Tøm Papirkurven

… og se nu at få det sagt ordentligt

Posts Tagged ‘Memory Lane

Musikalsk indspil fra 1756

Jeg blev bare forundret over den fantastisk lange diskussionstråd i kommentarerne til dette fremragende musikstykke.

Jeg faldt over en LP engang sidst i 60’erne med dette stykke musik og syntes det var så godt, at jeg ville vise det til musikhistorie-professoren Bjørn Hjelmborg i en time. Jeg kunne bare ikke få noder til det, så jeg satte mig ned en nat, har været ca. 1972, overførte til bånd og “lyttede af” som man siger, og skrev et partitur, med blyant så man kunne rette, ikke særlig pænt skrevet, men jeg var endnu ikke professionel “nodeskriver”. Hjelmborg var vistnok lidt imponeret, men han tog ikke fat i dette emne. Jeg havde meget brug for hjælp både til karriere valg (det vidste han om alle sine studerende). Jeg havde brug for både faglig udvikling og hjælp til selvtillid. Hjelmborg var såmænd meget rar, prøvede vistnok på sin egen måde, gjorde et stort arbejde ud af sine timer.

Kunne han, tænker jeg i dag (ville jeg i hans situation have sagt):
Skriv til det store musikbibliotek i Berlin og spørg om de har noder til dette musikstykke! Hvis de ikke har, så prøv Wien, …

Denne indspilning er god, men ikke så stormende, som den jeg havde med The English Chamber Orchestra dirigeret af Raymond Leppard (eller er det en erindringsforskydning – jeg har ikke grammofonen stående så jeg lige kan sætte den gamle plade på). På pladen var der også 3 andre symfonier af Carl Philipp Emanuel Bach, JS’s næstældste søn, som var hof-pianist hos Frederik d.2. af Preussen (Frederik d. Store, Sans Souci i Potsdam, Berlin, et lille hyggeslot, som nogle tyskere tror er et pragtslot, et pralestykke, men det er det ikke. Det var tænkt som et retreat, deraf navnet).

Ledsagetexten:

Akademie für Alte Musik Berlin (2001)

“The E minor Symphony of 1756 (Wq. 178), a version of which without the winds (Wq. 177) was the only one of Bach’s Berlin symphonies to be published during his lifetime (Nuremberg, 1756), seems to conquer new areas of freedom of invention. The main theme of the opening ‘Allegro assai’ harbors a hitherto unheard of tension and engenders a display of rhythmic fireworks in which the occasional cantabile sprinklings are dispersed like helpless expostulations. An even more important aspect than this intensification of the notion of contrast, however, is Bach’s concept of underpinning the cyclic design of the symphony with a harmonic interlinking of the individual movements, in defiance of all the textbooks — a formal artifice that proves that in spite of all his capricious audacities and surprises, Bach never loses sight of the clarity of the overall architecture.” – Roman Hinke

Painting: Seascape study with raincloud, John Constable

Fra kommentarerne (som ender med at blive en diskussion om klassificering, periode-etiketter, labels på musikken, hvor den anden opfattelse er at musik som dette kan høres med ører fra både 1700-tallet (farmand Bach’s) og med nutids-ører):

Elaine Blackhurst
1 year ago (edited)

Originally written for strings alone and continuo in 1756 (Wq 177), CPE later added two each of flutes, oboes and horns (Wq 178), so both are authentic and everyone can choose which they prefer; the symphony was published in 1759.

However, the sound, whilst superficially resembling some aspects of sturm und drang, it is in fact a typical product of CPE’s very particular empfindsamer Stil.

This symphony was written about ten years before the mainly – but not entirely – Austrian sturm und drang period (c.1765 – 1775), and whilst it has some striking features of sudden dramatic contrasts in harmony, texture and dynamics; chromatic turns; volatility; and an Empfindsamkeit aesthetic of attempting to stir emotions; it retains some old fashioned features such as use of Baroque ritornello form in the first movement – it clearly pre-dates the normally accepted sturm und drang repertoire by some years.

It is a fantastic piece; at the time, the composer Hasse said it was the best symphony he knew, but it is not sturm und drang you hear, it’s uniquely CPE and his empfindsamer Stil.

