Posts Tagged ‘Undervisning’
Om at købe viden
Jeg får røde knopper når jeg hører en chef sige at “når vi har brug for viden så køber vi den.”
De bedste kolleger, jeg har haft, var forskere og teknikere på RUC, nu Roskilde Universitet (for international forståelse af akkreditering, og for forståelse af institutionens art og anerkendelse). Imidlertid har der også været storartede kolleger i tidligere positioner, og dem vil jeg hellere nævne end de gange, hvor jeg er blevet snigløbet.
Glæden ved RUC miljøet (dengang, er ikke sikker på at det er det samme nu) var at man var flexibel, både som ansat var man mere end villig til at bruge extra tid på at løse en opgave, og forskere og chefer holdt ikke viden tilbage. Der var tid til at deltage i foredrag, selv om man nok skulle passe på at lægge rigeligt med timer på de opgaver, som var de centrale, nemlig vedligehold af maskiner og databaser til undervistning, vedligehold af studenter-maskiner (dvs føre dem tilbage til en kendt tilstand) osv.
Udover det var lærerne glade for at sende studerende over til os i IT-afdelingen enten for at spørge om noget, eller for at få hjælpeundervisning. Den blanding kan selvfølgelig somme tider føre til mærkelige situationer, men det klarede man også. Selv om jeg dummede mig nogle gange, var der altid trøst og accept.
Hvad skyldes det mon? Det må være fordi den oprindelige ledelse havde det princip at læring, altså studenternes fremskridt, kræver at alle mand holder fast på at man kan lære nyt, omstille sig, fornyelse kommer ikke fra chefen, men fra manden i marken.
I private virksomheder kan en udviklingsafdeling være en belastning, – man fornemmer at disse priviligerede medarbejdere ikke bestiller ret meget, og at der drikkes mere kaffe end der forskes. Men kaffe-automaten eller expresso maskinen er faktisk et vigtigt sted for forskning; det nævnte Brian Kernighan og Dennis Ritchie når de fortalte om deres ungdom, hvor de ca.1970 udviklede nye systemer, som har lagt grunden til den software, der kører på fx. mobiltelefoner og TV-apparater i dag (Android, Linux, BSD).
Men på et universitet er udvikling og forskning selvfølgelig det, der giver anseelse. I realiteten kunne det dog også bruges som “skulested” “skjulested” på RUC, men en fin ledelse tildelte opgaver som foredrag og vejledning til alle undervisere.
Jeg ville ønske at jeg igen kunne være i sådan et miljø. Jeg brænder stadig for undervisning af den slags, som fører til at børn bliver glade, og det er så rart at høre andre ligesindede lærere fortælle om hvordan man observerer børns nysgerrighed, hvordan man guider børn udover en forståelseskløft og hvordan man opdager skoletræthed.
For voksenundervisning som kurser i IT-programmering osv. er der samme glæde ved at finde ud af hvordan kursisterne får en succes-oplevelse, og hvordan der opstår venskaber, når det går bedst.
Men i den aktuelle diskussion om henholdsvis afkortning af kandidat-uddannelser og den anden problematik med at folkeskolen af en eller anden grund taber nogle elever – både læringsmæssigt og holdningsmæssigt, de bliver skoletrætte og kan ikke lide at gå i skole.
Jeg tror egentlig at vi har svarene på spørgsmålet om hvordan man får glade, nysgerrige elever, og hvordan man videreuddanner voksne, så specialist-stillinger kan besættes, og så politikerne får kompetente svar. Jeg har længe villet skrive noget dybtgående om det.
Den korte version er som følger:
Den basale viden, det, som skal være på plads, før man kan lære det man har brug for i erhverv og forskning, afhænger af om børnenes, eleverne, de studerendes økonmisk forhold er trygge, og om der er en famlie, som støtter og ikke belaster. Betegnelsen på Engelsk er basic trust, eller social trust.
Den basale viden kan have flere niveauer, hvor elevens niveau kan aflæses af hvilke spørgsmål hun stiller (fx. “Hvorfor ser A sådan ud?”)
