Skriv løs

… og se nu at få det sagt ordentligt

Archive for the ‘Music’ Category

Røg fra fortiden

Den intellektuelle jazztid havde en pianist, som alle så op til: Bill Evans. Dengang i 1960’erne var Evans et højdepunkt, en koryfæ, som spillede guddommeligt; alle mulige extra toner gav farve til en underliggende dur-moll harmoni.

William John Evans (August 16, 1929 — September 15, 1980) was an American
jazz pianist and composer who mostly worked as the leader of a trio.[2] His
use of impressionist harmony, interpretation of traditional jazz repertoire,
block chords, and trademark rhythmically independent, “singing” melodic lines
continues to influence jazz pianists today.

(Fik vi nu sat citationstegn?)

Hvis man vil studere fænomenet, kan man måske bedst få et indtryk af hans musikalske tænkemåde ved at høre “Danny Boy” eller LondonDerry Air. Man kan slå op i Wikipedia, hvad historien bag digtet/sangen “Danny Boy” er, antikrigssang.

Frederick Weatherly 1913:

Oh, Danny boy, the pipes, the pipes are calling
From glen to glen, and down the mountain side.
The summer’s gone, and all the roses falling,
It’s you, It’s you must go and I must bide.
But come ye back when summer’s in the meadow,
Or when the valley’s hushed and white with snow,
It’s I’ll be there in sunshine or in shadow,—
Oh, Danny boy, Oh Danny boy, I love you so!

But when ye come, and all the flowers are dying,
If I am dead, as dead I well may be,
Ye’ll come and find the place where I am lying,
And kneel and say an Avé there for me.
And I shall hear, though soft you tread above me,
And all my grave will warmer, sweeter be,
For you will bend
and tell me that you love me,
And I shall sleep in peace until you come to me!

Der er ikke meget Jazz over Bill Evans’. Et andet berømt værk af Evans, et album med titlen “Conversations With Myself” kan vist godt kaldes introvert; 3-dobbelt optagelse af ham selv (på “tre klaverer”) og nogle af dem lykkedes, dog fik de en af mine elever til at spørge “Hvad er meningen med det?” og “Hvad er blues for noget?”

Tilsvarende har Keith Jarrett brugt den ved koncerter og utallige er de musikere, som har prøvet at lytte af, hvad Keith Jarrett spiller, og de er nået til forskellige resultater. Heller ikke meget jazzy, og det virker som om Jarrett tøver og tænker mens han spiller (det er jo heller ikke forbudt).

Nå men det var altså røgen på billederne, der var emnet — og det er Bill Evans med Monica Zetterlund dengang de begge var unge, og aktive, og han blæser røg lige i hovedet på hende. Totalt skamløst. På en sangstemme! Det kan kun være fordi han aldrig selv har sunget, ham, Evans.

Jeg ved ikke om det forklarer, hvorfor jeg uden at føle skam tændte en cigaret i en sangtime, hvor den anden elev så skævt til mig (hvorefter jeg selvfølgelig slukkede cigaretten).

Når man kan ændre noget så grundlæggende naturligt (ja, det var “naturligt” dengang) så kan man også lave om på en masse andre ting. Eller …

Written by Donald

Thursday, August 26, 2021 at 19:15 GMT+0000

Posted in Music

Tagged with

Arne havde opfordret Tom til at støve sangene af

Jeg må indrømme at jeg ikke kunne forstå alle ordene, men Tom, som spillede i Kulturcafeen den anden dag, var god til at udtale, så jeg fangede det meste.

Arne med bassen havde hørt hans sange fra engang i 70’erne da han var en ung oprørsk sangskriver, og havde opfordret ham til at støve dem af.

Trommeslageren, som også hedder Arne, spillede behersket i baggrunden – bl.a. på en Cajun, en Braziliansk eller Sydamerikansk kasse, som simpelthen kan give en god lyd, og hvis man sætter ting indeni kan den også give lyse hvislende slaglyde som en lilletromme. Men den er alsidig og det var rart at trommerne ikke overdøvede sangtexterne.