Men der er flere, mange flere kommentarer!

Written by Donald

Monday, March 8, 2021 at 12:13 GMT+0000

Posted in Tidsmaskinen

Tagged with ,

Vinterdug og sentimentalitet

table-with-papers

Spånplade over det lille bord, som min mor købte til min far da han var på plejehjem

Det var min søn, der fandt på at købe en stor spånplade og sætte kanter på, og lægge den over det mindre bord, så man havde en bordtennis-plade. Fornylig fik jeg så denne farverige dug, som gør vinterdage til festdage. Og så er der masser af plads til at lægge regnskab og bilag og mapper og clips og hullemaskiner, noder, … og selvfølgelig til at have gæster (9 dage tilbage før min lille familie kommer!)

Da min far holdt op med at arbejde, ca.1970, var jeg flyttet hjemmefra for tre år siden, og han flyttede ind i min mors lejlighed. Han blev syg og måtte i første omgang til observation på en psykiatrisk afdeling – (lukket!) og man fandt ud af at han havde en hjernesvulst. Han blev opereret, kom på Skodsborg Sanatorium en kort overgang, og til Skælskør, og bagefter kom han på plejehjem EGV Ved Skellet, Frederiksberg, og dér boede han så i 5-6 år til 1980, hvor han døde, 78 år gammel, 4 dage før min fødselsdag, mens resten af min familie var på ferie i Tunis, så vidt jeg husker.

Et par uger efter havde jeg en “Klassisk Morgenradio”, og havde – for længe siden – planlagt at spille Lazar Berman’s udgave af et fantastisk smukt Liszt-musikstykke.

Nå men jeg sad og annoncerede musikstykkerne og som rosinen i pølseenden kom så Liszt spillet af Lazar Berman, og pludselig ramte det mig, den dybe alvor i musikken og min fars begravelse. Du milde Moses, det må ikke ske, men det skete, jeg kunne ikke få vejret og skyndte mig at sige “denneher afannoncering springer vi over”, uden at stemmen rystede. Nej det synes Liselotte Vorman ikke at jeg skulle, den sødeste af de rare teknikere, som holdt os “begyndere” i hånden, når vi lavede musikudsendelser. Så jeg gik på og stemmen rystede.

Bagefter hørte jeg i hovedtelefonen – nej, du skulle nok ikke være gået på.

Det ærgrer mig, men når jeg så tænker på en bekendt jeg fik for 5 år siden via Facebook, Morten Hjelt, sagde til mig at det var OK at vise følelser, så tænker jeg at jeg skulle have grebet situationen an på en anden måde og simpelthen fortalt udi æteren at ja, det er gribende musik, og det fik mig pludselig til at erkende sorgen over at min far døde for et par uger siden.

Written by Donald

Friday, December 4, 2020 at 15:34 GMT+0000

Posted in Ord, Tidsmaskinen

Tagged with ,

November Jul

Work in progress ~ under udarbejdelse, jeg skriver løs uden at have planlagt ret meget.

Det udtryk, “November Jul”, skyldes en oplevelse fra min tid som lærer i ungdomsskolen for 40 år siden. Københavns Ungdomsskole havde lavet en eksamensafdeling på Nørrevold skole, som skulle være en mulighed for unge mennesker 14-18 år, som af en eller anden grund var blevet skoletrætte.

Vores chef vidste at man skal pleje sine ansatte.

Men når mørket er faldet helt på, er der ingen i gaderne – Helsinge er berømt for at være fredelig selv på en Fredag aften!!!


Da han nu ikke havde afholdt julefrokost for os, foreslog han, at vi holdt “Januar Jul” den 24. Januar og en af kollegerne, Maria, tilbød at lægge stue til, så vi tog ud til Overgaden Over Vandet (man kunne tro, at der også var en Overgade Under Vandet) og vi fik en hyggelig snak. Jeg mindes at hendes mand havde været statist i en TV-krimi, hvor han skulle se mistænkelig ud og gå ned ad en gade med ryggen til det meste af tiden, det var morsomt. At være statist og kor på Det Kgl.Teater medfører at man finder sådanne extra-indtægter.

