Tøm Papirkurven

… og se nu at få det sagt ordentligt

En Julekrimi

with 3 comments

En Julekrimi

Der lå visne blade overalt, da Pedel Møller gik hen til den gamle
bygning med gymnastiksalene og sløjdkælder.

De tørre blade var blæst sammen i et tykt lag henne foran
kælderhalsen, og han trådte på et blødt tæppe af blade for at
komme forbi, da han så at der var noget under bladene nederst på
kældertrappen. En skrap blå farve stak af fra bladenes røde og
orange farver.

Han gik ned ad kældertrappen, forsigtigt for ikke at glide i de
visne blade, og trak i det, han kunne se var en blå jakke. Den var
tung. Der var en dreng inden i, bleg, livløs, hovedet fulgte med
skulderen, da han blidt trak i jakkeærmet, ansigtet var gråligt,
øjnene stive. Han var ikke i tvivl, drengen var død, men mærkede
alligevel efter på kinden. Den var kold, isnende kold. Han løftede
drengen, der vel kunne være 6-7 år, lidt op og lagde ham, så hovedet
hvilede på de visne blade langs muren og trak sin mobiltelefon op
af lommen og trykkede alarmnummeret, 1-1-2.

“Vi har brug for en ambulance til en dreng der er … til et
dødsfald ved Solsortevejens Skole” sagde han, “eller måske et
ekstremt tilfælde af nedkøling med en lille chance for genoplivning;
der er ikke en læge her, jeg er skolens pedel og håber De kan
hjælpe mig hurtigt.”

Damen på alarmcentralen spurgte om hans navn og hvor han ringede
fra — og sagde så: “det haster jo meget, til hvilken adresse skal
jeg sende ambulancen?”

“Doktor Stampesvej 15” svarede Møller, “jeg venter her, hvor længe
går der?”

—ooo—

Ambulancefolkene kom med udrykning, men eleverne i skolegården
på den anden side af gymnastikbygningen hørte den ikke, larmede
videre, som altid.

Den ene Falck-redder lagde den lille dreng på båren og den anden
slog et tæppe og stropper omkring den lille krop, inden de bukkede
sig ned og tog fat i båren, kørte den ad den smalle passage bag
Gymnastikbygningen hen til bagindgangen, op i ambulancen, der
holdt i porten gennem nabobygningen.

Møller tog et billede med mobiltelfonen inden båren blev skubbet
ind i ambulancen.

—ooo—

Thomas stod oppe ved lærergangen og talte med Prieme om
madlavningens farver og former, da Møller kom forbi med
hovedet fuldt af tanker om hvad det dog kunne være for en
dreng.

—ooo—

(2)

Thomas var kommet til Solsortevejens Skole som årsvikar i
august som tegnelærer for de ældste klasser. Han gik på
kunstakademiets malerlinie, han var god til at tegne og var
glad for at undervise og viste både de små og store børn de
grundlæggende ting som gør det let at lære at tegne:
stregtegninger af simple ting, tændstikmennesker, farvernes
betydning og hvis de kunne klare mere, perspektiv, isometri
og så videre. Thomas var elsket af de små klasser og havde
også taget nogle af de store elever under sine vinger, de
kom til hans fritidstimer onsdag eftermiddag.

“Hvis man serverer frikadellen og kartoflerne med noget rødt ved
siden af”, sagde han til Prieme, husholdningslærerinden, “så
bliver der også spist mere, fordi der kommer balance i farverne.”

“Den er go’ med dig” svarede Prieme, “vi har ikke råd til røde
bøffer, du har hul i hovedet!”

“Jeg mener selvfølgelig ikke røde bøffer, men noget tomat eller
salat ved siden af sovsen og kartoflerne, en tomat eller rød
peber eller …”

Møller afbrød ham: “Hørte I ikke ambulancen?”

Thomas så spørgende på ham.

“Der lå en … jeg fandt et lig … en død dreng ovre bagved
gymnastikbygningen og de kom med udrykning for at prøve
genoplivning, men der var ikke noget at gøre.”

“Hvad siger du! nei, Møller, det var dog forfærdeligt! Var det én
af vores?” spurgte Prieme.

“Det ved jeg ikke, måske kan I hjælpe … kan I kende ham, jeg
tog et billede …” sagde Møller og viste dem et frimærkebillede
på mobiltelefonen.

“Nej, jeg kender dem jo ikke så godt” sagde Thomas.

” … og jeg kender jo ikke de små drenge, jeg har kun de store
elever,” fortsatte Prieme, “men jeg synes det ansigt ser meget
fremmed ud.”

Thomas sagde “du må hellere begynde med at informere
skolelederen … inden det slipper ud?”

“Du siger det da ikke til nogen, er du rigtig klog!”

“Men er du sikker på at der ikke var nogen, der hørte
ambulancen?” spurgte Thomas. Møller nikkede eftertænksomt og
fortsatte gennem glasdøren ind i lærerreservatet.

(Fortsættes.)

Written by Donald

Monday, December 5, 2011 at 9:58 GMT+0000

3 Responses

Subscribe to comments with RSS.

  1. Det er jo en rigtig cliffhanger, Donald …

    Madame

    Tuesday, December 6, 2011 at 7:58 GMT+0000

  2. Huh, neste bolk ventes på (bolk, bit – avsnitt – stykke)

    mormor

    Tuesday, December 6, 2011 at 16:03 GMT+0000

  3. Vi følger med som du skjønner
    Og hvem var det? Pedellen, Prieme eller Thomas? Dèt spørsmålet kommer til å følge oss som en mare …

    Kamelryttersken

    Tuesday, December 6, 2011 at 18:04 GMT+0000


Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s