Skriv løs

… og se nu at få det sagt ordentligt

Posts Tagged ‘Musik

Arne havde opfordret Tom til at støve sangene af

with 3 comments

Jeg må indrømme at jeg ikke kunne forstå alle ordene, men Tom, som spillede i Kulturcafeen den anden dag, var god til at udtale, så jeg fangede det meste.

Arne med bassen havde hørt hans sange fra engang i 70’erne da han var en ung oprørsk sangskriver, og havde opfordret ham til at støve dem af.

Trommeslageren, som også hedder Arne, spillede behersket i baggrunden – bl.a. på en Cajun, en Braziliansk eller Sydamerikansk kasse, som simpelthen kan give en god lyd, og hvis man sætter ting indeni kan den også give lyse hvislende slaglyde som en lilletromme. Men den er alsidig og det var rart at trommerne ikke overdøvede sangtexterne.

Written by Donald

Thursday, July 29, 2021 at 6:53 GMT+0000

Posted in Music

Tagged with ,

Kulturcafé Helsinge

Der var kø hos frisøren, så jeg tænkte at jeg kunne gå på indkøb og bagefter kigger forbi igen; men der var stadig mange hoveder, der skulle klippes, så jeg fik en tid halvanden time senere.

Jeg noterede mig så at der sad nogle mennesker og drak en kop kaffe; dér hvor der før var foto-forretning, stod der “Kulturcafé” og indendørs var der et interieur, som jeg ikke har set magen til:

Men det er altså ikke en nyhed, at der er indrettet en café dér, det er mig, der har været meget lidt ude de sidste 3 år, for jeg har jo ikke haft så meget overskud. Jeg skal være glad for at have klaret det vigtigste.

Men som sagt, jeg gik ind og fik en alkoholfri øl, der læskede godt i varmen; der var køligere inde end ude! og der stod et klaver, så spillede lidt og fik venlig invitation til at komme og spille igen en anden gang.

På billedet med de røde vinduesrammer kan man skimte klaveret længst til venstre. Det var et instrument, som havde en acceptabel lyd og tone – og det stemte nogenlunde bortset fra et par toner.

Man kan købe møblementet. Det ser ud til at bordene er gjort i stand, og jeg håber at de finder nye borde, når de får solgt hvad der er på billederne!

Jeg fik ordnet et par ærinder og kom tilbage til en tom frisørsalon. Desværre blev jeg klippet alt for kort og nu kan jeg ikke genkende mig selv, undtagen på tøjet, men trøster mig med at det er meget godt at håret ikke bliver klistret af sved i den hedebølge, vi har.

Vil der mon være hedebølge indtil håret vokser ud igen?

Written by Donald

Monday, June 21, 2021 at 9:26 GMT+0000

Posted in Carpe Diem, Music

Tagged with ,

Et lyspunkt, vejr- og musikmæssigt

I ugen der gik var der igen øveaften for Pastor Porsagers Jazzkapel i Ramløse Sognelænge, og pianist og piano-instrumentmageren spillede igen sammen med sangerinde, saxofonist, bassist og nu en trommeslager. Janitschar sagde man i min ungdom, men det betyder egentlig en Tyrkisk militærtrommeslager. Så hvad fagbetegnelse har en jazzmusiker, som banker på trommer?

Efter en lille time holdes pause, og jeg gik udenfor og nød den smukke aften. Så gik det op for mig – igen – at vi her på egnen bor under et hul i skyerne. Der var en front mod syd. Det lægger man næsten ikke mærke til på billede-2, den er langt nede i horisonten. På tredie billede farves den øverste sky i fronten lyserød af den nedgående sol (det er næsten umuligt at fange med et billigt mobilkamera – man skal mindske exponering.)

