Tøm Papirkurven

… og se nu at få det sagt ordentligt

Archive for the ‘Tidsmaskinen’ Category

Deja vu? erindringer, som vandrer eller hvad

with 10 comments

Jeg er meget jordbunden når det kommer til religion og sjælens mysterier, min skepsis er blevet forstærket af adskillige oplevelser gennem mit korte liv … (kort i astrofysisk sammenhæng)

Der er nogle oplevelser, som af en eller anden grund fæstner sig bedre i erindringen end andre. Det kræver arbejde at forstå hukommelsesmekanismerne. Første gang jeg kørte forbi disse marker slog det ned som et lyn i mig at her var en flok køer, god mad, og de var sjældne gæster …

Men selvfølgelig var det ikke en flok vilde kreaturer, der havde fundet en mark. Forgrunden, marken, det næsten perfekte jordstykke med nysået korn er for civiliseret til at være en prærie eller steppe.

Her kom det desværre tydeligt til udtryk at man ikke kan det samme med et mobil-kamera på den (billige) Samsung model, fordi objektivet ikke kan zoome ind og får dyrenes form skarp. Det øger imidlertid min nysgerrighed, for i min erindring fra første gang jeg kom forbi, var disse køer meget store og “fyldte hele billedet”.

Written by Donald

Friday, April 30, 2021 at 10:18 GMT+0000

Posted in Mark, Tidsmaskinen

Tagged with , ,

Weird – virkelig for virred!

with 19 comments

Gobeklitepe:

It’s like discovering a 3 year old child built Empire State Building out of toy bricks.

For million of years mankind developed slowly.

Then 12000 years ago, something happens.

(Hvad? Hvad skete der? Der er forskellige teorier. Én af dem går på at mænnerne blev mere fredelige fordi de gerne ville være kærlige og rare — hormon balancen var ændret; det er den teori jeg tror mest på.)

Our development speeds up.

“In a comparatively short time we go from the stone age to walking on the moon.”

“Walking on the moon wasn’t the greatest leap mankind ever made, it was probably learning to farm and produce our own food.”

Written by Donald

Wednesday, April 21, 2021 at 20:11 GMT+0000

Hvor er 30km stenen …

with 9 comments

Hvorfra mon den tæller? Jeg gætter det er fra Helsingør, men er det ikke længere end 31km?

Ingen yderligere kommentarer. Jeg skal til at slå græs …

Hov der var alligevel en bemærkning mere. Jeg tør næsten ikke (for jeg har så ofte tærsket langhalm på dette emne, og AagePK har belært mig om hvor man kan finde en fornuftig inflationsberegning) … men jeg føler at det skal siges. En bilvask kostede 10 kr. i 1978. Skal vi så gange alle 1978-priser med fem for at omregne til 2021 priser? (tænk det er 43 år? siden!)

Nej, selvfølgelig spiller alt muligt andet ind. Bilvask er måske blevet billigere pga bedre teknik (det tror jeg nu ikke).

Den usle løn, jeg fik som vikar i 1978, ca.5000 kr/md tror jeg, svarer den til 25000 kr. i dag? Jeg har helt tabt følingen med priser, fordi jeg går rundt i min egen lille coronaboble og kan købe ustyrligt billigt ind i Rema, Netto, Aldi og Lidl.

Written by Donald

Friday, April 16, 2021 at 14:18 GMT+0000

Posted in Ord, Tidsmaskinen

Tagged with

Musikalsk indspil fra 1756

with 7 comments

Jeg blev bare forundret over den fantastisk lange diskussionstråd i kommentarerne til dette fremragende musikstykke.

