Archive for the ‘Music’ Category
Faget Musik
Det siges: “Som musiklærer bør man følge med i Eurovision Song Contest – ESC .”
Det er nok muligt, men jeg havde ikke fået lyttet. Det er ikke dér, min interesse ligger. Men en bekendt var så optaget af emnet, så min nysgerrighed blev pirret.
Jeg var godt klar over at DR havde afholdt Melodi Grand Prix (MGP) og at en sang var blevet udpeget som Danmarks bidrag til den internationale begivenhed. Jeg havde faktisk også prøvet at lytte, bare lidt.
Men jeg fik et mindre chok da jeg så at der er så mange lande med, at de ikke kan tælles på hænder og fødder.
Var det 47 lande, der deltager i den internationale ESC? Nej, det var kun 37!
Og var det ikke Australien, der var kommet med? EU strækker sig?
Og Færøerne? Nåh nej, det var jo Danmark …
Reiley – Breaking My Heart | Denmark 🇩🇰 | Official Music Video | Eurovision 2023.
Det er morsomt at høre – og se. Jeg kan godt lide de lyse pastelfarver.
—
Det, der får mig op af stolen, er at man holder fast ved at sangen er live – så meget som muligt er live, tror jeg; hvordan er reglerne egentlig?
Musikalske instrumenter er tilladt på scenen, men da showet afvikles som singback (musikken afspilles fra bånd og sangen synges live), kan instrumenterne ikke være tilsluttet et lydanlæg.
https://www.dr.dk/boern/mgp/casting/hvordan-melder-jeg-mig-til-mgp
Sådan lyder reglerne:
De originale kompositioner, som vælges til at være med i konkurrencen (musik/tekst/demoindspilning – herefter kaldet “sangen”) skal kunne have en varighed på maksimalt tre minutter. Sangene må ikke på nogen måde have været fremført, publiceret eller solgt uden DR’s udtrykkelige samtykke.23. jan. 2023
se og hør
Og bedømmelserne er rene publikum-afgørelser, ikke noget med et professionelt dommerpanel?
Sangene bedømmes både på musikalsk karakter og på show-stil, og måske er det derfor at konkurrencerne har udviklet sig til et festfyrværkeri af kostumer, lysshow og dans.
En Tysk “sang”, glitter og blod så sådan her ud:
Gosh. Det var godt nok …
Var Finnerne gået i bokseringen?
–ooo–
Eller står ESC for escape – undslip?
Når mennesker mødes og sød musik opstår
Forleden blev Hiromi Uehara nævnt i kommentarerne fra AagePK, og her er så en follow-up på dansk, en opfølgning. Det er et link til en optagelse af jazz i Tokyo med Hank Jones Trio, som har inviteret gæster, hvoraf én er Hiromi Uehara. De andre gæster er Sadao Watanake, Chick Corea, Austin Peralta, alle vidunderlige musikere, der er vant til at optræde for store publikummer og som dermed har været med til at etablere jazzen som en kunstform på linie med den klassiske musik. Sådan da, lidt forbehold må man gerne tage her, det er ikke to alen af samme stykke.
Det er altså mærkeligt at se en optagelse, hvor disse 7 musikere har fået et forrygende bifald og undrer sig om de er nødt til at give et ekstranummer (en klassisk tradition). Det Japanske publikum, måske især byfolk i Tokyo, har i den grad taget denne form for jazz til sig, “koncert-jazz”, hvor det ikke gælder om at være stemningsdannende for et danseetablissement, eller musik i en kulturcafe, men simpelthen er musik for musikkens skyld.
Wow.
Her er linket, som sagt, det er midt i koncerten, du kan spole tilbage og begynde forfra, hvis du vil se nogle andre sider af musikerne.
Men her vedtager de så at spille noget, og Chick Corea lægger ud med et tema, der er så kendt, at han ved de alle vil kunne være med. Der fifles med rytmen, og Sadao Watanabe er lige ved at gå med på temaet, da han opdager at det kan man ikke, det er Chick Corea’s leg med rytmen, som kræver et modspil og det kommer så fra Hiromi på det andet klaver, dette modspil. Derfra kommer bassen med, de finder ind i samme leg – og så trommer og det hele swinger.
Kom så ikke og sig at der ikke er noget der hedder tankeoverførsel (hjulpet af lydsvingninger).