Hvis der er ubesvarede spørgsmål eller spørgsmål, som simpelthen ikke stilles, fordi der ikke er tid — ingen åbninger til uformel snak — så vil de emner blokere for yderligere læring, opmærksomheden sidder fast, så at sige, på ubesvarede spørgsmål (fx “Hvorfor kan man ikke lave et verdenskort, hvor landene har den rigtige størrelse?”)
Der er en rækkefølge af elementer, som er nødvendig for at kunne lære mange fag ordentligt, en progression; men der er ikke kun én måde, som er den rigtige, der kan være mange progressioner. Man kan forstå og acceptere facts i forskellig grad.
— Og så vil jeg lige sige tak, AagePK, for henvisning til “Theory of Knowledge”, TOK (Oxford University Press har en bog med den titel.) Jeg håber de artikler og bøger kan hjælpe mig til at skrive en større version af ovenstående, på en måde, som kan bidrage til debatten om hvorfor folkeskole-elever i 8 klasse har mistet lysten til at gå i skole.
—-====ooooOOOOoooo====—-
Overskriften kunne være: Om at købe viden versus at udvikle kompetencer.
Billedet har ikke så meget med sagen at gøre, men her mødte jeg min gamle kollega fra for 20 år siden, og hun sagde uden tøven på 10 meters afstand “Jamen er det ikke Donald!”
Click chemistry – hvad er den bedste form for undervisning?
Hjerne-Madsen (Anders Peter Lund Madsen) havde Morten Meldal på besøg.
It just says click – and the molecules are coupled together
https://www.nobelprize.org/prizes/chemistry/2022/press-release/
5. October 2022
The Royal Swedish Academy of Sciences has decided to award the Nobel Prize in Chemistry 2022 to
Carolyn R. Bertozzi
Stanford University, CA, USA
Morten Meldal
University of Copenhagen, Denmark
K. Barry Sharpless
Scripps Research, La Jolla, CA, USA
I udsendelsen forklarede Morten Meldal i et forståeligt sprog hvad det var, der havde udløst en Nobel-pris: klik-kemi, — click-chemistry.
Det var nysgerrighed, ikke karriere ambitioner, som havde drevet den 68-årige professor i kemi gennem hele livet, han elskede at gå i laboratoriet. Et problem med en Nobel pris var, sagde han, at så blev hans daglige rytme brudt, og det kunne blive vanskeligt med blot én dag om ugen i laboratoriet.
Rekrutering af næsten generation optog ham også meget. Undervisning er vigtigt – hvorfor er der ikke så mange, der søger ind på kemi-studierne?
For at gøre undervisningen bedre foreslog han visualisering – og en af de mest overraskende ting i udsendelsen var at man faktisk i dag kan kontrollere vores modeller af molekyler ved forskellige målemetoder som “visualiserer” – danner billeder – af molekyle-strukturer, se fx. illustration i Wikipedia artikel om atomic force microscopy.
Meldal foreslog også at man fra første klasse gav de små mennesker 10 minutters undervisning/snak om kemi, og som eksempel foreslog han “plastic”, illustreret med de affalds-øer af brugt plastic, som hober sig op i hvirvler nogle steder i oceanerne.
—oooOOOooo—
Jeg er bekymret for denne måde at tale om ting uden at gå omkring den historiske vej, hvordan mennesket gjorde naturvidenskabelige opdagelser – ved observationer, som har større significans i henseende til fysik, kemi og dermed ontologi, videnskaben om væren.
Sagt på en mere firkantet måde: Kemi-undervisning bør begynde med opdagelse af grundstofferne, guld, sølv, og senere kul, ilt, brint, kobber, jern, silicium, bly, uran, …
De græske filosoffer havde “kun” jord, vand, luft og ild, men opdagede jo hurtigt at fx. jord består af mange forskellige ting. Min fysik-lærer havde skrevet lærebøger i kemi og fysik, hvor han gik imod den trend, der er med at begynde en kemibog med en forsimpling af Bohrs atom-model.