Jeg faldt over en LP engang sidst i 60’erne med dette stykke musik og syntes det var så godt, at jeg ville vise det til musikhistorie-professoren Bjørn Hjelmborg i en time. Jeg kunne bare ikke få noder til det, så jeg satte mig ned en nat, har været ca. 1972, overførte til bånd og “lyttede af” som man siger, og skrev et partitur, med blyant så man kunne rette, ikke særlig pænt skrevet, men jeg var endnu ikke professionel “nodeskriver”. Hjelmborg var vistnok lidt imponeret, men han tog ikke fat i dette emne. Jeg havde meget brug for hjælp både til karriere valg (det vidste han om alle sine studerende). Jeg havde brug for både faglig udvikling og hjælp til selvtillid. Hjelmborg var såmænd meget rar, prøvede vistnok på sin egen måde, gjorde et stort arbejde ud af sine timer.

Kunne han, tænker jeg i dag (ville jeg i hans situation have sagt):
Skriv til det store musikbibliotek i Berlin og spørg om de har noder til dette musikstykke! Hvis de ikke har, så prøv Wien, …

Denne indspilning er god, men ikke så stormende, som den jeg havde med The English Chamber Orchestra dirigeret af Raymond Leppard (eller er det en erindringsforskydning – jeg har ikke grammofonen stående så jeg lige kan sætte den gamle plade på). På pladen var der også 3 andre symfonier af Carl Philipp Emanuel Bach, JS’s næstældste søn, som var hof-pianist hos Frederik d.2. af Preussen (Frederik d. Store, Sans Souci i Potsdam, Berlin, et lille hyggeslot, som nogle tyskere tror er et pragtslot, et pralestykke, men det er det ikke. Det var tænkt som et retreat, deraf navnet).

Ledsagetexten:

Akademie für Alte Musik Berlin (2001)

“The E minor Symphony of 1756 (Wq. 178), a version of which without the winds (Wq. 177) was the only one of Bach’s Berlin symphonies to be published during his lifetime (Nuremberg, 1756), seems to conquer new areas of freedom of invention. The main theme of the opening ‘Allegro assai’ harbors a hitherto unheard of tension and engenders a display of rhythmic fireworks in which the occasional cantabile sprinklings are dispersed like helpless expostulations. An even more important aspect than this intensification of the notion of contrast, however, is Bach’s concept of underpinning the cyclic design of the symphony with a harmonic interlinking of the individual movements, in defiance of all the textbooks — a formal artifice that proves that in spite of all his capricious audacities and surprises, Bach never loses sight of the clarity of the overall architecture.” – Roman Hinke

Painting: Seascape study with raincloud, John Constable

Fra kommentarerne (som ender med at blive en diskussion om klassificering, periode-etiketter, labels på musikken, hvor den anden opfattelse er at musik som dette kan høres med ører fra både 1700-tallet (farmand Bach’s) og med nutids-ører):

Elaine Blackhurst
1 year ago (edited)

Originally written for strings alone and continuo in 1756 (Wq 177), CPE later added two each of flutes, oboes and horns (Wq 178), so both are authentic and everyone can choose which they prefer; the symphony was published in 1759.

However, the sound, whilst superficially resembling some aspects of sturm und drang, it is in fact a typical product of CPE’s very particular empfindsamer Stil.

This symphony was written about ten years before the mainly – but not entirely – Austrian sturm und drang period (c.1765 – 1775), and whilst it has some striking features of sudden dramatic contrasts in harmony, texture and dynamics; chromatic turns; volatility; and an Empfindsamkeit aesthetic of attempting to stir emotions; it retains some old fashioned features such as use of Baroque ritornello form in the first movement – it clearly pre-dates the normally accepted sturm und drang repertoire by some years.

It is a fantastic piece; at the time, the composer Hasse said it was the best symphony he knew, but it is not sturm und drang you hear, it’s uniquely CPE and his empfindsamer Stil.

Men der er flere, mange flere kommentarer!

Written by Donald

Monday, March 8, 2021 at 12:13 GMT+0000

Posted in Tidsmaskinen

Tagged with ,

Forårsdrømme

with 6 comments

Nu skyder begge de gamle hibiscus! Hurra! Jeg havde ellers opgivet den ældste af dem, den så helt udtørret ud.

Blomster-billederne er fra forår 2019.

Jeg husker min mor tog mig med ud i køkkenet og åbnede skabet under vasken, der stod to små potter med hibiscus, der var klippet ned, og nu viste hun småbitte grønne prikker, — ny skyder de igen, sagde hun.

