Skriv løs

… og se nu at få det sagt ordentligt

Archive for the ‘Music’ Category

Sæd og skik

leave a comment »

Bemærk måden man sidder ned på. Det var sådan set det, der inspirerede til overskriften, ental af sæder og skikke, mens jeg var ved at skrive et indlæg om fertilitetsbehandling.

Advertisement

Written by Donald

Monday, November 21, 2022 at 12:51 GMT+0000

Posted in Music

Tagged with

Fåresang

with 9 comments

Jeg gik en lille tur på Heatherhill, – og som så ofte var der nye vinkler på det smukke landskab, sølvglimt i Kattegat, og efterårsfarver på stier og skråninger.

Jeg gik og nynnede en lille passage af J.S.Bach med nogle smukke vendinger, og tænkte at da jeg var alene kunne jeg godt nynne højere. Da jeg kom til fårene, vendte de som sædvanligt om og gik deres vej, men der var et par stykker, som stod og kiggede på den syngende vandrer med et skeptisk (fåret) blik.

Written by Donald

Sunday, September 25, 2022 at 12:35 GMT+0000

Posted in Foto, Music

Tagged with

Hyha, det lykkedes mig at optage uden mere end 2 fejl eller småskavanker

Stella By Starligt, tema, kun, ingen improvisationer. Det er for at komme igang, simpelthen; – når man ikke har optrådt i lang tid og kun for en positiv lille gruppe mennesker, så er det svært at begynde med at optage.

I de seneste måneder har jeg kun spillet for mig selv, og når jeg har antydet noget, så har jeg været tilfreds. Det svarer til at læse en roman uden at læse højt. Eller noget … Måske.

Så nu ville jeg for at få en fornemmelse af at jeg kan igen, – optage:

Written by Donald

Friday, August 26, 2022 at 13:47 GMT+0000

Posted in Music

Tagged with

Absolut gehør, nu og før

En advarsel: At tale om musik og toner kan give problemer med terminologien. Grækerne brugte “op og ned” om lave og høje toner, altså omvendt af hvad vi gør i dag. En høj tone er højt oppe når den har en høj svingingstakt, frekvens. Man kan lave en tone ved at gnide en negl henover et stykke riflet fløjels (jernbanefløjels?) og hvis man gnider hurtigt (kun én vej) bliver tonen højere, ikke kun stærkere, men den er højere oppe, lysere, en højere frekvens. (Hold da op, sproget i dette indlæg skal vist rettes igen-igen).

—===oooOOOooo===—

Bemærkningen fra den gode violinist, Michael Germer, om at han må omstille sig når han skal spille med en kammertone, altså en tonehøjde, pitch, stemning, der er lavere end den standard, der bruges i dag (se en.wikipedia om “Concert Pitch”.)

For mange musikere er det et mirakel, at nogen kan høre nogle toner fx. en C dur treklang og strax sige “det er c-e-g” eller lignende. Nogle musikere hævder stivnakket at det er en medfødt evne, som nogen har og andre ikke har. Nogle mener endda, at de med absolut gehør mangler en evne til at høre på den “normale måde”. Min chef, da jeg var kirkesanger fra 1966 – 1969 Hans Mollerup i Jesus-kirken i Valby mente at når nogen sagde at “absolut gehør” kunne være en plage, så var det det samme som at sige at man skulle mangle et ben for at være normal.

Men ved en snak med Hans fik jeg forståelse af at han faktisk skulle igang, – justere, eller kalibrere, om man vil, før det absolutte gehør fungerede.

Nogle siger at man kan træne absolut gehør og at det er lige så godt. Andre siger at det at træne (med hørelære) ikke er det samme som at have absolut gehør.

Hvem er experter på det felt, og hvor står videnskaben i dag? Kort fortalt:

Når et barn er født og hører mors stemme og udtale, så efterlignes den tale og udtale, og betoningerne er vigtige – forskere mener at børnene har absolut gehør; men efter nogle år forsvinder det og bliver – især hvis man er musik-orienteret – interval-høring eller hvad man måske kan kalde “funktionshøring”. Tænk på “Jeg ved en lærkerede, jeg siger ikke mer'” – melodien anden linie er ikke en “sluttone”, den er et trin højere end begyndelsestonen og danner en anden harmoni med akkompagnementet; vi ved at dette ikke er slutningen, enden på sangen: Det er “funktionshøring”.

OpSummering: Der er en kobling mellem stemmebåndene og hørelsen; den er stærk i barndommen og aftager, især hvis man spiller et instrument som klaver, der har mange flere toner end menneskestemmen.

