har været et af tidens blandede programmer med “Light Music” som de passende kalder det i England, men ikke jazz, ikke noget Armstrong.
Måske der en gang imellem var musik med en pianist, der hed Teddy Petersen, og musik fra Wivex med en swing feel, på dansk, en god rytmisk følelse med inegale ottendedele.
Da vi var flyttet og min mor tjente lidt mere fik vi en radiogrammofon fra Philips, som faktisk var meget god for sin tid, og endda ikke så dyr. Da husker jeg på et tidspunkt at jeg hørte Boris Rabinowitch omtale jazz-udgivelser. En af dem, denne her, “Collectors’ Items” med optagelser, der var halvt færdige, så at sige. Det var Miles Davis, der skabte en ny jazz, “cool” kaldte man det, når musikerne spillede med en ophøjet stemning, og kun lejlighedsvis brød ud i hurtigere, swingende improvisationer.
De optagelser, som Boris Rabinowitch spillede, havde en stemning og musikalitet, som gjorde at jeg brugte mine meget sparsomme lommepenge til at købe den, og jeg lyttede … Hvad var det for en magi? som Miles Davis udfoldede, og hvad var det for en pianist, der kunne spille en intro, som bar stemningen helt igennem – uden tomme fraser, uden “showmanship”; uden “se her kommer jeg”?
Det var en pianist ved navn Flanagan; ved optagelsen var han 26 år, men jeg gætter at Boris’ omtale var forsinket eller at han rakte tilbage af en eller anden grund, for jeg havde sjældent penge til at købe plader før hen mod midten af 1960’erne.
—-
Men jeg fandt ikke andre plader med Miles Davis og Flanagan, som i den grad udstrålede musikalitet; der gik 50 år og her sidder jeg nu og graver efter optagelser med Tommy Flanagan og finder en historie, som morer mig lidt.
Den moderne, banebrydende saxofonist John Coltrane mente som så mange andre jazzmusikere i midten af 1900 tallet at jazzen var deres musik og at det var forkert at bruge “musical ballader” som grundlag for improvisationer, fordi man så skulle betale copyright eller brugsafgift til nogle komponister, som egentlig lå så fjernt fra jazzmusikernes verden – dertil kom forskellene mellem hvid og sort jazz.
Coltrane indspillede derfor egne kompositioner, og prøvede at nyskabe musik – 12-tone musik i jazzy form, – og håbede at jazzens floskler, gentagne mønstre, som man falder tilbage på hvis man ikke lige kan finde på noget andet, derved kunne blive bedre – musikken mere spændende, mere original om man vil. Den søgen ligner jo hvad alle andre komponister gjorde de sidste 100 år, skabe nye klange.
Den ene af Coltranes kompositioner kaldte han så “Giant Steps” – kæmpeskridt – den vader gennem alle tonearter og er møgirriterende at spille, fordi den er så anderledes.
Tommy Flanagan var med på Coltranes første indspilning med Giant Steps. Den har er nævnt i Wikipedia:
Throughout the late 1950s and early 1960s, Flanagan made frequent appearances in recording studios, for many leaders and record labels. In May 1959 he was part of a groundbreaking recording: John Coltrane‘s Giant Steps, described by The Penguin Guide to Jazz as the saxophonist’s “first genuinely iconic record”.[20] The technical complexity of the music, particularly of the title track, meant that there were numerous false starts and rejected takes,[20] and the initially released take of “Giant Steps” is a rare instance on record of Flanagan sounding uncertain.
https://en.wikipedia.org/wiki/Tommy_Flanagan
—-
“Sounding uncertain” har jeg set før i mere ufølsomme vendinger, men resultatet, Coltrane og Flanagan og bas og trommer som spiller “Giant Steps” i 1959, kan høres her (på YouTube).
Den optagelse og selve kompositionen siger ikke så meget; man kan høre at Coltrane arbejder heftigt på at folde sig ud, og det er altid imponerende. Men særlig musikalsk synes jeg ikke det er.
