Rågegården og Rågeleje Strandpark

• 

  Sådan et hus har jeg ofte drømt om – med stort klaver (flygel) og køkken lige ved siden af hinanden

• 

  Lyset …

• 

  Dansk Tillid

• 

  Vejen til Rågeparken

• 

  Væltede træer får lov at ligge

• 

  Aha det er knækket, ikke væltet

På min tur efter et lille ærinde så jeg at der var en Café Havestuen i nærheden af Rågeleje, nærmere bestemt Bakkebjerg. Der var selvfølgelig ikke åbent en Tirsdag aften, men jeg skal da forbi på Søndag.

Ellers gik aftenturen rundt om Rågegården, et fredet område, hvor servitutterne siger, at der ikke skal ryddes eller plejes. D.v.s. “naturen” skal have lov at udvikle sig på et område, som vel er ca. 500×500 meter (4 fodboldbaner? jeg har ingen ide om hvor store sådan nogen er). Nåmen altså. Ingen naturpleje. Der er dog stier, og en kørevej med bro over åen, og grene der falder ned over vejen bliver savet væk.

Det er da egentlig en god demonstration af hvordan hele Nordsjælland har set ud for ca.6000 år siden, efter at Istiden var smeltet og birk, eg, el, bøg, røn og pil havde lagt beslag på våde og lidt tørrere områder.

Jeg kan somme tider mere

• 

  Her ligger halvdelen af afklippet fra buskene, som tog lyset fra køkkenvinduet

• 

  Nu er det meste båret ned på traileren, men sådan kan man selvfølgelig ikke køre til Genbrugsstationen

• 

  Færdig – lange grene er klippet over, læsset er presset sammen, klar til afgang

Foto-fortællnger er en sjov disciplin: det gælder om at bruge øjnene og sætte sig i en fremmeds sted; —
hvor let er det at følge en historien via billederne og en minimal text?

—===oooOOOooo===—

Det er jo rent privat, men som sagt er bloggen udover nogle filosofiske indlæg, lidt brok og lidt foto-nydelse, et sted hvor jeg kan fortælle om mig selv uden at blive afbrudt hele tiden …

Hvorfor er det så alment forekommende, at den ene i et parforhold føler sig overset?

Nå der slap så alligevel en (lomme)filosofisk bemærkning ud. Vi vil alle gerne ses og høres, og måske er det forkert, meget forkert, når man i hine tider sagde at børn skal ikke høres. Var det en forkortet udgave af en længere sætning, altså denne: “Børn skal ses og ikke altid kun høres som baggrundslarm!”

Nå tilbage til arbejdet. Jeg har en oplevelse af at jeg nogle gange har det godt, og andre gange er uoplagt og tilbøjelig til at lave fejl, tabe porcellæn, spille forkert på klaveret og skære mig i fingeren i stedet for i grøntsagerne.

I sidste uge ville jeg flere gange klippe buske og træer ved indgangen, og til sidst, Fredag aften kl. 1745 tænkte jeg “hellere sent end aldrig”; her ses tre billeder, først hvor meget der er klippet af liggende på jorden (der var nu mere på den anden side, som ikke ses) så blev der båret ned på traileren, og på tredie billede har jeg klippet grene over, så læsset ikke stritter ud over kanterne og ikke går for højt op.

Lørdag var jeg så til Torvedag for at snakke med de andre lokale, derefter på Genbrugsstationen med læsset og endelig på indkøb for de sidste ting til en lille familiemiddag om aftenen.

Blomkålsgratin’en smagte godt, forlyder det, men den blev ikke spist op, faktisk var der til to dage bagefter … haha.

De tre store marinerede kyllingelår var for salte, men kartoflerne og champignonsovsen var et hit.

Salaten kunne jeg godt lide … men den blev også kun overfladisk besøgt. Måske var den for syrlig, men jeg spiste resten de to næste dage (det gør ikke noget at salatbladene bliver lidt bløde, tomat og løg smager stadig godt selv om de har ligget i olie-citron i et par dage).