Hvis man lytter med andre mentale indstillinger, når man bliver ældre, kan man genopleve den barnlige måde at høre. Det er mit bud på hvad man kan og hvad der er forklaringen på absolut gehør.

—ooo—

Schumann skrev i sin vejledning til unge musikinteresserede at man skulle lytte efter lydene i det daglige og finde hvilke toner, der var, fx. kirkeklokkerne i nabolaget, (Rådhustårnet Kbh. er E moll hvis jeg husker rigtigt.) På den måde dannes der en hukommelses-tone.

Schumann og andre har mange gode råd til at bedre hørelsen. Genkendelse af bestemte lyde er et skridt på vejen, og musikteori, forståelsen af “udtrykket” i de forskellige tonearter og harmonier kan hjælpe med at observere de forskellige lyttemåder.

Hvis man nu fastholder at absolut gehør er at kunne sige “dette er tonen B!” (altså når der spilles eller synges tonen B) og at kalibrering og indlæring intet har at gøre med den egenskab, så er der et wildcard her:

Kammertonen varierer fra sted til sted, og har varieret over tid.

Beethoven havde en stemmegaffel på 455 Hz hvor normalen i dag er 440, mere end et skridt lavere. På JS.Bachs tid var der flere forskellige kammertoner, nogen så lave som 422. Man må gå ud fra at Bach havde det bedste af det bedste gehør, hvordan klarede han så at der ikke var samme kammertone i de forskellige instrumenter, han skulle spille på? Jeg gætter at det somme tider har generet ham en bitte smule, men at han hurtigt har indstillet sig, “kalibreret sin hørelse”, og jeg gætter at det er det, som Germer beskriver, med den forskel, at Germer ikke er vant til at gøre det og derfor er lidt forbavset over virkningen. Germer har spillet med den meget stabile “440” som han kalder det, kammertonen man normalt bruger i dag i modsætning til tidligere tiders mennesker.

—===oooOOOooo===—

Det er lidt synd, at denne “Oxford Companion To Music” (OCM) ikke udgives med de originale træsnit af kunstneren “Batt”, pseudonym for Oswald Barrett ; i de nye udgaver er de ikke medtagne, måske fordi de er for “imaginative”, og man har måske ønsket at OCM skulle fremstå mere alvorlige, mindre tegneserie-agtig.

Written by Donald

Friday, February 11, 2022 at 8:39 GMT+0000

Posted in Music

Tagged with ,

Uden mundbind

Pastor Porsagers Jazzkapel var samlet igen. Udstillingen i Sognelængen var fra sidste år, jeg kom ellers tidligt fordi jeg troede at det var fernisering og at kunstneren derfor ville fortælle lidt. Men billederne fortæller meget.

Dionysos, der er revnet midtover, måske er det ikke så godt at drikke for meget og blive 2000+ år gammel. Og mågerne over de bølgende marker.

Written by Donald

Friday, February 4, 2022 at 14:20 GMT+0000

Posted in Music

Tagged with

Hvorfor står der “han blev kun 42 år”

Dette portræt er malet få dage før komponisten Modest Mussorgsky døde – man siger han døde af druk.

Jeg faldt over billedet fordi pianisten Jesper René på FBook er begyndt at indstudere det smukke, udtryksfulde klaverværk “Udstillingsbilleder”. (Mussorgsky based his musical material on drawings and watercolours by Hartmann produced mostly during the artist’s travels abroad.)

En af kommentarerne til Jesper René opslag lyder “han blev kun 42 år”. Joeeh. Men Mozart blev “kun” 35, og Schubert kun 31. Det var synd for dem alle sammen og alle de andre mennesker, at de ikke blev så gamle. Vi lever i en tid hvor livet er forlænget – meget. Men nogle klarer det endda uden større medicinsk indgriben, blot ved at spise sundt og være mådeholdne med alting.

Maleren Ilya Riepins billede af Mussorgsky er så fuldt af udtryk, så man kunne fristes til at lade det indgå i billedsamlingen til “Udstillingsbilleder”-suiten. På Wikipedia kan man se de oprindelige billeder af Maleren Hartmann, som Mussorgsky så og fandt ud af at han ville skrive om til musik:

Viktor Alexandrovich Hartmann

Victor-Edouard Hartmann was born in Saint Petersburg into a family of German ancestry. He was orphaned at a young age and grew up in the house of his mother’s sister, L. Hemilian, and her husband Alexandre Hemilian, who was a well-known architect. […]

Man kan høre en indspilning med Valentina Lisitsa på YouTube, hvor man også ser billederne eller genskabelser, så tæt på man kan komme. (Link fra Wikipedia om “Pictures at an Exhibition” er https://www.youtube.com/watch?v=Dpqo_6jpe08men der er ikke billeder af “Gnome” – kun de andre.)

