Gamle dage på Internettet

Forleden skrev min gamle ven at han var ved at komme sig efter et hjertestop (i en ambulance, blodprop, fik folk til hurtigt at tilkalde ambulancen!) og at han havde lyst til at “surfe på Internettet” som i gamle dage.

Det gik langsomt op for mig at han mente det var et morsomt udtryk fra fortiden, “surfe the web” eller “surf the Internet”. Tiøren faldt langsomt.

Men så fik jeg lyst til at dele et link – som man gjorde i gamle dage, når man havde fundet noget enestående. Jeg tror denne samling af English Slang stadig er enestående, derfor et link:

https://www.urbandictionary.com/

I dag er det Ludvigs fødselsdag

Jeg fandt dette billede på Facebook og låner til privat, oplysende formål:

Gad vide om man krænker Beethovens copyright med de tænder her

Snydt

Godt ord igen:

At snyde næsen, hvornår har du sidst hørt det udtryk?

I Radioens P1-Litteratur dvælede forfatter Lotte Kirkeby ved ordet vindfang. Et dejligt ord, syntes hun, og skrev en kort novelle eller et afsnit til en roman med det ord. Om det kom med i bogen eller ej vidste hun ikke endnu, det var det gode ved at skrive, man kunne forme og lave om efter behov.

Hvor jeg hørte de udtryk første gang? Det må have været ved at læse børnebøger. Jeg synes ellers ikke at jeg læste så meget, men tiden var jo en anden, og om eftermiddagen om vinteren, når det var mørkt og der var længe til aftensmaden, på det tidspunkt må der være gledet nogle børnebøger ned. Jeg er ikke sikker på at jeg læste hurtigt, men jeg tror at jeg læste mellemhurtigt. Ved faglitteratur som man ikke forstår læser man langsomt. Jeg husker engang i gymnasiet at jeg endte med 40 sider i timen om blytavlen i en grav i Ringsted Domkirke, og jeg var bange for at det var langsomt, fordi vores historielærers kone læste 120 sider i timen eller mere … men det var kriminalromaner, og han sagde med et smil at bagefter kunne hun ikke huske noget af den.

Anbragte børn før og nu, især før

(Jeg kunne ikke finde en bedre overskrift, men … den er lidt misvisende, indrømmer jeg gerne. Det anbragte barn er datteren af den halshuggede Engelske dronning Anne Boleyn, som Henry d.VIII åbenbart holdt meget af trods at han fik hende henrettet. Datteren: Elizabeth d.I af England, (som man dengang ikke vidste var den første af mindst to … som mirakuløst skabte fred i England i mindst 44 år … )) )) )) )) …

Søndag aften viste DR en film af Peter Morgan The Other Boleyn Girl, baseret på Philippa Gregory’s roman af samme navn, instrueret af Justin Chadwick. Jeg kendte hverken forfatteren, manuskriptforfatteren eller instruktøren, og forventede ikke meget, men var bare lidt nysgerrig fordi alt andet på DR var mindre interessant.

I filmen bliver Mary spillet af Scarlett Johansson, og det viser (måske) at producenterne (som finansierer) har troet solidt på at det kunne blive en bestseller-film.

Hvem var Mary Boleyn? Jeg synes de to billeder viser en smuk, elskelig kvinde, måske med et barnesind (det ene billede er af den unge Mary).

I en artikel på et website ved navn theanneboleynfiles (The Anne Boleyn Files) får vi præsenteret myten og facts. Myten er (som i filmen) en kvinde, der vælger kærlighed frem for status, og som tager sig af den lille moderløse pige, den senere dronning Elizabeth.

Men myten er ikke helt ved siden af – vi ved at Mary giftede sig for anden gang med en mand, som hun holdt af, og forlod hoffet for at bo på landet med manden.

Men facts er, at vi ikke ved noget om Elizabeths barndom efter at moderen bliver myrdet af manden, kongen, Henry d.8.

Og dog, forfatter, researcher, og historiker Claire Ridgway har samlet ret meget om Mary, dronningens søster, “den anden Boleyn pige”. At hun også var hofdame og kongens elskerinde i sin ungdom lader vi stå et øjeblik … men man har jo lov at blive klogere.

Vi ved også at det var Henry d.8.nde som sørgede for Elizabeth, men det kan jo være at han alligevel havde Mary i tankerne, som et menneske, der havde været ærlig overfor ham.

Hvem det er, som beskyttede og sørgede for pigen Elizabeth er lidt uklart (læs evt. kronologien på websitet og suppler med Wikipedia) men åbenbart ved vi at der var en hofdame, som passede barnet og først én, siden flere lærere, som holdt meget af det lille pigebarn, der havde gode evner, citat fra Wikipedia (Champernowne var Elizabeth’s anden guvernante):

Champernowne taught Elizabeth four languages: French, Flemish, Italian and Spanish.[14] By the time William Grindal became her tutor in 1544, Elizabeth could write English, Latin, and Italian.

Nu skal man ikke blive blæst bagover af at barn, som kan sige “I can hop, I can run” på udenlandsk, men se hvad der senere siges om Elizabeth’s sprogkundskaber:

At the end of her life, Elizabeth was also believed to speak Welsh, Cornish, Scottish and Irish in addition to the languages mentioned above. The Venetian ambassador stated in 1603 that she “possessed [these] languages so thoroughly that each appeared to be her native tongue”

Den lille moderløse pige, 2 år og 8 måneder da moderen bliver dræbt af manden, må have haft frygtelige traumer hvordan man end vender og drejer det. Vi møder ofte folk, der siger “Det kan børn ikke huske”; men det kan de jo, det er kun når bølgerne går højt og man er nødt til at være i nutiden at man skubber traumerne lidt til side.

