Set med forstvæsen øjne

Så var jeg alligevel ikke helt færdig med “Træernes Hemmelige Liv” – jeg ser jo træerne med andre øjne, når jeg går en tur.

Det er sagt mange gange, efterhånden, at det ikke kan betale sig at have skovdrift i de offentlige skove. Så vidt jeg ved er der dog en del private skove, hvor man stadig kan tjene lidt på hugst og jagtret.

Men OK – man skal beskytte den “naturlige skov” og artsrigdom, for at vi skal have noget genetisk materiale, hvis der opstår massiv misvækst som følge af monokulturer. Den “naturlige skov” er en blanding af forskellige træer, gamle væltede træer og deraf følgende små lysninger, siger man; men som Wohlleben argumenterer i sin bog, så står den naturlige skov ikke stille, det er bare noget vi synes, fordi vi lever så kort tid. Bøgen er vandret mod nord efter istiden (for ca. 12-20000 år siden begyndte gletscherne/bræerne i Skandinavien at trække sig tilbage.)

Bøgen vandrer med en hastighed på 400 meter om året.

Kan I se det for jeres indre blik? Det minder lidt om “Niels Klim s Underjordiske Rejse”, ikke?

Nicolai Klimii Iter Subterraneum … (Niels Klims Underjordiske rejse …). Holbergs navn nævnes ikke, hverken her eller andetsteds i bogen. Ifølge bogens fiktion er det hovedpersonen selv der er forfatteren, den er, som titelbladet og efterskriftet siger, trykt efter hovedpersonens egenhændige manuskript.

Træernes Hemmelige Liv (eller død)

Ryddet for Rosa rugosa, – ruderat

Det er ret tydeligt, at egene i forreste række er vokset godt nogle år men så er blevet stoppet af kystvinden – formentlig fordi der er ryddet længst ude mod kysten, hvor den invasive Rosa rugosa var ved at få overtaget.

Men egenes gamle (tynde) stammer kan alligevel beskytte de træer, der står lidt længere inde.

På de pletter, hvor der var ryddet helt for Rosa rugosa, er der spiret nye ege,
men også birk. Rosernes rødder har selvfølgelig sat nye skud!

Den er smuk, når den blomster, Rosa rugosa

Vilde iagttagelser

Efter nogle årtier melder trætheden sig …

Disneyficering. Jeg synes han går for langt i den retning.

Birketræer skynder sig gennem livet, de lever over evne og udpiner sig til sidst sig selv. Men inden vi kigger på følgerne af dette, vil jeg gerne præsentere en anden utrolig størrelse: poplen eller bævreaspen. Navnet kommer af dens blade, der reagerer på det mindste vindpust. Og selv om vi bruger den i talemåder, der har med frygt at gøre, (“ryste som et espeløv”), så er træet ikke spor bange. Bladene hænger på nogle specielle stilke og flagrer i vinden, idet de skiftevis holder over- og undersiden i lyset. På denne måde kan de lave fotosyntese med begge sider af bladet — i modsætning til andre arter, hvor undersiden bruges til at ånde med. Bævreaspee kan således fremstillle mere energi og vokse endnu hurtigere end birketræer. For at kunne forsvare sig mod fjender har aspen en helt anden strategi og satser på at være stædig og fylde meget. […]

Et ellekrat på 400×1000 meter – som er én organisme

Træer langs gaderne i byerne: Gadebørn

Jeg vil ikke sige Spoiler Alert her, for selv om jeg genfortæller nogle af Wohllebens pointer, er der mange flere interessante ting i hans bog (og formentlig flere i de næste bøger, han har skrevet). Men her prøver jeg at sammentrække de iagttagelser, som Wohlleben har gjort, i et perspektiv som undgår “Disneyficering” (dvs antropomorfismer) men som følger forfatterens iagttagelse af træernes “handlinger”. Nej det er ikke kreationisme, detteher, men en undersøgelse af om liv er en kraft, som man kan se resultatet af ved at følge træernes livscyklusser. Men teorien om en livskraft er vanskelig at forsvare, for man kan jo ikke se selve kraften (og følgelig er der mange, som siger at den ikke eksisterer).