Written by Donald

Wednesday, January 19, 2022 at 22:33 GMT+0000

Posted in Music

Tagged with

Er klassisk musik “gammeldags”?

Jeg har brugt dagen på at tærske noder med en venlig studiekammerat fra dengang, og diskussionen kom bagefter ind på at de, der spiller klassisk musik er lidt specielle.

Ikke desto mindre har jeg glædet mig over at der var mere end 100 kompetente unge pianister, som deltog i Chopin konkurrence i Warzawa i år, alle sammen dygtige musikere.

Er man underlig, hvis man bruger så meget tid på musik, som man jo gør, når man uddanner sig til koncert-solist? (hvad enten det er klaver eller violin)?

Written by Donald

Sunday, January 9, 2022 at 23:59 GMT+0000

Posted in Music

Tagged with

Nelson Freire – RIP

Nelson José Pinto Freire (Portuguese: [ˈnɛw.sõ ˈfɾɐj.ɾɨ]; 18 October 1944 – 1 November 2021) was a Brazilian classical pianist. Regarded as one of the leading pianists of his generation, he was noted for his “decorous piano playing” and “interpretive depth”.

https://en.wikipedia.org/wiki/Nelson_Freire

Written by Donald

Sunday, November 7, 2021 at 6:00 GMT+0000

Posted in Music, Ord

Tagged with

Er musik bedre, når man hører den for første gang?

Når man som ung hører musik for første gang og bliver meget betaget, enten det nu er klangskønne drømmende toner eller en udtryksfuld sangstemme, eller en rytmisk inciterende driftig musik, så husker man det bedre end det meste andet musik, man støder på senere.

Første gang jeg hørte alle Chopins 24 præludier var det 4 store 78’ere (“lak”plader som skulle rotere 78 omdrejninger i minuttet) en HMV indspilning, og den indspilning var selvfølgelig valgt af producere af klassisk musik, som havde sans for både marked og musik, og det må have været en stor-sælgende pladesamling.

Denne mand, Benno Moiséwitsch, var en begavet pianist, som ønskede alle detailler på plads og i orden. Det er ikke kun indspilnings-teknikernes ønsker og kritik, som har fået denneher indspilning til at lyse op på min himmel.

Tror jeg da.

Jeg har efterhånden hørt mange indspilninger. Dengang, i 1950’erne, var det ikke almindeligt at man indspillede alle præludierne, men efterhånden som LP’er blev mere almindelige, er der flere pianister, som har gjort det. Især er præludium nr. 1 i C dur, nr. 8 i Fis-moll og nr. 18 i F-moll vanskelige, de to fordi fingrene skal løbe (meget) hurtigt, men også være tilbageholdende, så man hører melodien og “processen”, forløbet, nr.18 fordi det er dramatisk på en overraskende måde.

Hver gang jeg er løbet ind i en CD med alle præludierne har jeg lyttet efter især nr.8 – og bliver næsten altid skuffet.

Fornylig hørte jeg så i Chopin Competition XVIII en pianistinde, Aimi Kobayashi, spille alle 24, og det var smukt. Der var forskelle til min gamle Moisewitsch-favorit, men ikke meget, men jeg kunne ikke lade være med at lytte på Moisewitsch bagefter. Og mage til fortryllende musik, i Fis-moll præludiet, har jeg ikke hørt. Man skal ikke sammenligne, når vi er på så højt et plan, for både Aimi og Benno er kunstnere af uendelig nåde.

… men alligevel. Jeg stemmer på Benno! (…men han er jo død og deltog ikke i konkurrencen!)

Denne søgen efter den “bedste”, er det en god grund til at afholde konkurrencer? Skal man finde “den bedste”? Nej vel?

Nej, konkurrencer er til for at hjælpe det unge menneske igang. Og jeg skal love for at det er vanvittigt dejligt at der er så mange vidunderligt musikalske pianister.

Kobayashi ved konkurrencen:
https://www.youtube.com/watch?v=x6pmBUkXNmM

Levende musik – plader og YouTube er jo ikke levende, men det skal da lige nævnes, at Benno-indspilningen ikke er med samme lydkvalitet som Aimi’s indspilning, og den sidste er en live-koncert, Benno’s er en omhyggeligt produceret studieoptagelse.

