Skriv løs

… og se nu at få det sagt ordentligt

Posts Tagged ‘Musik

Absolut gehør, nu og før

En advarsel: At tale om musik og toner kan give problemer med terminologien. Grækerne brugte “op og ned” om lave og høje toner, altså omvendt af hvad vi gør i dag. En høj tone er højt oppe når den har en høj svingingstakt, frekvens. Man kan lave en tone ved at gnide en negl henover et stykke riflet fløjels (jernbanefløjels?) og hvis man gnider hurtigt (kun én vej) bliver tonen højere, ikke kun stærkere, men den er højere oppe, lysere, en højere frekvens. (Hold da op, sproget i dette indlæg skal vist rettes igen-igen).

—===oooOOOooo===—

Bemærkningen fra den gode violinist, Michael Germer, om at han må omstille sig når han skal spille med en kammertone, altså en tonehøjde, pitch, stemning, der er lavere end den standard, der bruges i dag (se en.wikipedia om “Concert Pitch”.)

For mange musikere er det et mirakel, at nogen kan høre nogle toner fx. en C dur treklang og strax sige “det er c-e-g” eller lignende. Nogle musikere hævder stivnakket at det er en medfødt evne, som nogen har og andre ikke har. Nogle mener endda, at de med absolut gehør mangler en evne til at høre på den “normale måde”. Min chef, da jeg var kirkesanger fra 1966 – 1969 Hans Mollerup i Jesus-kirken i Valby mente at når nogen sagde at “absolut gehør” kunne være en plage, så var det det samme som at sige at man skulle mangle et ben for at være normal.

Men ved en snak med Hans fik jeg forståelse af at han faktisk skulle igang, – justere, eller kalibrere, om man vil, før det absolutte gehør fungerede.

Nogle siger at man kan træne absolut gehør og at det er lige så godt. Andre siger at det at træne (med hørelære) ikke er det samme som at have absolut gehør.

Hvem er experter på det felt, og hvor står videnskaben i dag? Kort fortalt:

Når et barn er født og hører mors stemme og udtale, så efterlignes den tale og udtale, og betoningerne er vigtige – forskere mener at børnene har absolut gehør; men efter nogle år forsvinder det og bliver – især hvis man er musik-orienteret – interval-høring eller hvad man måske kan kalde “funktionshøring”. Tænk på “Jeg ved en lærkerede, jeg siger ikke mer'” – melodien anden linie er ikke en “sluttone”, den er et trin højere end begyndelsestonen og danner en anden harmoni med akkompagnementet; vi ved at dette ikke er slutningen, enden på sangen: Det er “funktionshøring”.

OpSummering: Der er en kobling mellem stemmebåndene og hørelsen; den er stærk i barndommen og aftager, især hvis man spiller et instrument som klaver, der har mange flere toner end menneskestemmen.

Hvis man lytter med andre mentale indstillinger, når man bliver ældre, kan man genopleve den barnlige måde at høre. Det er mit bud på hvad man kan og hvad der er forklaringen på absolut gehør.

—ooo—

Schumann skrev i sin vejledning til unge musikinteresserede at man skulle lytte efter lydene i det daglige og finde hvilke toner, der var, fx. kirkeklokkerne i nabolaget, (Rådhustårnet Kbh. er E moll hvis jeg husker rigtigt.) På den måde dannes der en hukommelses-tone.

Schumann og andre har mange gode råd til at bedre hørelsen. Genkendelse af bestemte lyde er et skridt på vejen, og musikteori, forståelsen af “udtrykket” i de forskellige tonearter og harmonier kan hjælpe med at observere de forskellige lyttemåder.

Hvis man nu fastholder at absolut gehør er at kunne sige “dette er tonen B!” (altså når der spilles eller synges tonen B) og at kalibrering og indlæring intet har at gøre med den egenskab, så er der et wildcard her:

Kammertonen varierer fra sted til sted, og har varieret over tid.