Henimod midten hører man pianisten, Flanagan, improvisere en solo (i jazz: en gentagelse af harmoni-skematikken med tilføjede melodistumper). Flanagan bliver mere og mere rolig, og til sidst kommer akkorderne i ren form, og lægger op til Coltrane’s genindtræden. Da jeg hørte det, tænkte jeg: Ah! det var godt!
Men for en garvet jazz-forsker kan det se ud som om Flanagan arbejder for at få styr på akkorderne, der springer omkring som gedekid på en bjergskråning.
Diskussionen om hvor god/dårlig Flanagan er, har åbenbart kørt blandt jazz-fanatics gennem alle årene, og for nogle år siden kunne man finde denne dialog på Reddit (et debat site på Internettet):
Og lige nedenunder svarer en jazz-kyndig, at det er klart at Flanagan ikke bare er en god pianist, han er “en af kattende”, hvilket må betyde en af de største pianister nogensinde.
What's the big deal with Flanagan's solo on Giant Steps?
Obviously it's not the best solo ever, but I think Tom Flanagan gets way more crap for it than he deserves. Put any decent pianist next to Coltrane at the peak of his prowess and of course they're going to sound mediocre
alldaylongwhileising · 7 yr. ago
The “big deal” is that Tommy Flanagan [not only] isn’t a decent pianist, he’s one of THE cats…..so the fact that he folds on Giant Steps illustrates how far ahead of the game Coltrane is. Basically, when you haven’t seen changes like that before, no one, not even the best, can fall back on their previous vocabulary/training. Giant Steps was some new shit that you need to really dig into to play well and the whole idea was to open up new options for improvisers because the old stuff was getting formulaic….unfortunately, that eventually happened to Giant Steps too…..
Noter: “He is one of the cats” må henvise til at Tommy Flanagan har spillet og improviseret på højeste plan i mange år og på det tidspunkt, som reddit-kommentarerne omhandler var etableret som pianist for Charlie Parker, Miles Davis
Koncert tur
Det er egentlig mærkeligt at jeg ikke selv tager initiativet til en tur i DR koncerthuset lidt oftere (har aldrig selv … næ altså!) Men så meget desto mere velkomment er det at ex-en tog søn og far med til koncert med tre vidunderligt avancerede, fantastiske musikstykker: Prelude a l’apres-midi d’un faune, og Sibelius’ violinkoncert, og som rosinen i pølseenden “Sacre”, “Forårsoffer”, af Strawinsky.
Der var faktisk delte meninger om Strawinsky.
Det sjove ved programmet var egentlig at de tre stykker var fra 1894, 1904, og 1913-14.
Man kunne derfor fristes til at tro at de var fra forskellige verdensdele.
Sæd og skik
Bemærk måden man sidder ned på. Det var sådan set det, der inspirerede til overskriften, ental af sæder og skikke, mens jeg var ved at skrive et indlæg om fertilitetsbehandling.
Fåresang
Jeg gik en lille tur på Heatherhill, – og som så ofte var der nye vinkler på det smukke landskab, sølvglimt i Kattegat, og efterårsfarver på stier og skråninger.
Jeg gik og nynnede en lille passage af J.S.Bach med nogle smukke vendinger, og tænkte at da jeg var alene kunne jeg godt nynne højere. Da jeg kom til fårene, vendte de som sædvanligt om og gik deres vej, men der var et par stykker, som stod og kiggede på den syngende vandrer med et skeptisk (fåret) blik.
Hyha, det lykkedes mig at optage uden mere end 2 fejl eller småskavanker
Stella By Starligt, tema, kun, ingen improvisationer. Det er for at komme igang, simpelthen; – når man ikke har optrådt i lang tid og kun for en positiv lille gruppe mennesker, så er det svært at begynde med at optage.
I de seneste måneder har jeg kun spillet for mig selv, og når jeg har antydet noget, så har jeg været tilfreds. Det svarer til at læse en roman uden at læse højt. Eller noget … Måske.
