Archive for the ‘Park’ Category
Når solen får magt …
Den sætning har jeg læst flere steder, i skolens litteratur-udpluk, i romaner, i artikler. Men det var først i går, i en alder af 76 år, at jeg oplevede, at det er alvor: Jeg parkerede som det ses i Fælledparken, hvor der er næsten altid god plads (men lidt gå-afstand til Rigshospitalet, og det kostede 60 kr, ca 20 i timen) og tog et par skridt ind forbi en bænk, så på termometeret på min mobil, minus 1 grad (yr.no eller lign.) og spurgte en mand på en solbeskinnet bænk: “Ved du hvad temperaturen er? Jeg tror min mobil viser forkert!”
Han svarede: “Det behøver ikke at være forkert, tænk på solen, her i solen er det varmt.”
Jeg gik med åben frakke, uden hue og handsker (jeg har ellers været nødt til virkelig at pakke og passe på her i vinter.)



Man kan se, at der er is på vandet – husk at klokken var 1230, det var ikke tidlig morgen.
Tilbageblikke
Det var lumsk glat i dag, gråt, kombineret slud og isslag, lumsk fordi det var pletvis glat, så meget at hvis man tog et normalt skridt hvor man forventer noget gnidningsmodstand, så kunne foden glide. Jeg prøvede at gå som på ski, skubbe fødderne, det kunne man godt *nogle steder* og det er derfor det er så farligt for sådan nogle som os, der er gamle og læger langsomt, og iøvrigt kan have (og for mig vedkommende har) alskens eftervirkninger af livsreddende behandlinger.
Så satte jeg TV til Chromecast, ambience, kalder de det, med billeder fra mobilkameraet uploadet til Google Photos – de billeder giver mig en oplevelse af de smukke steder jeg har set. Jeg spurgte mig selv om jeg virkelig ser så mange smukke ting? (om sommeren, altså … haha)




Hudlæge, ydernr, 10 min konsultation, effektivitet og lillebitte motionstur
Efter en behagelig oplevelse hos hudlægen, som havde konstateret en hudkræft af den slags, som ikke spreder sig, og en minimal operation, talte vi lidt om hvorvidt sygeplejerskernes krav om mere i løn er urimeligt. Jeg kender jo kun arbejdspladsen fra patient-siden, men husker med forundring at jeg og min familie undrede os over hvordan toiletforholdene var på en mave- tarm kirurgisk afdeling; og jeg huskede en kirurg, som var tilkaldt fra Dragør for at operere på mig i 1987, da lægen Villy Petersen havde hasteindlagt mig med bughindebetændelse.
Kirurgen må have skyllet grundigt, for der var ikke efterfølgende underlivsbetændelse sådan som der desværre var efter en anden operation i 2006.
Men mine argumenter for at sygeplejerske erhvervet er vigtigt supplerede han med at læger, som er på 24-timers vagt, slider sig selv op.
Og så kom der exempler på de følelsesmæssige storme, som læger og sygeplejersker oplever netop i de situationer. Derfor tænker jeg nu bagefter at så er det måske ikke så mærkeligt at man påtænker at revidere og ny-oprette særlige tillæg for forskellige funktioner i sundhedsvæsenet.
En anden ting, lægen fortalte, var at man på Hamlet privathospitalet var meget mere effektive med operationer – 10 minutter efter en operation var slut, var der et rengøringshold, som gjorde klar til næste operation. Hans behandling af mig, afslappet og hurtig (måske lidt mere end 10 min) var et godt eksempel på det.
Hudklinikken er i Hillerød. Da jeg strax efter kørte til Frederiksborg slotsparkering troede ænderne, at jeg kom med mad, jeg fik så ondt af dem. Skal man have ondt af dem? Jeg ved det faktisk ikke, men jeg kan godt lide andesteg, så der må være noget i den situation, som burde udnyttes.
Jeg havde ondt overalt, for når jeg skal tidligt op (kl.8) for at komme til lægen kl.10, så får jeg af en eller anden grund meget mere ondt i højre ben, hofte og ryg. Men jeg ville gå en lille tur alligevel.
Det billede, som jeg synes er sjovest, er muren, hvor man kan se at der har været tre bueport, måske en vognport i den lille bygning vest for Slotskirken, på den anden side af kanalen.
Jeg kan ikke glemme alle de tange i 1970’erne vi kørte hjem fra Sommerhuset i Asserbo, og så skulle man igennem slottet for at komme til Kongevejen fra Hillerød til København. Der var ingen “Farumvej” eller “Hillerød Motorvej” dengang. Og det må have slidt på slottets fundamenter, at der kørte biler igennem, godt nok ikke lastbiler, men altså privatbiler. De større biler må være kørt til Stationen af det, der nu hedder Nordstensvej. Men hvorfor går jeg dog så meget op i den slags?
Minder.




