Posts Tagged ‘Computerarbejde’
Example of dialogue about Natural Language Processing
ELIZA: Therapy Simulation Program.
DO == donald.
In a previous session I asked questions about computer history. I know a new chat is a beginning without context. Here is some context: We chatted about GIER, the early Danish computer, and then about WW2 radar and Alan Turing, about early “analogue” computers, and then about Babbage, Jacquard weave and even antique astrolabs. Now to another field of knowledge, language processing, for and against. Around 1970 Alexander Weizenbaum wrote a computerprogram which he unfortunately called “Eliza” after the Flower Girl in the famous comedy “My Fair Lady”. His intent was to show how easily people could be fooled to think that this was “intelligence” whereas he considered it stupid evasion of questions. He was inspired by a form of therapy where you return the question people ask, perhaps in another phrasing. His program was quite elaborate, but nothing compared ti ChatGPT 3.5. Nevertheless it worked too well, and he was shocked when his secretary asked to be allowed to have a session one on one with the computer. Have you any idea how elaborate this first dialogue system was and the principles it was built on? Excuse me my English – the principle used for its construction (better phrasing I hope)? – ?
Response:
Yes, I’m familiar with the computer program you’re referring to, which is commonly known as “ELIZA.” ELIZA was an early natural language processing program that was created by Joseph Weizenbaum, a computer scientist at MIT, in 1966. The program was designed to simulate a conversation between a therapist and a patient, using a technique known as “rephrasing.”
ELIZA worked by parsing the input from the user and transforming it into a series of simple patterns that it could recognize. The program would then use these patterns to generate responses that were intended to simulate the way a therapist might respond to a patient. ELIZA was able to achieve some success in simulating a therapeutic conversation, and it was able to convince some users that they were talking to a real person.
One of the key principles underlying the design of ELIZA was the concept of “paraphrasing,” which involves rephrasing what the user has said in order to encourage them to explore their thoughts and feelings more deeply. Another important principle was the use of open-ended questions, which were designed to encourage the user to talk more freely and openly.
Overall, ELIZA was a groundbreaking program that helped to lay the foundation for many of the natural language processing technologies that we use today. Despite its simplicity, it was able to demonstrate that computers could be used to simulate human conversation, and it helped to inspire many subsequent developments in the field of artificial intelligence.
Oh yes it was Joseph, not Alexander, but Weizenbaum it was. He was a refugee from Nazi Germany, right?
1 / 3 (One of three responses, I requested two more to see the difference.)
Yes, that’s correct. Joseph Weizenbaum was born in Berlin, Germany in 1923, and he and his family were forced to flee Nazi persecution in the late 1930s. They eventually settled in the United States, where Weizenbaum went on to become a prominent computer scientist and a professor at the Massachusetts Institute of Technology (MIT).
Weizenbaum’s experience as a refugee and his interest in social justice issues informed much of his work, including his development of the ELIZA program. He was deeply skeptical of the idea that computers could ever truly replicate human intelligence or consciousness, and he saw the widespread adoption of technology as a potential threat to individual autonomy and privacy. Weizenbaum’s work and ideas continue to influence the field of computer science to this day.
I tried to regenerate response and got one more without elaboration on Weizenbaums views. Then I got a third response which mentions his writings, among which is “Computer Power and Human Reason”, 1975. As you say he was skeptical, not just about “AI” or intelligence, but also about big systems becoming interdependent in a way people would not understand before it was too late. As an example he mentions that computer-controlled buy and sell on a market (stock exchange) could generate spin where pricing went out of control. Even if there are stop-limits, this actually happened during the early years of computer-controlled trade. Do you have any info about such an incident?
Response:
Yes, you are correct that Weizenbaum was concerned about the potential negative impacts of large-scale computer systems and automation on society. In his book “Computer Power and Human Reason,” he argued that technology was not neutral, and that it could reinforce existing power structures and social hierarchies if it was not developed and used in a responsible way.
Regarding your question about incidents of computer-controlled trading going out of control, there have been a number of such incidents over the years. One notable example occurred on October 19, 1987, when the Dow Jones Industrial Average experienced a sudden and severe drop of 508 points (a decline of 22.6%) in a single day. This event, which came to be known as “Black Monday,” was widely attributed to a combination of factors, including computerized trading systems that were programmed to automatically sell stocks when they reached certain thresholds.