Hvordan er vores rødder forbundet med fortiden?

Forleden kom jeg også til at tænke på at jeg aldrig havde set mine forældres barndomshjem, og dog, jo, jeg har boet en uge hvor min far voksede op, men det var hans storebror, der havde overtaget fabrikken.

I 1964 viste min mor, hvor hun havde boet i Paris, Issy Les Moulineaux, men det var helt forandret, sagde hun. Det var dér hun voksede fra 10 år til 20 år ca. Der havde åbenbart været nogle lidt større bygninger med en port, som nu var revet ned. Men det er ikke nok at vise et sted. Børn har godt af at få historierne, der hører med. Når jeg frittede hende ud, klappede hun i. Men jeg har stykket lidt af historien sammen efterhånden, og for 10 år før hun døde skrev hun en lille selvbiografi.

Written by Donald

Sunday, March 7, 2021 at 11:56 GMT+0000

Posted in Carpe Diem, Tidsmaskinen

Tagged with ,

I Danmark er jeg født …

Building

Mit gæt er at de tre bueporte har været til gennemkørsel ind til hovedindgangen med den flotte trappe, som nu er slidt op

Det sang min bror vel også med på, selv om han var født i Tehran, døbt af Amerikanere og ved 18 årsalderen kunne blive indkaldt til militærtjeneste … i Iran (som engang var et civiliseret land og som stadig i dag, trods forsøg på at ødelægge det, har gang i både industrier og infrastruktur.)

Artful painting

i forsamlingslokalet, der benyttes af administrationen til større møder, og hvor der nu vaccineres, er der et maleri på væggen, som minder os om den lille celle (rødt) som befrugter en ægcelle, der bliver til et menneske

Da jeg blev født på Hillerød Hospital, kom han på besøg med vores far, som på vejen hjem sagde “I morgen skal vi have lillebror med hjem”.

“Hvorfor det?” — det syntes storebror ikke var en god idé.

Jeg er taknemmelig over hvor godt menneskene her i landet hjælper os aldrende med helbredet, på en god måde. Det var anden vaccine — der kunne komme lidt flere bivirkninger, men der er ingen. Mit immunsystem er åbenbart i fuld gang.

Written by Donald

Wednesday, February 3, 2021 at 21:35 GMT+0000

Posted in Tidsmaskinen

Tagged with

Hvordan kan almindelige mennesker få et helhedsbillede af samfundet?

En kommentar (hos Eric) om hvor meget man kunne genkende af Aalborg/Ålborg, hvis man drog dertil i år 2021 på en dejlig sommerdag, hvor alting åndede fred og ro, mindede mig om hvor hurtigt man kan bygge huse, og hvordan jeg for et par dage siden så et hus blive bygget af præfabrikerede elementer. Men man burde kunne genkende Ålborg, for dér er der jo gamle huse, som har fået lov at stå, og ét af dem endda en perle, som ofte bliver gengivet i turistbrochurer og skolebøger (for min generation, i historiebøgerne om 1600-tallet):

Jens Bangs Stenhus, Østerågade 9, Aalborg blev bygget i 1624 i flammede, mørkerøde munkesten for Jens Bang, som var en typisk renæssanceskikkelse og storkøbmand, og en af byens rigeste mænd.

Så i dag er der i hvert fald noget, som et menneske fra 1624 ville kunne genkende; og går man ned ad de små gader er der meget mere. Huset ser ud som nyt på billeder fra idag, det er velholdt og restaureret mange gange gætter jeg. Det har taget en krig og kostet en formue dengang, at bygge uden Ålborg Cementfabrik i baggrunden, uden kraner, og med sten, som skulle brændes i ovne med trækul, som først skulle svides, og køres på hestekærre til byggeriet, løftes med udvexlings-taille, og mørtel rørt med håndkraft.

Men i dag kan man bygge en slags hus på et par dage:

Når man som barn står og ser på sådan et byggeri, tænker man så “hvor kommer de ting fra?”