Written by Donald

Tuesday, June 8, 2021 at 8:11 GMT+0000

Posted in Skyer, Vejr

Tagged with ,

Har du et minut?

musician

Lev Weksler aha! spiller med sig selv – ingen pianist var villig til at spille klaverstemmen, så måtte han jo selv 🙂

Det er så sandelig ikke alle video’er med Lev Weksler, der fryder øret, men sådan er kunstnerens arbejde, noget lykkes bedre end andet, noget er man god til. —

Written by Donald

Friday, May 7, 2021 at 10:31 GMT+0000

Posted in Music

Tagged with

Musikalsk indspil fra 1756

Jeg blev bare forundret over den fantastisk lange diskussionstråd i kommentarerne til dette fremragende musikstykke.

Jeg faldt over en LP engang sidst i 60’erne med dette stykke musik og syntes det var så godt, at jeg ville vise det til musikhistorie-professoren Bjørn Hjelmborg i en time. Jeg kunne bare ikke få noder til det, så jeg satte mig ned en nat, har været ca. 1972, overførte til bånd og “lyttede af” som man siger, og skrev et partitur, med blyant så man kunne rette, ikke særlig pænt skrevet, men jeg var endnu ikke professionel “nodeskriver”. Hjelmborg var vistnok lidt imponeret, men han tog ikke fat i dette emne. Jeg havde meget brug for hjælp både til karriere valg (det vidste han om alle sine studerende). Jeg havde brug for både faglig udvikling og hjælp til selvtillid. Hjelmborg var såmænd meget rar, prøvede vistnok på sin egen måde, gjorde et stort arbejde ud af sine timer.

Kunne han, tænker jeg i dag (ville jeg i hans situation have sagt):
Skriv til det store musikbibliotek i Berlin og spørg om de har noder til dette musikstykke! Hvis de ikke har, så prøv Wien, …

Denne indspilning er god, men ikke så stormende, som den jeg havde med The English Chamber Orchestra dirigeret af Raymond Leppard (eller er det en erindringsforskydning – jeg har ikke grammofonen stående så jeg lige kan sætte den gamle plade på). På pladen var der også 3 andre symfonier af Carl Philipp Emanuel Bach, JS’s næstældste søn, som var hof-pianist hos Frederik d.2. af Preussen (Frederik d. Store, Sans Souci i Potsdam, Berlin, et lille hyggeslot, som nogle tyskere tror er et pragtslot, et pralestykke, men det er det ikke. Det var tænkt som et retreat, deraf navnet).

Ledsagetexten:

Akademie für Alte Musik Berlin (2001)

“The E minor Symphony of 1756 (Wq. 178), a version of which without the winds (Wq. 177) was the only one of Bach’s Berlin symphonies to be published during his lifetime (Nuremberg, 1756), seems to conquer new areas of freedom of invention. The main theme of the opening ‘Allegro assai’ harbors a hitherto unheard of tension and engenders a display of rhythmic fireworks in which the occasional cantabile sprinklings are dispersed like helpless expostulations. An even more important aspect than this intensification of the notion of contrast, however, is Bach’s concept of underpinning the cyclic design of the symphony with a harmonic interlinking of the individual movements, in defiance of all the textbooks — a formal artifice that proves that in spite of all his capricious audacities and surprises, Bach never loses sight of the clarity of the overall architecture.” – Roman Hinke

Painting: Seascape study with raincloud, John Constable

Fra kommentarerne (som ender med at blive en diskussion om klassificering, periode-etiketter, labels på musikken, hvor den anden opfattelse er at musik som dette kan høres med ører fra både 1700-tallet (farmand Bach’s) og med nutids-ører):

Elaine Blackhurst
1 year ago (edited)

Originally written for strings alone and continuo in 1756 (Wq 177), CPE later added two each of flutes, oboes and horns (Wq 178), so both are authentic and everyone can choose which they prefer; the symphony was published in 1759.

However, the sound, whilst superficially resembling some aspects of sturm und drang, it is in fact a typical product of CPE’s very particular empfindsamer Stil.