More recently, there have been concerns about the potential risks associated with high-frequency trading, which involves the use of computer algorithms to buy and sell stocks at lightning-fast speeds. Critics argue that this practice can create instability in financial markets and contribute to systemic risks that could ultimately harm the broader economy. However, it’s worth noting that there is ongoing debate about the extent to which these concerns are valid, and many proponents of high-frequency trading argue that it provides liquidity and efficiency to financial markets.
Regenerate response
ChatGPT Mar 23 Version. Free Research Preview. ChatGPT may produce inaccurate information about people, places, or facts.
Hvordan – ca. – virker ChatGPT, den populære svar-generator
GPT: Generative pre-trained transformer, en sprog-dannende forud-programmeret og trænet transformerings-maskine, som ud fra data kan danne naturligt sprog. Min forsimplede forklaring.
Læs nedenfor, hvordan jeg forestiller mig at mekanikken er når maskineriet “skriver” en historie ud fra det, som jeg har bedt den om:
—ooo—
Se exemplet i forrige posting, – ChatGPT dannede to versioner af en lille æventyr-agtig historie i H.C.Andersen stil. Hvordan gjorde den det?
Aller først: Man har fodret et stort computersystem (mange maskiner med masser af diske og memory) med data i form af sprog, sætninger, som er analyseret, kategoriseret, katalogiseret, indexeret, – det er faktisk det, der imponerer mig mest.
Men derefter har man også arbejdet på at maskineriet kan danne “rigtige” sætninger. Det er også en imponerende ting, og dét er i hvert fald noget, som de fleste lægger mærke til. Ideen må (kort sagt) være at der er ca. 40 overordnede sætningsmønstre (grammatik) og 2-3000 mønstre til yderligere applicering af ord i sætningsmønstrene.
Den største maskine jeg arbejde på i 1997 var på 4000 GB. (4 TB, TeraByte).
Den maskine har en database med 40000 gigabyte (40 TB) fulde af texter, som er analyseret og opdelt, så den kan hurtigt finde ting – det er imponerende! men endnu mere imponerede er måde de har opdelt stoffet.
Der har været anvendt operatører, “trænere”, som har “belønnet” gode sætninger, m.a.o. har givet mange point for gode sætninger.
Der er mere, der er manuelt, opdeling i kategorier, ligesom Google kan finde ud af hvad sprog du spørger på, så finder ChatGPT ud af hvilket emneområde, som du er gået igang med. Og når du inviterer til at skrive “en historie” tager den det som cue til at der skal “digtes” og at der bruges antropomorfisme om to ting. Måske H.C. Andersen yderligere “satte liv i søgealgoritmerne” (pun intended) som førte til et digterisk resultat.
—xxx—
En kort beskrivelse af hvordan jeg går ud fra at systemet fungerer, ud fra forrige indlægs input til ChatGPT:
I have been told that you can write a story. H.C. Andersen was famous for giving personality to small things in everyday life, such as a teapot and a salt bowl. Can you give a sugar bowl the role of a snobbish woman and the broken vase on a table the role of a poor girl?
Resultatet har i første omgang været “ting / personer, sted, situation, holdninger, følelser” og ud fra det er der dannet et stereotypt “plot”. — Sukkerskål, vase, poor girl, table. Den har taget ordene fra anden sætning og brugt første som “kategori-bestemmelse”, bemærk at der ikke er salt eller tepotte i de genererede historier.
Imponerende at den kan tage cue ikke blot til at der skal digtes, men at der er følelser involveret: snobbish, broken, poor girl osv. og ud fra de ting tilsættes elementer fra samme “domæne”, og dannes et lidt mere kompliceret “generisk plot”; — til sidst dannes “naturligt sprog”.
—XXX—
OBS: ved anden gennemlæsning opdager man at der er noget ulogisk i et afsnit af anden version:
One day, a clumsy maid accidentally knocked over a vase while dusting the table. The vase shattered into tiny pieces, leaving a poor girl named Lily feeling broken and alone. Lily had been placed on the table by her previous owners, who had cherished her and taken care of her for many years. She had always been the centerpiece of their home, admired by all who entered.
Experiment:
Jeg har digtet en historie for mine børn engang, her er den samme historie digtet af et computerprogram, som analyserer sprog (“natural language”) – på English. Du har nok gættet at det er ChatGPT, som danner svar, responserer på prompt.