For helt at være på højde med Wohlleben kapitlet om Gadebørn skal man vide at bogen begynder med at fortælle at træer kan blive tusinder af år gamle. Et træ på 100 år er stadig et barn! Det kender vi kun lidt til her i Danmark, men vi har dog hist og her egetræer, som er flere hundrede år gamle. Måske er der voksende forståelse for gamle træers værdi.

I Sverige er der stadig urørte områder. Hvis jeg husker rigtigt er der en tusind år gammel nåleskov nær den botniske bugt, som er spiret på et tidspunkt, da klimaet var varmere. Frøene fra de træer kan ikke spire i dag, fordi der er for koldt. Jeg har ledt efter navn på den skov, men kan ikke finde det.

Wohlleben nævner de store træer langs Amerikas Stillehavskyst (redwood træer) som er tusinder af år gamle og som har vokset sig meget højere end tilsvarende træer i Europa. Hvorfor, spørger han, og redegør for vækstforholdene for træer.

Mon ikke hans budskab er dette at vi er onde ved de træer, vi planter i byerne, med en lille rodklump, – træer, som koster tusinder af kroner! – og som vandes og gødes og derfor vokser og bliver store, – men ikke så store som træer, der vokser langsomt i mere naturlige omgivelser som fx. de enorme træer langs USA’s vestkyst.

Bytræer – træer, som plantes i byjord, der er fjendtlig overfor træernes rødder, træer, som bliver vandet og passet

Træernes tidsfornemmelse

Det er en fri fortolkning af forskelle på individer, når Wohlleben i denne lille erindring fra sin hjemby taler om personlighed som afgørende for, hvornår et træ kaster bladene om efteråret; – han har fulgt tre ege, der vokser lige ved siden af hinanden. De kan være spiret fra en håndfuld frø gravet ned samme sted af en mus (eller et egern – eller lignende) og han mener at de har samme jord og samme mikromiljø.

Nu er mit spørgsmål så, om han mener at personlighed er udslag af genetiske forskelle, eller om han leger med tanken om at træerne “har en mening om vejret”!

Man kan opfatte det som en strid om ord: Er generne det samme som personlighed?

Men der er mere i sagen end bare ord: Forskerne har på det seneste registreret, at genetisk ens individer (enæggede tvillinger, planteaflæggere og lignende) kan udvikle sig forskelligt under påvirkning fra omgivelserne.

Med andre ord: er generne bestemmende for personligheden eller er personligheden noget som kan påvirke måden generne bruges (epigenetik)?

Er det personlighed at det biologiske maskineri er lidt forskelligt fra den ene til den anden eg?

Udover diskussionen om hvilke strategier træerne kan have om efteråret, når de kaster bladene, får vi i et senere kapitel en diskussion om hvordan træerne finder ud af hvornår de skal bruge energien til at lade knopperne folde sig ud.

Samme problemstilling har frøene, “træbørnene”, for hvis et frø spirer for tidligt, så kan det risikere at gå til på grund af frost, og hvis det spirer for sent, så kan andre være løbet med vand og lys.

Vi får ikke en forklaring af Wohlleben i bogen. Han nævner dog birketræerne med deres tusinder af småbitte frø som kan flyve langt omkring; bare nogle få er heldige at spire et godt sted på det rigtige tidspunkt har birken nået sit mål: At sætte næste generation igang.

Biodiversitet i trætoppene

Bogen “Træernes Hemmelige Liv” af Wohlleben præsenterer viden om træer og økosystemer på en underholdende måde.