Written by Donald

Thursday, July 29, 2021 at 6:53 GMT+0000

Posted in Music

Tagged with ,

Kulturcafé Helsinge

Der var kø hos frisøren, så jeg tænkte at jeg kunne gå på indkøb og bagefter kigger forbi igen; men der var stadig mange hoveder, der skulle klippes, så jeg fik en tid halvanden time senere.

Jeg noterede mig så at der sad nogle mennesker og drak en kop kaffe; dér hvor der før var foto-forretning, stod der “Kulturcafé” og indendørs var der et interieur, som jeg ikke har set magen til:

Men det er altså ikke en nyhed, at der er indrettet en café dér, det er mig, der har været meget lidt ude de sidste 3 år, for jeg har jo ikke haft så meget overskud. Jeg skal være glad for at have klaret det vigtigste.

Men som sagt, jeg gik ind og fik en alkoholfri øl, der læskede godt i varmen; der var køligere inde end ude! og der stod et klaver, så spillede lidt og fik venlig invitation til at komme og spille igen en anden gang.

På billedet med de røde vinduesrammer kan man skimte klaveret længst til venstre. Det var et instrument, som havde en acceptabel lyd og tone – og det stemte nogenlunde bortset fra et par toner.

Man kan købe møblementet. Det ser ud til at bordene er gjort i stand, og jeg håber at de finder nye borde, når de får solgt hvad der er på billederne!

Jeg fik ordnet et par ærinder og kom tilbage til en tom frisørsalon. Desværre blev jeg klippet alt for kort og nu kan jeg ikke genkende mig selv, undtagen på tøjet, men trøster mig med at det er meget godt at håret ikke bliver klistret af sved i den hedebølge, vi har.

Vil der mon være hedebølge indtil håret vokser ud igen?

Written by Donald

Monday, June 21, 2021 at 9:26 GMT+0000

Posted in Carpe Diem, Music

Tagged with ,

Musik på dåse – hvad er udløbsdatoen?

Musikøkonomi – hvornår bliver det et akademisk fag?

De unge kunstnere, som har lavet denne video om hvor meget editering der er af optagelser af klassisk musik, fremlægger ganske klart dilemmaet: Meget “pop” eller “beat, rock mv” er lavet for CD udgivelse og bliver bagefter udført som scenekunst; et herhjemme godt kendt exempel fra 1980’erne er Nana’s flotte optagelse af “Buster”, hvor hun synger flere spor og “synger kor med sig selv”.

Men der er mange andre exempler – find video’en og se nogle af de interessante detailler.

Derimod må klassiske kunstnere gå den anden vej, først blive kendt fra koncerter, derefter få kontrakter på “fonogram-udgivelser”.

I grammofonens barndom måtte man indspille alt i første hug; senere, da båndoptagere blev af god kvalitet, indsneg fejlretning sig.

Det billede, vi får fra grammofon-optagelser (CD’er/Streaming, alt elektronisk, også live-koncert-optagelser!) er altid redigeret. Spørgsmålet er så, hvor grænsen går: Hvornår mister musikken sit udtryk og bliver til lydtapet?

Går der noget tabt, når musik som man lytter til, er “kunstig”? Får man en anden oplevelse ved at høre en musiker spille i det samme rum, som man fysisk er til stede i? [Ja selvfølgelig, ikke sandt?]

Scenekunst er en genre for sig selv i dag. Og det har en overgang været den eneste distributionsform, som kunstnerne tjente “rigtige penge” på, for elektronisk musik kan jo kopieres og spilles i det uendelige.

Jeg har en fornelmmelse af at vi bør bevæge os hen i retning af at lydudgivelser må opfattes som en måde, kunstneren kan række ud – nå publikum; når der er gået noget tid, er det et minde, som et gammelt fotoalbum, og vi bør sørge for at få taget nye billeder. Det skyldes mit syn på at kunsten kræver fornyelse, nutidighed, for at være kunst. Overfor det står at musik af Bach, Beethoven, Chopin og mange andre er så “veltalende”, ligesom Shakespeare dramer, så de stadig siger mig noget. Men man kan alligevel godt foretrække en ny iscenesættelse, ikke sandt?

