Mornings at Via Ventana
The first morning I woke up in the guest room at Vigen’s and Linda’s house, the sunlight painted a bright sun-window on the wall, like it did at my first visit on October 20th last year. This visual echo brought a sense of delightful continuity to my stay; it was as if the room welcomed me back with the same radiant greeting.
The roomy house, the beautiful view from the windows, the big bed, everything was so comfortable. When Vigen later asked me to give my niece his compliments and remind her that she and her family were welcome to visit – and that I should remind her that it was 1st class accomodations – I could not help smile and felt that this holiday stay, 3 weeks in these surroundings, with the possibility to visit family, and the opportunity to research the nature and history of the San Francisco Peninsula, was the best gift I could ever get.
As I have said, Malte, my son, and I visited Vigen and Linda in October, and back then Vigen complained that we only had one day when he could show us around. Now we had the opportunity to catch up, and we did.
In a different conversation about the visit, Vigen joked, ‘We may have created a monster,’ referring to a visitor who stays too long. However, I never really felt he meant it.
We mostly entered through the garage.
I rented a Dodge Hornet – a “muscle car” and thus the Casco insurance was quite stiff, but alternatively the Avis clerk offered me a Cadillac, even though I had asked for a small car class C.
Trappen med 180 trin
Ja – jeg tog alle trin ned og igen op. For et halvt år siden ville det have været en lidelse, nu var det (næsten) sjovt. Jeg var jo nødt til at gå op og ned ad min grand kusines trappe mellem 4 og 10 gange hver dag, i 3 uger, og selv om det gjorde ondt i både hofte og venstre knæ, så kunne jeg ved at holde fast i gelænderet faktisk klare det meget pænt.
Der må være kommet noget mere bevægelighed i leddene ud af de mange trappeture, for til sidst kunne jeg bruge begge ben – stadig med hænderne som støtte, men som helhed meget bedre.
Det satte naturligvis en masse tanker igang. Hvad kunne jeg gøre for at bevare det? Det er desværre ulovligt at bygge en første-etage på huset her, det ville ellers være dejligt.
Men der er jo trapper et par steder langs med kyst-skrænterne, og to af disse er bygget med hensyntagen til dårligt gående, dvs. med et gelænder, som kan tåle at man lægger vægt på!
Man må nok også se om fitness maskineriet nede i Sportsforeningen kan være til nytte, jeg tvivler, men – alt skal forsøges. Rie, en bekendt, siger man kan gøre meget med en stol, sid ned, rejs op og bliv ved mange gange; men når jeg bruger trappen på billedet herover, så er det jo også armene, og ryggen, som kommer på arbejde. Mon ikke jeg alligevel finder ud af noget til vinter, når udendørs fitness er for farligt? Jeg stoler på at der findes en løsning.
Highway i280
Højdepunkter i min ferie var møde med familie – klart nok! Men udover det morede det mig at danne mig et indtryk af San Francisco området, som jeg jo har hørt om siden jeg var ganske lille, idet min mor og hendes kusine Gohar begge havde brudt med familien og var flyttet til “den vestlige verden” – Gohar i San Francisco, min mor i København, Danmark – men så snart det var muligt, besøgte de hinanden så ofte det kunne lade sig gøre.
San Francisco er en stor by og som alle andre har den et “metro-area” omkring sig, mange mindre byer og nogle få større, som hænger sammen med vejnet, lokaltog og med lufthavne. Det er også fra dette område at computer-teknikken udviklede sig – som de fleste ved er der et område, man kalder Silicone Valley – det er omkring Palo Alto og Los Altos. En ny vej gennem den mest naturskønne del af San Francisco halvøen fører fra centrum af storbyen til de mindre byer omkring. San Francisco ligger jo på spidsen af en halvø, The SF Peninsula, og mod vest er det Stillehavet, mod øst Bugten, og hele vejen omkring – 200 km – er der “The Bay Area”, som i dag tæller 7 mio indbyggere.
Jeg nød at køre rundt og se ud over landskaberne, og ønskede så meget at jeg kunne gå på trek.
Interstate 280 (I-280) is a 57.22-mile-long (92.09 km) major north–south auxiliary Interstate Highway in the San Francisco Bay Area of Northern California. It runs from I-680 and US Route 101 (US 101) in San Jose to King and 5th streets in San Francisco, running just to the west of the larger cities of San Francisco Peninsula for most of its route.
Long time no see
Here are some – only some – pictures from the 3 weeks in San Fransico. I really would have loved to make a summary as the first posting, but I have been ill and there were lots of other obligations.
Jeg har slet ikke fået gennemset og redigeret alle 500 billeder fra de tre uger i San Francisco.
Her er billeder fra de første par dage + et par billeder fra påsken.
Ask for comments – I will add as soon as I can. Right now I have a pain in my butt from sitting down too long 
I will probably add more captions later.
Der skal sælges nogle stykker inden længe …
Hun trak nogle stykker ud, ikke op, kun lige den størrelse hun skulle bruge.
💚
mororolie kontrolleres
Det er nu to år siden at jeg købte denne gamle bil, om 4 år kan den blive registreret som veteranbil, meeen … så må man jo ikke køre i den hele året.
Der er ofte veteran-træf i området, rigtig gamle biler, som fx i efteråret mødres ved Byens Fineste Hotel. Det vae tydeligt at der var mange, som kunne lide at “skrue” på bilerne. Det var nok nødvendigt i nogle tilfælde. Derfor kan man somme tider undre sig overat biler af i dag eller sidste år er så stabile, at man kan nøjes med halvårlig service.
jeg havde glemt at checke olie, gad vide hvor længe, vistnok 5 mdr, men denne bruger åbnbart ikke ret meget olie, — helt fudl; farven som den skal være, mørkebrun olie.