“Hvem styrer fabrikkerne?”

“Hvordan får man råd til at bygge sådan en hus-fabrik?”

Som bekendt skelner man i uddannelsessystemet mellem første-generations gymnasiaster (hvis forældre ikke er akademikere). Skelner man også i tømrerfaget mellem de, der ved noget i forvejen fra forældre eller onkeler?

Written by Donald

Monday, January 11, 2021 at 21:16 GMT+0000

Posted in Cityscape, Tidsmaskinen

Tagged with

Vinterdug og sentimentalitet

table-with-papers

Spånplade over det lille bord, som min mor købte til min far da han var på plejehjem

Det var min søn, der fandt på at købe en stor spånplade og sætte kanter på, og lægge den over det mindre bord, så man havde en bordtennis-plade. Fornylig fik jeg så denne farverige dug, som gør vinterdage til festdage. Og så er der masser af plads til at lægge regnskab og bilag og mapper og clips og hullemaskiner, noder, … og selvfølgelig til at have gæster (9 dage tilbage før min lille familie kommer!)

Da min far holdt op med at arbejde, ca.1970, var jeg flyttet hjemmefra for tre år siden, og han flyttede ind i min mors lejlighed. Han blev syg og måtte i første omgang til observation på en psykiatrisk afdeling – (lukket!) og man fandt ud af at han havde en hjernesvulst. Han blev opereret, kom på Skodsborg Sanatorium en kort overgang, og til Skælskør, og bagefter kom han på plejehjem EGV Ved Skellet, Frederiksberg, og dér boede han så i 5-6 år til 1980, hvor han døde, 78 år gammel, 4 dage før min fødselsdag, mens resten af min familie var på ferie i Tunis, så vidt jeg husker.

Et par uger efter havde jeg en “Klassisk Morgenradio”, og havde – for længe siden – planlagt at spille Lazar Berman’s udgave af et fantastisk smukt Liszt-musikstykke.

Nå men jeg sad og annoncerede musikstykkerne og som rosinen i pølseenden kom så Liszt spillet af Lazar Berman, og pludselig ramte det mig, den dybe alvor i musikken og min fars begravelse. Du milde Moses, det må ikke ske, men det skete, jeg kunne ikke få vejret og skyndte mig at sige “denneher afannoncering springer vi over”, uden at stemmen rystede. Nej det synes Liselotte Vorman ikke at jeg skulle, den sødeste af de rare teknikere, som holdt os “begyndere” i hånden, når vi lavede musikudsendelser. Så jeg gik på og stemmen rystede.

Bagefter hørte jeg i hovedtelefonen – nej, du skulle nok ikke være gået på.

Det ærgrer mig, men når jeg så tænker på en bekendt jeg fik for 5 år siden via Facebook, Morten Hjelt, sagde til mig at det var OK at vise følelser, så tænker jeg at jeg skulle have grebet situationen an på en anden måde og simpelthen fortalt udi æteren at ja, det er gribende musik, og det fik mig pludselig til at erkende sorgen over at min far døde for et par uger siden.

Written by Donald

Friday, December 4, 2020 at 15:34 GMT+0000

Posted in Ord, Tidsmaskinen

Tagged with ,

Deja Vu – følelse, hvornår og hvorfor?

Det var planen at der ikke skulle være politiske indlæg her, kun lejlighedsvis for ligesom at krydre læsningen, så det ikke altid var glæden over at haven gror.

Men her er så en undtagelse. Jeg tager de to screenshot (skærmdumps, skærmkopier?) med fordi jeg ærligt talt blev meget rørt, med en følelse, som jeg identificerer som et “deja vu”; en fornemmelse af at have været her før. Det er en følelse, der ofte sættes i forbindelse med at have levet før – man går i fx. en by og ser en gade, der pludselig giver samme følelse som “hjemme”, ikke nødvendigvis fordi den ligner noget, man bor i nu, men fordi det af en eller anden grund taler til nogle dybere lag, som vi ikke er vante til at identificere (blandt andet fordi det er næsten nytteløst).

