Blogg-treff på Frilandsmuseet

Det var den mest vidunderlige sommeraften, man kan tænke sig. Det blogg-treff var en fuldtreffer.

(Hvis du stadig undrer dig over blogg med to ‘g’er så er forklaringen, at det rimer på grog(g) og ikke på krog.)

Ved ankomsten til Frilandsmuseet konstaterede jeg strax at en tagtækker havde været på arbejde

De to andre havde brugt hele dagen på at motionere på Frilandsmuseet

Det var ikke svært at få øje på de andre treffere

========================================================================================

Jeg havde lige sparet 7500 kr., mindst, og ankom til Frilandsmuseet i hel og nydelig tilstand og fik øje på resten af bloggisterne på vej til mødestedet.

Jeg fik ondt af fårene, som ikke kunne tage pelsen af.

Enkelte får havde fået hedeslag

Fårene fandt ind i skyggen

========================================================================================

Publikum ankommer til Bornholmer-gården, hvor teatergruppen opførte Pelle

Pelle bliver belært af stuepigen Maria, som advarer ham om de kolde mennesker på Stengården og fortæller at den er bygget af vraggods, man kan høre de døde skrige om natten

Der blev spillet uden elektricitet, under åben himmel, men skuespillerne talte højt og tydeligt. Det gjorde de fremragende!!!

Bo Hr. Hansen havde skrevet manuskriptet, Asger Bonfils havde instrueret, og Nikolaj Hess havde skrevet musikken, og jeg syntes det fungerede så godt. Det er som om at musikken somme tider rejser sig op over de fysiske lyde. Skuespillerne hed Benjamin Boe Rasmussen (Lassefar), Michael Slebsager (Pelle), Neel Rønholt (Maria, stuepigen), Merete Hegner (husbestyrerinden), Martin Fredberg (Rud, den skøre søn) og Anders Aamodt (landvæsenseleven, slavepiskeren). Tak til dem! Jeg bliver helt rørt bare jeg tænker på det arbejde, de har lagt i at få forestillingen til at køre.

På vej ud fra forestillingen så jeg at de to musikere havde garderobe i grønsværen (under åben himmel) og kunne mærke den hellige kunstneriske ild. De fortjente ros – og så må man jo bryde genertheden og fortælle dem, hvor gode de var.

Vi sad og nød aftenen udenfor Frilandsmuseet – og så gik turen til en café i Lyngby

Himlen var diset, solen brændte ikke, men skinnede varmt – det var det smukkeste sommervejr man kunne ønske sig, men netop en ensfarvet, let diset himmel kan være en vanskelig opgave når man tager billeder, for man vil gerne undgå at den bliver helt hvid. Så vi skruede på kameraerne og her er hvad der kom ud af det.

Tak til Rasmine og Stegemüller for den smukkeste sommeroplevelse, man kan ønske sig!

Kommentarer …