=====ooooOOOOoooo=====
Spørgsmålet lød:
I have been told that you can write a story. H.C. Andersen was famous for giving personality to small things in everyday life, such as a teapot and a salt bowl. Can you give a sugar bowl the role of a snobbish woman and the broken vase on a table the role of a poor girl?
Ved første forsøg kom dette ud af maskinen:
Once upon a time, in a quaint little cottage, there lived a sugar bowl that was very particular about her appearance and the company she kept. She would only accept the finest sugars, and would never let anyone else share her space on the table. She would often look down on the other objects in the cottage, believing herself to be above them in social status.
One day, a new object arrived in the cottage – a broken vase that had been rescued from a nearby antique shop. The sugar bowl looked at the vase with disdain, seeing only its imperfections and flaws. The vase, on the other hand, was humble and grateful to be given a new home. Despite her snobbish behavior, the sugar bowl couldn’t help but feel a twinge of envy at the vase’s ability to appreciate the simple things in life.
As time went on, the other objects in the cottage began to see the sugar bowl for what she truly was – a proud and lonely creature who had isolated herself from the rest of the world. The vase, on the other hand, was admired for her resilience and ability to find joy in the smallest of things.
Eventually, the sugar bowl realized the error of her ways and began to open herself up to the other objects in the cottage. She apologized to the vase for her snobbish behavior, and the two became good friends. The sugar bowl learned that true happiness came from being kind to others and appreciating the beauty in the world around her, rather than just focusing on her own appearance and social status.
And so, the sugar bowl and the broken vase lived happily ever after, each with their own unique qualities and personalities, but both valued and loved by the other objects in the cottage.
—===***OO***===—
Ved andet forsøg kom der denne variant:
Once upon a time, in a cozy and quaint kitchen, there lived a sugar bowl named Sophie. Sophie was a snobbish woman who always held her head high and looked down on everyone around her. She was proud of her delicate porcelain body and her intricate designs, which made her feel superior to the other objects in the kitchen.
One day, a clumsy maid accidentally knocked over a vase while dusting the table. The vase shattered into tiny pieces, leaving a poor girl named Lily feeling broken and alone. Lily had been placed on the table by her previous owners, who had cherished her and taken care of her for many years. She had always been the centerpiece of their home, admired by all who entered.
As Sophie watched the commotion, she felt a sense of relief that it wasn’t her who had fallen and broken. She looked down her nose at the broken vase and scoffed, “Well, I guess that’s what happens when you’re not made of fine porcelain like me.”
But as the days went on, Sophie noticed that no one seemed to pay her as much attention as they used to. The maid would often forget to fill her with sugar, and the other objects in the kitchen would barely acknowledge her presence. Sophie realized that her snobbish attitude had driven away the very people she so desperately craved attention from.
Meanwhile, Lily sat in a pile of broken pieces, feeling more alone than ever before. She longed for someone to pick her up, to glue her back together, and to love her once again. But as the days turned into weeks, no one came to her rescue.
One day, as the maid was tidying up the kitchen, she noticed the broken vase on the table. She felt a pang of sympathy for the poor girl and decided to take her home to mend her. The maid spent hours carefully piecing Lily back together, admiring the intricate details of her design and realizing how much love and care had gone into creating her.
As the maid placed the newly repaired vase back on the table, Sophie looked on in awe. She realized that true beauty was not just about outward appearances, but about the love and care that went into creating something. She felt a pang of regret for her snobbish behavior and resolved to change her ways.
From that day on, Sophie became a kinder and more humble sugar bowl. She realized that it was not her delicate porcelain body that made her special, but the memories and moments that she had shared with the people who had used her. And as for Lily, she became a beloved centerpiece once again, cherished by all who entered the kitchen.
Støv på hjernen
Det var U’s bemærkning om at min stue er pæn, med en stor palme, pæn sofa, plads til nodestativer osv. og at jeg ikke behøvede at lave om på min stue, som gav mig optimisme og mod til at gå igang med børneværelset, også kaldet arbejdsværelset. Hvorfor egentlig? Jo, en gæsts (venlige, men bestemte) dom over min stue, at den er pæn og at jeg ikke skal lave om på den, det er jo en validering af de beslutninger jeg har taget om indretning.