Men da jeg hørte denne CBS video (og så de to texter her) fik jeg en følelse, som jeg kun kan beskrive således: “Hvis jeg var levende i en Tysk storby i 1938, og så en mulighed for politisk omvæltning hvor man ville skabe et tvær-politisk parti som skulle vælte den hadske retorik og hjælp ofrene for Krystalnatten, så ville jeg få den samme følelse.”

Hvordan kan sådan en følelse opstå?

Forskere, hovedsageligt filosoffer og psykologer, fx indiske filosoffer før vores tidsregning, har jo arbejdet med en forståelse af selvet på en måde, som vi ikke er vante til – tankegange, som er os helt fremmede, men som med lidt velvilie kan forståes uden større omstilling, hvis man vel at mærke holder sig fra de populærvidenskabelige reduktioner. Et af de bedste bud på læsning er Wikipedia, selvfølgelig!

Men der er også en anden Internet kilde Internet Encyclopedia of Philosophy (her en artikel om Upanishaderne) har jeg haft stor glæde af (Uddalaka er en filosof, Aruni (fl. c. 8th century BCE), also referred to as Uddalaka or Uddalaka Aruni or Uddalaka Varuni, is a revered Vedic sage of Hinduism.[1][2] He is mentioned in many Vedic era Sanskrit texts, and his philosophical teachings are among the center piece in the Brihadaranyaka Upanishad):

Later […] Uddālaka makes a series of inferences from comparisons with empirically observable natural phenomena to explain that the self is a non-material essence present in all living beings. He first uses the example of nectar, collected by bees from different sources, but when gathered together becomes an undifferentiated whole. Similarly, water flowing from different rivers merges together without distinction when reaching the ocean. Uddālaka then asks Śvetaketu to conduct two simple experiments. In the first he instructs his son to cut a banyan fruit, and then the seed within the fruit, only for his son to find that he cannot observe anything inside the seed. Uddālaka compares the fine essence of the seed, which cannot even be seen, to the self. Uddālaka then tells Śvetaketu to place some salt in water. When returning the next day, Śvetaketu cannot see the salt anywhere in the water, but by tasting the water he perceives that it is equally distributed throughout. Uddālaka concludes that, like salt in water, the self is not immediately discernible, but yet permeates the entire body.

As part of a larger group of texts, known as the Vedas, the Upaniṣads were composed in a ritual context, yet they mark the beginning of a reasoned enquiry into a number of perennial philosophical questions concerning the nature of being, the nature of the self, the foundation of life, what happens to the self at the time of death, the good life, and ways of interacting with others. As such, the Upaniṣads are often considered to be the fountainhead of the subsequent rich and varied philosophical tradition in India.

Det IEP opslag er skrevet af
Brian Black
Lancaster University
United Kingdom

Og han opgiver endda en email adresse — den har jeg selvfølgelig udeladt.

About the IEP

The Internet Encyclopedia of Philosophy (IEP) (ISSN 2161-0002) was founded in 1995 to provide open access to detailed, scholarly, peer-reviewed information on key topics and philosophers in all areas of philosophy. The Encyclopedia receives no funding, and it operates through the volunteer work of the editors, authors, volunteers, and technical advisers. At present, the IEP has over a million visitors per month and about 20 million page views per year. The Encyclopedia is free of charge and available to all users of the Internet worldwide. The staff of 30 editors and approximately 300 authors hold doctorate degrees and are professors at universities around the world.

Du milde kineser! Det skulle have været et tre-liniers indlæg!

Written by Donald

Wednesday, October 21, 2020 at 11:35 GMT+0000

Posted in Liv, Tidsmaskinen

Tagged with

Jeg kan huske de fleste af navnene

En klassekammerat sendte mig klassebilledet fra 1953, Rahbekskolen, 1 Cc, med lærer Guddiksen til højre i billedet.

Jo mere jeg kigger på det, desto flere kan jeg kende og huske navnene på. Det ville nok ikke være muligt at genkende dem på gaden i dag – og jeg ved ikke, om de lever allesammen.