Men undervejs i samtalen sagde Maria noget som ramte mig dybt: Det var som om jeg ikke følte mig tilpas. Hun fornemmede noget. Jeg havde hørt det tidligere i mit 33 år lange liv; folk havde spurgt. Jeg følte ofte, at jeg ikke hørte hjemme uden at jeg kunne forklare hvorfor.

Set med nutidens øjne er det let nok at forstå.

Jeg havde på det tidspunkt været så heldig at få jobbet som morgenvært i “Klassisk Morgenmusik”, og blev både af kolleger her og dér anset for at være en rimeligt dygtig medarbejder; men den lederen af Ungdomsskolen var ikke begejstret. Jeg kan nu, 40 år efter, forstå hvad der lå bagved. Da jeg ikke havde færdiggjort min Universitetsuddannelse, manglede bifag og speciale, samt det, man kalder Prima Vista Klaver, dvs. spil efter noder, man ikke har set før, — så var antagelsen formentlig at jeg ville tage en læreruddannelse i stedet for.

Men de samtaler, hvor noget sådant blev antydet, bed overhovedet ikke på mig, og jeg er ikke engang sikker på at jeg forstod hentydningerne.

Af en eller anden grund troede de, at man kunne leve af en løn som timelærer ved Ungdomsskolen. De løn niveauer har jeg jo kendt siden min barndom og ved, at man kan klare sig på det niveau, men dengang vidste jeg at der var meget lidt fremtid i det. Jeg ville tjene mere og få råd til at købe et hus udenfor brokvartererne – have græs under fødderne. Så jeg havde både job i Frederiksberg HF, Danmarks Radio og Ungdomsskolen. 3 arbejdspladser.

Men lokalchefen ville selvfølgelig gerne have en medarbejder, som var dedikeret. Jeg synes ærligt talt også at jeg var dedikeret, og vi havde i engelsk og musiktimerne en masse gode oplevelser, fordi jeg havde forstået både “Summerhill-Skolen” og Sigsgaards budskaber ret godt: Dialog og respekt og empati, så kan alle lære noget.

Men lokalchefen følte åbenbart at jeg ikke passede ind i lærergruppen, eller noget andet. Det fandt jeg ud af senere, da jeg efter en snak med sekretæren fik at vide af lokalchefen at nu havde sekretæren lige bevirket, at han ikke fyrede mig.

Når man er en overlever, må man sørge for at den slags ting preller af på én. Men det gør de selvfølgelig ikke helt.

Written by Donald

Tuesday, November 24, 2020 at 9:52 GMT+0000

Posted in Liv

Tagged with

Mobil-kamera lysmåling

Søndag sidste dag i efterårsferien – så er det også sidste dag, at Ishuset på Tisvildeleje Strandparkering har åbent. Det skal opleves — især når det er godt vejr, også selvom man har sovet længe og er dødtræt. En soft ice i blæsevejr, – den ultimative efterårsoplevelse!

Ice House THS

Ishuset har åbent for sidste gang i denne sæson

Ligesom man som ung har en radar for smukke mennesker, så har man som kemo-patient en radar for bænke eller steder, der egner sig til et hvil. På denne lille tur, sidste dag i efterårsferien, ville jeg gerne dokumentere, at jeg faktisk kom ud og ikke bare fiskede billeder frem af de smukke steder ved Tisvilde Hegn Strand. Men selfies er forfærdelige, når man ikke ser så ung ud som man tror. Hvad kan man så gøre? Måske lægge en vinkel så der er skygger.

Men det vigtigste her var egentlig skyformationerne, som dels var meget smukke efterårsskyer og som dels kunne bruges til en “foto-leg”, nemlig at man skulle kunne se, at det var samme tidspunkt landskabet og selfie var fotograferet.

Men det viste sig, at mobil-kameraet har en “ansigtsgenkendelse” som sætter exponering efter det genkendte ansigt; derfor, hvis der var mere end et kvart ansigt, så blev exponeringen bestemt efter ansigtet og skyerne og himlen blev totalt hvide.

Written by Donald

Tuesday, October 20, 2020 at 1:34 GMT+0000

Posted in Foto

Tagged with

Hvad stiller man op med sådan en kursist, spurgte hun mig

Jeg skulle tage teori-prøve for at få kørekort til Motorcykel.