Men om aftenen kl.22 var jeg træt og de næste dage fik jeg ikke lavet noget ude (men holder fast i at spille klaver, læse, og følge nyheder). Skal man være bekymret? Lægerne og min familie siger nej, men andre gange får jeg en fornemmelse af at de (familien) har sendt mig halvvejs til kirkegården. Eller som en bekendt siger: “De er meget interesserede i mit helbred!”

Nu skinner solen (det er Tirsdag) og jeg må hellere gå ud og beskære resten, der er til mindst to læs mere før jeg bliver færdig med indgangs-buskene.

Æbletræ i plukkehøjde

Jeg fik hjælp til beskæring, og jeg overvejede overskriften:

Og der blev lys!

Der skal stadig ryddes lidt mere under og omkring. Det regnede da vi stoppede, så jeg har ikke billeder af det færdige resultat.

Rigdom ødsles bort

Jeg har svært ved at forestille mig en tid, hvor bonden (og byboen) havde svin gående på olden i bøgeskovene, hvor man stævnede træerne, og hvor der ikke var brænde nok til at varme sig inde i husene om vinteren. En tid, hvor alle ressourcer udnyttedes, og dog var der alligevel insekter nok og artsrigdom.

De enorme trunter må kunne give materiale til kunstværker i træ, selv om de er medtagne af vind og vejr

Jeg studser altid når jeg ser store brændestabler og tænker, “hvor kunne man lave meget med det træ, hvis man havde savværk og de store maskiner!” Der er mange video’er på YouTube, som demonstrerer forskellige udgaver af “hjemme-savværker”; med nogle af dem kan der blive forretning: Træ af de store, hårde stubbe kan blive til massive bordplader med de smukkeste åretegninger.

Genetisk fejl eller variant

To steder i haven er der vild ahorn, som gror alt for hurtigt og skal skæres helt ned.

Det kan jeg godt klare nu, efter at sundhedsvæsenet har hjulpet kroppen over den værste sygdom.

Men det aller aller vigtigste arbejde i min “naturhave” er at skære mere fri omkring denne ahorn; den er en gave som var tiltænkt at stå og give lidt læ på vest-terrassen, som jeg lavede for nu 16 år siden (tænk engang … ) men jeg ville ikke have (store) træer omkring terrassen.

Efterårs løv på rød Ahorn

Rød Ahorn er (ligesom “blodbøg”) en genetisk fejl, som nogle synes er pæn, men den betyder også at træerne ikke har samme evne til vækst som den vilde ahorn; derfor skal den hjælpes frem. Bag den står selvsået cotoneaster, som er skåret ned mange gange! men som ikke desto mindre kommer igen og igen. Ved siderne er det thuja, som tåler beskæring, men som dog ikke skyder fra stammen, hvis man fjerner alle skud.

Naboen har fået sig en dejlig terrasse, som ses i baggrunden.

Efterårsfarver rundt Gribsø

Det er allesammen mobil-kamera billeder, på godt og ondt.

Det var jo solskin i går Onsdag! Jeg kom afsted – det er ikke en lang tur rundt om Gribsø, kun 3½ km. men det er meget for mig fordi konditionen efter kemo er på et lavpunkt – men den er ved at komme opigen.

Som en tunnel gennem skoven – men jeg valgte den modsatte retning …

Ovre på den anden side kunne jeg se min bil — og min søns! men vi var kommet på forskelligt tidspunkt

Skovløberhuset er væk, men det gamle udhus er nu sat i stand og bruges som klubhus for gang-klub

Efterårsfarver — kameraet ville hele tiden udjævne farverne (auto-white-balance)

Jeg kunne ikke slå den auto-balance fra, men bagefter har jeg så manipuleret billederne lidt med det old-gamle program xv-3.10a for Linux

Gribsø ligger der endnu …

Herlige farver

Tilbage igen ved klubhuset var der flammende røde bøgeblade

Set med forstvæsen øjne

Så var jeg alligevel ikke helt færdig med “Træernes Hemmelige Liv” – jeg ser jo træerne med andre øjne, når jeg går en tur.

