Skriv løs

… og se nu at få det sagt ordentligt

Archive for the ‘Music’ Category

Hvorfor står der “han blev kun 42 år”

with 11 comments

Dette portræt er malet få dage før komponisten Modest Mussorgsky døde – man siger han døde af druk.

Jeg faldt over billedet fordi pianisten Jesper René på FBook er begyndt at indstudere det smukke, udtryksfulde klaverværk “Udstillingsbilleder”. (Mussorgsky based his musical material on drawings and watercolours by Hartmann produced mostly during the artist’s travels abroad.)

En af kommentarerne til Jesper René opslag lyder “han blev kun 42 år”. Joeeh. Men Mozart blev “kun” 35, og Schubert kun 31. Det var synd for dem alle sammen og alle de andre mennesker, at de ikke blev så gamle. Vi lever i en tid hvor livet er forlænget – meget. Men nogle klarer det endda uden større medicinsk indgriben, blot ved at spise sundt og være mådeholdne med alting.

Maleren Ilya Riepins billede af Mussorgsky er så fuldt af udtryk, så man kunne fristes til at lade det indgå i billedsamlingen til “Udstillingsbilleder”-suiten. På Wikipedia kan man se de oprindelige billeder af Maleren Hartmann, som Mussorgsky så og fandt ud af at han ville skrive om til musik:

Viktor Alexandrovich Hartmann

Victor-Edouard Hartmann was born in Saint Petersburg into a family of German ancestry. He was orphaned at a young age and grew up in the house of his mother’s sister, L. Hemilian, and her husband Alexandre Hemilian, who was a well-known architect. […]

Man kan høre en indspilning med Valentina Lisitsa på YouTube, hvor man også ser billederne eller genskabelser, så tæt på man kan komme. (Link fra Wikipedia om “Pictures at an Exhibition” er https://www.youtube.com/watch?v=Dpqo_6jpe08men der er ikke billeder af “Gnome” – kun de andre.)

Written by Donald

Wednesday, January 19, 2022 at 22:33 GMT+0000

Posted in Music

Tagged with

Er klassisk musik “gammeldags”?

with 17 comments

Jeg har brugt dagen på at tærske noder med en venlig studiekammerat fra dengang, og diskussionen kom bagefter ind på at de, der spiller klassisk musik er lidt specielle.

Ikke desto mindre har jeg glædet mig over at der var mere end 100 kompetente unge pianister, som deltog i Chopin konkurrence i Warzawa i år, alle sammen dygtige musikere.

Er man underlig, hvis man bruger så meget tid på musik, som man jo gør, når man uddanner sig til koncert-solist? (hvad enten det er klaver eller violin)?

Written by Donald

Sunday, January 9, 2022 at 23:59 GMT+0000

Posted in Music

Tagged with

Nelson Freire – RIP

leave a comment »

Nelson José Pinto Freire (Portuguese: [ˈnɛw.sõ ˈfɾɐj.ɾɨ]; 18 October 1944 – 1 November 2021) was a Brazilian classical pianist. Regarded as one of the leading pianists of his generation, he was noted for his “decorous piano playing” and “interpretive depth”.

https://en.wikipedia.org/wiki/Nelson_Freire

Written by Donald

Sunday, November 7, 2021 at 6:00 GMT+0000

Posted in Music, Ord

Tagged with

Er musik bedre, når man hører den for første gang?

with 2 comments

Når man som ung hører musik for første gang og bliver meget betaget, enten det nu er klangskønne drømmende toner eller en udtryksfuld sangstemme, eller en rytmisk inciterende driftig musik, så husker man det bedre end det meste andet musik, man støder på senere.

Første gang jeg hørte alle Chopins 24 præludier var det 4 store 78’ere (“lak”plader som skulle rotere 78 omdrejninger i minuttet) en HMV indspilning, og den indspilning var selvfølgelig valgt af producere af klassisk musik, som havde sans for både marked og musik, og det må have været en stor-sælgende pladesamling.

Denne mand, Benno Moiséwitsch, var en begavet pianist, som ønskede alle detailler på plads og i orden. Det er ikke kun indspilnings-teknikernes ønsker og kritik, som har fået denneher indspilning til at lyse op på min himmel.

Tror jeg da.