This symphony was written about ten years before the mainly – but not entirely – Austrian sturm und drang period (c.1765 – 1775), and whilst it has some striking features of sudden dramatic contrasts in harmony, texture and dynamics; chromatic turns; volatility; and an Empfindsamkeit aesthetic of attempting to stir emotions; it retains some old fashioned features such as use of Baroque ritornello form in the first movement – it clearly pre-dates the normally accepted sturm und drang repertoire by some years.

It is a fantastic piece; at the time, the composer Hasse said it was the best symphony he knew, but it is not sturm und drang you hear, it’s uniquely CPE and his empfindsamer Stil.

Men der er flere, mange flere kommentarer!

Written by Donald

Monday, March 8, 2021 at 12:13 GMT+0000

Posted in Tidsmaskinen

Tagged with ,

Neiii det skulle have været et KORT indlæg …

piano in living room

Min nye gamle genbrugs-klaverlampe

Det skriv fra for lidt siden, tropasigselv skulle bare have været et par linier med spørgsmål om klaverets lyd efter stemning og efter at jeg har prikket hamre lidt — jeg synes det skal prikkes meget mere.

Men det fik mig på en lang tur udi fortiden. Engang jeg var i den flotte svømmehal i Gentofte, Kildeskovshallen, med min dengang lille søn, mødte jeg min ungdomskammerat Niels Erik, som i en udvexling af minder sagde til mig “Du var den eneste, der havde alle spørgsmål rigtige i høreprøven!” (en optagelsesprøve til Konservatoriet.)

Det vidste jeg jo ikke! Men efter nogle år på Konservatoriet kom jeg i krise, manglede tro på mig selv og følte at hver eneste lektion gik ud på at se hvor meget vi kunne eller om vi overhovedet kunne noget — det var som om lektionerne var ude på at finde grænsen for hvad vi kunne i stedet for at lære os at overskride grænser.

Senere har jeg igen og igen konstateret at man skal kæmpe mod den slags mistillid — måske er det “indeni én selv”, men det kan også være andre, som kommer med stikpiller, sådan som den sødeste veninde nogensinde sagde til mig for 55 år siden: Pas på — de kritiserer dig jo! spil som du synes det skal være!

Written by Donald

Wednesday, March 3, 2021 at 18:02 GMT+0000

Posted in Brok, Carpe Noctem

Tagged with ,

Om at tro på sig selv

Jeg har selv stemt klaver siden engang i 1975, da en instrumentmager gav mig en stemmenøgle af rimelig kvalitet. Han var af en eller anden grund hjælpsom. Jeg har aldrig betalt ham eller købt noget. Hans forretning lå i Skydebanegade, Vesterbro, og han har set mange mennesker for hvem et klaver var en uoverkommelig udgift.

Tak til ham.

Stemmebjælken, wrest-plank, på det gamle klaver var revnet, og cis” ville ikke blive siddende i stemning. Skydebane-instrumentmageren gav mig en håndfuld større nagler – jeg skiftede nagler hvor det var mest påkrævet og stemte klaveret op igen.

Det gamle klaver burde være restaureret og komme på museum, for det var et af de få opretstående, som havde en “una corde” mekanisme, der forskubber hamrene, så de kun anslår én streng. Derved bliver tonen svagere, sartere, og da filten ikke er så hård på det sted, der nu rammer, bliver tonen også blødere. Min klaverlærer kunne godt lide den effekt, jeg fik frem ved at bruge “halv una corde”.

Senere fik jeg et bedre klaver, men af mange grunde aldrig et flygel eller et endnu bedre – jeg nøjedes med et opretstående DDR-klaver med en dårlig mekanik, men med en smuk tone. Efter mange års slid havde jeg slebet lidt og prikket hamre, så de havde den smukke tone, som jeg holdt så meget af.

Nu fik jeg så repareret hamre og justeret højde og placering, så tangenterne sidder smukt og lige og det har et dejligt anslag.