Det er sagt mange gange, efterhånden, at det ikke kan betale sig at have skovdrift i de offentlige skove. Så vidt jeg ved er der dog en del private skove, hvor man stadig kan tjene lidt på hugst og jagtret.

Men OK – man skal beskytte den “naturlige skov” og artsrigdom, for at vi skal have noget genetisk materiale, hvis der opstår massiv misvækst som følge af monokulturer. Den “naturlige skov” er en blanding af forskellige træer, gamle væltede træer og deraf følgende små lysninger, siger man; men som Wohlleben argumenterer i sin bog, så står den naturlige skov ikke stille, det er bare noget vi synes, fordi vi lever så kort tid. Bøgen er vandret mod nord efter istiden (for ca. 12-20000 år siden begyndte gletscherne/bræerne i Skandinavien at trække sig tilbage.)

Bøgen vandrer med en hastighed på 400 meter om året.

Kan I se det for jeres indre blik? Det minder lidt om “Niels Klim s Underjordiske Rejse”, ikke?

Nicolai Klimii Iter Subterraneum … (Niels Klims Underjordiske rejse …). Holbergs navn nævnes ikke, hverken her eller andetsteds i bogen. Ifølge bogens fiktion er det hovedpersonen selv der er forfatteren, den er, som titelbladet og efterskriftet siger, trykt efter hovedpersonens egenhændige manuskript.

Træernes Hemmelige Liv (eller død)

Ryddet for Rosa rugosa, – ruderat

Det er ret tydeligt, at egene i forreste række er vokset godt nogle år men så er blevet stoppet af kystvinden – formentlig fordi der er ryddet længst ude mod kysten, hvor den invasive Rosa rugosa var ved at få overtaget.

Men egenes gamle (tynde) stammer kan alligevel beskytte de træer, der står lidt længere inde.

På de pletter, hvor der var ryddet helt for Rosa rugosa, er der spiret nye ege,
men også birk. Rosernes rødder har selvfølgelig sat nye skud!

Den er smuk, når den blomster, Rosa rugosa

Vilde iagttagelser

Efter nogle årtier melder trætheden sig …

Disneyficering. Jeg synes han går for langt i den retning.

Birketræer skynder sig gennem livet, de lever over evne og udpiner sig til sidst sig selv. Men inden vi kigger på følgerne af dette, vil jeg gerne præsentere en anden utrolig størrelse: poplen eller bævreaspen. Navnet kommer af dens blade, der reagerer på det mindste vindpust. Og selv om vi bruger den i talemåder, der har med frygt at gøre, (“ryste som et espeløv”), så er træet ikke spor bange. Bladene hænger på nogle specielle stilke og flagrer i vinden, idet de skiftevis holder over- og undersiden i lyset. På denne måde kan de lave fotosyntese med begge sider af bladet — i modsætning til andre arter, hvor undersiden bruges til at ånde med. Bævreaspee kan således fremstillle mere energi og vokse endnu hurtigere end birketræer. For at kunne forsvare sig mod fjender har aspen en helt anden strategi og satser på at være stædig og fylde meget. […]

Et ellekrat på 400×1000 meter – som er én organisme

Træer langs gaderne i byerne: Gadebørn

Jeg vil ikke sige Spoiler Alert her, for selv om jeg genfortæller nogle af Wohllebens pointer, er der mange flere interessante ting i hans bog (og formentlig flere i de næste bøger, han har skrevet). Men her prøver jeg at sammentrække de iagttagelser, som Wohlleben har gjort, i et perspektiv som undgår “Disneyficering” (dvs antropomorfismer) men som følger forfatterens iagttagelse af træernes “handlinger”. Nej det er ikke kreationisme, detteher, men en undersøgelse af om liv er en kraft, som man kan se resultatet af ved at følge træernes livscyklusser. Men teorien om en livskraft er vanskelig at forsvare, for man kan jo ikke se selve kraften (og følgelig er der mange, som siger at den ikke eksisterer).