Jeg har efterhånden hørt mange indspilninger. Dengang, i 1950’erne, var det ikke almindeligt at man indspillede alle præludierne, men efterhånden som LP’er blev mere almindelige, er der flere pianister, som har gjort det. Især er præludium nr. 1 i C dur, nr. 8 i Fis-moll og nr. 18 i F-moll vanskelige, de to fordi fingrene skal løbe (meget) hurtigt, men også være tilbageholdende, så man hører melodien og “processen”, forløbet, nr.18 fordi det er dramatisk på en overraskende måde.

Hver gang jeg er løbet ind i en CD med alle præludierne har jeg lyttet efter især nr.8 – og bliver næsten altid skuffet.

Fornylig hørte jeg så i Chopin Competition XVIII en pianistinde, Aimi Kobayashi, spille alle 24, og det var smukt. Der var forskelle til min gamle Moisewitsch-favorit, men ikke meget, men jeg kunne ikke lade være med at lytte på Moisewitsch bagefter. Og mage til fortryllende musik, i Fis-moll præludiet, har jeg ikke hørt. Man skal ikke sammenligne, når vi er på så højt et plan, for både Aimi og Benno er kunstnere af uendelig nåde.

… men alligevel. Jeg stemmer på Benno! (…men han er jo død og deltog ikke i konkurrencen!)

Denne søgen efter den “bedste”, er det en god grund til at afholde konkurrencer? Skal man finde “den bedste”? Nej vel?

Nej, konkurrencer er til for at hjælpe det unge menneske igang. Og jeg skal love for at det er vanvittigt dejligt at der er så mange vidunderligt musikalske pianister.

Kobayashi ved konkurrencen:
https://www.youtube.com/watch?v=x6pmBUkXNmM

Levende musik – plader og YouTube er jo ikke levende, men det skal da lige nævnes, at Benno-indspilningen ikke er med samme lydkvalitet som Aimi’s indspilning, og den sidste er en live-koncert, Benno’s er en omhyggeligt produceret studieoptagelse.

Written by Donald

Wednesday, November 3, 2021 at 21:41 GMT+0000

Posted in Music

Tagged with ,

Blues for viderekomne

Jammmen …

Lyrics by Macy Gray

he drives a wagon

and he looks just like my dream

i been climbin’ all his mountains

i been swimming all his seas

— not matter what or how i tried

i couldn’t get the man to fall in love with me

turns out he likes the girls with long and wavy hair

mine is short and kinky

i have lost my mind

— c’mon and

gimme all your lovin’

or i will kill you

put one through your head

gimme all your lovin

or i will kill you


Ikke morsomt, når man har været ude for noget i den retning …

Men er det nutidens lyrik? Yahya Hassan for bluesdame?


Jeg hørte sangen da jeg var ovre hos min søn, der havde den i afspilleren mens han gjorde sig klar, det var meget hyggeligt, – særligt nød jeg at det var ren blues på 4 toner indtil efter et par kor, hvor der så kom lidt variant-akkorder. mEn Trods Ensformigheden Var der små variationer som gjorde at musikken gav mening, god gedigen tanke- og kropsmotion.

Men lyrikken … giver den mening?

Written by Donald

Tuesday, October 19, 2021 at 22:31 GMT+0000

Posted in Music

Tagged with

Chopin konkurrence i Polen, 2021

Billederne her er fra en video på YouTube, hvor man har kunnet følge næsten alle de tilmeldte pianister, der dystede om at vinde førsteprisen. Der var 150 tilmeldte pianister, og 80 eller 70 i anden runde, 40 i tredie. Det er urimelige arbejdsforhold for kunstnere, men de gør det, og de gør det fantastisk godt, de fleste. Det er en pianists måde at bryde glasloftet og komme rundt i verden som betalt kunstner.

Det regnes som konkurrence nr. 18.

Man kan med lidt snedighed regne ud at konkurrencen var udskudt sidste år, 2020.

The International Chopin Piano Competition (Polish: Międzynarodowy Konkurs Pianistyczny im. Fryderyka Chopina), often referred to as the Chopin Competition, is a piano competition held in Warsaw, Poland. It was initiated in 1927 and has been held every five years since 1955.