Da jeg spurgte hende om ikke det dog ville være en god idé at gennemgå og sortere og kassere de bøger der ligger spredt i reolerne, og alt det andet — jo selvfølgelig er det en god idé. Hun havde forrige uge været igennem to kasser papirer fra sine forældre.
Og her er der er arbejde nok til flere måneder, som jeg tager lidt ad gangen. Men det er jo ikke rod og affald alt sammen: hun var imponeret over at jeg kunne gå hen og tage en node, som vi talte om – jeg ved lige hvor de står.
Men der skal gøres rent.
Derfor, med glad optimisme og ondt i ryggen, gik jeg igang den første mandag i det nye år (i går, indlægget er tilbagedateret) med at støvsuge, skille ad, rense værelse og computere, eller workstations – de kan bruges som servere, hvis man ved hvordan. Mit gamle erhvervs-fag morer mig faktisk stadig: Dette at man for små 7000 kr. kunne få en topmoderne computer, som var på linie med de største computere, RUC forskere kunne købe for en million kr. for 22 år siden. Jeg spøger ikke.
Det foreløbige resultat ses herunder. Nødvendigheden for arbejdet opstår blandt andet fordi workstations skal renses mindst hvert år, og for to år siden var maskinerne blevet 10 år gamle og holdt op med at fungere, – renholdelse mindsker temperatur-stresset, jo mindre støv, desto bedre bliver elektronikken kølet og desto bedre holder den.
Gulp, der er også gået 8 år siden jeg skruede sidste gang
Lad være med at klikke på video’en, den skal bare være et skræmmebillede: Aliens har overtaget computerfabrikkerne og laver kun maskiner, som passificerer menneskeheden, så aliens kan overtage planeten, som de synes er køn og grøn …
Nej – – nej – – det er en demonstration af, hvordan man monterer en ny CPU chip på et meget moderne Motherboard med en speciel sokkel, TR4. Den kan iøvrigt kun bruges én gang. Når man har skruet den sammen, kan man kun vanskeligt udskifte dele.
Så er der serveret … dele til hjernetransplantation på en computer 
Bemærk asymmetrien 
Chippens ben har fire pletter med samme asymmetri – den skal selvfølgelig vendes, så pins er nedad 
Plop – den passer … haha 
Den er allerede gammel, den CPU … 
Hvis man kan få mobilen til at reagere på QR-koden, så siger den (bare) at det er en AMD CPU. Men husk, at når den er monteret, er der smurt creme ud så man ikke kan se det mere 
ooops! jeg rørte ved den runde plet for at mærke hvad det var … 
Det var såkaldt “køle-pasta”, som skal forbedre varme-overførsel fra CPU-chippen til køleribberne 
Efter første gang at køleribberne var skruet på havde kølepasta fordelt sig — heldigvis, der er rum for små fejltagelser
Dette er ikke et kursus i montering af motherboard i et 10 år gammel computer-chassis (eller kabinet, box, kasse, case, hvad siger man om noget skabsagtigt beregnet til at indeholde en maskine?)
Det var med vilie, at jeg ikke købte de nyeste dele til at ombygge en død computer, jeg nøjedes med lidt ældre ting, dels fordi de var billigere, dels fordi det er godt nok til alle de ting, jeg kan finde på at lave med en computer. Hvis jeg skulle lave et cluster af computere (en “supercomputer”) ville jeg ønske at jeg kunne bruge flere penge.
Men der er gået 8 år siden jeg sidst skruede på en computer, eller 9? https://dax2.wordpress.com/2012/08/15/gys/
og meget har forandret sig siden dengang – hvilket jeg først opdagede, da jeg begyndte at undersøge, hvordan computerens indre dele skulle sættes sammen, man kan jo ikke huske alt og skal heller ikke prøve på det.
Men det går fint. Et mareridt med de små ledninger, som skal få kabinettets reset-boot-tænd-sluk knapper til at fungere, løstes ved at læse dokumentationen. Desuden står der på ledningerne, hvad deres formål er, så det kan næsten ikke være nemmere. Men OK – i første omgang skræmmer det lidt når man ser syv tynde metalstænger (“stik”) med betegnelsen JFP1.
Det har været tendensen siden 1985 at alle stik kun skal kunne bruges på én måde, nemlig den rigtige, og det er heldigvis tilfældet med de fleste stik – men netop de små pins er jo nemme at få byttet rundt på.
