Er musik bedre, når man hører den for første gang?

Når man som ung hører musik for første gang og bliver meget betaget, enten det nu er klangskønne drømmende toner eller en udtryksfuld sangstemme, eller en rytmisk inciterende driftig musik, så husker man det bedre end det meste andet musik, man støder på senere.

Første gang jeg hørte alle Chopins 24 præludier var det 4 store 78’ere (“lak”plader som skulle rotere 78 omdrejninger i minuttet) en HMV indspilning, og den indspilning var selvfølgelig valgt af producere af klassisk musik, som havde sans for både marked og musik, og det må have været en stor-sælgende pladesamling.

Denne mand, Benno Moiséwitsch, var en begavet pianist, som ønskede alle detailler på plads og i orden. Det er ikke kun indspilnings-teknikernes ønsker og kritik, som har fået denneher indspilning til at lyse op på min himmel.

Tror jeg da.

Jeg har efterhånden hørt mange indspilninger. Dengang, i 1950’erne, var det ikke almindeligt at man indspillede alle præludierne, men efterhånden som LP’er blev mere almindelige, er der flere pianister, som har gjort det. Især er præludium nr. 1 i C dur, nr. 8 i Fis-moll og nr. 18 i F-moll vanskelige, de to fordi fingrene skal løbe (meget) hurtigt, men også være tilbageholdende, så man hører melodien og “processen”, forløbet, nr.18 fordi det er dramatisk på en overraskende måde.

Hver gang jeg er løbet ind i en CD med alle præludierne har jeg lyttet efter især nr.8 – og bliver næsten altid skuffet.

Fornylig hørte jeg så i Chopin Competition XVIII en pianistinde, Aimi Kobayashi, spille alle 24, og det var smukt. Der var forskelle til min gamle Moisewitsch-favorit, men ikke meget, men jeg kunne ikke lade være med at lytte på Moisewitsch bagefter. Og mage til fortryllende musik, i Fis-moll præludiet, har jeg ikke hørt. Man skal ikke sammenligne, når vi er på så højt et plan, for både Aimi og Benno er kunstnere af uendelig nåde.

… men alligevel. Jeg stemmer på Benno! (…men han er jo død og deltog ikke i konkurrencen!)

Denne søgen efter den “bedste”, er det en god grund til at afholde konkurrencer? Skal man finde “den bedste”? Nej vel?

Nej, konkurrencer er til for at hjælpe det unge menneske igang. Og jeg skal love for at det er vanvittigt dejligt at der er så mange vidunderligt musikalske pianister.

Kobayashi ved konkurrencen:
https://www.youtube.com/watch?v=x6pmBUkXNmM

Levende musik – plader og YouTube er jo ikke levende, men det skal da lige nævnes, at Benno-indspilningen ikke er med samme lydkvalitet som Aimi’s indspilning, og den sidste er en live-koncert, Benno’s er en omhyggeligt produceret studieoptagelse.

Advertisement

Chopin konkurrence i Polen, 2021

• 

• 

• 

• 

• 

Billederne her er fra en video på YouTube, hvor man har kunnet følge næsten alle de tilmeldte pianister, der dystede om at vinde førsteprisen. Der var 150 tilmeldte pianister, og 80 eller 70 i anden runde, 40 i tredie. Det er urimelige arbejdsforhold for kunstnere, men de gør det, og de gør det fantastisk godt, de fleste. Det er en pianists måde at bryde glasloftet og komme rundt i verden som betalt kunstner.

Det regnes som konkurrence nr. 18.

Man kan med lidt snedighed regne ud at konkurrencen var udskudt sidste år, 2020.

The International Chopin Piano Competition (Polish: Międzynarodowy Konkurs Pianistyczny im. Fryderyka Chopina), often referred to as the Chopin Competition, is a piano competition held in Warsaw, Poland. It was initiated in 1927 and has been held every five years since 1955.

(Wikipedia, https://en.wikipedia.org/wiki/International_Chopin_Piano_Competition )

Jeg vil på ingen måde fremhæve Eva Gevorgyan var den eneste, der fortjente at vinde, men hun fortjener ros for at spille B-moll sonaten med så stor indlevelse. De andre ting, hun spillede, et program på en times tid, var fantastisk godt udført.

Helt useriøst er jeg betaget af at hun har en lang fletning — og vil rose hendes outfit, ikke noget med stropløs kjole her. Af en eller anden grund kan jeg heller ikke lide de klassiske statuer, som viser kvinder som om de har æbler (måske ½ æbler) i stedet for bryster. Men jeg burde nøjes med at skrive om musikken.