Selv om meget af den viden, man får serveret i bogen, er almindelig kendt, så er det dog bogens fortjeneste at den sætter projektør på nogle af de spørgsmål, som vi ikke har klare svar på — som for exempel hvordan de store træer på over 50 meter får vand suget og pumpet op i trækronerne; vi har sikkert alle hørt at det må være det osmotiske tryk, der sørger for at det kan lade sig gøre, men Wohlleben sår tvivl om det svar, (altså at det skulle være det osmotiske tryk, sugning) for som bekendt kan man ikke suge vand højere op end 10 meter, ca. – så vil der opstå tomrum der hvor man suger; atmosfæretrykket kan kun presse vandet op så vandsøjlen trykker med 1 atmosfæres tryk.

Men man kan heller ikke forklare hvordan rod og stamme skulle kunne “pumpe” vand op, ikke desto mindre kan vi (især om foråret) se saften blive presset op i træstammerne. Om foråret kan man tappe birkesaft – eller ahornsirup osv. – så der er jo bevis for at der faktisk er et tryk. Dette tryk kan ikke forklares med det “osmotiske tryk” eller med forskellen i sukkerindhold i bark-saften og cellernes vædske (vand med sukkerindhold vil søge ind i celler, der har lavere sukkerindhold).

Og iøvrigt er der også en trafik den anden vej. Men det har man ikke rigtig nogen forklaring på endnu (Wohlleben side 57). Det må vi glæde os over! Så er vi i det mindste ikke ofre for gale teorier.

Vi ved også allesammen, at der i et træ bor snesevis af insekter, fugle og små pattedyr som egern eller i Amazonas, aber, flagermus og andre.

Men er der nogensinde nogen, der har talt hvor mange? En tysk forsker, Martin Gossner, sprøjtede et stort træ med insektgift og talte hvor mange insekter, der herved faldt ned – og nåede tallet 2041 insekter fordelt på 257 arter.

Det er velkendt stof, at mange levende væsener bor i de store træer – men Wohllebens bog giver flere nye perspektiver; her først en sammentælling af hvor mange organismer, der var i et enkelt træ:

Forsvar for biodiversitet

Wohlleben kommer i et kapitel “Socialt Boligbyggeri” ind på hvordan et træ kan blive angrebet af spætter, svamp, larver, lus, myrer, og biller – men pointen er, at pga af artsrigdommen forbliver økosystemet stabilt: Når den ene gruppe får for meget medvind, dør dens levegrundlag og andre arter kommer til. Træet vælter, men giver derved lys til andre planter, indtil de små “træbørn” vokser op og der igen er en tæt overskov.

Jeg tror ikke at denne naturens “indbyggede balance” er noget, som kan passe ind i et samfund, hvor mennesker ikke lider nød.

Hvor er sammenhængen?

Det er lidt firkantet tænkning her: Jeg vil gerne have tømmer til at bygge mit hus. Hvis en skov skal producere godt tømmer (og det ved Wohlleben også) så skal stammerne være uden svampeangreb, helst lige. Et træ med svampeangreb bør man ikke bruge til tømmer. Hvis der ikke er meget tømmer, vil jeg ikke have råd til at bygge og min familie må bo i gammelt og måske dårligt hus, sundhedsskadeligt.

Men for lige at tage en anden vinkel: Wohlleben gør også klart at “masseproduceret tømmer” fra monokultur-skovdrift er mindre godt end tømmer fra træer, som har vokset langsomt og som har “kæmpet for at få lys og gode vækstbetingelser”.

Så derfor kan vi konkludere, at Wohlleben gør opmærksom på nogle vigtige forhold i økosystemerne og kritiserer kvaliteten af den moderne overflodsproduktion, men at han ikke anviser en vej til bedre produktion (med mindre miljøbelastning).

Flere scan osv vil følge.

Skal en hæk være firkantet?

Engang for længe siden, da jeg drømte om at bo i et hus igen (siden barndommens 3.år boede jeg i lejligheder) læste jeg i Politikens Havebog at hække skal være bredere forneden og tyndere i toppen, hvis man vil undgå at den visner forneden.

Der er ikke mange, som følger det princip her. En hæk er en grøn, firkantet mur.