Men det har været en stor glæde for mig at se på billedet og huske hver kammerats situation, lidt om familierne, hvor de boede, og hvad der var karakteristisk. Jeg ville have meget større forståelse og kærlighed til allesammen i dag med den erfaring, man får ved at have undervist i mange år og iøvrigt set mange menneskers liv udfolde sig.

Donald er nederste række, tredie fra venstre.

Written by Donald

Friday, October 16, 2020 at 23:35 GMT+0000

Posted in Tidsmaskinen

Tagged with

I dag er det 75 året siden D-Day

D-Day var ikke en sejrrig kampagne.

Tabstallene er underdrevet.

Efter den første dag havde De Allierede kun et lille brohovede ved Caen, nøglebyen mht. trafikårer. Det lykkedes at etablere et større brohovede længere mod vest.

Men de følgende dage fik man møjsommeligt nedkæmpet de tyske stillinger – men med store tab, endnu flere tab end på selve D-dag.

Churchill vidste at selv om det meste gik galt på selve dagen, 6. Juni, så ville den blotte overmagt af Allierede soldater kunne vinde over de tyske stillinger.

Men alt for mange liv gik tabt, liv, som ikke behøvede at være gået tabt.

During the initial landing two-thirds of Company E became casualties.

The Allies failed to achieve any of their goals on the first day. Carentan, St. Lô, and Bayeux remained in German hands, and Caen, a major objective, was not captured until 21 July. Only two of the beaches (Juno and Gold) were linked on the first day, and all five beachheads were not connected until 12 June; however, the operation gained a foothold which the Allies gradually expanded over the coming months. German casualties on D-Day have been estimated at 4,000 to 9,000 men. Allied casualties were at least 10,000, with 4,414 confirmed dead.

Written by Donald

Thursday, June 6, 2019 at 7:06 GMT+0000

Posted in Tidsmaskinen

Tagged with

Hvorfor Marokko ikke vil have flygtninge

En Kammerat:

Bedringen stod i stampe, og jeg bad Lungemedicinsk Afdeling om at ændre behandlingen; – den kraftige antibiotika, som ifølge læger og mirkobiologer var førstevalg, gav ikke synlige resultater, og i week-enden fik jeg feberanfald og fik smerter omkring lungen.

Så efter en del øvelser ventede jeg på ny medicin-ordinering på en sygestue sammen med Aziz fra Marokko. Han var desperat fordi han havde fået asbestose ved arbejde på Helsingør Skibsværft i 1980’erne. Heldigvis kunne han få medicin, der hjalp, men asbestose er som bekendt en alvorlig, livstruende sygdom. Jeg ville ikke ønske nogen at få åndenød på den måde.

Han fortalte at han var flygtet fra Marokko i sin ungdom. Som 11-årig var han taget til soldat, “Kongens Børn” og “Kongens Soldater”, men efter nogle år havde han fået nok, han ville ikke være “kongens slave”, som han sagde. Men fordi han havde gennemført basisuddannelsen havde han det privilegium at kunne rejse udenlands, og det gjorde han, og – strax – flygtede han til Sverige, Helsingborg, hvor man tog imod ham. Han var en dygtig mand og var vellidt.

Efter seks måneder kom en politimand til ham: “Hør, har du noget familie i Nordsverige?”

“Nej, det har jeg da ikke!”

“Nå men det har jeg og nu er det din familie. De Marokkanske myndigheder kører rundt i området her i en diplomatbil. Hvis de får dig ind i den, kan vi ikke gøre mere!”

“Uh …”

“Så du må rejse til Nordsverige – du kan få arbejde og bo hos min familie eller andre steder, til du finder noget selv.”

==================================================

Aziz mente, at Marokko ikke ønsker at huse flygtningelejre, fordi der kommer terrorister og urostiftere fra hele det Mellemøstlige og Nordafrikanske område, og det vil destabilisere Marokko.

Written by Donald

Friday, May 24, 2019 at 17:07 GMT+0000

Posted in Tidsmaskinen

Tagged with