For helt at være på højde med Wohlleben kapitlet om Gadebørn skal man vide at bogen begynder med at fortælle at træer kan blive tusinder af år gamle. Et træ på 100 år er stadig et barn! Det kender vi kun lidt til her i Danmark, men vi har dog hist og her egetræer, som er flere hundrede år gamle. Måske er der voksende forståelse for gamle træers værdi.

I Sverige er der stadig urørte områder. Hvis jeg husker rigtigt er der en tusind år gammel nåleskov nær den botniske bugt, som er spiret på et tidspunkt, da klimaet var varmere. Frøene fra de træer kan ikke spire i dag, fordi der er for koldt. Jeg har ledt efter navn på den skov, men kan ikke finde det.

Wohlleben nævner de store træer langs Amerikas Stillehavskyst (redwood træer) som er tusinder af år gamle og som har vokset sig meget højere end tilsvarende træer i Europa. Hvorfor, spørger han, og redegør for vækstforholdene for træer.

Mon ikke hans budskab er dette at vi er onde ved de træer, vi planter i byerne, med en lille rodklump, – træer, som koster tusinder af kroner! – og som vandes og gødes og derfor vokser og bliver store, – men ikke så store som træer, der vokser langsomt i mere naturlige omgivelser som fx. de enorme træer langs USA’s vestkyst.

Bytræer – træer, som plantes i byjord, der er fjendtlig overfor træernes rødder, træer, som bliver vandet og passet

Træernes tidsfornemmelse

Det er en fri fortolkning af forskelle på individer, når Wohlleben i denne lille erindring fra sin hjemby taler om personlighed som afgørende for, hvornår et træ kaster bladene om efteråret; – han har fulgt tre ege, der vokser lige ved siden af hinanden. De kan være spiret fra en håndfuld frø gravet ned samme sted af en mus (eller et egern – eller lignende) og han mener at de har samme jord og samme mikromiljø.

Nu er mit spørgsmål så, om han mener at personlighed er udslag af genetiske forskelle, eller om han leger med tanken om at træerne “har en mening om vejret”!

Man kan opfatte det som en strid om ord: Er generne det samme som personlighed?

Men der er mere i sagen end bare ord: Forskerne har på det seneste registreret, at genetisk ens individer (enæggede tvillinger, planteaflæggere og lignende) kan udvikle sig forskelligt under påvirkning fra omgivelserne.

Med andre ord: er generne bestemmende for personligheden eller er personligheden noget som kan påvirke måden generne bruges (epigenetik)?

Er det personlighed at det biologiske maskineri er lidt forskelligt fra den ene til den anden eg?

Udover diskussionen om hvilke strategier træerne kan have om efteråret, når de kaster bladene, får vi i et senere kapitel en diskussion om hvordan træerne finder ud af hvornår de skal bruge energien til at lade knopperne folde sig ud.

Samme problemstilling har frøene, “træbørnene”, for hvis et frø spirer for tidligt, så kan det risikere at gå til på grund af frost, og hvis det spirer for sent, så kan andre være løbet med vand og lys.

Vi får ikke en forklaring af Wohlleben i bogen. Han nævner dog birketræerne med deres tusinder af småbitte frø som kan flyve langt omkring; bare nogle få er heldige at spire et godt sted på det rigtige tidspunkt har birken nået sit mål: At sætte næste generation igang.

Biodiversitet i trætoppene

Bogen “Træernes Hemmelige Liv” af Wohlleben præsenterer viden om træer og økosystemer på en underholdende måde.