Beethoven havde en stemmegaffel på 455 Hz hvor normalen i dag er 440, mere end et skridt lavere. På JS.Bachs tid var der flere forskellige kammertoner, nogen så lave som 422. Man må gå ud fra at Bach havde det bedste af det bedste gehør, hvordan klarede han så at der ikke var samme kammertone i de forskellige instrumenter, han skulle spille på? Jeg gætter at det somme tider har generet ham en bitte smule, men at han hurtigt har indstillet sig, “kalibreret sin hørelse”, og jeg gætter at det er det, som Germer beskriver, med den forskel, at Germer ikke er vant til at gøre det og derfor er lidt forbavset over virkningen. Germer har spillet med den meget stabile “440” som han kalder det, kammertonen man normalt bruger i dag i modsætning til tidligere tiders mennesker.

—===oooOOOooo===—

Det er lidt synd, at denne “Oxford Companion To Music” (OCM) ikke udgives med de originale træsnit af kunstneren “Batt”, pseudonym for Oswald Barrett ; i de nye udgaver er de ikke medtagne, måske fordi de er for “imaginative”, og man har måske ønsket at OCM skulle fremstå mere alvorlige, mindre tegneserie-agtig.

Written by Donald

Friday, February 11, 2022 at 8:39 GMT+0000

Posted in Music

Tagged with ,

Er musik bedre, når man hører den for første gang?

Når man som ung hører musik for første gang og bliver meget betaget, enten det nu er klangskønne drømmende toner eller en udtryksfuld sangstemme, eller en rytmisk inciterende driftig musik, så husker man det bedre end det meste andet musik, man støder på senere.

Første gang jeg hørte alle Chopins 24 præludier var det 4 store 78’ere (“lak”plader som skulle rotere 78 omdrejninger i minuttet) en HMV indspilning, og den indspilning var selvfølgelig valgt af producere af klassisk musik, som havde sans for både marked og musik, og det må have været en stor-sælgende pladesamling.

Denne mand, Benno Moiséwitsch, var en begavet pianist, som ønskede alle detailler på plads og i orden. Det er ikke kun indspilnings-teknikernes ønsker og kritik, som har fået denneher indspilning til at lyse op på min himmel.

Tror jeg da.

Jeg har efterhånden hørt mange indspilninger. Dengang, i 1950’erne, var det ikke almindeligt at man indspillede alle præludierne, men efterhånden som LP’er blev mere almindelige, er der flere pianister, som har gjort det. Især er præludium nr. 1 i C dur, nr. 8 i Fis-moll og nr. 18 i F-moll vanskelige, de to fordi fingrene skal løbe (meget) hurtigt, men også være tilbageholdende, så man hører melodien og “processen”, forløbet, nr.18 fordi det er dramatisk på en overraskende måde.

Hver gang jeg er løbet ind i en CD med alle præludierne har jeg lyttet efter især nr.8 – og bliver næsten altid skuffet.

Fornylig hørte jeg så i Chopin Competition XVIII en pianistinde, Aimi Kobayashi, spille alle 24, og det var smukt. Der var forskelle til min gamle Moisewitsch-favorit, men ikke meget, men jeg kunne ikke lade være med at lytte på Moisewitsch bagefter. Og mage til fortryllende musik, i Fis-moll præludiet, har jeg ikke hørt. Man skal ikke sammenligne, når vi er på så højt et plan, for både Aimi og Benno er kunstnere af uendelig nåde.

… men alligevel. Jeg stemmer på Benno! (…men han er jo død og deltog ikke i konkurrencen!)

Denne søgen efter den “bedste”, er det en god grund til at afholde konkurrencer? Skal man finde “den bedste”? Nej vel?

Nej, konkurrencer er til for at hjælpe det unge menneske igang. Og jeg skal love for at det er vanvittigt dejligt at der er så mange vidunderligt musikalske pianister.