(Wikipedia, https://en.wikipedia.org/wiki/International_Chopin_Piano_Competition )

Jeg vil på ingen måde fremhæve Eva Gevorgyan var den eneste, der fortjente at vinde, men hun fortjener ros for at spille B-moll sonaten med så stor indlevelse. De andre ting, hun spillede, et program på en times tid, var fantastisk godt udført.

Helt useriøst er jeg betaget af at hun har en lang fletning — og vil rose hendes outfit, ikke noget med stropløs kjole her. Af en eller anden grund kan jeg heller ikke lide de klassiske statuer, som viser kvinder som om de har æbler (måske ½ æbler) i stedet for bryster. Men jeg burde nøjes med at skrive om musikken.

B-moll sonaten er et af Chopin’s mest elskede værker, det er fra den, at sørgemarchen kommer, en sørgemarch, som har spredt sig over hele kloden og spilles på alt fra redekam til NewOrleans jazz besætninger. Nå måske ikke redekam.

Hun spillede næsten hele tiden med lukkede øjne, det betyder at hun har en træfsikkerhed og muskelkontrol, som er helt suveræn, og man sidder ikke og håber at hun rammer alle tonerne, det gør hun bare. Sidste sats – vinden over gravene – er det mest uhyggelige stykke Chopin musik og har en vanskelighedsgrad som jeg opgiver at beskrive.

Den eneste Amerikaner, som har vundet den konkurrence, Garrick Ohlsson, har også været dommer, og han siger: “Det er ren lodtrækning, hvem der vinder. Der er en stor portion held og uheld her, og smag og behag. Men jeg glæder mig over, at der er 150 unge mennesker, som har brugt deres energi på at spille denne musik, – den mest udfordrende, intellektuelt komplicerede musik – og som gør det med overbevisning og stor skønhed.” (Citeret efter hukommelsen, Garrick Ohlsson interviewet kan ses her: https://www.youtube.com/watch?v=PTYz9c24Wqo )

Eva Gevorgyans 3.runde: https://www.youtube.com/watch?v=5115J2SjpMQ

B-moll sonaten :: https://www.youtube.com/watch?v=5115J2SjpMQ&t=1652s
Vinden over gravene: https://www.youtube.com/watch?v=5115J2SjpMQ&t=2892s

Written by Donald

Monday, October 18, 2021 at 20:12 GMT+0000

Posted in Music

Tagged with ,

Jeg havde aldrig hørt en nattergal før

Det var en sommerdag, jeg var på besøg hos et par af min kærestes venner på Syd-Fyn et sted, jeg har aldrig kunnet finde det igen. Heller ikke på et kort. Det må have været et sted mellem Ørbæk, Svendborg og Fåborg. Fyn ser så lille ud på et kort, men der er langt fra Ørbæk til Fåborg; hvis det var nogenlunde halvvejs, så har det været mellem Kværndrup og Krarup.

Mine tanker var ikke på naturen, da værten viste rundt. Vi stod ved et træ, som var forbrændt, og der var en lille bæk i baggrunden. Han havde troet at afbrænding af afskårne grene og andet haveaffald var en rutinesag, men der havde været nok brændbart til at processen tog en tur opad i temperatur, og som forhåbentlig bekendt så sker der det, at varmen tørrer alting ud og det bliver mere brændbart, processen løber løbsk. Heldigvis var ilden døet ud efter at det store Sankt Hans agtige bål var brændt ned, og heldigvis var det kun halvdelen af nabotræet.

Så hørte jeg pludselig en fugl synge så klart, så smuk en tone, så jeg studsede og sagde “Det må være en Nattergal!”

Jeg havde aldrig hørt en nattergal før, men tonen var så klokkeren, så jeg kom til at tænke på HC.Andersens beskrivelse af denne sangfugl. “Ja, det er rigtigt, vi har en nattergal her”, sagde manden. Det var højlys dag, måske kl.16, så der var ikke meget “Nattergale-tur” over sceneriet.

Min kæreste blev forbavset, hun havde ikke hæftet sig ved fuglesangen.

Jeg kom til at tænke på, at når man holder af musik, så meget, at man endda vælger det som levevej i det mindste i nogle år, så er der noget ved dette at danne en tone, tonens kvalitet, som man er meget sensitiv overfor.