in chemical synthesis, click chemistry is a class of simple, atom-economy reactions commonly used for joining two molecular entities of choice. Click chemistry is not a single specific reaction, but describes a way of generating products that follow examples in nature, which also generates substances by joining small modular units. In many applications, click reactions join a biomolecule and a reporter molecule. Click chemistry is not limited to biological conditions: the concept of a “click” reaction has been used in chemoproteomic, pharmacological, and various biomimetic applications. However, they have been made notably useful in the detection, localization and qualification of biomolecules.
https://en.wikipedia.org/wiki/Click_chemistry
—-oooOOOooo—
Morten Meldal omtalte de mange fremskridt, der er gjort med mikroskopi af forskellig slags, her blot ét eksempel:
Chemists in Europe can now snap images of single molecules that are so sharp you can not only see the individual atoms within the molecule, but also make out the electrons that bond the atoms together.
https://cosmosmagazine.com/technology/what-does-an-electron-cloud-really-look-like/
—oooOOOooo—
I undervisning i kemi og fysik har det været et bærende princip at man også skulle have øvelser eller i det mindste demonstrationer, hvor læreren og nogle elever viser de fænomener, man ønsker at forklare nærmere.
Det er meget godt, men det kan jo også være så meget forsimplet, at eleverne opfatter “skolen” som en verden for sig selv og “videnskaben” som nogle elfenbenstårne, som det vil være næsten umuligt at nærme sig.
Da jeg efter mange år efterhånden var kommet ud over frygten for videnskabens front, fik jeg jo undervisning i computer-teknik, og dér oplevede jeg med den største styrke hvordan mange fagfolk manglede realitets-fornemmelse for nogle af de ting, der foregår i en computer. Sagt på en anden måde, jeg oplevede at hands-on var den eneste undervisning, som virkede. Godt nok med en introduktion, forklaring af opgaven, men altså kort og godt “gør det selv” for at bryde fortryllelsen af dem og os :
Bryd muren mellem
videnskaben og os.
Kan man bruge denne slags film til undervisning af børn i 10-12 års alderen?
Her er nogle stills fra TV-serien “Big Mouth”, en Netflix serie, skabt af Nick Kroll og Andrew Goldberg ud fra deres egen oplevelse af puberteten.
Billederne:
1. Nick (Nick Kroll som barn) kysser Gina, som er lidt længere i puberteten, og sød musik opstår.
2. Nick rører Gina’s arm og hun kan godt lide det.
3. Hun tager hans hånd og fører den til sit bryst. (Ja, det *er* hende der fører).
4. Hans følelser exploderer.
5. Men han vågner af sin explosion og ser tvivlende – er dette virkeligt?
6. Det er virkeligt og hans lille “hormon-monster” Tyler (en “lærling”!!!) og hendes “hormone monstress” Connie Lingus jubler, nu er alt godt.
— — —
I følgende scener bliver Gina udsat for “slut shaming”.
Undskyld jeg ikke oversætter. Har vi på dansk ord for “slut shaming”?
Demokrati-problemer skyldes uddannelsesproblemer
Jeg er ved den søde grød ikke en skolerytter eller stave-fascist, jeg sætter blot pris på at man gør texter så tydelige som muligt, Fx. så jeg i dag ordet “bastone” i en avis-leder og tænkte strax “Italiensk for stav”. Jeg er ellers ikke særlig god til Italiensk, men har læst diverse så godt som muligt, kunne stave mig igennem avisartikler på Italiensk. Men altså, det var Dansk for en tone fra en bas, en bas-tone. Mange danskere bl.a. DSN mener at bindestreger gør læsningen langsommere eller ligefrem er overflødige. Intet kan være mere forkert, hvis vi bevæger os henimod multilingualt samfund.
Nu fik jeg forleden Nationalmuseets “Program Sommer 2021” og læste med glæde om de mange tiltag, som er resultatet af omlægning af strategier, et nyt ansigt udadtil. Og det er lykkedes, står der i dag i Politiken; og det, på trods af fyringer, nedskæringer i støtte, og ikke mindst betaling for adgang (altså ikke gratis adgang).