Så nu ville jeg for at få en fornemmelse af at jeg kan igen, – optage:
Absolut gehør, nu og før
En advarsel: At tale om musik og toner kan give problemer med terminologien. Grækerne brugte “op og ned” om lave og høje toner, altså omvendt af hvad vi gør i dag. En høj tone er højt oppe når den har en høj svingingstakt, frekvens. Man kan lave en tone ved at gnide en negl henover et stykke riflet fløjels (jernbanefløjels?) og hvis man gnider hurtigt (kun én vej) bliver tonen højere, ikke kun stærkere, men den er højere oppe, lysere, en højere frekvens. (Hold da op, sproget i dette indlæg skal vist rettes igen-igen).
—===oooOOOooo===—
Bemærkningen fra den gode violinist, Michael Germer, om at han må omstille sig når han skal spille med en kammertone, altså en tonehøjde, pitch, stemning, der er lavere end den standard, der bruges i dag (se en.wikipedia om “Concert Pitch”.)
For mange musikere er det et mirakel, at nogen kan høre nogle toner fx. en C dur treklang og strax sige “det er c-e-g” eller lignende. Nogle musikere hævder stivnakket at det er en medfødt evne, som nogen har og andre ikke har. Nogle mener endda, at de med absolut gehør mangler en evne til at høre på den “normale måde”. Min chef, da jeg var kirkesanger fra 1966 – 1969 Hans Mollerup i Jesus-kirken i Valby mente at når nogen sagde at “absolut gehør” kunne være en plage, så var det det samme som at sige at man skulle mangle et ben for at være normal.
Men ved en snak med Hans fik jeg forståelse af at han faktisk skulle igang, – justere, eller kalibrere, om man vil, før det absolutte gehør fungerede.
Nogle siger at man kan træne absolut gehør og at det er lige så godt. Andre siger at det at træne (med hørelære) ikke er det samme som at have absolut gehør.
Hvem er experter på det felt, og hvor står videnskaben i dag? Kort fortalt:
Når et barn er født og hører mors stemme og udtale, så efterlignes den tale og udtale, og betoningerne er vigtige – forskere mener at børnene har absolut gehør; men efter nogle år forsvinder det og bliver – især hvis man er musik-orienteret – interval-høring eller hvad man måske kan kalde “funktionshøring”. Tænk på “Jeg ved en lærkerede, jeg siger ikke mer'” – melodien anden linie er ikke en “sluttone”, den er et trin højere end begyndelsestonen og danner en anden harmoni med akkompagnementet; vi ved at dette ikke er slutningen, enden på sangen: Det er “funktionshøring”.
OpSummering: Der er en kobling mellem stemmebåndene og hørelsen; den er stærk i barndommen og aftager, især hvis man spiller et instrument som klaver, der har mange flere toner end menneskestemmen.
Hvis man lytter med andre mentale indstillinger, når man bliver ældre, kan man genopleve den barnlige måde at høre. Det er mit bud på hvad man kan og hvad der er forklaringen på absolut gehør.
—ooo—
Schumann skrev i sin vejledning til unge musikinteresserede at man skulle lytte efter lydene i det daglige og finde hvilke toner, der var, fx. kirkeklokkerne i nabolaget, (Rådhustårnet Kbh. er E moll hvis jeg husker rigtigt.) På den måde dannes der en hukommelses-tone.
Schumann og andre har mange gode råd til at bedre hørelsen. Genkendelse af bestemte lyde er et skridt på vejen, og musikteori, forståelsen af “udtrykket” i de forskellige tonearter og harmonier kan hjælpe med at observere de forskellige lyttemåder.
Hvis man nu fastholder at absolut gehør er at kunne sige “dette er tonen B!” (altså når der spilles eller synges tonen B) og at kalibrering og indlæring intet har at gøre med den egenskab, så er der et wildcard her:
Kammertonen varierer fra sted til sted, og har varieret over tid.