Kobayashi ved konkurrencen:
https://www.youtube.com/watch?v=x6pmBUkXNmM

Levende musik – plader og YouTube er jo ikke levende, men det skal da lige nævnes, at Benno-indspilningen ikke er med samme lydkvalitet som Aimi’s indspilning, og den sidste er en live-koncert, Benno’s er en omhyggeligt produceret studieoptagelse.

Written by Donald

Wednesday, November 3, 2021 at 21:41 GMT+0000

Posted in Music

Tagged with ,

Blues for viderekomne

Jammmen …

Lyrics by Macy Gray

he drives a wagon

and he looks just like my dream

i been climbin’ all his mountains

i been swimming all his seas

— not matter what or how i tried

i couldn’t get the man to fall in love with me

turns out he likes the girls with long and wavy hair

mine is short and kinky

i have lost my mind

— c’mon and

gimme all your lovin’

or i will kill you

put one through your head

gimme all your lovin

or i will kill you


Ikke morsomt, når man har været ude for noget i den retning …

Men er det nutidens lyrik? Yahya Hassan for bluesdame?


Jeg hørte sangen da jeg var ovre hos min søn, der havde den i afspilleren mens han gjorde sig klar, det var meget hyggeligt, – særligt nød jeg at det var ren blues på 4 toner indtil efter et par kor, hvor der så kom lidt variant-akkorder. mEn Trods Ensformigheden Var der små variationer som gjorde at musikken gav mening, god gedigen tanke- og kropsmotion.

Men lyrikken … giver den mening?

Written by Donald

Tuesday, October 19, 2021 at 22:31 GMT+0000

Posted in Music

Tagged with

Arne havde opfordret Tom til at støve sangene af

Jeg må indrømme at jeg ikke kunne forstå alle ordene, men Tom, som spillede i Kulturcafeen den anden dag, var god til at udtale, så jeg fangede det meste.

Arne med bassen havde hørt hans sange fra engang i 70’erne da han var en ung oprørsk sangskriver, og havde opfordret ham til at støve dem af.

Trommeslageren, som også hedder Arne, spillede behersket i baggrunden – bl.a. på en Cajun, en Braziliansk eller Sydamerikansk kasse, som simpelthen kan give en god lyd, og hvis man sætter ting indeni kan den også give lyse hvislende slaglyde som en lilletromme. Men den er alsidig og det var rart at trommerne ikke overdøvede sangtexterne.

Written by Donald

Thursday, July 29, 2021 at 6:53 GMT+0000

Posted in Music

Tagged with ,

Kulturcafé Helsinge

Der var kø hos frisøren, så jeg tænkte at jeg kunne gå på indkøb og bagefter kigger forbi igen; men der var stadig mange hoveder, der skulle klippes, så jeg fik en tid halvanden time senere.

Jeg noterede mig så at der sad nogle mennesker og drak en kop kaffe; dér hvor der før var foto-forretning, stod der “Kulturcafé” og indendørs var der et interieur, som jeg ikke har set magen til:

Men det er altså ikke en nyhed, at der er indrettet en café dér, det er mig, der har været meget lidt ude de sidste 3 år, for jeg har jo ikke haft så meget overskud. Jeg skal være glad for at have klaret det vigtigste.

Men som sagt, jeg gik ind og fik en alkoholfri øl, der læskede godt i varmen; der var køligere inde end ude! og der stod et klaver, så spillede lidt og fik venlig invitation til at komme og spille igen en anden gang.

På billedet med de røde vinduesrammer kan man skimte klaveret længst til venstre. Det var et instrument, som havde en acceptabel lyd og tone – og det stemte nogenlunde bortset fra et par toner.

Man kan købe møblementet. Det ser ud til at bordene er gjort i stand, og jeg håber at de finder nye borde, når de får solgt hvad der er på billederne!

