Efterårsløv

Hvordan kan det være, at det første billede i en serie ofte er det bedste? Jeg kan ikke forklare det. Jeg kan heller ikke forklare, hvad jeg laver, når jeg udser mig et motiv – jo lidt kan jeg sige om det, selvfølgelig, men da et billeder siger mere end 1000 ord, så vil 500 ord være for lidt til at dække alle de overvejelser, man gør sig. Jeg har lært meget af min skolekammerat, og sidenhen meget af en lærebog, som jeg ikke kan finde mere – hvilket somme tider gør mig fortvivlet! –

Her er et par billeder fra en spadseretur gennem Tisvilde Hegn, en rute fra Bækkebrovej til Asserbo Ruin. (Nogen siger “Slotsruin” men det er næsten for stort et ord til denne lille fæstningsø, som har været en udpost i et større system.)

Solen skinnede, himlen var blå, træerne havde stadig nogle smukke røde og orange blade, men der var ikke et sted med et panorama, som åbnede sig, eller den oplagte lysning med et knaldrødt skovbryn. Jeg var gået forbi denne lille bøg, et ungtræ, som ikke havde smidt bladene som de voksne træer gør. Efter den var skovvejen egentlig ret grøn.

Jeg gik tilbage til den unge bøg – den stod og lyste op, så den var vel et billede værd. – Og så ender det med at jeg synes det er det bedste fra turen. OBS: Ingen af billederne er superlækre professionelle kunst-skud. Jeg vil ikke forherlige dem.

Træerne står forkert, tænkte jeg

Vejen passerer et shelter, et vindskydd, hvor man gerne må overnatte

Når man nærmer sig Asserbo Ruin, kommer man gennem et større bøgeparti

Lysningen omkring voldgraven åbner for den blå himmel