Men de sagkyndige klager over Rane Willerslevs manglende respekt for fagkundskaben. Jeg tror egentlig ikke at han mangler respekt, men jeg gætter, at hans syn på historien er at den skal ud, om det så koster at man bliver gjort til grin af anmeldere og på trods af at man sårer og fyrer fagkundskaben.
Men denneher overskrift giver gåsehud, skræk, det er uvidenskabens fascistiske hovede, der stikker frem: “Stoler du blindt på de kloge” — og endnu værre: “Hvad skal vi bruge videnskaben og experterne til”.
Man plejer at komme med et exempel: Ville du turde lade en smed tage din blindtarm?
Kan man så ikke spørge: Tør du overlade Nationalmuseet til en flok amatører?
-
- Nationalmuseets program Sommer 2021, 44 sider flotte præsentationer af museets initiativer
-
- Udsnit, så det skulle være nemt at læse
Men jeg ved jo godt at en enkelt stavefejl ikke er en katastrofe; vi laver alle stavefejl.
Kedsomhed og ADHD
Det er svært at se undertexten om, hvad manden bag The Boring Institute siger, han siger: “Ja, uddannelsessystemet er kedsomhedsinstituttet”.
Dokumentaren begynder med billeder fra uroligheder i London 2011 eller 2012 (jeg kan ikke se hvornår det var). De gentages senere, klippet omhyggeligt sammen, så fokus er på at nogle urostiftere ser ud til at more sig glimrende. Folk stjæler for sjov – en enkelt sko, som de ikke kan bruge, og andre ting, som ikke er værd at stjæle, men spændingen får dem til at live op, blive glade og aktive.
Medfører kedsomhed stress?
I næste sektion fortælles der bl.a. om en lille pige, som har fået ros for sin tale (en art fristil, som hun fik lov at læse op for klassen). Hun havde skrevet en, som blev udnævnt til den bedste, og nu skulle hun igang med en anden. Emnet var frit! Hun skrev om kedsomhed!
Men det var ikke populært! Lærerinden sendte hende til skolelederen og hun blev bortvist fra skolen. I dag er hun læge på et hospital i Toronto. Hun fortæller selv historien uden bitterhed, men hvor mange kan overleve den slags uretfærdigheder uden at blive lidt knotten?
I udsendelsen blev der brugt meget talende billeder – Dette skal virke lidt dystert-skræmmende!
Udsendelsen kommer kun kort ind på et helhedssyn på hvordan vi har organiseret tilværelsen for den typiske samfundsborger
Hvis vold og uroligheder i byer – som nu i Paris – hovedsagelig er demonstrationer, som løber løbsk på grund af at samfundets mennesker keder sig, og som har været udsat for “kedsomhedsinstituttet”, så er det måske på tide, at vi prioriterer aktiviteter i uddannelsessystemet på en anden måde.
Den danske uddannelsesreform var oprindelig ment som sådan en ændring, hvor der skulle være muligheder for fysiske udfoldelser i hele skoletiden, – ikke kun i idrætstimer og frikvarterer! – men er det realistisk? Enhver, der har prøvet at lave forestillinger med en gruppe “lopper” ved, at det ikke er så nemt endda, der skal noget særligt til at holde sammen på 25 børn. Det er selvfølgelig derfor at stillesidning blev betragtet som en løsning tidligere (og måske stadigvæk?)
I næste indlæg vil jeg klippe nogle flere billeder fra udsendelsen “Er kedsomhed lig stress?” – senere vil jeg fortælle lidt om hvordan jeg oplevede skoletiden og hvordan jeg bedømmer den i dag.
Ret ikke fejltagelser, lektie for livet
De sidste par dage har jeg været usædvanligt langsomtgående. Det, der holder mig oppe, er blandt andet letheden ved at få kontakt med personer og grupper med samme interesser som jeg har.
En af de grupper er en gruppe musiklærere, klaverlærere, som arbejder professionelt enten i skoler, højskoler, gymnasier, universiteter, konservatorier eller andre steder (fx. community centres) med undervisning i klaver: The Art of Piano Pedagogy.
I dag faldt jeg over et indlæg, som beskrev, hvor udmarvende, trættende, det er at undervise i musik.