Jeg fik ordnet et par ærinder og kom tilbage til en tom frisørsalon. Desværre blev jeg klippet alt for kort og nu kan jeg ikke genkende mig selv, undtagen på tøjet, men trøster mig med at det er meget godt at håret ikke bliver klistret af sved i den hedebølge, vi har.

Vil der mon være hedebølge indtil håret vokser ud igen?

Written by Donald

Monday, June 21, 2021 at 9:26 GMT+0000

Posted in Carpe Diem, Music

Tagged with ,

Et lyspunkt, vejr- og musikmæssigt

I ugen der gik var der igen øveaften for Pastor Porsagers Jazzkapel i Ramløse Sognelænge, og pianist og piano-instrumentmageren spillede igen sammen med sangerinde, saxofonist, bassist og nu en trommeslager. Janitschar sagde man i min ungdom, men det betyder egentlig en Tyrkisk militærtrommeslager. Så hvad fagbetegnelse har en jazzmusiker, som banker på trommer?

Efter en lille time holdes pause, og jeg gik udenfor og nød den smukke aften. Så gik det op for mig – igen – at vi her på egnen bor under et hul i skyerne. Der var en front mod syd. Det lægger man næsten ikke mærke til på billede-2, den er langt nede i horisonten. På tredie billede farves den øverste sky i fronten lyserød af den nedgående sol (det er næsten umuligt at fange med et billigt mobilkamera – man skal mindske exponering.)

Written by Donald

Tuesday, June 8, 2021 at 8:11 GMT+0000

Posted in Skyer, Vejr

Tagged with ,

Har du et minut?

musician

Lev Weksler aha! spiller med sig selv – ingen pianist var villig til at spille klaverstemmen, så måtte han jo selv 🙂

Det er så sandelig ikke alle video’er med Lev Weksler, der fryder øret, men sådan er kunstnerens arbejde, noget lykkes bedre end andet, noget er man god til. —

Written by Donald

Friday, May 7, 2021 at 10:31 GMT+0000

Posted in Music

Tagged with

Musikalsk indspil fra 1756

Jeg blev bare forundret over den fantastisk lange diskussionstråd i kommentarerne til dette fremragende musikstykke.

Jeg faldt over en LP engang sidst i 60’erne med dette stykke musik og syntes det var så godt, at jeg ville vise det til musikhistorie-professoren Bjørn Hjelmborg i en time. Jeg kunne bare ikke få noder til det, så jeg satte mig ned en nat, har været ca. 1972, overførte til bånd og “lyttede af” som man siger, og skrev et partitur, med blyant så man kunne rette, ikke særlig pænt skrevet, men jeg var endnu ikke professionel “nodeskriver”. Hjelmborg var vistnok lidt imponeret, men han tog ikke fat i dette emne. Jeg havde meget brug for hjælp både til karriere valg (det vidste han om alle sine studerende). Jeg havde brug for både faglig udvikling og hjælp til selvtillid. Hjelmborg var såmænd meget rar, prøvede vistnok på sin egen måde, gjorde et stort arbejde ud af sine timer.

Kunne han, tænker jeg i dag (ville jeg i hans situation have sagt):
Skriv til det store musikbibliotek i Berlin og spørg om de har noder til dette musikstykke! Hvis de ikke har, så prøv Wien, …

Denne indspilning er god, men ikke så stormende, som den jeg havde med The English Chamber Orchestra dirigeret af Raymond Leppard (eller er det en erindringsforskydning – jeg har ikke grammofonen stående så jeg lige kan sætte den gamle plade på). På pladen var der også 3 andre symfonier af Carl Philipp Emanuel Bach, JS’s næstældste søn, som var hof-pianist hos Frederik d.2. af Preussen (Frederik d. Store, Sans Souci i Potsdam, Berlin, et lille hyggeslot, som nogle tyskere tror er et pragtslot, et pralestykke, men det er det ikke. Det var tænkt som et retreat, deraf navnet).