B-moll sonaten er et af Chopin’s mest elskede værker, det er fra den, at sørgemarchen kommer, en sørgemarch, som har spredt sig over hele kloden og spilles på alt fra redekam til NewOrleans jazz besætninger. Nå måske ikke redekam.

Hun spillede næsten hele tiden med lukkede øjne, det betyder at hun har en træfsikkerhed og muskelkontrol, som er helt suveræn, og man sidder ikke og håber at hun rammer alle tonerne, det gør hun bare. Sidste sats – vinden over gravene – er det mest uhyggelige stykke Chopin musik og har en vanskelighedsgrad som jeg opgiver at beskrive.

Den eneste Amerikaner, som har vundet den konkurrence, Garrick Ohlsson, har også været dommer, og han siger: “Det er ren lodtrækning, hvem der vinder. Der er en stor portion held og uheld her, og smag og behag. Men jeg glæder mig over, at der er 150 unge mennesker, som har brugt deres energi på at spille denne musik, – den mest udfordrende, intellektuelt komplicerede musik – og som gør det med overbevisning og stor skønhed.” (Citeret efter hukommelsen, Garrick Ohlsson interviewet kan ses her: https://www.youtube.com/watch?v=PTYz9c24Wqo )

Eva Gevorgyans 3.runde: https://www.youtube.com/watch?v=5115J2SjpMQ

B-moll sonaten :: https://www.youtube.com/watch?v=5115J2SjpMQ&t=1652s
Vinden over gravene: https://www.youtube.com/watch?v=5115J2SjpMQ&t=2892s

Musik på dåse – hvad er udløbsdatoen?

Musikøkonomi – hvornår bliver det et akademisk fag?

De unge kunstnere, som har lavet denne video om hvor meget editering der er af optagelser af klassisk musik, fremlægger ganske klart dilemmaet: Meget “pop” eller “beat, rock mv” er lavet for CD udgivelse og bliver bagefter udført som scenekunst; et herhjemme godt kendt exempel fra 1980’erne er Nana’s flotte optagelse af “Buster”, hvor hun synger flere spor og “synger kor med sig selv”.

Men der er mange andre exempler – find video’en og se nogle af de interessante detailler.

Derimod må klassiske kunstnere gå den anden vej, først blive kendt fra koncerter, derefter få kontrakter på “fonogram-udgivelser”.

I grammofonens barndom måtte man indspille alt i første hug; senere, da båndoptagere blev af god kvalitet, indsneg fejlretning sig.

Det billede, vi får fra grammofon-optagelser (CD’er/Streaming, alt elektronisk, også live-koncert-optagelser!) er altid redigeret. Spørgsmålet er så, hvor grænsen går: Hvornår mister musikken sit udtryk og bliver til lydtapet?

Går der noget tabt, når musik som man lytter til, er “kunstig”? Får man en anden oplevelse ved at høre en musiker spille i det samme rum, som man fysisk er til stede i? [Ja selvfølgelig, ikke sandt?]

Scenekunst er en genre for sig selv i dag. Og det har en overgang været den eneste distributionsform, som kunstnerne tjente “rigtige penge” på, for elektronisk musik kan jo kopieres og spilles i det uendelige.

Jeg har en fornelmmelse af at vi bør bevæge os hen i retning af at lydudgivelser må opfattes som en måde, kunstneren kan række ud – nå publikum; når der er gået noget tid, er det et minde, som et gammelt fotoalbum, og vi bør sørge for at få taget nye billeder. Det skyldes mit syn på at kunsten kræver fornyelse, nutidighed, for at være kunst. Overfor det står at musik af Bach, Beethoven, Chopin og mange andre er så “veltalende”, ligesom Shakespeare dramer, så de stadig siger mig noget. Men man kan alligevel godt foretrække en ny iscenesættelse, ikke sandt?

Det var dagens filosofiske udfordring.

Jeg overvejer, hvad og hvor meget jeg skal fortælle om Studenter sammenkomst i går, 56 år efter Studenterexamen!

Musik i metermål

Vi har købt 1 million musiknumre til dig …

skriver TDC i en reklame, som jeg ikke har bedt om.

Hvad er det for en holdning til musik? Er musik et baggrundstæppe?

Er det noget, der kan handles?

Hvor mange hopper på den slags underlødig musikmarkedsføring?

Og musikerne? Hvordan kan det være at de er nødt til at finde sig i det?

Øv øv og atter øv.