Det var dagens filosofiske udfordring.

Jeg overvejer, hvad og hvor meget jeg skal fortælle om Studenter sammenkomst i går, 56 år efter Studenterexamen!

Written by Donald

Sunday, June 20, 2021 at 20:40 GMT+0000

Posted in Music

Tagged with

Smittefare er der stadig

room with people

Så var der igen åbent i Ramløse Sognelænge (for “øveaften med Pastor Porsagers Jazzkapel”

Sognelounge

Still fra en ufuldkommen video

Nu har jeg ikke følt at jeg var i fare, hvor jeg gik og stod de sidste 14 måneder, men selvfølgelig tænker man på om det er en alvorlig risiko, man udsættes for. Og selvfølgelig faldt der nogle lidt ironiske bemærkninger om at man ikke måtte synge med på “We’ll meet again …”

Beklager at billedet er så uskarpt – jeg kan ikke altid få kameraet i mobiltelefonen til at makke ret og ville ikke genere folk med at fotografere alt for åbenlyst.

Written by Donald

Friday, May 7, 2021 at 12:04 GMT+0000

Posted in Music

Tagged with

Har du et minut?

musician

Lev Weksler aha! spiller med sig selv – ingen pianist var villig til at spille klaverstemmen, så måtte han jo selv 🙂

Det er så sandelig ikke alle video’er med Lev Weksler, der fryder øret, men sådan er kunstnerens arbejde, noget lykkes bedre end andet, noget er man god til. —

Written by Donald

Friday, May 7, 2021 at 10:31 GMT+0000

Posted in Music

Tagged with

Er ægte musik idealistisk?

En undervisnings-nodebog med et stykke, Things to Come, af Dizzy Gillespie fik mig ud på en YouTube og Wikipedia research.

(Link til YouTube er en “Reunion” optagelse, men viser fint, hvad problemet er med Dizzy’s “Be Bop” musik.)

Kort sagt så var Dizzy Gillespie en organisator (orkester, koncerter, støtte til musikere) som fik etableret en ny stilart “Be Bop”, der verden over fik jazzmusikere i flere generationer til at spille på en anden måde.

Men der er en drejning (twist) af historien, som er sørgeligt interessant: Dizzy’s musik var ikke bredt populær i midten af 40’erne, da den opstod, der var modstand mod den måde at spille.

For at komme bredere ud til publikum var det nødvendigt at lave dansetrin til Be Bop numre, “new moves”. Specialister blev indkaldt, og forsøgte ærligt! Men døm selv, – de kunne simpelthen ikke lave dans ud af Dizzy’s numre. (Link går 11 minutter ind i video’en; der er vistnok et kortere klip med lige de to dansere. Stan Levey fortæller at de godt var klar over at det var håbløst.)

Næhæ, swing, jazz med schwung, var populært, vi husker allesammen at man kunne synge med på Glenn Miller, fx Moonlight Serenade, og Ellington, Basie, Ella Fitzgerald med Chick Webb og mange andre. Det var det, der solgte, det, man hørte – med mindre man var en jazz-nørd, og de fandtes heldigvis, så der opstod nogle steder, hvor man spillede Be Bop; New York 52.street læser man, men der var også andre steder, og Dizzy arrangerede endda en tourné til Californien på et tidspunkt i begyndelsen af 50’erne.

Nu er det jo en anden musiker, man husker i forbindelse med Be Bop, nemlig Charlie Parker, alt-saxofonist (som også kunne spille baryton og andre instrumenter). Han gav Be Bop et format, så den ikke blot var for specialister og nørder, men hævede sig, fløj som en fugl – deraf fik han tilnavnet “Bird”.

En trommespiller — trommeslager, drummer, janitshar, hvad siger man på dansk om en der spiller på trommer? — Stan Levey har i interview fortalt om musikken og oplevelserne med Dizzy og Parker.