Selv om meget af den viden, man får serveret i bogen, er almindelig kendt, så er det dog bogens fortjeneste at den sætter projektør på nogle af de spørgsmål, som vi ikke har klare svar på — som for exempel hvordan de store træer på over 50 meter får vand suget og pumpet op i trækronerne; vi har sikkert alle hørt at det må være det osmotiske tryk, der sørger for at det kan lade sig gøre, men Wohlleben sår tvivl om det svar, (altså at det skulle være det osmotiske tryk, sugning) for som bekendt kan man ikke suge vand højere op end 10 meter, ca. – så vil der opstå tomrum der hvor man suger; atmosfæretrykket kan kun presse vandet op så vandsøjlen trykker med 1 atmosfæres tryk.

Men man kan heller ikke forklare hvordan rod og stamme skulle kunne “pumpe” vand op, ikke desto mindre kan vi (især om foråret) se saften blive presset op i træstammerne. Om foråret kan man tappe birkesaft – eller ahornsirup osv. – så der er jo bevis for at der faktisk er et tryk. Dette tryk kan ikke forklares med det “osmotiske tryk” eller med forskellen i sukkerindhold i bark-saften og cellernes vædske (vand med sukkerindhold vil søge ind i celler, der har lavere sukkerindhold).

Og iøvrigt er der også en trafik den anden vej. Men det har man ikke rigtig nogen forklaring på endnu (Wohlleben side 57). Det må vi glæde os over! Så er vi i det mindste ikke ofre for gale teorier.

Vi ved også allesammen, at der i et træ bor snesevis af insekter, fugle og små pattedyr som egern eller i Amazonas, aber, flagermus og andre.

Men er der nogensinde nogen, der har talt hvor mange? En tysk forsker, Martin Gossner, sprøjtede et stort træ med insektgift og talte hvor mange insekter, der herved faldt ned – og nåede tallet 2041 insekter fordelt på 257 arter.

Det er velkendt stof, at mange levende væsener bor i de store træer – men Wohllebens bog giver flere nye perspektiver; her først en sammentælling af hvor mange organismer, der var i et enkelt træ:

Forsvar for biodiversitet

Wohlleben kommer i et kapitel “Socialt Boligbyggeri” ind på hvordan et træ kan blive angrebet af spætter, svamp, larver, lus, myrer, og biller – men pointen er, at pga af artsrigdommen forbliver økosystemet stabilt: Når den ene gruppe får for meget medvind, dør dens levegrundlag og andre arter kommer til. Træet vælter, men giver derved lys til andre planter, indtil de små “træbørn” vokser op og der igen er en tæt overskov.

Jeg tror ikke at denne naturens “indbyggede balance” er noget, som kan passe ind i et samfund, hvor mennesker ikke lider nød.

Hvor er sammenhængen?

Det er lidt firkantet tænkning her: Jeg vil gerne have tømmer til at bygge mit hus. Hvis en skov skal producere godt tømmer (og det ved Wohlleben også) så skal stammerne være uden svampeangreb, helst lige. Et træ med svampeangreb bør man ikke bruge til tømmer. Hvis der ikke er meget tømmer, vil jeg ikke have råd til at bygge og min familie må bo i gammelt og måske dårligt hus, sundhedsskadeligt.

Men for lige at tage en anden vinkel: Wohlleben gør også klart at “masseproduceret tømmer” fra monokultur-skovdrift er mindre godt end tømmer fra træer, som har vokset langsomt og som har “kæmpet for at få lys og gode vækstbetingelser”.

Så derfor kan vi konkludere, at Wohlleben gør opmærksom på nogle vigtige forhold i økosystemerne og kritiserer kvaliteten af den moderne overflodsproduktion, men at han ikke anviser en vej til bedre produktion (med mindre miljøbelastning).

Flere scan osv vil følge.