Herre afdelingen
En læser har bag kulisserne klaget over at der ikke er nogen text. Jeg synes ellers der er masser af text, H-E-R-R-E som betyder at det skulle være afdelingen for herretøj. Men dameafdelingen fylder mere og mere, og nu står HERRE ikke længere i midten for knagerne med herretøj.
Den efterfølgende text er jeg ikke så glad for at offentliggøre; da jeg kom forbi tænkte jeg: “Mon herrer i min alder nu opfordres til at gå med sportsBH — for vi jo udvikler lidt mere fylde på øverste etage? Men det skal da være voldsomt før det bliver nødvendigt at få lidt hold på det …” og så mærkede jeg efter.
Og så grinede jeg selvfølgelig da jeg fik set nærmere efter.
Udsnit af fotografiet, så man kan se text på de små pakker i venstre side af billedet:
Bedst før eller efter
Jeg havde arbejdet med at finde ud af kontingent-opkrævning for Grundejerforeningen her, som står for belysning, vedligehold af fællesareal, stenbelægning og især kloak-brønde.
Men kl.17 besluttede jeg at nu da der jo alligevel er sol til omkring kl.18 kunne jeg godt tage på solnedgangstur. Ingen yderligere kommentarer er vist nødvendige …
Ikke-solnedgangstur
Hun sad på bænken indtil klokken var 1 minut efter solnedgang. Der var ikke engang rødmen på himlen. Jeg nød billedet af de grå nuancer og tog flere billeder, som viser dramaet set fra sommerhusejerens perspektiv. Grunden blev doneret til kommunen af en gammel altruist, som syntes at dette stykke paradis skulle være tilgængeligt for alle. Det fortalte en midaldrende “ung mand” mig en sommerdag, da jeg gik en tur her. Han havde været gæst her gennem alle årene. Der har været en trappe til stranden 25 meter nedenfor, og der har været toilet på grunden. Man kom med camping møbler, tæpper, termokander, alt muligt og nød søndagene her i somrene 1970-80 og senere.
Nu har København både Amagerstrand, og endda badesteder i selve havnen, som har rent vand nu.
Nogle dage kan jeg gå ret langt, uden at det gør ondt. Efter en kilometer kan jeg holde pause og ved lidt afslapning og siddene øvelser, helst på en bænk, sørge for at komme til at gå igen.
Nødløsninger
Det lille foderhus er slet ikke nok til de mange fugle, som gerne vil have mad i vores haver; derfor måtte jeg for et par måneder siden finde en nødløsning, en skål på ben, i læ af huset, ikke kønt, men den blev tømt hver gang jeg fyldte op.
Jeg har vist vist et par billeder fra spadsereture heromkring, og der kommer flere; – men det er også en slags nødløsnings-ture, jeg har svært ved at gå, det er højre hofte og venstre knæ, der som tidligere nævnt kan give stiksmerter, så jeg pludselig ikke kan støtte på benet, derfor går jeg meget forsigtigt. Men man kan godt finde oplevelser alligevel: Her den smukke strand ved Helenekilde Pensionat, eller “badehotel”?
Lægen på Adea ville operere en ny hofte i al hast (det har jeg fortalt før), men da hun fortalte om risikoen, og at efterfølgende træning var nødvendigt, så takkede jeg nej. Der var flere grunde end de her nævnte. Hun nævnte også at jeg kunne anskaffe en sammenklappelig stok, så jeg havde noget at støtte på i nødstilfælde. Må man tage sådan en med i et fly?
Hvornår er det forår, 1.Marts eller 15.April?
Forleden var der en eller anden der sagde at 1.Marts er den første forårsdag. Det kan jeg ikke forstå at man siger i Danmark, måske giver det mening nogle steder i Tyskland. Der kan være nattefrost indtil 15.Maj (det lærte jeg af “Farmer” som desværre ikke skriver naturjournal mere; vi har brug for formidling om landbrugets udvikling, ligesåvel som vi bør have daglige infusioner om videnskab og politik.)
Men det er mere rimeligt at sige 15.April, eller bare 1.April, så er det efter jævndøgn, og vi 3 fulde måneder efter Julens Lysfester. Selvfølgelig er der forskel på årene, nogle år har vi set æbletræer (eller mirabelle) blomstre i Januar, men derefter ligesom lukke ned, når der kom en kuldeperiode, og vi ved jo godt at æbletræer ikke får æbler, hvis frosten ødelægger knopperne og blomsterne ikke bliver bestøvet.
Her er lidt forårssymfoni: En lille “forårsvalmue”, en staud af en slags, har venligst spredt sig i min have; naboen troede jeg dyrkede opium. Vandet står højt i vandhullerne i Vejby-Dalen – et landbrugsområde, som får mig til at tænke på “Den Lykkelige Dal”, på grund af det milde landskab.
Erantis blomstrer 2 steder i min have; – kvalkved træet og ribis har knopper, som er lige ved at folde sig ud.
3.række er vandhullet (igen) og så et billede med en gåseflok, der trækker henover vandhullet. Der har været en meget større flok, som jeg desværre ikke fik billede af.
Sidst må jeg tilstå at jeg ikke har sørget for æstetisk fuglefodring, men da jeg i februar kunne se at fuglene ikke længere kunne finde mad i de nedfaldne æbler, og fuglesangen forstummede, og min lille solsort kom hen til køkken vinduet og bad om mad, så fandt jeg en skål og satte den, så rotter forhåbentlig ikke tog af den – men fuglene har været så glade for den, fylder jeg den om morgenen, er den næsten tom om aftenen. Det lille foderhus er meget pænt, men det er slet ikke nok mad; ikke desto mindre er blåmejserne glade for det, fordi de åbenbart føler sig mere trygge.
Skriv løs 