Jeg stemmer ikke så godt som en professionel klaverstemmer, og jeg er 4 gange så længe om det. Men når man har spillet guitar og violin, så kan man ikke bare lade stå til, hvis en streng er ude af stemning, så frem med stemmenøgle og kiler, åbne klaveret og stemme!

Det synes klaverstemmeren ikke om. Til gengæld rettede jeg på hans stemning, så snart han var ude af døren.

Det gør jeg når det er påkrævet, somme tider flere gange om ugen, somme tider kan der være en perode på 6 måneder, hvor temperatur og fugtighed er den samme og klaveret holder.

Klaverstemmeren kunne heller ikke lide at jeg havde “prikket hamre” for så var det som om tonen var lidt dump – kan ikke huske det nøjagtige ord han brugte, men han sagde “det er som om tonen ikke folder sig ud”; men jeg synes at efter han har slebet lidt på hamrene er de blevet alt for hårde; det ringer for mine øren.

Jeg tror hans ører fungerer på en helt anden måde end mine. Men jeg har selvfølgelig stor respekt for en fagmand! Hans ord er lov.

Næsten.

ELLER ER DE? Er det en fejl, at jeg tror så meget på andre og ikke lytter til mine egne sansninger?

I mine øren er klaveret lige på grænsen til at være skingert, men jeg fortsætter med at prikke hamre og må sige til mig selv:

TRO PÅ DIG SELV, gør som du synes det skal være; han kan ikke gøre for at han hører på en anden måde.

Written by Donald

Wednesday, March 3, 2021 at 17:41 GMT+0000

Posted in Brok, Carpe Noctem, Ord

Tagged with

Det Britiske Vildsvin, the British Boar

Nu til noget helt andet:

Det Britiske vildsvin er uddødt, jagtet til udryddelse for mange år siden, fortæller John Kenny i en video, hvori han demonstrerer den Keltisk trompet, the Carnyx. Shallstykket (tragten) på denne Keltiske trompet skal forestille et frygtindgydende vildsvin.

Vi ved noget om den Britiske boar, selv om den er uddød: Den var forskellig fra det Europæisk vildsvin, var hurtig, kunne løbe hurtigere end en hest, den havde giftigt spyt, den var intelligent (det er grise jo), og den kunne bide armen af en mand i ét hug.

Men nu er der så indvandret vildsvin fra Europa:

In 1998, MAFF, now known as DEFRA released a report concerning the presence of two populations of wild boar living freely in the UK.[55] These boar are thought to have escaped from wildlife parks, zoos and from farms where they are farmed for their meat, and gone on to establish breeding populations.

I Sverige har jeg set et vildsvin i en naturpark, en skov med en indhegning til beskyttelse af dyrene. Det er 18 år siden. Vi sov i et shelter i den uindhegnede skov og om morgenen vækkede lyden af det store vildsvin os.

Men det var altså en anden art end det gamle Britisk vildsvin, the medieval British boar.

Wikipedia har en liste over uddøde arter i England – formentlig ikke komplet.

https://en.wikipedia.org/wiki/List_of_extinct_animals_of_the_British_Isles

Der er også en wikipedia-side, hvori der er link til uddøde Engelske svineracer, men det er jo ikke vildsvin, der her opregnes:

https://en.wikipedia.org/wiki/Category:Extinct_British_pig_breeds

https://www.woodlandtrust.org.uk/trees-woods-and-wildlife/animals/mammals/wild-boar/

Did you know?
Wild boar are common on mainland Europe, with an estimated population of several million.

Written by Donald

Saturday, February 6, 2021 at 23:57 GMT+0000

Posted in Ord, Videnskab

Tagged with ,

Det er bredden af udtryk, som giver skønheden

Pianohammers, flat

Hamrene på det 100 år gamle flygel er slidt, men der er flere måder at gøre noget ved det

Et forsøg på at optage mit klaver voldte mig store problemer. Mit gamle stereo-kamera burde jeg prøve at bruge igen, for lyden kunne være god; men et moderne smartmobil-kamera med mikrofon kan faktisk være på højde med tidligere tiders målemikrofoner – ikke de aller-bedste, men nok til at måle frekvensspektret lidt bedre end den menneskelige hørelse kan gøre det.