Drosselvej offentlig parkering og have
Det var en filantrop, som donerede sin sommerhusgrund til offentligheden, en stor grund på toppen af skrænten ved Vejby Strand, en formue værd i dag. Dengang var der trappe og kommunen byggede et offentligt toilet, det er revet ned nu (men der er stadig kloakering).
Derfra gik turen østpå til Ternevej og en anden lille privat grundejersti med “solnedgangsbænk”.







Normaltid er vintertid og mørketid


Vintertid er som bekendt ikke officiel betegnelse for klokke-sætning hvor solen står højest på himlen ca. kl.12.
Klokke-sætning?! er jeg god til det med at lave nye ord?
Solnedgangstrappen




På dansk kan man danne nye ord ved at sammensætte existerende ord. Dette at ordene skrives uden mellemrum kan være en hjælpe for en søgemaskine som Google, hvor man søger på “sjældne bogstavsammensætninger” (som én af mange måder at effektivisere, optimere søgninger, så der bruges så lidt computer-tid som muligt; husk at der er millioner af dokumenter, eller snarere milliarder, som skal søges igennem, hvis du skal finde et ord/navn som solskinsbarn, solsikkefrø, solskoldning osv. og her Solnedgangstrappe. Hvis det “bare” var “solnedgang” begynder søgningen med at læse et index over dokumenter hvor “solnedgang” forekommer. Når der så tilføjes “solnedgangstrappe”, vil den liste blive scannet igennem for at se hvor “solnedgang” står alene og hvor det er koblet med andre ord.
Alt det kan forbedres og raffineres, især var de første forbedringer baseret på vægten af ordet. Hvis det var en text om Sol eller landskabsbilleder, var ordet solnedgang af højere “værdi” (eller rang). osv.
Ordet Solnedgangstrappen forekom på beskrivelsen af trappen ved Kaprifolievej, hvor der stod at den var lavet efter samme principper som “Solnedgangstrappen”.
Det viser sig at ordet Solnedgangstrappen forekommer i en side om Nakskov. Jeg kan ikke finde ordet i Tisvilde Grundejerforenings webside om forskønnelse, inclusive omtale af trappen. Måske forekommer ordet slet ikke i websiden for Tisvilde, der kun omtaler “Solnedgangsbakken” og med den ordet “Trappe”.
Tisvilde Grundejerforening viser sine aktiviteter, hvor Trappen ved Solnedgangsbakken altså er én af dem (den, som på den anden trappes-skilt blev kaldt Solnedgangstrappen).

Trappen ender ovenfor en 2 meter høj mur, – jeg var nødt til at balancere på denne et stykke hen til nærmeste trappe ned på selve stranden.
Stedet, hvor man …


