Opfriskning af gammel wenskau

• 

  Passage af Storebælt – på 20minutter!

• 

  Alletræerne kunne ikke undgås, der var ingen ledige parkeringspladser andre steder

• 

  Aftenudsigt fra gæsteværelset

• 

  En tur i midtbyen, frokost og kort besøg i Domkirken og Dokk1-kulturhus og bibliotek

• 

  Beskyttelsesrum i skoven

• 

  Lavhus og højhus lige bagved

• 

  Blomsterhav et sted hvor man ikke vil have det – det gravede jeg væk inden jeg kørte!

• 

  Hjemad, over Lillebælt, kamera i holder, Stau på Fyen

Oprigtig talt bekymret, skrev jeg til gammel skolekammerat Preben, som havde inviteret til at komme og besøge ham i Aarhus, fordi vi ved de sidste studentertræf havde talt så godt sammen – både erindringer og erfaringer. Først tænkte jeg “Ja en kop kaffe og en snak et par timer, og så kan jeg køre hjem samme dag, måske med en lille lur på rastepladsen på Fyen.”

Jeg var bekymret for om maven pludselig enten gik i stå eller i overdrive. Nu er det 15½ år siden, at jeg blev opereret i noget, som lægen syntes var en succesrig operation og som jeg konstaterede var ikke så lidt problemfyldt på grund af ændrede signaler fra fordøjelsen. Desuden havde jeg ved de sidste ture udover 100 km oplevet at benene begyndte at sove, ryggen gjorde ondt og træthed på vejen vidste jeg af erfaring kan være farligt.

Men det gik! Jeg ku’ godt!

Billederne kort:
Storebælt passeres
Parkering under træer ved Marselisborg Gymnasium, der fældede blomster
Udsigt fra gæsteværelse mod nabobygning, tilsyneladende ens, men kun i højde og bredde
Frokost ved Domkirken
Spadseretur i Marselis-skoven, opdagede bunkers (beskyttelsesrum) fra WWII
En “International School” med en 14-etagers boligblok i baggrunden
Bilen overstrøet med blomster (vi gravede dem væk før jeg kørte)
Lillebælt hjemtur – der var kø på Fyen, turen tog en time længere, men jeg holdt bare pauser

Nu skal jeg skynde mig over til Torvedag, indkøb, Kulturcafe, og meget mere.

Advertisement

Ligusterblomster

Jeg nænnede ikke at klippe alle blomsterne væk – nu svier det måske til mig senere, men de skal have lov at sprede deres utroligt søde duft.

Den skal jo slet ikke være dér, den liguster, selvsået, men foreløbig fik den lov og den er da i hvert fald ikke én, som gror villigt

Den blomstrer allerede, min lille Hibiscus

I en pause kan jeg lige se til Hibiscus udefra — den skyder villigt!

Dronningebusk, blåregn, her og der

Charlotte har fået ny indkørsel og fik ved den lejlighed indrettet en sti rundt om huset, vestsiden, og virkningen nu i blomstertiden er fantastisk: Blåregn, Rhododendron og Dronningebusk skaber et rum i kølig skygge om eftermiddagen.

På sidste billede ser man min Dronningebusk, som ikke er nær så velholdt og som dog også er meget smuk. Denne tid er den bedste på året, og sammen med nogle kære hilsener fra gamle venner og lidt hyggeligt samspil med min søn har det gjort denne week-end til en dejlig tid.

• 

• 

• 

Desværre kan man jo så få den tanke, at herfra kan det kun gå nedad.

Hvor lyset dog kan forandre farvebalancen

Mandag aften begyndte den at lyse ind gennem køkkenruden

Tirsdag eftermiddag – stadig ved at folde sig ud

Samme tid og sted

Dagen efter, storm, den holdt ud

Haven gror uden at jeg gør noget

Dagen efter dagen efter … stadig smuk

Og endnu 4 dag! Flot

Man kalder det white balance. Når kameraet er automatisk, står der AWB, Automatic White Balance; så overlader man til kameraet at analysere motivet og vælge en distribution af de tre nøglefarvers styrke.

På Canon kameraer (og på avancerede mobilkameraer) er der forskellige farveprofiler, så man selv kan vælge – og man kan også selv lave en.

Her fungerer hele systemet, men billederne er forskellige i farve-nuancerne, selv om det er samme tid og sted. Det skyldes at der er forskellige mængder himmel med.

Nærbillede (gammelt) af de små blå blomster

Det var de bedste billeder, jeg kunne finde. De er fra 2014; dengang var der et hav af kærmindesøster under benved-træet (bunddække), og et par steder til var der små nye kolonier.

Man ser tydeligt at denne har store blade, hjerteformede kunne jeg finde på at kalde dem.

Den ligner Kærmindesøster på et billede fra Jespers Planteskole:
https://www.jespersplanteskole.dk/brunnera-macrophyllaaermindesoster-m Men man kan også finde ligheder med forglemmigej, jeg synes ikke der er så stor forskel.