Ledsagetexten:

Akademie für Alte Musik Berlin (2001)

“The E minor Symphony of 1756 (Wq. 178), a version of which without the winds (Wq. 177) was the only one of Bach’s Berlin symphonies to be published during his lifetime (Nuremberg, 1756), seems to conquer new areas of freedom of invention. The main theme of the opening ‘Allegro assai’ harbors a hitherto unheard of tension and engenders a display of rhythmic fireworks in which the occasional cantabile sprinklings are dispersed like helpless expostulations. An even more important aspect than this intensification of the notion of contrast, however, is Bach’s concept of underpinning the cyclic design of the symphony with a harmonic interlinking of the individual movements, in defiance of all the textbooks — a formal artifice that proves that in spite of all his capricious audacities and surprises, Bach never loses sight of the clarity of the overall architecture.” – Roman Hinke

Painting: Seascape study with raincloud, John Constable

Fra kommentarerne (som ender med at blive en diskussion om klassificering, periode-etiketter, labels på musikken, hvor den anden opfattelse er at musik som dette kan høres med ører fra både 1700-tallet (farmand Bach’s) og med nutids-ører):

Elaine Blackhurst
1 year ago (edited)

Originally written for strings alone and continuo in 1756 (Wq 177), CPE later added two each of flutes, oboes and horns (Wq 178), so both are authentic and everyone can choose which they prefer; the symphony was published in 1759.

However, the sound, whilst superficially resembling some aspects of sturm und drang, it is in fact a typical product of CPE’s very particular empfindsamer Stil.

This symphony was written about ten years before the mainly – but not entirely – Austrian sturm und drang period (c.1765 – 1775), and whilst it has some striking features of sudden dramatic contrasts in harmony, texture and dynamics; chromatic turns; volatility; and an Empfindsamkeit aesthetic of attempting to stir emotions; it retains some old fashioned features such as use of Baroque ritornello form in the first movement – it clearly pre-dates the normally accepted sturm und drang repertoire by some years.

It is a fantastic piece; at the time, the composer Hasse said it was the best symphony he knew, but it is not sturm und drang you hear, it’s uniquely CPE and his empfindsamer Stil.

Men der er flere, mange flere kommentarer!

Written by Donald

Monday, March 8, 2021 at 12:13 GMT+0000

Posted in Tidsmaskinen

Tagged with ,

Neiii det skulle have været et KORT indlæg …

piano in living room

Min nye gamle genbrugs-klaverlampe

Det skriv fra for lidt siden, tropasigselv skulle bare have været et par linier med spørgsmål om klaverets lyd efter stemning og efter at jeg har prikket hamre lidt — jeg synes det skal prikkes meget mere.

Men det fik mig på en lang tur udi fortiden. Engang jeg var i den flotte svømmehal i Gentofte, Kildeskovshallen, med min dengang lille søn, mødte jeg min ungdomskammerat Niels Erik, som i en udvexling af minder sagde til mig “Du var den eneste, der havde alle spørgsmål rigtige i høreprøven!” (en optagelsesprøve til Konservatoriet.)

Det vidste jeg jo ikke! Men efter nogle år på Konservatoriet kom jeg i krise, manglede tro på mig selv og følte at hver eneste lektion gik ud på at se hvor meget vi kunne eller om vi overhovedet kunne noget — det var som om lektionerne var ude på at finde grænsen for hvad vi kunne i stedet for at lære os at overskride grænser.

Senere har jeg igen og igen konstateret at man skal kæmpe mod den slags mistillid — måske er det “indeni én selv”, men det kan også være andre, som kommer med stikpiller, sådan som den sødeste veninde nogensinde sagde til mig for 55 år siden: Pas på — de kritiserer dig jo! spil som du synes det skal være!