Vedkommende lærer havde fundet ud af at 8 timer i stræk gav problemer med helbredet, dårlig nattesøvn osv. og havde derfor indført en halv times pause og max 2 – 2.5 timer ad gangen. Det syntes jeg lød indlysende, og det havde kureret nattesøvnen (som der dog var “arbejdet” med, så han kom i seng 23, og stod op før 8).
Undervisning kræver årvågenhed og kan være udmarvende
Uha! Det fik mig til at mindes, hvordan jeg en årrække kunne tage afsted kl.5 om morgenen og komme hjem kl. 22, godt nok med pauser indimellem, men alligevel lange dage, som krævede utroligt meget årvågenhed og god situationsfornemmelse.
Der var – selvfølgelig – dage, hvor jeg totalt manglede overblik, og faldt i med nerverne på højkant, især lige efter min far var død og jeg ikke havde sørget ordentligt, men blev kastet ud i flere radioudsendelser, undervisning og så videre.
Det førte til at jeg valgte at satse på noget, der kunne have været 8-16 jobs, nemlig med IT maskineri som fag (jeg havde en anelse mere baggrund end de fleste dengang, og havde læst flittigt på “lektien” i nyeste fagbøger.) Desværre var det ikke helt nok til at arbejdet blev 8-16, men det var bedre end før.
Nu kommer vi til det, som overskriften hentyder til: Læreren fandt også ud af at det ikke nytter at korrigere de små fejltagelser, noder, fingersætning mv. fordi det tager initiativet fra studenten/eleven. I stedet lytter man efter de store linier, udtrykket, er der noget, der fungerer? Hvad vil pianisten opnå med det pågældende musikstykke?
Ændring af konceptet, hvad er undervisning? Hvad er det bedste koncept for undervisning?
But the lesson for life here is both simple and profound: don’t correct mistakes, locate the source of the error.
Det var lige vand på min mølle.
Men selv da er det for meget med 8-10 timers undervisning i et stræk.
Dengang Skriket ikke blev sejlet væk fra Arken
Idet der henvises til kommentarsporet af AagePK fra forrige indlæg (Pausebillede – nr. XII tror jeg) genoptages her den inspirerede opskrift på en spændende opgave for en lystsejlere! Eller også er det opskriften på et storslået kup.
Et af de mest berømte billeder nogensinde, “Skriket”, kunne sejles væk fra Arken i et snuptag!
Det forudsætter naturligvis at værket var til stede på Arken, ellers må man jo tage, hvad der er. Men der har været mange spændende ting.
Arken er en kunstmuseums-bygning tegnet af Søren Robert Lund, med en karakteristisk skibsagtig form,
et strandet kunstskib –
Bygningen er siden er udvidet væsentligt af Anna Maria Indrio fra C.F.Møller
Godt nok ville det være svært at få 107,000 mio. dollars for et billede, som man ikke kunne vise herkomst-dokumenter til, og som er så berømt, at alle ville have hørt at det var stjålet – nå måske en indiske maharahja eller en amerikansk byggematador ville være villig til at købe en hælervare med den begrundelse at det måtte være ægte nok eftersom det jo var meldt stjålet. (Man kunne måske endda sælge mange kopier med den begrundelse?)
Nok om afsætning af ting. Det bygningens velegnede placering for havværts fjernelse af genstande, som skulle illustrere, at Arken har været dyr og ikke er så funktionel.
Jeg citerer fra kommentarsporet:
AagePK:
Design og arkitektur: det gælder om at markere sit ego, så til H.. med anvendeligheden. Og for at vise, at man har styr på tingene, og råd til det, fylder man landskabet op med, tjah, fyld. Se f.eks Arken: halvdelen af bygningen kan ikke bruges til noget, det er bare land-and-space-grabbing; således også med tilbygningen til Satans Mausolæum for Kluns. Det gælder også nye bygninger i London, Aalborg, Shanghai: det skal fylde noget, det er volumensyge: “Fint skal det være!”, sagde kællingen; hun fik en mahogny-splint i røven.