Lyspunkter i haven

De smukke sarte kærmindesøster blomster så jeg første gang i et rundt tæppe om en benved, som jeg fik af genboen; de ser så sarte ud, så jeg troede ikke at de kunne konkurrere med de aggresive græsser og løgplanter, men de spreder sig og finder hvert år nyt fodfæste. Nu også mellem fliserne! Og dér får de lov at blive stående, i modsætning til græsser og mælkebøtter.

Det ser også ud til at lyngen (som står i to potter på et bræt i en større potte) også vil komme igen. Den kan selvfølgelig ikke lide sommertørke, så den skal have kunstigt åndedræt vand i tørre sommerperioder — ellers passer den sig selv.

Kærmindesøster – den er kommet af sig selv mellem fliserne

Lyng i potter grønnes igen trods min alt for ringe plejeindsats

Mælkebøtte eng

En hilsen og tilbagemelding til den rare kommentar om at man skal lade mælkebøtterne i haven stå. Jeg tager noget i haven, men ikke alt.

Og så, da jeg kom forbi Tisvilde Enge, ved Maglemose Å-løbet i Tisvilde, måtte jeg standse og tage et billede. En hilsen til de, der holder af blomster og insekter.

Tisvilde Enge, der er får i baggrunden, hele arealet egner sig til græsning

Er der en lov om at får skal have et halvtag?

Man skal have gode øjne for at se fårene, de gemte sig længst væk (og jeg overvejer stadig enten at bruge det gamle kamera trods at det har fejl, eller købe nyere model)

Slørede omrids, så snart man ser billederne i fuld størrelse

Selvlugende

Det er selvfølgelig noget sludder at sige at planten er “selvlugende”; men når den danner så tæt en kugle, så er det lige før den kvæler alt, hvad der er under den.

Hvis jeg havde klippet og luget, ville den nok være blevet lidt større, denne gul vortemælk.

Men der er alligevel andre planter, som kan møve sig ind på området og ind under den. Jeg mener den hedder krybende potentil, og den har jeg nævnt før. Krybende Potentil kan minde om Jordbær; rillede blade og udløbere, men potentil har fem fligede blade, og har foruden udløbere pælerod, så den kan overleve at blive hakket over 10 cm under jordoverfladen, de skyder bare igen, rødderne.

Uklippet gul vortemælk

Den jordbær til venstre har af en eller anden grund været glad for at gro lige dér, jeg gætter det er fordi der er vand nok i jorden under stenene også efter et par ugers soltørke.

Og så er der mark-snerle, eller bare snerle, der har tykke sideløbende rødder i 50 cm. dybde, som kan vokse uden sol. Når bare den får et blad op i en halv dag, så skulle den have overskud af drivstoffer, forklarede Søren Ryge engang. Jeg håber jeg kan holde den i ave – udrydde den kan jeg ikke. Snerlen slynger sig op gennem den tætte vortemælk og spreder sine blade henover vortemælkens – den skal luges ved at man klipper eller river stilkene over i jordhøjde.

Geranierne som ses øverst tilhøjre kan også klare sig næsten alene.

Før og efter

Selfie hvor perspektivet er bedst – formentlig pga afstand dobles

På anemonetur dagen inden jeg besøgte frisøren

Kameraet skaber sig

Da capo, fra hovedet, forfra

Glad Påsk

Vinter, tøbrud, knopspring, forår

Hurra, Google Translate siger at “Glad Påsk” er Svensk! Så huskede jeg rigtigt. Lille forskel til Dansk. Begge sprog kan med lidt omhu forstås af sprogbrugere fra begge grupper.

Forårsdrømme

Nu skyder begge de gamle hibiscus! Hurra! Jeg havde ellers opgivet den ældste af dem, den så helt udtørret ud.

Blomster-billederne er fra forår 2019.

Jeg husker min mor tog mig med ud i køkkenet og åbnede skabet under vasken, der stod to små potter med hibiscus, der var klippet ned, og nu viste hun småbitte grønne prikker, — ny skyder de igen, sagde hun.

Der går nok et par dage før de blomstrer som i April 2019

Hibiscus blomstrer igen

De store blomster på den orange Hibiscus, som jeg engang for 12 år siden gav til min mor

Hvordan er vores rødder forbundet med fortiden?

Forleden kom jeg også til at tænke på at jeg aldrig havde set mine forældres barndomshjem, og dog, jo, jeg har boet en uge hvor min far voksede op, men det var hans storebror, der havde overtaget fabrikken.

I 1964 viste min mor, hvor hun havde boet i Paris, Issy Les Moulineaux, men det var helt forandret, sagde hun. Det var dér hun voksede fra 10 år til 20 år ca. Der havde åbenbart været nogle lidt større bygninger med en port, som nu var revet ned. Men det er ikke nok at vise et sted. Børn har godt af at få historierne, der hører med. Når jeg frittede hende ud, klappede hun i. Men jeg har stykket lidt af historien sammen efterhånden, og for 10 år før hun døde skrev hun en lille selvbiografi.