Jeg var 19 år og spændt på om ejerskab af en Vespa Scooter ville være en god måde at komme rundt på Sjælland. Jeg skulle på universitetet hver morgen, men havde mere lyst til at pjække. Køre ad Strandvejen og se naturen i skovene i Nordsjælland. Dengang var der ikke noget, der hed studiestøtte, og der var ikke mødepligt til ret meget. Derimod var der rigeligt med studenterjobs, og uden Uddannelsesstøtte var der selvfølgelig ingen “straf” for selv at tjene penge. Men jeg havde ikke nogen bil, og nu ville jeg købe en scooter og derfor erhverve mig kørekort til to-hjulere.

Én dag på kurset i teori var der en ung mand, der var tydeligt frustreret, og han bad om ordet og gik op og tegnede et hjul og pegede på den nederste del, tegnede en krøllet linie og sagde: “Et dæk bliver bulet, så at sige, når man bremser hårdt …”

“Det er virkelig for dårligt at vi ikke får noget at vide om det!” sagde han indigneret.

Jeg kiggede skeptisk på ham. og bagefter på instruktøren, som sagde noget om at det ikke var relevant.

Det opfattede jeg som at det var forkert; at dækkene ikke krøller.

Den unge mand var den første, der forlod lokalet.

Et øjeblik var jeg alene med den smukke instruktør, og hun spurgte: “Hvad skal man stille op med sådan en kursist?”

Jeg anede ikke, hvad jeg skulle svare.

Lidt efter fortsatte hun: ” … for han har jo ret!”

Jeg var slagen med forbavselse.

Er det en vigtig ting at vide, når man bremser op?

Denne bil er lige så gammel som jeg var dengang

Written by Donald

Monday, April 8, 2019 at 8:51 GMT+0000

Posted in Brok, Liv

Tagged with ,

Hvad husker man egentlig

På en tur Lørdag d.24. Februar kørte jeg til Frederiksværk og derfra ad hvad Frederiskværkerne kalder Frederikssundsvej (vej 211) forbi en kro eller to ad langs Roskilde Fjord, en rute, som jeg holder meget af på grund af engene og de smukke udsigter.

Der er kommet et par rundkørsler, ellers ligner det sig selv, som man siger.

Jeg kørte for en gangs skyld ind i Frederikssund og nød smukke pladser og bygninger (og ignorerede andet).

Frederikssund Rådhus (til højre) og kommunekontorer (til venstre)

Så slog det mig, at jeg som 11-årig sparede sammen til en sovepose og et kompas, og kørte med en legekammerat til Frederikssund på cykel, dér var et vandrehjem, hvor vi sov. Næste dag gik det videre gennem Hornsherred til Roskilde – og så videre.

Erindringen om Frederikssund dengang var en lang gade med dårlig belægning, brosten med lidt asfalt, huse med haver omkring, ikke bygade-agtigt, og en lang bakke ned til en station med godsbanegård, ikke noget S-tog. Der var intet fra erindringen, som jeg kunne genkende. Det meste bliver jo ændret, nedrevet, ombygget, når en kommune vokser fra 3-4,000 i 1950’erne til 10 – 20,000 eller endda mere i dag (hele kommunen har 45,000 indbyggere).

Jeg husker at damen, som bestyrede vandrehjemmet, var så venlig at reparere sækken til min sovepose, der var røget en strop af og det syede hun for mig.

Frederiksværk Nordhavn

Written by Donald

Saturday, February 24, 2018 at 23:58 GMT+0000

Posted in Byggeri

Tagged with

Gamle jernbanevogne

Det rører mig dybt, hver gang jeg ser noget, der har været en jernbanevogn, eller rettere jernbane-vognkasse, blive brugt som skur eller kolonihavehus.

Togvogn på afveje, tænker jeg. Kender du Steinbecks roman “Rutebil På Afveje”?

Mon den kan fortælle en historie, som den HC Andersen fortalte om Grantræet? Hvordan er historien Det gamle Huus? (nudansk: Det gamle hus)
Det Gamle Huus er nummer 88 i H.C. Andersen-centrets værkregister, dvs. nr. 88 i kategorien eventyr (nummerrækken 1 – 300).