Dette indlæg er langt nok nu … for langt.

Men budskabet er altså at man ikke skal dømme børn ude selv om de kommer fra en dysfunktionel familie. Jeg sender Gry Rambusch en venlig tanke en gang imellem.

Uforskammethed eller ivrighed?

Jeg viste på en Facebook (FB) gruppe om klaverpædagogik et scan af en samling klaverøvelser, som jeg fandt i min mors papirer og bøger; for tydelighedens skyld forstørrede jeg den allerførste del, fordi tallene nedenunder er vigtige for en diskussion om hvordan man lærer sig at ramme tangenterne.

Tallene angiver hvilken finger der skal bruges på hver node, med 5 alternativer. Min første tanke var: Det er sindssygt og jeg ville gerne høre andre klaverspilleres reaktion på det. Blyantsstregerne på siden antyder, at min mors lærer faktisk har gennemgået øvelserne, men da der kun er noter på første side tyder alt på at arbejdet er stoppet af en eller anden grund.

(Fingerombytningen angives kun for spil på hvide tangenter – de efterfølgende skift tone efter tone opad har et andet formål, nemlig at vænne fingrene til at spille på sorte og hvide tangenter uden hæmninger.)

De første kommentarer indfriede mine forventninger, disse fingerkombinationer var da totalt vanvid! og der kom advarsler: Man ødelægger fingrene! Man får seneskedehindebetændelse! Det er omsonst, man kan ikke bruge det til noget osv.

Udsnit som viser de mange vanvittige måder at bruge fingrene (fingersætninger)

Men så kom en reaktion fra en ung mand, som har indspillet Liszt’s klaverkoncert (nr.1, es-dur) forrygende flot, og han skrev at han faktisk havde haft glæde af den slags øvelser, og det supplerede han med en lille videooptagelse, hvor han let og ubesværet spillede den lille nodegruppe med alle de underlige fingerkombinationer! Andrey Stukalov var navnet.

Der kom sure svar, negative kommentarer – det var absolut ikke godt at øve sådan noget – men jeg tænkte ikke nærmere over det, indtil jeg i en privat mail-udvexling med forfatteren til bogen “The Art of Piano Fingering” hørte at han (forfatteren) syntes at kommentarerne var uforskammede.

Så dæmrede det for mig: måske er jeg for tykhudet, ufølsom, villig til at acceptere sure kommentarer og angreb fordi det har været min måde at overleve (på).

Op en tangent! så er øvelsen en anden, nemlig at få fingrene til at føle sig hjemme på de sorte tangenter

Hele side 1 – for mellemstadium begyndere

Bliktrommen på en gummiged

Dumpe drøn lyder i det fjerne

Store sten læsses på kæmpe lad af stål, stål-tromme, dumpe døn, og endda ramt ved siden af …

Der skal åbenbart beskyttes kyst. Endelig!

Sådan ser det ud nu

November har sine smukke sider – stilhed, gummigeden er kommet i stald

Byen løber fra mig

Et højhus i Ryesgade kvarteret på Nørrebro ses fra gaderne ved det gamle Kbh Kommunehospital – hvor længe har det taget at bygge det?

Billedet har ventet på at blive postet – det er fra 17. September, hvor jeg tog til et apotek for at få refunderet nogle penge på medicinkøb; IT-systemet på apoteket kunne ikke få forbindelse til Sundhedsstyrelsen, og apotekeren rådede mig til at ordne andre ærinder og komme tilbage efter et par timer, så kunne sagen ordnes på et par minutter. Jeg kørte til Sølvgadekvarteret og parkerede og gik til Statens Museum for Kunst og kom forbi en gade som jeg kendte fra dengang jeg underviste på Københavns Ungdomsskole (Ole Suhrsgade) – og for enden af den kunne jeg se en bygning, som jeg aldrig før havde set: Et højhus i Ryesgade-kvarteret. Det chokerede mig.

Jeg ved godt hvorfor det føles sådan – når man har oplevet mange årtier og er i den korte ende af livet, så går tiden hurtigere, siger man. Man kunne også sige, at man er langsommere og at man har flere erindringer at sammenligne med.

Allerede de klassiske grækere, Athenienserne, havde teorier om hvorfor ældre mennesker oplever tingene anderledes (todo: Finder det opslag, hvor Wikipedia fortæller om hvorfor ældre mennesker bliver … dummere?)

Supermarkedet Favør lå for enden af denne passage

Der lægges nye klinker

Parkeringspladsen her lå op ad Favør-muren

Når jeg ser stedet i Helsinge, hvor supermarkedet “Favør” lå, senere “Super Best”, tænker jeg på hvor gode grøntsager de havde, ikke billige, og mælk og smør var i den fjerne ende, de havde faktisk også en god slagterafdeling og trods at det ikke var så stor en butik som Kvickly, nu Coop, så var det en fremragende butik. Min bekendt fra Købmandsbutikken i Vejby arbejdede i de sidste måneder for “Super Best” og det var en fornøjelse at hilse – nu er butikken væk, han er ikke til at finde, men der er en ny Lidl, Aldi, og nu en Ny Netto hvor før Irma havde til huse. Hvis man var født i går, ville man ikke tænke nærmere over det.

Butikkerne i barndommens gade virkede som stabile, evige fænomener.