Jeg tror man kan konkludere, at de første computere var lidt lettere at skrue sammen, der var ikke så mange stik og ikke så mange muligheder. Når man var træt af computeren, slukkede man bare, og hvis den ellers var sød, så slukkede den helt. Nu “overvintrer” de (hibernation) og så kan man jo gætte på hvad de laver når de ikke laver noget …
Nej lad nu være med at få paranoia, maskinerne kan sætte svingningstallet for maskineriet ned, så den næsten ikke bruger strøm – og når man trykker på en tast eller noget andet, vækkes den til live – det er så én af de ting, som software-mæssigt skal være lavet, så det virker. Men det meste virker pænt i dag, selv om vi kun lige har forladt computernes stenalderstadium.
Jeg havde aldrig hørt en nattergal før
Det var en sommerdag, jeg var på besøg hos et par af min kærestes venner på Syd-Fyn et sted, jeg har aldrig kunnet finde det igen. Heller ikke på et kort. Det må have været et sted mellem Ørbæk, Svendborg og Fåborg. Fyn ser så lille ud på et kort, men der er langt fra Ørbæk til Fåborg; hvis det var nogenlunde halvvejs, så har det været mellem Kværndrup og Krarup.
Mine tanker var ikke på naturen, da værten viste rundt. Vi stod ved et træ, som var forbrændt, og der var en lille bæk i baggrunden. Han havde troet at afbrænding af afskårne grene og andet haveaffald var en rutinesag, men der havde været nok brændbart til at processen tog en tur opad i temperatur, og som forhåbentlig bekendt så sker der det, at varmen tørrer alting ud og det bliver mere brændbart, processen løber løbsk. Heldigvis var ilden døet ud efter at det store Sankt Hans agtige bål var brændt ned, og heldigvis var det kun halvdelen af nabotræet.
Så hørte jeg pludselig en fugl synge så klart, så smuk en tone, så jeg studsede og sagde “Det må være en Nattergal!”
Jeg havde aldrig hørt en nattergal før, men tonen var så klokkeren, så jeg kom til at tænke på HC.Andersens beskrivelse af denne sangfugl. “Ja, det er rigtigt, vi har en nattergal her”, sagde manden. Det var højlys dag, måske kl.16, så der var ikke meget “Nattergale-tur” over sceneriet.
Min kæreste blev forbavset, hun havde ikke hæftet sig ved fuglesangen.
Jeg kom til at tænke på, at når man holder af musik, så meget, at man endda vælger det som levevej i det mindste i nogle år, så er der noget ved dette at danne en tone, tonens kvalitet, som man er meget sensitiv overfor.
Fra 1960’erne og indtil 1980’erne bredte nattergalen sig mod nord i Skandinavien og blev desuden almindeligere i Nordjylland. Siden da er bestanden af ukendte årsager igen begyndt at gå tilbage. Ynglebestanden er vurderet som sårbar på den danske rødliste.
da.wikipedia.dk/wiki/Nattergal
—===oooOOOooo===— Så skulle dette indlæg egentlig ikke have været længere … haha … men jeg prøver at forstå mit livs vigtigste begivenheder.
Vores fysiklærer i gymnasiet, K.Kobberø, havde på et tidspunkt taget to stemmegafler til demonstration af toner og tonehøjder og stillet dem foran i klassen. Han bad mig gå om bag nogle skabsreoler, så jeg ikke kunne se hvad han foretog sig. Først var de to stemmegafler helt ens i tonehøjde; så ændrede han den ene ved at skubbe vægten lidt opad, så den blev dybere og spurgte mig, omme bag skabet, hvilken tone der var dybest. Det havde jeg ikke svært ved at høre. Han spurgte, om resten af klassen kunne høre forskel, nej det kunne de ikke!
Men det kunne jeg; det skal understreges at det kun er én lille del af musikalsk hørelse.
Der var ikke nogen præstationsangst dér, læreren var altid venlig og positiv.
Mange år senere, efter at jeg desværre havde droppet ud af Konservatoriet, men havde taget en Universitetsuddannelse (manglede speciale! uha!) så fortalte en gammel studiekammerat, at jeg var den eneste, der havde høreeksamen uden fejl, dengang jeg gik til optagelsesprøve til konservatoriet.
En af grundene til at jeg droppede ud var, at jeg følte man ville kontrollere, om vi kunne høre, men ikke prøvede at lære os noget, altså, sagt på en anden måde, at undervisningen ikke så meget var en anvisning på metoder til at lytte og forstå, som det var en kontrol af om man kunne høre de musikalske konstruktioner (melodi, harmoni, rytme).