Der var omme i Gaden et gammelt, gammelt Huus, det var næsten tre hundrede Aar, det kunde man læse sig til paa Bjælken, hvor Aarstallet var skaaret ud tilligemed Tulipaner og Humleranker; der stod hele Vers bogstaverede som i gamle Dage, og over hvert Vindue var der i Bjælken snittet et Ansigt, som vrængede; den ene Etage gik et langt Stykke ud over den anden, og lige under Taget var en Bly-Rende med Dragehoved; Regnvandet skulde løbe ud af Gabet, men det løb ud af Maven, for der var Hul paa Renden.
Alle de andre Huse i Gaden vare saa nye og saa nette, med store Ruder og glatte Vægge, man kunde nok see at de vilde ikke have noget at gjøre med det gamle Huus; de tænkte nok: “hvor længe skal det Skrummel staae til Spektakel her i Gaden; saa løber Carnappet saadan ud, at Ingen fra vore Vinduer kan see hvad der skeer i den Kant! Trappen er saa bred som til et Slot og saa høi som til et Kirketaarn. Jerngelænderet seer jo ud som Døren til en gammel Begravelse, og saa har det Mæssingknapper. Det er flaut!”

Written by Donald

Tuesday, October 31, 2017 at 20:32 GMT+0000

Posted in Skov og have

Tagged with ,

En tur på æselet – symbolikken, stedet, meningen

Lille æsel, stor mand, lille bitte folkemængde med palmeblade

Jeg kan ikke huske, hvem der fortalte om historien bag Palmesøndag, om det var vores præste-lærer i Gymnasiet eller en religionslærer i folkeskolen.

Hvis vi fjerner miraklerne fra historierne i Evangelierne, så står det tilbage, at en person, som havde indsigt i mennesket og i filosofi rejste omkring i Galilæa/Palæstina/Israel og holdt taler og prøvede at hjælpe syge og svage personer. Han har muligvis talt om et kongedømme, som skulle komme; et godhedens kongerige. Hans følge var ikke stort, men dog stort nok til at præstestanden var begyndt at frygte at han ville ændre deres religion – jødedommen – og de ville ikke være kede af det, hvis han forsvandt.

Han kommer så til Jerusalem ridende på et æsel. Ellers havde han gået, men måske var han træt. Her er det præstens fortælling kommer ind:

Det blev anset for ganske lavstatus at ride på et æsel, et pakdyr, pak-æsel. Hans følgesvende var få – kun ca. 12 – og ved indgangen til byen var der kun nogle få mennesker. Det var noget af en skuffelse, hvis hans følge havde ventet, at han ville gøre sin entré i hovedstaden som en konge! – især hvis de ikke har set hans tale om et “kongerige” som metafor for en indre proces.

Billedet her er fra en loge i Frederiksborg Slotskirke – formentlig benyttet af kongen, som kunne trække gardiner fra og få sig en lille lur, og når han vågnede, mindede billedet af “sjælenes konge” ham så (forhåbentlig) om magtens forgængelighed.

Written by Donald

Monday, July 10, 2017 at 22:37 GMT+0000

Posted in Blogosofi

Tagged with

Papir-opslag er hurtigere end web-søgning og opslag

Med søgning på en computer kan man ting, som man ikke kan med en bog. Søgning på alle, der har “Axel” eller “Søren” i navnet er let med en computer, som genkender bogstavernes mønster i maskin-hukommelsen.

De, der ved lidt mere om computere, ved, at det er et bitmønster; 8 bit, binary digits, som kan være 0 eller 1 kan danne 256 symboler. Her er computeren stærk. Endvidere kan man med det, der kaldes domæner (svarer til fagområder) finde passende præcise synonymer og nærliggende betydninger for fx. hjul (== fælge, dæk, autogummi, axel) og derved give den søgende flere fornuftige svar.

Sidste trykte udgave, står der på forsiden – en papir-udgave som kun avanceret trykkeri kan lave – prøv at trykke det samme på en hjemme-printer !!! !!! !!!

Men i den trykte udgave, papir-udgaven, kan man lynhurtigt bladre i kort og med erfaring i kortlæsning kan man finde ruter og interessante steder.

I en Web-computer kan man til gengæld finde en rute og en forretning lynhurtigt, når først program og data er til rådighed.