Written by Donald

Wednesday, November 3, 2021 at 21:41 GMT+0000

Posted in Music

Tagged with ,

Blues for viderekomne

Jammmen …

Lyrics by Macy Gray

he drives a wagon

and he looks just like my dream

i been climbin’ all his mountains

i been swimming all his seas

— not matter what or how i tried

i couldn’t get the man to fall in love with me

turns out he likes the girls with long and wavy hair

mine is short and kinky

i have lost my mind

— c’mon and

gimme all your lovin’

or i will kill you

put one through your head

gimme all your lovin

or i will kill you


Ikke morsomt, når man har været ude for noget i den retning …

Men er det nutidens lyrik? Yahya Hassan for bluesdame?


Jeg hørte sangen da jeg var ovre hos min søn, der havde den i afspilleren mens han gjorde sig klar, det var meget hyggeligt, – særligt nød jeg at det var ren blues på 4 toner indtil efter et par kor, hvor der så kom lidt variant-akkorder. mEn Trods Ensformigheden Var der små variationer som gjorde at musikken gav mening, god gedigen tanke- og kropsmotion.

Men lyrikken … giver den mening?

Written by Donald

Tuesday, October 19, 2021 at 22:31 GMT+0000

Posted in Music

Tagged with

Chopin konkurrence i Polen, 2021

Billederne her er fra en video på YouTube, hvor man har kunnet følge næsten alle de tilmeldte pianister, der dystede om at vinde førsteprisen. Der var 150 tilmeldte pianister, og 80 eller 70 i anden runde, 40 i tredie. Det er urimelige arbejdsforhold for kunstnere, men de gør det, og de gør det fantastisk godt, de fleste. Det er en pianists måde at bryde glasloftet og komme rundt i verden som betalt kunstner.

Det regnes som konkurrence nr. 18.

Man kan med lidt snedighed regne ud at konkurrencen var udskudt sidste år, 2020.

The International Chopin Piano Competition (Polish: Międzynarodowy Konkurs Pianistyczny im. Fryderyka Chopina), often referred to as the Chopin Competition, is a piano competition held in Warsaw, Poland. It was initiated in 1927 and has been held every five years since 1955.

(Wikipedia, https://en.wikipedia.org/wiki/International_Chopin_Piano_Competition )

Jeg vil på ingen måde fremhæve Eva Gevorgyan var den eneste, der fortjente at vinde, men hun fortjener ros for at spille B-moll sonaten med så stor indlevelse. De andre ting, hun spillede, et program på en times tid, var fantastisk godt udført.

Helt useriøst er jeg betaget af at hun har en lang fletning — og vil rose hendes outfit, ikke noget med stropløs kjole her. Af en eller anden grund kan jeg heller ikke lide de klassiske statuer, som viser kvinder som om de har æbler (måske ½ æbler) i stedet for bryster. Men jeg burde nøjes med at skrive om musikken.

B-moll sonaten er et af Chopin’s mest elskede værker, det er fra den, at sørgemarchen kommer, en sørgemarch, som har spredt sig over hele kloden og spilles på alt fra redekam til NewOrleans jazz besætninger. Nå måske ikke redekam.

Hun spillede næsten hele tiden med lukkede øjne, det betyder at hun har en træfsikkerhed og muskelkontrol, som er helt suveræn, og man sidder ikke og håber at hun rammer alle tonerne, det gør hun bare. Sidste sats – vinden over gravene – er det mest uhyggelige stykke Chopin musik og har en vanskelighedsgrad som jeg opgiver at beskrive.

Den eneste Amerikaner, som har vundet den konkurrence, Garrick Ohlsson, har også været dommer, og han siger: “Det er ren lodtrækning, hvem der vinder. Der er en stor portion held og uheld her, og smag og behag. Men jeg glæder mig over, at der er 150 unge mennesker, som har brugt deres energi på at spille denne musik, – den mest udfordrende, intellektuelt komplicerede musik – og som gør det med overbevisning og stor skønhed.” (Citeret efter hukommelsen, Garrick Ohlsson interviewet kan ses her: https://www.youtube.com/watch?v=PTYz9c24Wqo )

Eva Gevorgyans 3.runde: https://www.youtube.com/watch?v=5115J2SjpMQ

B-moll sonaten :: https://www.youtube.com/watch?v=5115J2SjpMQ&t=1652s
Vinden over gravene: https://www.youtube.com/watch?v=5115J2SjpMQ&t=2892s

Written by Donald

Monday, October 18, 2021 at 20:12 GMT+0000

Posted in Music

Tagged with ,

Jeg havde aldrig hørt en nattergal før

Det var en sommerdag, jeg var på besøg hos et par af min kærestes venner på Syd-Fyn et sted, jeg har aldrig kunnet finde det igen. Heller ikke på et kort. Det må have været et sted mellem Ørbæk, Svendborg og Fåborg. Fyn ser så lille ud på et kort, men der er langt fra Ørbæk til Fåborg; hvis det var nogenlunde halvvejs, så har det været mellem Kværndrup og Krarup.