En lille tur er nødvendig på en Søndag! trods et højreben, der gjorde sig udtilbens. Selv om det efterhånden blev henad klokken 18, skinnede solen stadig og vejret var mildt.
Mine erindringer om stedet her går langt tilbage – længere end de 36 år jeg har boet her. Min svigerinde var ved at gå over tid og – ærligt talt, det snakker man ikke om, gør man? Men det må da være noget af en belastning at fosteret vokser sig større og større; ikke bare striæ, men alt muligt andet kommer kan blive følgen af at fosteret skubber rundt på moderen. Så hun tog en løbetur på Heatherhill og håbede at det ville sætte gang i fødselen. Jeg tror det lykkedes, barnet er jo 46 år gammel nu og har tre dejlige børn.
Restaurant Den Grønne Sax
Ja det kunne man da godt kalde mit køkken, men jeg har nu ikke åbent for gæster undtagen den lille familie. Hvordan laver man mad, der ikke smager af restaurant eller cafeteria? Det er grøntsagerne, der giver smagen, her var det gulerødder og spidskål og efter lidt tid (grøntsagerne er dårligt nok svitsede) småtskåret tomat, som fungerer som vand og vin, tilsæt evt. andet. Pris pr. servering: 54.32 kr uden rabat (det meste er timeløn). Minifrikadeller kan også fåes mod extrabetaling.
Efter måltidet bydes på en spadseretur i det enestående smukke terrain ved Heatherhill, et tidligere sommerhus af den store slags, bygget så dårligt så det bedre kunne betale sig at rive det ned, efter at ejeren havde doneret ejendommen til samfundet.



Anemonetid





Da jeg havde meldt afbud til en behandling (infusion) med immunglobulin (antistof, en art antibiotika) den 7. April fik jeg en ny tid: !!! Påskesøndag kl.12:15.
Det tog jeg selvfølgelig imod uden at beklage mig over at det var min eneste fridag (for det er det jo ikke) men jeg havde ondt af personalet, der møder op på fridage.
Efter behandlingen sagde sygeplejersken, som jeg kendte fra for 4 år siden, at jeg ville være træt, ikke så meget pga behandlingen, men på grund af den antihistamin (allergi-blokering) som man får. Det var ellers sådan nogle små piller, tænk at de kan gøre så meget …
Men jeg var træt. Alligevel var vejret så smukt så jeg gik en lillebitte tur i Fælledparken i løvspring og glædede mig over så mange Københavnere, der nød den lille plet uden huse. Jeg er vokset op som bymenneske, og jeg kan ikke lide byerne. (Og man kan heller ikke leve helt uden).
Jeg kørte en omvej hjem, Strandvejen, så smukt, Eremitageslottet pakket ind som et kunstværk der skal beskyttes, Strandmøllen, gamle minder om ture med far, og Vedbæk Havn – så kørte jeg hjem gennem Trørød Hegn og opdagede at det var Anemone tid.
Men at tage billeder af Anemonetid med mobil-kamera er ikke nemt. Man vil gerne have detaillerne med, alle stjernerne.
Det lykkedes næsten på sidste billede – men du skal blæse det op i størrelse for at kunne se det.
Kunstgræs skal ikke slåes



Vi er bekymrede over plastic-forurening af havene, og alligevel lægger vi kunstgræs fx. på fodboldbaner.
Jeg har ikke spillet klubfodbold, men jeg tvivler på at det er bedre at glide en tackling af på kunstgræs end det er at glide på græs. Der er lagt små sorte gummikugler ud i kunstgræsset, og de skulle mindske modstanden, når man glider henover.
De “gammeldags” græsbaner kan have et problem, som Vejby banerne havde: Der kan komme småsten op mellem græsserne, hvis den ikke er anlagt på en særlig måde (med tykt lag tørvejord, gætter jeg, og et net under, med grus og dræn nederst).
Problemet med levende græs på vores breddegrader er jo at det bliver “slidt” om vinteren, med mindre man har store arealer og skifter fra det ene til det andet. Selv da er en levende græsplæne vanskeligere at få til at være indbydende. En enkelt glidende tackling, så er græsset revet op.
Barok – hvor kommer det ord fra?
(DDO:) fra fransk baroque betegnede oprindelig en perle med uregelmæssig form, af uvis oprindelse
Etymologisk ordbog: baroque (adj.)
“style of architecture and decoration which prevailed in Europe late 17c. through much of 18c., later derided as clumsy in form and extravagant in contorted ornamentation,” 1765, from French baroque “irregular” (15c.), said to be from Portuguese barroco “imperfect pearl,” which is of uncertain origin, perhaps related to Spanish berruca “a wart”.




Er det kun mig der aner en farveændring i træernes kroner på sådan en solskinsdag, ikke den første, men en af de første dage, hvor solen fik temperaturen op over 7 °C ??