Jeg fik justeret mekanikken på mit klaver sidste efterår.

Hammerfilten blev slebet lidt, fordi den var blevet flad (jeg havde slebet lidt så de dybe furer ikke ødelagde tonen).

Tangenterne er nu meget mere følsomme og det er godt.

Søren, hvis du læser dette, så skal du have tak for den dejlige gennemgang af mekanikkerne (hamrenes forskellige led), så det kører godt nu.

Hammerfilten er derimod hård som sten og gav en hård, metallisk klang, som gjorde mig desperat. Men jeg vidste jo godt, hvad det skyldtes, og jeg har før prikket i filten med en synål på en korkprop, så man får hammerfilten blødet lidt op – dog har jeg jo ikke erfaringen eller insider viden, så det er lidt på må og få, at jeg har bearbejdet hamrene.

Hamrenes filt er så hård, at jeg ikke kan få nålen længere ind end et par millimeter; men jeg har alligevel fået tonerne til at blive bløde i piano (svage toner) – og kraftige, hårde, ved kraftigt spil (forte).

Det er den forskel, Marcus Roberts henviser til, i ovenstående bemærkning om de gamle hamre på et smukt instrument (Blüthner 1908), som han var ved at undersøge for om det kunne betale sig at gøre noget ved det. (Link til RobertsPianos video om restauration af Blutner Style V grand 1908)

Hvis man lader hamrene være som de er, lidt slidte i overfladen, er tonen måske egentlig behagelig blød og udtryksfuld i piano, mere lys i forte. Men ved at slibe dem, forme dem, så kan man få en større forskel.

Jeg har ladet en enkelt tone stå som den var og den høres i anden del at denne lille improviserede optagelse af en melodi baseret på Suzanne Vega’s “Tom’s Diner”. F# er hård og lidt skinger i anden del af optagelsen (den langsomme, bløde del), f# er den fjerde tone, den øverse, i melodiliniens første del.

Written by Donald

Saturday, January 30, 2021 at 15:21 GMT+0000

Posted in Blogosofi

Tagged with

Er ægte musik idealistisk?

En undervisnings-nodebog med et stykke, Things to Come, af Dizzy Gillespie fik mig ud på en YouTube og Wikipedia research.

(Link til YouTube er en “Reunion” optagelse, men viser fint, hvad problemet er med Dizzy’s “Be Bop” musik.)

Kort sagt så var Dizzy Gillespie en organisator (orkester, koncerter, støtte til musikere) som fik etableret en ny stilart “Be Bop”, der verden over fik jazzmusikere i flere generationer til at spille på en anden måde.

Men der er en drejning (twist) af historien, som er sørgeligt interessant: Dizzy’s musik var ikke bredt populær i midten af 40’erne, da den opstod, der var modstand mod den måde at spille.

For at komme bredere ud til publikum var det nødvendigt at lave dansetrin til Be Bop numre, “new moves”. Specialister blev indkaldt, og forsøgte ærligt! Men døm selv, – de kunne simpelthen ikke lave dans ud af Dizzy’s numre. (Link går 11 minutter ind i video’en; der er vistnok et kortere klip med lige de to dansere. Stan Levey fortæller at de godt var klar over at det var håbløst.)

Næhæ, swing, jazz med schwung, var populært, vi husker allesammen at man kunne synge med på Glenn Miller, fx Moonlight Serenade, og Ellington, Basie, Ella Fitzgerald med Chick Webb og mange andre. Det var det, der solgte, det, man hørte – med mindre man var en jazz-nørd, og de fandtes heldigvis, så der opstod nogle steder, hvor man spillede Be Bop; New York 52.street læser man, men der var også andre steder, og Dizzy arrangerede endda en tourné til Californien på et tidspunkt i begyndelsen af 50’erne.