Mine tanker var ikke på naturen, da værten viste rundt. Vi stod ved et træ, som var forbrændt, og der var en lille bæk i baggrunden. Han havde troet at afbrænding af afskårne grene og andet haveaffald var en rutinesag, men der havde været nok brændbart til at processen tog en tur opad i temperatur, og som forhåbentlig bekendt så sker der det, at varmen tørrer alting ud og det bliver mere brændbart, processen løber løbsk. Heldigvis var ilden døet ud efter at det store Sankt Hans agtige bål var brændt ned, og heldigvis var det kun halvdelen af nabotræet.

Så hørte jeg pludselig en fugl synge så klart, så smuk en tone, så jeg studsede og sagde “Det må være en Nattergal!”

Jeg havde aldrig hørt en nattergal før, men tonen var så klokkeren, så jeg kom til at tænke på HC.Andersens beskrivelse af denne sangfugl. “Ja, det er rigtigt, vi har en nattergal her”, sagde manden. Det var højlys dag, måske kl.16, så der var ikke meget “Nattergale-tur” over sceneriet.

Min kæreste blev forbavset, hun havde ikke hæftet sig ved fuglesangen.

Jeg kom til at tænke på, at når man holder af musik, så meget, at man endda vælger det som levevej i det mindste i nogle år, så er der noget ved dette at danne en tone, tonens kvalitet, som man er meget sensitiv overfor.

Fra 1960’erne og indtil 1980’erne bredte nattergalen sig mod nord i Skandinavien og blev desuden almindeligere i Nordjylland. Siden da er bestanden af ukendte årsager igen begyndt at gå tilbage. Ynglebestanden er vurderet som sårbarden danske rødliste.

da.wikipedia.dk/wiki/Nattergal

—===oooOOOooo===— Så skulle dette indlæg egentlig ikke have været længere … haha … men jeg prøver at forstå mit livs vigtigste begivenheder.

Vores fysiklærer i gymnasiet, K.Kobberø, havde på et tidspunkt taget to stemmegafler til demonstration af toner og tonehøjder og stillet dem foran i klassen. Han bad mig gå om bag nogle skabsreoler, så jeg ikke kunne se hvad han foretog sig. Først var de to stemmegafler helt ens i tonehøjde; så ændrede han den ene ved at skubbe vægten lidt opad, så den blev dybere og spurgte mig, omme bag skabet, hvilken tone der var dybest. Det havde jeg ikke svært ved at høre. Han spurgte, om resten af klassen kunne høre forskel, nej det kunne de ikke!

Men det kunne jeg; det skal understreges at det kun er én lille del af musikalsk hørelse.

Der var ikke nogen præstationsangst dér, læreren var altid venlig og positiv.

Mange år senere, efter at jeg desværre havde droppet ud af Konservatoriet, men havde taget en Universitetsuddannelse (manglede speciale! uha!) så fortalte en gammel studiekammerat, at jeg var den eneste, der havde høreeksamen uden fejl, dengang jeg gik til optagelsesprøve til konservatoriet.

En af grundene til at jeg droppede ud var, at jeg følte man ville kontrollere, om vi kunne høre, men ikke prøvede at lære os noget, altså, sagt på en anden måde, at undervisningen ikke så meget var en anvisning på metoder til at lytte og forstå, som det var en kontrol af om man kunne høre de musikalske konstruktioner (melodi, harmoni, rytme).

På Universitetet gik jeg til eksamen uden at følge ret mange forelæsninger, og det var der åbenbart nogle lærere, som var vrede over. Erik Wiedemann sagde efter eksamen, at det var uretfærdigt at jeg ikke havde fået topkarakter, for jeg sang bedre, viste mere musikalitet, end de andre, og havde overskud til at frasere/få tingene til at lyde godt.

Men på det tidspunkt vidste jeg ikke, at man kunne klage. Orkede ikke mere.

Written by Donald

Thursday, September 23, 2021 at 5:14 GMT+0000

Posted in Music

Tagged with ,