Parker blev narkoman, og da Dizzy fik ham med på tourné til Californien, gik Parker i stykker fordi han ikke kunne tåle at holde op med stoffer. Han blev indlagt på Camarillo, et hospital, som efter et år fik ham på benene igen, men han var blevet tyk og hævede og var ikke helt rask. Men han levede nogle år endnu.

Parker’s musik er blevet stående i form af nedskrivninger, transcripts, og mange saxofonister kan hans ting udenad, dejlige soli, som også kunne blive til temaer, fx. den berømte “Donna Lee”, som også Svend Asmussen har spillet.

Dizzy Gillespie fortsatte med at spille og engang i 80’erne kunne man høre ham spille på Oslobåden … (!) … og jeg tænkte det var synd at det ikke var i Tivolis Glassal.

Written by Donald

Monday, January 25, 2021 at 22:10 GMT+0000

Posted in Carpe Diem, Music

Tagged with

Her skelnes ikke mellem klassisk og jazz og gode sange

Sidste gang jeg mødte min gamle ven Bent Hesselmann var det én af de ting, han sagde med fynd og klem: Det er så forkert at der skelnes mellem klassisk og jazz. Kunst, i det hele taget, er noget mærkeligt noget.

Citeret efter hukommelsen, jeg er ikke sikker på måden han omtalte kunst – men det var meningen at skellet mellem kultur og finkultur er kunstigt.

Her er historien om en for tidligt født lille dreng, som blev blind, og som spiller musik med en begejstring og talent, som man sjældent hører. OK – en redigeret video vil altid være de bedste, “fedeste” steder klippet sammen, men alligevel. Man kan også høre på hans rare lærerinde, at hun ved at han kan lære meget og kan gøre det bedre.

https://www.cbsnews.com/news/matthew-whitaker-blind-jazz-pianist-18-years-old-60-minutes-2020-12-27/

Han har meget smukke hænder, synes jeg.

Klaverlærerinden sidder til højre

Her spiller han på hammond eller lign. jazz orgel

Written by Donald

Tuesday, December 29, 2020 at 13:33 GMT+0000

Posted in Music

Tagged with

Musikinstrument kunst

Written by Donald

Monday, December 21, 2020 at 12:46 GMT+0000

Posted in Music

Tagged with

Så spilles der igen

Written by Donald

Thursday, September 3, 2020 at 23:59 GMT+0000

Posted in Music

Tagged with ,

Agricultural salvation

Lytter til et foredrag af Richard Carrier, Mystery Cults & Christianity (2019)YouTube.

Undrede mig over udtrykket “Agricultural salvation”; regnguder og andre guddomme sørger for at afgrøderne gror og for at der er mad nok, dyrene trives, fisk kan fanges. Men som Carrier siger, det bliver omfortolket fra “agerbrugs-frelse” til “personlig-frelse” i de religioner, som findes for 2000 år siden i det østlige middelhavsområde.

Det fik mig til at tænke på Israelerne i Ørkenen (og også på et oratorium af samme navn, skrevet af CPE Bach, flot musik) med bl.a. historien om “manna” som sørgede for at Israelerne – nomader i Sinai Ørkenen – ikke døde af sult.

Så ville jeg se hvad Internet-websteder kan fortælle om “manna” – første hit var Ordbog Over Det Danske Sprog (ODS) og jeg kunne da ikke lade være med at glæde mig over de gode gamle stavemåder: “Vore fædre aade Manna i Ørken.”

ODS:

Manna
manna, mlat. man, af aramæisk manna (hebr. man)

1) (bibl.) den fra himlen nedfaldne føde, hvormed gud bespiste jøderne under deres vandring i ørkenen; himmelbrød. (muligvis mannalav, jf. Mannaregn; se Sal.2 XVI.548). Vore Fædre aade Manna i Ørken. Joh.6.31. naar Duggen faldt over Leiren om Natten, da faldt Man ned derpaa. 4Mos.11.9. (relig.) uegl., om nadverbrødet. *O Jesu, lad mig aldrig gaae | Fra Bordet, med Guds Manna paa. SalmHus.344.7.

billedl. ell. i sammenligninger, om hvad der tjener til aandelig berigelse, styrkelse olgn. *Et helligt Liv, en salig Død | Hinanden kierlig møder, | De har det skiulte Man i Skiød, | Som Døden selv forsøder.Brors. 23. *Da drypper som Duggen | Der Manna paa Vuggen | Til Barnet paa Jord | Fra Englenes Bord. Grundtv.SS.IV.378.