Written by Donald

Wednesday, March 3, 2021 at 18:02 GMT+0000

Posted in Brok, Carpe Noctem

Tagged with ,

Om at tro på sig selv

Jeg har selv stemt klaver siden engang i 1975, da en instrumentmager gav mig en stemmenøgle af rimelig kvalitet. Han var af en eller anden grund hjælpsom. Jeg har aldrig betalt ham eller købt noget. Hans forretning lå i Skydebanegade, Vesterbro, og han har set mange mennesker for hvem et klaver var en uoverkommelig udgift.

Tak til ham.

Stemmebjælken, wrest-plank, på det gamle klaver var revnet, og cis” ville ikke blive siddende i stemning. Skydebane-instrumentmageren gav mig en håndfuld større nagler – jeg skiftede nagler hvor det var mest påkrævet og stemte klaveret op igen.

Det gamle klaver burde være restaureret og komme på museum, for det var et af de få opretstående, som havde en “una corde” mekanisme, der forskubber hamrene, så de kun anslår én streng. Derved bliver tonen svagere, sartere, og da filten ikke er så hård på det sted, der nu rammer, bliver tonen også blødere. Min klaverlærer kunne godt lide den effekt, jeg fik frem ved at bruge “halv una corde”.

Senere fik jeg et bedre klaver, men af mange grunde aldrig et flygel eller et endnu bedre – jeg nøjedes med et opretstående DDR-klaver med en dårlig mekanik, men med en smuk tone. Efter mange års slid havde jeg slebet lidt og prikket hamre, så de havde den smukke tone, som jeg holdt så meget af.

Nu fik jeg så repareret hamre og justeret højde og placering, så tangenterne sidder smukt og lige og det har et dejligt anslag.

Jeg stemmer ikke så godt som en professionel klaverstemmer, og jeg er 4 gange så længe om det. Men når man har spillet guitar og violin, så kan man ikke bare lade stå til, hvis en streng er ude af stemning, så frem med stemmenøgle og kiler, åbne klaveret og stemme!

Det synes klaverstemmeren ikke om. Til gengæld rettede jeg på hans stemning, så snart han var ude af døren.

Det gør jeg når det er påkrævet, somme tider flere gange om ugen, somme tider kan der være en perode på 6 måneder, hvor temperatur og fugtighed er den samme og klaveret holder.

Klaverstemmeren kunne heller ikke lide at jeg havde “prikket hamre” for så var det som om tonen var lidt dump – kan ikke huske det nøjagtige ord han brugte, men han sagde “det er som om tonen ikke folder sig ud”; men jeg synes at efter han har slebet lidt på hamrene er de blevet alt for hårde; det ringer for mine øren.

Jeg tror hans ører fungerer på en helt anden måde end mine. Men jeg har selvfølgelig stor respekt for en fagmand! Hans ord er lov.

Næsten.

ELLER ER DE? Er det en fejl, at jeg tror så meget på andre og ikke lytter til mine egne sansninger?

I mine øren er klaveret lige på grænsen til at være skingert, men jeg fortsætter med at prikke hamre og må sige til mig selv:

TRO PÅ DIG SELV, gør som du synes det skal være; han kan ikke gøre for at han hører på en anden måde.

Written by Donald

Wednesday, March 3, 2021 at 17:41 GMT+0000

Posted in Brok, Carpe Noctem, Ord

Tagged with

Det Britiske Vildsvin, the British Boar

Nu til noget helt andet:

Det Britiske vildsvin er uddødt, jagtet til udryddelse for mange år siden, fortæller John Kenny i en video, hvori han demonstrerer den Keltisk trompet, the Carnyx. Shallstykket (tragten) på denne Keltiske trompet skal forestille et frygtindgydende vildsvin.

Vi ved noget om den Britiske boar, selv om den er uddød: Den var forskellig fra det Europæisk vildsvin, var hurtig, kunne løbe hurtigere end en hest, den havde giftigt spyt, den var intelligent (det er grise jo), og den kunne bide armen af en mand i ét hug.