Men jeg kan egentlig bedre lide at hæk og hegn ser lidt vilde ud – det forstår man når man ser mit læhegn og Thuja-hækken.

Jeg har klippet hæk

Indrømmet-1: Det er naboen, der har taget toppen (og hele sin side af hækken som derved er blevet ret luftig hvilket måske er meget godt.)

Indrømmet-2: Det var meningen at det skulle gå så hurtigt som muligt og være så lidt arbejdskrævende som muligt (der er ikke først tegnet fine huler og buler i hækkemuren). (Måske er det aleatorisk kunst?) (Bagefter fik jeg tid til at øve klaver og det går faktisk fremad og er mega sjovt.)

Indrømmet-3: Afklippet har foreløbig fået lov at ligge, måske kan det kvæle ukrudt under hækken. Fem steder har andre planter sneget sig ind, den ene er kendt for “gøgeeffekt”, idet den ligner liguster indtil den overhaler og skyder store høje stammer ud. De steder kan man ikke bruge afklippet, selvfølgelig.

Klimaforandringer set fra skovbunden

Mere Wohlleben, Træernes Hemmelige Liv – med kritik af det banale og med undren over at det store perspektiv måske er større end man lige går og tror, når man bor i et land, hvor afstanden fra ethvert punkt på land til et hav højst er 30 km.

… skyer, der bliver dannet ude over havet og transporteret videre ved vindens hjælp. Den mekanisme fungerer imidlertid kun i et par hundrede kilometers afstand fra kysten. Jo længere man kommer ind på land, desto mere tørt bliver det, fordi skyerne regner sig tomme og forsvinder. I grunden ville der kun være mulighed for liv i et smalt bånd i udkanten af kontinenterne, og det indre ville være udtørret og trøstesløst. I grunden — men heldigvis har vi skovene. Det er den vegetationsform, der har den største bladoverflade. For hver kvadratmeter breder der sig 27 kvadratmeter løv og nåle i kronerne. Deroppe bliver en del af nedbøren hængende og fordamper igen. Endvidere forbruger træerne om sommeren op til 2.500 kubikmeter vand, som de afgiver til luften med deres udånding. Og af vanddampen dannes nye skyer, der nu trækker ind over land og afgiver deres regn dér. Spillet fortsætter, så selv de …

[Min fremhævelse (og man kunne fremhæve mere) — jeg synes det er dejligt at Wohlleben lægger følelser ind i billedet af biotop-mekanismerne, altså at det tørre indre ville være (mere) trøstesløst, hvis ikke skovene hjalp med at transportere vand ind over land; men det er en antropomorfisme.]

==================================================

Den nye viden, får man indtryk af, er at skoven fremmer dannelse af grundvand.

Wohlleben giver fodnoter og kilder, hvor det er nyere forskningsresultater, det er fint nok – at der er gammel viden med skal forfatteren ikke klandres for.

Det skal heller ikke regnes som en fejl eller noget negativt, at han ikke nævner at mennesket har haft den viden om skovenes betydning for lokal-klimaet i mange mange generationer, men jeg kunne godt tænke mig at man fik nævnt historien om anlæggelse af skov i Persien for at udnytte mere land i randen af de store ørkener. Det bliver et emne for kommende indlæg her (en slags informations-opdatering ved søgning og uddrag fra flere kilder).

Jeg kunne egentlig også godt tænke mig, at man ikke lod det stå uden kommentarer, at der er 27 m2 blad for hver m2 jordoverflade, for solens indstråling af energi bliver jo ikke større ved at der er flere blade. Det er jo sådan set ineffektivt at der er mere bladmasse, end der er brug for, men OK – planterne udnytter lyset så godt som muligt; det lærte vi også i barneskolen, bøgeskoven fortrængte birk og eg fordi bøgen kan udnytte sollyset bedre med “bladmosaik”.

Der kan siges meget mere, men dette her var nok for i dag.