Donald citerede Politiken:
Politiken skrev i "Kunst" sektion 20. aug. 2009 KL. 17.07
Nyt skib: Arken åbner for 52 millioner kroner nye kvadratmeter
Kunstmuseet i Ishøj har fået tre nye tilbygninger,
som åbner til september. I alt 1.100 kvadratmeter.
Gisp! 52 mio?
AagePK skrev:
Det giver så lige en kvadratmeter-pris på 47.273 kr. Så kommer placeringen i vandkanten vel oven i: placering-placering-placering! 🙂
Wikipedia skriver, at han [Arkens Arkitekt Søren Robert Lund] er inspireret af de-konstruktivismen, det tror jeg på, og at Arken er præget af “stærke perspektiviske flugtlinier”; det tror jeg også på: en person med kendskab til internationale kunsttyves metoder fortalte på tv, hvordan man nemt og elegant kunne afspærre tilkørselsvejen til Arken, bryde ind og derefter forsvinde over bølgen den blå med eventuelle udstillede genstande; heriblandt har Edward Munchs Skriget også været udstillet. I dagens DR-K kommer der en udstilling [udsendelse*] om netop dette værk.
En film om Edvard Munch, lavet af indisk film-mand som ikke kendte Munch – men dog havde hørt om Skriket (formentlig set reproduktioner, som florerer)
Udsendelsen/filmen kan ses et par dage endnu på DR.dk.
Arken (Die Arche) (Dänisch: Arken Museum for Moderne Kunst) heißt ein am 20. März 1996 eröffnetes Museum moderner Kunst in Ishøj, einem Vorort im Süden der dänischen Hauptstadt Kopenhagen.
Der küstennahe, im Zusammenhang mit dem Jahr Kopenhagens als Europäische Kulturhauptstadt erstellte Bau, ein Werk des dänischen Architekten Søren Robert Lund, beeindruckt durch seine freie Gestaltung im Sinn des Dekonstruktivismus mit zweckfreien segelartigen Dekorationselementen. Das Haus zeigt Werke von Olafur Eliasson, Damien Hirst, Andres Serrano u.a.
Um die Gründungsdirektorin Anna Castberg gab es Unstimmigkeiten – sie musste noch im Jahr der Eröffnung zurücktreten.
(Fortsættes i næste (nyere) indlæg …)
Natbelysning på kirke og troen på at der er en himmel
Det er efterhånden almindeligt at selv små landsbykirker oplyses af projektører om natten. Jeg kan godt lide det, men jeg er desværre også klar over at det er en af de ting, der virkelig kan kaldes lysforurening, – idet projektørerne peger opad, og som det ses her, oplyser disen i luften, – selv den mindste dis gør at atmosfæren bliver et lysende slør, når der rettes projektører opad.
Det betyder, at man ikke kan se stjernehimlen. Om det har betydning? Det betyder at vi ikke mindes om den uendelighed, som vi befinder os i. Mennesket har gennem årtusinder undersøgt og endelig langt om længe forstået hvad det er vi ser på himlen. Solen, planeterne, stjerner, som er andre sole, og spor efter begyndelsen af Universet. Barnetroen om en fader i himlen bliver lissom til noget eventyr-agtigt noget og det er jo godt.
Vejby Kirke med natbelysning i disen tirsdag aften
Man skulle tro, at lysforurening ikke betyder noget i det daglige liv, men det tror jeg nu det gør. Det er en kunstig horisont, en afgrænsning så man ikke kan se ret meget af universet. Man kan lukke sig inde og sige, at vi er danskere og det betyder ikke noget, hvad der sker i Tyskland og resten af Europa og slet ikke udenfor jorden og sletsletslet ikke udenfor solsystemet.
Men: Hvis man skelner så meget mellem et dagligliv og det, der er udenfor, så ender man med at blive overrendt og tro på røverhistorier.
Sten synker ned i sand
Et råd fra Marstal gik på at strø lidt cement på toppen af sandet. Jeg ved ikke om det virker – i dag føles det stadig blødt.