På Universitetet gik jeg til eksamen uden at følge ret mange forelæsninger, og det var der åbenbart nogle lærere, som var vrede over. Erik Wiedemann sagde efter eksamen, at det var uretfærdigt at jeg ikke havde fået topkarakter, for jeg sang bedre, viste mere musikalitet, end de andre, og havde overskud til at frasere/få tingene til at lyde godt.
Men på det tidspunkt vidste jeg ikke, at man kunne klage. Orkede ikke mere.
Den er mindst 30 år gammel
Det mist interessante i min optik er linierne med: AMPRO 61k CP/M vers 2.2
Det var mig en stor glæde at min bekendt var interesseret i en 34 år gammel computer af typen z80 – CP/M-single board computer (SBC) egnet til blandt andet kontrol-apparater, fx. trafikregulering eller vejning. Da de kom på markedet i begyndelsen af 1980’erne var det store plader, “printkort”, elektronik-plader, men det gik hurtigt ned i størrelse og i midten af 80’erne havde man en hel computer på et enkelt kort, der kunne monteres på et diskdrev eller hvad som helst – fx.skabscomputere til måling.
Jeg husker at jeg havde opgivet den, fordi den begyndte at lave fejl i kommunikation med skærm og tastatur, men Mike, som han hedder, mente at det nok var fordi strømforsyningen var for lille. Tænk hvis jeg havde haft skærmen stadigvæk, så ville han have været extra glad! Nu måtte han koble den på en PC, og så kørte den minsandten!
Egentlig har den 64k, som enhver nørd vil vide, men de 3 bruges til operativsystemet. I dag bruger operativsystemer raskvæk 200000 k – og kan selvfølgelig også meget andet end at sende en datastrøm til to stik på motherboardet.
En computer med 61 kilobyte memory kunne man bruge til mange ting, dengang, og jeg anskaffede to bøger, skrevet af læger, om hvordan man programmerer en computer til medico-apparater. Udover det kom der efterhånden også alvorligere ting, som fx. Textbehandling, databaser, regneark fra et firma “Wordstar”, der dog hurtigt blev så rige at de tabte lysten til at konkurrere på markedet, og da IBM-PC’erne så overtog føringen, var det Wordperfect, som blev det mest udbredte.
Jeg kan ikke forklare, hvorfor det glæder mig så meget, at Mike kunne få det lille computersystem til at køre igen, måske er det fordi jeg godt kan lide små ting, der ikke koster en formue, og som kan bruges til mange ting.
Den har to serielle porte (tilslutninger til ydre enheder) og derved kan man få den lille maskine til at kommunikere med Internettet via et modem – og en service provider. Dengang var det kun universiteterne, der havde Internet.
Der var nogle gængse spil fra universitetsverdenen, som også florerede i computer-miljøet dengang, men det var ikke dér, at min interesse lå / ligger.
Erindringer – mit liv med IT
Maskinen er kommet op på bordet og tilsluttet skærm og tastatur
Efter strømmen var tændt, tøvede den en kende, men så – pludselig – kunne jeg høre en disk spinde op og systemet gik igang og kunne vise det, man kalder BIOS-setup menu
Efter power-on og gennemgang af BIOS prøvede jeg at boote fra harddisk – men fik fejl, CRC betyder at checksummen er forkert og det kan skyldes at disken er svær at læse, signalet er svagt og giver en checksums-fejl (Cyclic Redundancy Code) 
Et kig ind i maskinen – det er egentlig mærkeligt, at batteriet har holdt i 11 år, så den har kunnet huske hvad klokken er, den gik dog 20 minutter for hurtigt (på 11 år? OK) 
Anden gang bootede den og konstaterede at det var 4014 dage siden at disken var blevet checket for fejl. 
Den starter naturligvis op som terminal, ikke noget med mus og klik, nej, kommandolinie, som kan det hele og ikke kun det, som man kan fra et grafisk user interface (GUI) 
Men det gamle GUI kunne også startes, og skærmen kunne nogenlunde finde ud af hvad det var 
Systemet advarer: Listen over filer på disken er ældre end 8 dage !!! Underforsået, så skal man ikke tro på hvad den siger
Billederne viser opstart af en 22 år gammel computer. Man booter en computer. Det lyder så teknisk når man er vant til at tale dansk. På engelsk er det jo egentlig slang, man støvler den, sparker den igang.