Beethoven havde en stemmegaffel på 455 Hz hvor normalen i dag er 440, mere end et skridt lavere. På JS.Bachs tid var der flere forskellige kammertoner, nogen så lave som 422. Man må gå ud fra at Bach havde det bedste af det bedste gehør, hvordan klarede han så at der ikke var samme kammertone i de forskellige instrumenter, han skulle spille på? Jeg gætter at det somme tider har generet ham en bitte smule, men at han hurtigt har indstillet sig, “kalibreret sin hørelse”, og jeg gætter at det er det, som Germer beskriver, med den forskel, at Germer ikke er vant til at gøre det og derfor er lidt forbavset over virkningen. Germer har spillet med den meget stabile “440” som han kalder det, kammertonen man normalt bruger i dag i modsætning til tidligere tiders mennesker.
—===oooOOOooo===—
Det er lidt synd, at denne “Oxford Companion To Music” (OCM) ikke udgives med de originale træsnit af kunstneren “Batt”, pseudonym for Oswald Barrett ; i de nye udgaver er de ikke medtagne, måske fordi de er for “imaginative”, og man har måske ønsket at OCM skulle fremstå mere alvorlige, mindre tegneserie-agtig.
Er musik bedre, når man hører den for første gang?
Når man som ung hører musik for første gang og bliver meget betaget, enten det nu er klangskønne drømmende toner eller en udtryksfuld sangstemme, eller en rytmisk inciterende driftig musik, så husker man det bedre end det meste andet musik, man støder på senere.
Første gang jeg hørte alle Chopins 24 præludier var det 4 store 78’ere (“lak”plader som skulle rotere 78 omdrejninger i minuttet) en HMV indspilning, og den indspilning var selvfølgelig valgt af producere af klassisk musik, som havde sans for både marked og musik, og det må have været en stor-sælgende pladesamling.
Denne mand, Benno Moiséwitsch, var en begavet pianist, som ønskede alle detailler på plads og i orden. Det er ikke kun indspilnings-teknikernes ønsker og kritik, som har fået denneher indspilning til at lyse op på min himmel.
Tror jeg da.
Jeg har efterhånden hørt mange indspilninger. Dengang, i 1950’erne, var det ikke almindeligt at man indspillede alle præludierne, men efterhånden som LP’er blev mere almindelige, er der flere pianister, som har gjort det. Især er præludium nr. 1 i C dur, nr. 8 i Fis-moll og nr. 18 i F-moll vanskelige, de to fordi fingrene skal løbe (meget) hurtigt, men også være tilbageholdende, så man hører melodien og “processen”, forløbet, nr.18 fordi det er dramatisk på en overraskende måde.
Hver gang jeg er løbet ind i en CD med alle præludierne har jeg lyttet efter især nr.8 – og bliver næsten altid skuffet.
Fornylig hørte jeg så i Chopin Competition XVIII en pianistinde, Aimi Kobayashi, spille alle 24, og det var smukt. Der var forskelle til min gamle Moisewitsch-favorit, men ikke meget, men jeg kunne ikke lade være med at lytte på Moisewitsch bagefter. Og mage til fortryllende musik, i Fis-moll præludiet, har jeg ikke hørt. Man skal ikke sammenligne, når vi er på så højt et plan, for både Aimi og Benno er kunstnere af uendelig nåde.
… men alligevel. Jeg stemmer på Benno! (…men han er jo død og deltog ikke i konkurrencen!)
Denne søgen efter den “bedste”, er det en god grund til at afholde konkurrencer? Skal man finde “den bedste”? Nej vel?
Nej, konkurrencer er til for at hjælpe det unge menneske igang. Og jeg skal love for at det er vanvittigt dejligt at der er så mange vidunderligt musikalske pianister.
Kobayashi ved konkurrencen:
https://www.youtube.com/watch?v=x6pmBUkXNmM
Levende musik – plader og YouTube er jo ikke levende, men det skal da lige nævnes, at Benno-indspilningen ikke er med samme lydkvalitet som Aimi’s indspilning, og den sidste er en live-koncert, Benno’s er en omhyggeligt produceret studieoptagelse.
Blues for viderekomne
Jammmen …
Lyrics by Macy Gray
he drives a wagon
and he looks just like my dream
i been climbin’ all his mountains
i been swimming all his seas
— not matter what or how i tried
i couldn’t get the man to fall in love with me
turns out he likes the girls with long and wavy hair
mine is short and kinky
i have lost my mind
— c’mon and
gimme all your lovin’
or i will kill you
put one through your head
gimme all your lovin
or i will kill you
Ikke morsomt, når man har været ude for noget i den retning …
Men er det nutidens lyrik? Yahya Hassan for bluesdame?