Heraf man seer

Jeg er ved at læse bogen om Træernes Hemmelige Liv af Skovfoged Wohlleben, som er fuld af overraskende nye forskningsresultater om træers biologi.

Som fx. at nogle træarter er som gadedrenge og kun tænker på sig selv. Her på billederne man ser at en hyld har invaderet en ligusterhæk. Forklaringen er enkel nok, vækstbetingelserne passer bedre for hyld end for liguster. (Der er et par arter mere, som trænger ind i de almindeligste hække).

Hyld vokser hurtigt

Hylden er skåret; nabo har taget toppen af hækken

Afklip

En anden opdagelse, som har væltet forskere i forstbranchen er at rødgran kan blive flere tusinde år gamle. Wohlleben fortæller om en rødgran i Dalarna, som havde dannet en slags fladt krat; forskerne undersøgte roden med kulstof-14 metoden og bagefter nogle af de mange skud.

==================================================

Wohlleben sætter alle disse opdagelser ind i en social sprogramme – eller sagt på en anden måde, han bruger anthropomorfismer til at formidle stoffet på en munter måde (disneyficering).

Gør det noget? Eller er det toppen af en langt større diskussion livet er det, som holder universet igang, og ikke omvendt?

Min dag

Trods varmebølge fik jeg lavet lidt igår, en times arbejde, men noget af det er lidt omsonst, lidt ærgeligt. Den idé med et lille bålsted omkranset af sten i den anden ende af haven har jeg opgivet, fordi jeg skønner at det egentlig kun er om efteråret, når det har regnet og markerne er høstet og pløjet op, at det er forsvarligt at brænde tørre grene af. Det har jeg gjort for mange år siden, uden at det generede nogen, – en enkelt gang kom jeg vådt græs på og den rareste nabo kom løbende og spurgte om jeg var rigtig klog, nej det var jo ikke så smart.

Bålsted som jeg alligevel ikke tør bruge

Dejligt vildnis til fuglene

Hovedindgang

Lige foran hovedindgangen …

… men den har ikke været brugt, tror jeg

Fundet af en lille fuglerede i tax-træet lige udenfor hoveddøren overraskede mig. Jeg vidste godt at min solsort familie godt kan lide at gemme sig under hækken om vinteren og jeg skal nok sørge for at der er en eller anden slags mad til dem, men at de ligefrem har bygget rede dér, det vidste jeg ikke.

At fotografere en rede i en hæk er en utaknemmelig opgave: Billedet er fladt og alle grene og blade eller nåle sidder ligesom i samme lag. Jeg håber de to billeder alligevel viser lidt.

Selvgjort er vel …

På det sidste billede kan man se, hvor meget der skal køres væk – og det er kun 1/3, der er kørt et læs og der ligger et læs klar i indkørselen.

Tænk at man brænder benzin af for at komme af med lidt afklip og en fældet stamme … det der kan saves op skal da saves, og en bunke under den gamle bjergfyr må kunne formulde.

Jeg kan sådan set godt fjerne både hyld og hægg

Nabo har ryddet sin side helt og strør barkflis

Hullet i hækken har jeg lavet for at Nabo kan få aftensol om efteråret – og han synes det er OK

Nye krykker til James Grieves – og lidt mere om haven i den anden ende

Det er stadig meget svært at fotografere træer, så man får en fornemmelse af alle dimensioner – men her er så et par billeder. Måske de nye krykker ikke er den bedste løsning.

Sidste år fik vægten af frugten den skrå ende af træet til at hælde endnu mere.

Som tommelfingerregel vil jeg tage 1/3 af væksten ved beskæring i morgen (har ikke tid i dag, Fredag). Desuden skal græs og skvalderkål trimmes … og så videre.

Total inden ny krykke

Nye krykker

Nye krykker i helhedsbillede

Den gamle Thuja skærer jeg helt ned – planter evt. andet

Så fin en fuglerede – sidder godt fast, pænt bygget

De sidste 30 minutters savning kan næsten ikke ses på bunkernes størrelse