Udtale [ˈbuːdə]
Oprindelse kendt fra 1991 fra engelsk boot (up) egentlig ‘sparke, sparke i gang’, afledt af substantivet boot ‘støvle’ fra oldfransk botte ‘støvle, tønde’, beslægtet med bøtte
Ordet er kommet med i Den Danske Ordbog (DDO), men ak! Neiii altså, åh altså! — se lige udtalen! man skal altså kunne udtale et ‘t’ i boote, selv om man ofte svækker både dette og mange andre ‘t’-er . Hvad er det dog der går af den Danske Ordbog? Er de gået fra Snøvsen (ser for mit indre blik Benny Andersens lille tegning af en snøvs, som man er gået fra og som føler sig helt alene; den ligner en sok, der har fået hovede og er blevet levende.)
Så skriver de måske også [compu:də]? Nå, ikke sidde fast i det! man skal vælge sine kampe.
Men tilbage til den gamle computer: Det er ikke min første, det er en ombygning af en PC jeg købte i 1986 – ombygget i 1998 med “refurbished” reservedele til en 386-computer med hurtigere diske, så den var pænt fremme i skoene for sin tid. Samtidig købte jeg en, der var 4x større, til min mor med den bagtanke at min søn også kunne bruge den, når han somme tider kom hjem hos min mor. Denne lidt større maskine skulle ikke være “værkstedscomputer”, og fungerede også rimeligt godt indtil 2009, da min mor gik bort.
—===oooOOOooo===—
Navnet, overskriften på denne webside “Tøm Papirkurven” opstod spontant i et øjeblik da jeg ønskede at skrive noveller; de nåede ikke engang skrivebordsskuffen, men røg i papirkurven; men nu skulle jeg tømme den og begynde forfra — og se at få fortalt om både gode og dårlige øjeblikke på en god måde, med taknemmelighed for at være hvor jeg er, men også med skarpe iagttagelser af folk med plettet samvittighed.
Nu er det på tide at finde et andet navn, en anden over-overskrift, gerne en bedre?
Der er så mange personlige erindringer, både om de ting man havde at arbejde med dengang og de mennesker, jeg mødte på min vej. Derfor har jeg besluttet at skrive en serie indlæg (udover dagens motionsture og årstidsbilleder) under en ny kategori: Liv+arbejde+computere.
Men jeg kan ikke finde de bedste betegnelser for serien af indlæg. Erindringer, det er klart, men ellers? Mere?
Hvor svært kan det være
For 1500 kr. reservedele til at få en ældre computer til at køre igen
I hjemmecomputerens barndom var der en matematik-lærer, som blev indkaldt til en TV-udsendelse om denne nye dille, det kan have været omkring 1981 – 1985. Han viste med begejstring en Apple computer af en slags, som man kunne åbne, og så kunne man tilføje et “kort”, dvs. en elektronik komponent, som udførte en speciel funktion, som programmer, kode, instruktioner på hovedcomputeren kunne aktivere og enten hente resultater, eller sende data. Hans begejstring for vidunderet var ikke smittende, det var svært for almindelige mennesker at se nytten, i stedet så man en mand, som var utrolig nørdet (og måske lidt grinagtig?)
Ca. i samme periode læste jeg en bog fra Politikens Forlag, “Alt om Data”, og en anden, “Ordbog for Datalogi” eller lignende, som lå omkring på Radiohuset, hvor jeg arbejdede.
De forklarede begge væsentlige dele af hvordan computere fungerer. Jeg havde allerede i Gymnasiet, 16 år tidligere, siddet og jongleret med 2-tals systemer og sidenhen været på Ørstedsinstituttet og set nogle store computere, GEAR, som man kunne programmere ved at skrive huller på en papirstrimmel med et særligt skriveapparat, og derefter loade, køre, og stoppe.
Jeg kan sådan set godt forstå, hvorfor folk siger “det behøver jeg ikke at vide”, men jeg tror ikke på at ret mange mener det.
Resignation, er det godt? Somme tider er det nødvendigt.
Jeg resignerede ikke, men opsamlede viden og brugte den til at få job i som “IT-specialist” (først dog kun som “konsulent”).
Var det klogt? Både og.
Skriv løs 