Fra 1960’erne og indtil 1980’erne bredte nattergalen sig mod nord i Skandinavien og blev desuden almindeligere i Nordjylland. Siden da er bestanden af ukendte årsager igen begyndt at gå tilbage. Ynglebestanden er vurderet som sårbarden danske rødliste.

da.wikipedia.dk/wiki/Nattergal

—===oooOOOooo===— Så skulle dette indlæg egentlig ikke have været længere … haha … men jeg prøver at forstå mit livs vigtigste begivenheder.

Vores fysiklærer i gymnasiet, K.Kobberø, havde på et tidspunkt taget to stemmegafler til demonstration af toner og tonehøjder og stillet dem foran i klassen. Han bad mig gå om bag nogle skabsreoler, så jeg ikke kunne se hvad han foretog sig. Først var de to stemmegafler helt ens i tonehøjde; så ændrede han den ene ved at skubbe vægten lidt opad, så den blev dybere og spurgte mig, omme bag skabet, hvilken tone der var dybest. Det havde jeg ikke svært ved at høre. Han spurgte, om resten af klassen kunne høre forskel, nej det kunne de ikke!

Men det kunne jeg; det skal understreges at det kun er én lille del af musikalsk hørelse.

Der var ikke nogen præstationsangst dér, læreren var altid venlig og positiv.

Mange år senere, efter at jeg desværre havde droppet ud af Konservatoriet, men havde taget en Universitetsuddannelse (manglede speciale! uha!) så fortalte en gammel studiekammerat, at jeg var den eneste, der havde høreeksamen uden fejl, dengang jeg gik til optagelsesprøve til konservatoriet.

En af grundene til at jeg droppede ud var, at jeg følte man ville kontrollere, om vi kunne høre, men ikke prøvede at lære os noget, altså, sagt på en anden måde, at undervisningen ikke så meget var en anvisning på metoder til at lytte og forstå, som det var en kontrol af om man kunne høre de musikalske konstruktioner (melodi, harmoni, rytme).

På Universitetet gik jeg til eksamen uden at følge ret mange forelæsninger, og det var der åbenbart nogle lærere, som var vrede over. Erik Wiedemann sagde efter eksamen, at det var uretfærdigt at jeg ikke havde fået topkarakter, for jeg sang bedre, viste mere musikalitet, end de andre, og havde overskud til at frasere/få tingene til at lyde godt.

Men på det tidspunkt vidste jeg ikke, at man kunne klage. Orkede ikke mere.

Written by Donald

Thursday, September 23, 2021 at 5:14 GMT+0000

Posted in Music

Tagged with ,

Ramløse Sognelænge åbnet igen

Ramløse sognelænge danner ramme om Pastorens Jazz Kapel, og nu, første gang efter sommerpausen, var der åbent igen, første torsdag i hver måned, og der var stuvende fuldt. Der er et behov for en aften med musikken i højsædet, med glad musik, kendinge flest, og måske ikke altid helt professionelt, men godt spillet og sunget.

Aftenstemning med udsigt over Arresø

Når der var så mange samlet, er det vigtigt at ventilationen er i orden. Jeg er ikke bange for at få Corona virus i det selskab, ellers havde jeg ikke været der; men i begyndelsen foretrak jeg at sidde udenfor, og inde holdt jeg mig tæt ved døren med frisk luft. Tanken var, at smitte kommer i Tiny, S, L, XL, XXL og XXXL portioner, så man kan minimere risikoen for et farligt sygdomsforløb hvis man får minimal portion.

Det er ikke et enten eller. Jeg har længe ønsket at se forskning i dette, hvor mange er blevet immuniseret uden at have opdaget det?

Men jeg var lidt bekymret, indrømmet, for efter at Herlev Hæmatologisk har reddet mig fra DLBCL (Diffuse large B-cell lymphoma) så er immunsystemet langsommere end hos unge raske personer. Netop Corona-infektioner er særligt farlige ved at de spreder sig hurtigt i kroppen, når de først er kommet igang.

Den sidste oplysning, altså den hastighed, hvormed Covid-19 virus spreder sig fra en inficeret celle, giver mig iøvrigt anledning til at spørge “Hvordan kan det være, at man er symptomfri smittebærer i nogle dage efter at være smittet med Corona?”