Jeg hørte sangen da jeg var ovre hos min søn, der havde den i afspilleren mens han gjorde sig klar, det var meget hyggeligt, – særligt nød jeg at det var ren blues på 4 toner indtil efter et par kor, hvor der så kom lidt variant-akkorder. mEn Trods Ensformigheden Var der små variationer som gjorde at musikken gav mening, god gedigen tanke- og kropsmotion.
Men lyrikken … giver den mening?
Arne havde opfordret Tom til at støve sangene af
Jeg må indrømme at jeg ikke kunne forstå alle ordene, men Tom, som spillede i Kulturcafeen den anden dag, var god til at udtale, så jeg fangede det meste.
Arne med bassen havde hørt hans sange fra engang i 70’erne da han var en ung oprørsk sangskriver, og havde opfordret ham til at støve dem af.
Trommeslageren, som også hedder Arne, spillede behersket i baggrunden – bl.a. på en Cajun, en Braziliansk eller Sydamerikansk kasse, som simpelthen kan give en god lyd, og hvis man sætter ting indeni kan den også give lyse hvislende slaglyde som en lilletromme. Men den er alsidig og det var rart at trommerne ikke overdøvede sangtexterne.
Kulturcafé Helsinge
Der var kø hos frisøren, så jeg tænkte at jeg kunne gå på indkøb og bagefter kigger forbi igen; men der var stadig mange hoveder, der skulle klippes, så jeg fik en tid halvanden time senere.
Jeg noterede mig så at der sad nogle mennesker og drak en kop kaffe; dér hvor der før var foto-forretning, stod der “Kulturcafé” og indendørs var der et interieur, som jeg ikke har set magen til:
Men det er altså ikke en nyhed, at der er indrettet en café dér, det er mig, der har været meget lidt ude de sidste 3 år, for jeg har jo ikke haft så meget overskud. Jeg skal være glad for at have klaret det vigtigste.
Men som sagt, jeg gik ind og fik en alkoholfri øl, der læskede godt i varmen; der var køligere inde end ude! og der stod et klaver, så spillede lidt og fik venlig invitation til at komme og spille igen en anden gang.
På billedet med de røde vinduesrammer kan man skimte klaveret længst til venstre. Det var et instrument, som havde en acceptabel lyd og tone – og det stemte nogenlunde bortset fra et par toner.
Man kan købe møblementet. Det ser ud til at bordene er gjort i stand, og jeg håber at de finder nye borde, når de får solgt hvad der er på billederne!
Jeg fik ordnet et par ærinder og kom tilbage til en tom frisørsalon. Desværre blev jeg klippet alt for kort og nu kan jeg ikke genkende mig selv, undtagen på tøjet, men trøster mig med at det er meget godt at håret ikke bliver klistret af sved i den hedebølge, vi har.
Vil der mon være hedebølge indtil håret vokser ud igen?
Et lyspunkt, vejr- og musikmæssigt
I ugen der gik var der igen øveaften for Pastor Porsagers Jazzkapel i Ramløse Sognelænge, og pianist og piano-instrumentmageren spillede igen sammen med sangerinde, saxofonist, bassist og nu en trommeslager. Janitschar sagde man i min ungdom, men det betyder egentlig en Tyrkisk militærtrommeslager. Så hvad fagbetegnelse har en jazzmusiker, som banker på trommer?
Efter en lille time holdes pause, og jeg gik udenfor og nød den smukke aften. Så gik det op for mig – igen – at vi her på egnen bor under et hul i skyerne. Der var en front mod syd. Det lægger man næsten ikke mærke til på billede-2, den er langt nede i horisonten. På tredie billede farves den øverste sky i fronten lyserød af den nedgående sol (det er næsten umuligt at fange med et billigt mobilkamera – man skal mindske exponering.)
Skriv løs 