Det var ikke helt så mørkt i dag.
Vejen har oprindeligt gået mellem de to gule huse til venstre
Helsinge ligger midt i et agerland, og tidligere har der ikke været særlig meget trafik fra Helsinge til København. Det ændrede sig i 70′erne, da man lavede omfartsvej og blandt andet flyttede vejen, som gik mellem de to huse til venstre, over mod højre (udenfor husene) for derved at kunne have en bredere bilvej.
Huset hvorpå der står “Mansa autodele”, er et rigtig gammelt hus, men sådan som det ligger klemt inde ved vejen ville det efter mit skøn være rimeligt nok at rive det ned. Hvis man ville bevare det, skulle man også sørge for plads og niveau omkring huset. Det har heller ikke været bevaret på en måde som skulle vise dets bygningsmæssige kvaliteter. Det har været brugt til forretnings- og lagerlokaler.
Helsinge er blevet kaldt en grim by
I alle byer er der forladte huse og grimme partier. Her er bagsiden af Helsinge forretningsområde, som glimrer ved at det ikke koster noget at parkere.
Selv parkeringspladser kan laves mere eller mindre skønsomt.
Parkeringspladsen var oprindeligt uden bevoksning, og unge mennesker fandt hurtigt ud af at de om aftenen kunne ræse rundt på den tomme parkeringsplads. Det var dog så farlig en fritidsbeskæftigelse at det blev stoppet ved at forskønne parkeringspladsen med bevoksning af bøgehæk.
Kysten Nord for Helsinge -- Vejby Strand
Paradoksalt nok er Helsinge også blevet nævnt som en af de kommuner, der har de største landskabs- og naturværdier. Måske er det derfor, at folk har interesseret sig mindre for byen. Nu har jeg ikke været omkring Kirken og domhuset i dag, måske skulle jeg en dag samle billederne, så man kan se, at der er små kønne partier i byen såvel som udenfor.
Kystbeskyttelse
En gang imellem kan man høre i Radioavisen, at Kattegat æder fem-seks centimeter af Nordkysten hvert år. Fortsætter det på den måde, vil mit hus blive ædt om 40000 år.
Husene ved kysten har imidlertid forsøgt at beskytte kysten, og de høfder som ses på billedet, har ligget der siden ca. 1994, hvor store storme åd så meget af kysten, at et muret bådehus med redningsmateriel på det sted, der hedder “Hareskåret”, blev totalt smadret.
Men kystbeskyttelse er privat opgave. Kommunen yder kun begrænset støtte.
Kystskråningerne befæstes af stride roser.
Kom ikke og sig, at roser er sarte (Heidenröslein, go home!) Her hjælper roserne med at holde på jorden på skråningerne. Skrænternes værste fjende er den værste ødelæggelse den indre udskylning, når forårsregn i rigelige mængder siver ned i hulninger lidt inde i landet og søger ud til kysten i gruslagene. Der er plastisk ler nogle steder, og det fungerer som smørelse. Det er meget ustabilt. Til gengæld kunne man lave en masse kattegrus og isoleringsmateriale ud af disse skrænter 