Written by Donald

Monday, September 6, 2021 at 23:36 GMT+0000

Posted in Music

Tagged with

Røg fra fortiden

Den intellektuelle jazztid havde en pianist, som alle så op til: Bill Evans. Dengang i 1960’erne var Evans et højdepunkt, en koryfæ, som spillede guddommeligt; alle mulige extra toner gav farve til en underliggende dur-moll harmoni.

William John Evans (August 16, 1929 — September 15, 1980) was an American
jazz pianist and composer who mostly worked as the leader of a trio.[2] His
use of impressionist harmony, interpretation of traditional jazz repertoire,
block chords, and trademark rhythmically independent, “singing” melodic lines
continues to influence jazz pianists today.

(Fik vi nu sat citationstegn?)

Hvis man vil studere fænomenet, kan man måske bedst få et indtryk af hans musikalske tænkemåde ved at høre “Danny Boy” eller LondonDerry Air. Man kan slå op i Wikipedia, hvad historien bag digtet/sangen “Danny Boy” er, antikrigssang.

Frederick Weatherly 1913:

Oh, Danny boy, the pipes, the pipes are calling
From glen to glen, and down the mountain side.
The summer’s gone, and all the roses falling,
It’s you, It’s you must go and I must bide.
But come ye back when summer’s in the meadow,
Or when the valley’s hushed and white with snow,
It’s I’ll be there in sunshine or in shadow,—
Oh, Danny boy, Oh Danny boy, I love you so!

But when ye come, and all the flowers are dying,
If I am dead, as dead I well may be,
Ye’ll come and find the place where I am lying,
And kneel and say an Avé there for me.
And I shall hear, though soft you tread above me,
And all my grave will warmer, sweeter be,
For you will bend
and tell me that you love me,
And I shall sleep in peace until you come to me!

Der er ikke meget Jazz over Bill Evans’. Et andet berømt værk af Evans, et album med titlen “Conversations With Myself” kan vist godt kaldes introvert; 3-dobbelt optagelse af ham selv (på “tre klaverer”) og nogle af dem lykkedes, dog fik de en af mine elever til at spørge “Hvad er meningen med det?” og “Hvad er blues for noget?”

Tilsvarende har Keith Jarrett brugt den ved koncerter og utallige er de musikere, som har prøvet at lytte af, hvad Keith Jarrett spiller, og de er nået til forskellige resultater. Heller ikke meget jazzy, og det virker som om Jarrett tøver og tænker mens han spiller (det er jo heller ikke forbudt).

Nå men det var altså røgen på billederne, der var emnet — og det er Bill Evans med Monica Zetterlund dengang de begge var unge, og aktive, og han blæser røg lige i hovedet på hende. Totalt skamløst. På en sangstemme! Det kan kun være fordi han aldrig selv har sunget, ham, Evans.

Jeg ved ikke om det forklarer, hvorfor jeg uden at føle skam tændte en cigaret i en sangtime, hvor den anden elev så skævt til mig (hvorefter jeg selvfølgelig slukkede cigaretten).

Når man kan ændre noget så grundlæggende naturligt (ja, det var “naturligt” dengang) så kan man også lave om på en masse andre ting. Eller …

Written by Donald

Thursday, August 26, 2021 at 19:15 GMT+0000

Posted in Music

Tagged with

Arne havde opfordret Tom til at støve sangene af

Jeg må indrømme at jeg ikke kunne forstå alle ordene, men Tom, som spillede i Kulturcafeen den anden dag, var god til at udtale, så jeg fangede det meste.

Arne med bassen havde hørt hans sange fra engang i 70’erne da han var en ung oprørsk sangskriver, og havde opfordret ham til at støve dem af.

Trommeslageren, som også hedder Arne, spillede behersket i baggrunden – bl.a. på en Cajun, en Braziliansk eller Sydamerikansk kasse, som simpelthen kan give en god lyd, og hvis man sætter ting indeni kan den også give lyse hvislende slaglyde som en lilletromme. Men den er alsidig og det var rart at trommerne ikke overdøvede sangtexterne.

Written by Donald

Thursday, July 29, 2021 at 6:53 GMT+0000

Posted in Music

Tagged with ,

Kulturcafé Helsinge

Der var kø hos frisøren, så jeg tænkte at jeg kunne gå på indkøb og bagefter kigger forbi igen; men der var stadig mange hoveder, der skulle klippes, så jeg fik en tid halvanden time senere.