Men har vi forstået implikationerne af alt dette? Mister vi evnen til at kunne finde vej selv?

Oversigtskort – Nordsjælland med fokus på Gilleleje-Hillerød

Vejby – hvor jeg bor – til venstre, Arresø og Ramløse Sand til højre

Kommentarer …

Written by Donald

Saturday, June 24, 2017 at 10:34 GMT+0000

Posted in Tidsmaskinen

Tagged with ,

Fjerde Maj – set i børnehøjde

Måske skulle overskriften være Halve Historier. Min generation hørte ordet “besættelse” når skolerne d.9. April havde fællessang og eventuelt en lille tale af enten skoleinspektør eller en lærer; og ordet “befrielse” når vi en månedstid efter nåede til 5. Maj (jeg tror ikke man fejrede fjerde maj på skolerne, men man gav os børn en halv – eller hel? fridag d.5 Maj.

Hvilke billeder danner der sig inde i hovederne på børn, som for forklaret at (u)Tyskerne besatte Danmark og at vi fem år efter blev befriet? Frihedskæmperne jog (u)Tyskerne på porten, ikke sandt? Og Danmark kæmpede mod en overlegen fjende, ikke?

Mange år senere går det op for én, at befrielsen af Danmark foregik i Ardennerne 1944 og kostede 140000 amerikanske soldater livet. (Jeg har ikke kontrolleret det tal endnu, var det i en dokumentar på YouTube om Hürtgen Forest? d.v.s. Ardennerne og Siegfried Linien? De officielle tal kan ses i Wikipedia og er lavere, ca. 90000 Allierede, men det tal er kun en mindre del af den samlede krigsindsats efter D-Day.)

Kampene var hårde, fordi Tyske soldater kæmpede til døden, de var bange for at blive dømt som krigsforbrydere eller bange for at blive likvideret af deres tyske kommando.

Men flertallet af Danmarks befolkning mærkede ikke selve kampene, som førte til kapitulation; krigen var for dem rationering og varemangel. Frihedskampen var noget man læste om – eller hvad? har jeg helt misforstået det?

Jeg tændte lys 4. Maj og blev glad for at se at mange yngre personer også husker den skik.

Written by Donald

Thursday, May 4, 2017 at 20:53 GMT+0000

Posted in Blogosofi

Tagged with

Gamle klude og en malet tallerken

De to klude blev (ved en fejltagelse) vasket med en rød dug

De to klude blev (ved en fejltagelse) vasket med en rød dug

Det er ikke noget værd. De to klude er nogen min mor lavede af stofrester, ofte nogle dyre håndklæder, som min far havde købt på sine rejser som sælger for et berømt tobaksfirma.

Tallerkenen er en art kinesisk motiv, jeg tror ikke den er noget værd, men den er jo sjov. Jeg synes den siger noget om et menneske på samme måde som “vis mig dit køleskab”. At hun gemte den og havde den stående fremme og i det hele taget havde valgt den på et eller andet tidspunkt. Nå jeg burde jo nok tage et billede af hele tallerkenen, – kommer snart.

Written by Donald

Wednesday, September 7, 2016 at 18:48 GMT+0000

Posted in Liv

Tagged with

Her boede jeg kun i 10 år – KUN?

Det er svært at følge vandrerens rute, hvis man ikke kender stederne, men lad mig nøjes med at fortælle at det første billede viser at jeg har parkeret hvor jeg plejede at parkere køretøjet, når jeg besøgte min mor i mit gamle barndomshjem. Den store villa er en af mange extremt flotte bygninger i området, som var et rigtigt rigmandsområde – og stadig er.

Den store bygning foran en stor legeplads indeholder også store, smukke lejligheder, og kommunen har udnyttet det grønne område på en rigtig kreativ måde – statuen af den indiske danserinde har stået der i alle årene. Er den ikke smuk?

De 10 år dengang var jo en livstid. Nu når man er sidst i 60’erne er det som om man skal passe på at 10 år ikke forsvinder mellem fingrene som en sandkage til eftermiddagsthe.

Written by Donald

Saturday, May 28, 2016 at 13:13 GMT+0000

Posted in Tidsmaskinen

Tagged with