Written by Donald

Saturday, June 27, 2020 at 13:09 GMT+0000

Posted in Music

Tagged with ,

Små hjem uden forbindelse til lysnettet og stor musik i 1900-tallets begyndelse

Tiny off grid homes er et udtryk man kan støde på i YouTube video’er hvor folk fortæller om hvordan de har bygget et hus, som man kan bo i, for små midler, og af den ene eller anden grund med ganske få kvadratmeter, i nogle tilfælde fordi det skal kunne køres væk, i andre tilfælde er det økonomien og ønsket om ikke at sætte sig i gæld, som er årsagen.

ER MULIGHEDERNE DA IKKE BEGRÆNSEDE, NÅR MAN BOR I ET HUMMER?

Ordbog over det Danske Sprog (forkortet og forlænget):

III. Hummer, et. [ˈhom’ər] flertal hummere; (vist egl. billedl. anv. af II. Hummer (hul i mastespidsen – m. snæverhed som sammenligningsled); dagligtale: mer eller mindre nedsættende betegnelse for et (for) lille værelse: mig Stakkel i det mørke Hummer lægger han ikke Mærke til. Oehlenschläger: Øen.(1824).III.88.

Man har da ikke så mange muligheder, når man bor småt, vel? 2.4 x 2.4 meter er virkelig småt. Man kan lægge sig på gulvet i alle retninger – hvis der da ikke står noget i rummet! men det er mindre end et kollegieværelse.

Et sådant værelse med bord, to stole, et bord og et dæmpet klaver (viskestykke eller filt mellem hamre og strenge) havde Igor Stravinsky, da han i 1911 flyttede til Clarens i Schweiz [@Wikipedia] og skrev det meste af den overraskende vanvittigt moderne balletmusik “Le Sacre du Printemps”, “Forårsofferet”, som henter inspiration fra gammelrussisk tilbedelse af forårets guder. Der står ikke hvorfor han flyttede fra Rusland til Schweiz:

Stravinsky’s sketchbooks show that after returning to his home at Ustilug in Ukraine in September 1911, he worked on two movements, the “Augurs of Spring” and the “Spring Rounds”. In October he left Ustilug for Clarens in Switzerland, where in a tiny and sparsely-furnished room—an 8-by-8-foot (2.4 by 2.4 m) closet, with only a muted upright piano, a table and two chairs—he worked throughout the 1911–12 winter on the score. By March 1912, according to the sketchbook chronology, Stravinsky had completed Part I and had drafted much of Part II. He also prepared a two-hand piano version, subsequently lost, which he may have used to demonstrate the work to Diaghilev and the Ballet Russes conductor Pierre Monteux in April 1912. He also made a four-hand piano arrangement […]

Hvad der kan overraskede mig (med fryd) er, at Claude Debussy spillede den 4-hændige version sammen med komponisten Stravinsky. Hvis man husker Debussy som komponist af blid impressionistisk musik (fx. Clair de Lune), og Stravinsky som fremfusende bragende får man måske ved denne lille oplysning et andet syn på Debussy:

He also made a four-hand piano arrangement which became the first published version of The Rite; he and the composer Claude Debussy played the first half of this together, in June 1912.

Og Debussy’s musik i denne periode er ikke altid som man skulle tro ud fra hans mest berømte klavermusik, Suite Bergamasque med Clair de Lune, osv. Hvem kender Chansons de Bilitis? eller Le Martyre de saint Sébastien is a five-act musical mystery play on the subject of Saint Sebastian, with a text written in 1911 by the Italian author Gabriele D’Annunzio and incidental music by the French composer Claude Debussy.

Written by Donald

Sunday, February 9, 2020 at 9:00 GMT+0000

Posted in Blogosofi, Music

Tagged with ,