Hvordan kan en anlægsgartner finde på at lægge runde sten ovenpå sand? Man må nøjes med at glæde sig over at det er forholdsvis let at reparere, hvis man bare har tid.
Blomster på Madeira
Fra AagePK i Marstal har vi fået denne hilsen med skønne blomsterbilleder fra MidtAtlantens skønne ørige, Madeira. Der kan som sædvanlig hentest større billeder ved at “klikke”.
For lige at foregribe lidt, så er det vanskeligt at fotografere ud ad en rude, man er nødt til enten at sætte afstanden manuelt til uendelig eller også må man så tæt på ruden, at automatikken ikke kan se pletterne på ruden og måler efter dem. Her følger så AagePK’s brev:
Mit kamera har snydt mig: der var ikke noget billede af Sild, Rømø, Aabenraa fjord, ejheller Haderslev; men Helnæs kan genkendes: ligesom Anholt ligner den en lille fugl, og hvis man ved det, kan man også se Draget, der forbinder Helnæs med Fyn.
Vi brugte meget at indsætte byer og andet på blindkort i min skoletid: kort, hvorpå der kun var omrids af lande, øer og halvøer; på den måde lærte jeg at genkende omrids, selv når de stod på hovedet.
Heldigvis fandt jeg på Marstal skole en mappe med kort lagt i kælderens støvede magasin, så mine elever også kunne få glæde deraf, det var ellers voldsomt upopulært blandt De Bedrevidende. Ha! Sunde børn elsker udfordringer i passende bidder, og her må den faglige pædagog ikke svigte dem! Dixi!
Om Madeira:
Da vi ankom, var Jaccaranda-træerne kun lige begyndt at blomstre: de er altså flotte, når deres lysende blå paraplyer breder sig ud over Avenida do Infante! Og solen skinnede og skabte varme nok til, at man kunne nyde en Coral-øl på Teatercafeen, mens Juan Caldarado tryller på sin guitar. Han har et enormt repertoire. Prøv youtube: Juan Caldarado en Madeira ,lagt på af en Michael Fink. Lyden er god nok, og stedet er det rigtige; men der er andre, hvor man ser mere til Juan, ham med hatten.
Nu du er ved det: der er en lille tur rundt på øen, startende med fisketorvet: det er lækkert med fisk! Videoen hedder Madeira 2014 02 14 Funchal ; lagt på af Raimundas Naudingas.
Dennegang var vi på besøg i en orchidee-have, startet for mange år siden af en østriger; de samarbejder med universiteter for at bevare flere af de truede arter, og der var en hel del at se på. Jeg hefter lidt ved.
Madeira orchide-have
Hvis du sammenligner mit Helnæs-billede med Google-maps el.lign, vil du kunne se ligheden; men du må finde dig i lidt iskrystaller og refleks, sådan er det at fotografere så sent på dagen!
Det Sydfynske Øhav i Trækfugleperspektiv
Hov, jeg var lige ved at glemme min anden musikalske must-see: de dygtige unge mennesker i Madeira Mandolin Orchestra: dem er der også videoer af på youtube. Vi skal ind for at høre dem hvert år, denne gang blev det i kongrescentret, dejligt!
[En eftertanke fra redaktionen:]
GODT at der ikke var overisninger på hele flyet, hvilket jo kan mindske flyveevnen katastrofalt – men godt at I alle kom helskindede hjem!
Mange tak for de smukke billeder!
Undervisning, som gør dummere
Aftenens forskellige hændelser har efterladt mig med et budskab, som jeg ikke ved, om jeg kan få frem på en tydelig måde.
Undervisning kan gøre folk dummere, hvis den ikke har tillid til, at den underviste har evner nok.
Hvis man giver folk (over en vis alder) en test, som de kan lære noget af, så er det OK.
Men hvis man blander test og undervisning, kan det også medføre at testen udtrykker mistillid til at folk kan lære noget.
En test skal vise, hvad folk kan lære, og hvordan det kan læres.
Andet ville være uetisk. Undervisning, som ikke baserer sig på etik, er uproduktiv.
Det er igen IQ-problematikken, som spøger her.
Skriv løs 