Men nu er der så indvandret vildsvin fra Europa:

In 1998, MAFF, now known as DEFRA released a report concerning the presence of two populations of wild boar living freely in the UK.[55] These boar are thought to have escaped from wildlife parks, zoos and from farms where they are farmed for their meat, and gone on to establish breeding populations.

I Sverige har jeg set et vildsvin i en naturpark, en skov med en indhegning til beskyttelse af dyrene. Det er 18 år siden. Vi sov i et shelter i den uindhegnede skov og om morgenen vækkede lyden af det store vildsvin os.

Men det var altså en anden art end det gamle Britisk vildsvin, the medieval British boar.

Wikipedia har en liste over uddøde arter i England – formentlig ikke komplet.

https://en.wikipedia.org/wiki/List_of_extinct_animals_of_the_British_Isles

Der er også en wikipedia-side, hvori der er link til uddøde Engelske svineracer, men det er jo ikke vildsvin, der her opregnes:

https://en.wikipedia.org/wiki/Category:Extinct_British_pig_breeds

https://www.woodlandtrust.org.uk/trees-woods-and-wildlife/animals/mammals/wild-boar/

Did you know?
Wild boar are common on mainland Europe, with an estimated population of several million.

Written by Donald

Saturday, February 6, 2021 at 23:57 GMT+0000

Posted in Ord, Videnskab

Tagged with ,

Det er bredden af udtryk, som giver skønheden

Pianohammers, flat

Hamrene på det 100 år gamle flygel er slidt, men der er flere måder at gøre noget ved det

Et forsøg på at optage mit klaver voldte mig store problemer. Mit gamle stereo-kamera burde jeg prøve at bruge igen, for lyden kunne være god; men et moderne smartmobil-kamera med mikrofon kan faktisk være på højde med tidligere tiders målemikrofoner – ikke de aller-bedste, men nok til at måle frekvensspektret lidt bedre end den menneskelige hørelse kan gøre det.

Jeg fik justeret mekanikken på mit klaver sidste efterår.

Hammerfilten blev slebet lidt, fordi den var blevet flad (jeg havde slebet lidt så de dybe furer ikke ødelagde tonen).

Tangenterne er nu meget mere følsomme og det er godt.

Søren, hvis du læser dette, så skal du have tak for den dejlige gennemgang af mekanikkerne (hamrenes forskellige led), så det kører godt nu.

Hammerfilten er derimod hård som sten og gav en hård, metallisk klang, som gjorde mig desperat. Men jeg vidste jo godt, hvad det skyldtes, og jeg har før prikket i filten med en synål på en korkprop, så man får hammerfilten blødet lidt op – dog har jeg jo ikke erfaringen eller insider viden, så det er lidt på må og få, at jeg har bearbejdet hamrene.

Hamrenes filt er så hård, at jeg ikke kan få nålen længere ind end et par millimeter; men jeg har alligevel fået tonerne til at blive bløde i piano (svage toner) – og kraftige, hårde, ved kraftigt spil (forte).

Det er den forskel, Marcus Roberts henviser til, i ovenstående bemærkning om de gamle hamre på et smukt instrument (Blüthner 1908), som han var ved at undersøge for om det kunne betale sig at gøre noget ved det. (Link til RobertsPianos video om restauration af Blutner Style V grand 1908)

Hvis man lader hamrene være som de er, lidt slidte i overfladen, er tonen måske egentlig behagelig blød og udtryksfuld i piano, mere lys i forte. Men ved at slibe dem, forme dem, så kan man få en større forskel.

Jeg har ladet en enkelt tone stå som den var og den høres i anden del at denne lille improviserede optagelse af en melodi baseret på Suzanne Vega’s “Tom’s Diner”. F# er hård og lidt skinger i anden del af optagelsen (den langsomme, bløde del), f# er den fjerde tone, den øverse, i melodiliniens første del.

Written by Donald

Saturday, January 30, 2021 at 15:21 GMT+0000

Posted in Blogosofi

Tagged with