Jeg noterede mig så at der sad nogle mennesker og drak en kop kaffe; dér hvor der før var foto-forretning, stod der “Kulturcafé” og indendørs var der et interieur, som jeg ikke har set magen til:

Men det er altså ikke en nyhed, at der er indrettet en café dér, det er mig, der har været meget lidt ude de sidste 3 år, for jeg har jo ikke haft så meget overskud. Jeg skal være glad for at have klaret det vigtigste.

Men som sagt, jeg gik ind og fik en alkoholfri øl, der læskede godt i varmen; der var køligere inde end ude! og der stod et klaver, så spillede lidt og fik venlig invitation til at komme og spille igen en anden gang.

På billedet med de røde vinduesrammer kan man skimte klaveret længst til venstre. Det var et instrument, som havde en acceptabel lyd og tone – og det stemte nogenlunde bortset fra et par toner.

Man kan købe møblementet. Det ser ud til at bordene er gjort i stand, og jeg håber at de finder nye borde, når de får solgt hvad der er på billederne!

Jeg fik ordnet et par ærinder og kom tilbage til en tom frisørsalon. Desværre blev jeg klippet alt for kort og nu kan jeg ikke genkende mig selv, undtagen på tøjet, men trøster mig med at det er meget godt at håret ikke bliver klistret af sved i den hedebølge, vi har.

Vil der mon være hedebølge indtil håret vokser ud igen?

Written by Donald

Monday, June 21, 2021 at 9:26 GMT+0000

Posted in Carpe Diem, Music

Tagged with ,

Musik på dåse – hvad er udløbsdatoen?

Musikøkonomi – hvornår bliver det et akademisk fag?

De unge kunstnere, som har lavet denne video om hvor meget editering der er af optagelser af klassisk musik, fremlægger ganske klart dilemmaet: Meget “pop” eller “beat, rock mv” er lavet for CD udgivelse og bliver bagefter udført som scenekunst; et herhjemme godt kendt exempel fra 1980’erne er Nana’s flotte optagelse af “Buster”, hvor hun synger flere spor og “synger kor med sig selv”.

Men der er mange andre exempler – find video’en og se nogle af de interessante detailler.

Derimod må klassiske kunstnere gå den anden vej, først blive kendt fra koncerter, derefter få kontrakter på “fonogram-udgivelser”.

I grammofonens barndom måtte man indspille alt i første hug; senere, da båndoptagere blev af god kvalitet, indsneg fejlretning sig.

Det billede, vi får fra grammofon-optagelser (CD’er/Streaming, alt elektronisk, også live-koncert-optagelser!) er altid redigeret. Spørgsmålet er så, hvor grænsen går: Hvornår mister musikken sit udtryk og bliver til lydtapet?

Går der noget tabt, når musik som man lytter til, er “kunstig”? Får man en anden oplevelse ved at høre en musiker spille i det samme rum, som man fysisk er til stede i? [Ja selvfølgelig, ikke sandt?]

Scenekunst er en genre for sig selv i dag. Og det har en overgang været den eneste distributionsform, som kunstnerne tjente “rigtige penge” på, for elektronisk musik kan jo kopieres og spilles i det uendelige.

Jeg har en fornelmmelse af at vi bør bevæge os hen i retning af at lydudgivelser må opfattes som en måde, kunstneren kan række ud – nå publikum; når der er gået noget tid, er det et minde, som et gammelt fotoalbum, og vi bør sørge for at få taget nye billeder. Det skyldes mit syn på at kunsten kræver fornyelse, nutidighed, for at være kunst. Overfor det står at musik af Bach, Beethoven, Chopin og mange andre er så “veltalende”, ligesom Shakespeare dramer, så de stadig siger mig noget. Men man kan alligevel godt foretrække en ny iscenesættelse, ikke sandt?

Det var dagens filosofiske udfordring.

Jeg overvejer, hvad og hvor meget jeg skal fortælle om Studenter sammenkomst i går, 56 år efter Studenterexamen!

Written by Donald

Sunday, June 20, 2021 at 20:40 GMT+0000

Posted in Music

Tagged with