Nu er det jo en anden musiker, man husker i forbindelse med Be Bop, nemlig Charlie Parker, alt-saxofonist (som også kunne spille baryton og andre instrumenter). Han gav Be Bop et format, så den ikke blot var for specialister og nørder, men hævede sig, fløj som en fugl – deraf fik han tilnavnet “Bird”.

En trommespiller — trommeslager, drummer, janitshar, hvad siger man på dansk om en der spiller på trommer? — Stan Levey har i interview fortalt om musikken og oplevelserne med Dizzy og Parker.

Parker blev narkoman, og da Dizzy fik ham med på tourné til Californien, gik Parker i stykker fordi han ikke kunne tåle at holde op med stoffer. Han blev indlagt på Camarillo, et hospital, som efter et år fik ham på benene igen, men han var blevet tyk og hævede og var ikke helt rask. Men han levede nogle år endnu.

Parker’s musik er blevet stående i form af nedskrivninger, transcripts, og mange saxofonister kan hans ting udenad, dejlige soli, som også kunne blive til temaer, fx. den berømte “Donna Lee”, som også Svend Asmussen har spillet.

Dizzy Gillespie fortsatte med at spille og engang i 80’erne kunne man høre ham spille på Oslobåden … (!) … og jeg tænkte det var synd at det ikke var i Tivolis Glassal.

Written by Donald

Monday, January 25, 2021 at 22:10 GMT+0000

Posted in Carpe Diem, Music

Tagged with

Her skelnes ikke mellem klassisk og jazz og gode sange

Sidste gang jeg mødte min gamle ven Bent Hesselmann var det én af de ting, han sagde med fynd og klem: Det er så forkert at der skelnes mellem klassisk og jazz. Kunst, i det hele taget, er noget mærkeligt noget.

Citeret efter hukommelsen, jeg er ikke sikker på måden han omtalte kunst – men det var meningen at skellet mellem kultur og finkultur er kunstigt.

Her er historien om en for tidligt født lille dreng, som blev blind, og som spiller musik med en begejstring og talent, som man sjældent hører. OK – en redigeret video vil altid være de bedste, “fedeste” steder klippet sammen, men alligevel. Man kan også høre på hans rare lærerinde, at hun ved at han kan lære meget og kan gøre det bedre.

https://www.cbsnews.com/news/matthew-whitaker-blind-jazz-pianist-18-years-old-60-minutes-2020-12-27/

Han har meget smukke hænder, synes jeg.

Klaverlærerinden sidder til højre

Her spiller han på hammond eller lign. jazz orgel

Written by Donald

Tuesday, December 29, 2020 at 13:33 GMT+0000

Posted in Music

Tagged with

Goldberg variationerne på et Maene straight strung grand

Chris Maene må have været fascineret af historiske instrumenter hele sit liv, han har etableret et museum og restaurationsværksted for gamle klaver-instrumenter.

Men åbenbart dukkede der for 10 år siden en idé op om at lave klaverer på en anden måde end den etablerede med basstrenge, der krydser mellemtone-strengene, og derfor kaldt kryds-strengede klaverer. Daniel Barenboim var begejstret for idéen og købte strax to. Produktionen kom igang i større, rationelt format, og nu kan man endda få Maene flygeler i flere størrelser. Der findes nogle video’er med Barenboim, som jo var ung da vi var unge og som nu ikke spiller helt så meget, men stadig har denne evne til at få Beethoven sonater til at blive levende.

Men der er en yngre generation, der spiller mindst lige så dejligt. Her er det Hannes Minnaar, der spiller Goldberg Variationerne af J. S. Bach på et ligestrenget flygel bygget af Chris Maene’s værksted (vægrer mig ved at skrive “fabrik”). Der er publikum på, men det er en indspilning fra 6.August i år! Var de virkelig fri for Corona i Belgien i August?

Written by Donald

Friday, December 18, 2020 at 23:31 GMT+0000

Posted in Blogosofi

Tagged with