Mine erindringer om jazz – 1950-70 og 2023
Min mor havde købt en Philips radio, en bakelit-kasse ca. 25 x 35 cm og måsk 30 cm dyb. Den tændte vi om morgenen som dengang ca. 2 mio andre danskere gjorde, senere 3 mio, og så nynnede vi med på pop-melodier. Jeg skrålede, nej sang meget pænt “Man sku’ altid bo på landet, hvem kan ø-ø-nske andet?” (Man Sku’ Altid Bo På Landet ((Andre Folks Børn)) · Musen Hannibal · Ole Mortensen, Victor Skaarup, film fra 1958, Toner Fra Strimlen 8 på YouTube).
Før den tid husker jeg en lillejuleaftensdag, hvor radioen spillede musik hvor noget lød fortryllende, noget lød banalt, og noget var som noget meget smukt, hvor musikerne kunne digte med tonefarver, akkorder, og smukke melodier. Det har været et af tidens blandede programmer med “Light Music” som de passende kalder det i England, men ikke jazz, ikke noget Armstrong.
Måske der en gang imellem var musik med en pianist, der hed Teddy Petersen, og musik fra Wivex med en swing feel, på dansk, en god rytmisk følelse med inegale ottendedele.
Da vi var flyttet og min mor tjente lidt mere fik vi en radiogrammofon fra Philips, som faktisk var meget god for sin tid, og endda ikke så dyr. Da husker jeg på et tidspunkt at jeg hørte Boris Rabinowitch omtale jazz-udgivelser. En af dem, denne her, “Collectors’ Items” med optagelser, der var halvt færdige, så at sige. Det var Miles Davis, der skabte en ny jazz, “cool” kaldte man det, når musikerne spillede med en ophøjet stemning, og kun lejlighedsvis brød ud i hurtigere, swingende improvisationer.
De optagelser, som Boris Rabinowitch spillede, havde en stemning og musikalitet, som gjorde at jeg brugte mine meget sparsomme lommepenge til at købe den, og jeg lyttede … Hvad var det for en magi? som Miles Davis udfoldede, og hvad var det for en pianist, der kunne spille en intro, som bar stemningen helt igennem – uden tomme fraser, uden “showmanship”; uden “se her kommer jeg”?
Det var en pianist ved navn Flanagan; ved optagelsen var han 26 år, men jeg gætter at Boris’ omtale var forsinket eller at han rakte tilbage af en eller anden grund, for jeg havde sjældent penge til at købe plader før hen mod midten af 1960’erne.
—-
Men jeg fandt ikke andre plader med Miles Davis og Flanagan, som i den grad udstrålede musikalitet; der gik 50 år og her sidder jeg nu og graver efter optagelser med Tommy Flanagan og finder en historie, som morer mig lidt.
Den moderne, banebrydende saxofonist John Coltrane mente som så mange andre jazzmusikere i midten af 1900 tallet at jazzen var deres musik og at det var forkert at bruge “musical ballader” som grundlag for improvisationer, fordi man så skulle betale copyright eller brugsafgift til nogle komponister, som egentlig lå så fjernt fra jazzmusikernes verden – dertil kom forskellene mellem hvid og sort jazz.
Coltrane indspillede derfor egne kompositioner, og prøvede at nyskabe musik – 12-tone musik i jazzy form, – og håbede at jazzens floskler, gentagne mønstre, som man falder tilbage på hvis man ikke lige kan finde på noget andet, derved kunne blive bedre – musikken mere spændende, mere original om man vil. Den søgen ligner jo hvad alle andre komponister gjorde de sidste 100 år, skabe nye klange.
Den ene af Coltranes kompositioner kaldte han så “Giant Steps” – kæmpeskridt – den vader gennem alle tonearter og er møgirriterende at spille, fordi den er så anderledes.
Tommy Flanagan var med på Coltranes første indspilning med Giant Steps. Den har er nævnt i Wikipedia:
Throughout the late 1950s and early 1960s, Flanagan made frequent appearances in recording studios, for many leaders and record labels. In May 1959 he was part of a groundbreaking recording: John Coltrane‘s Giant Steps, described by The Penguin Guide to Jazz as the saxophonist’s “first genuinely iconic record”.[20] The technical complexity of the music, particularly of the title track, meant that there were numerous false starts and rejected takes,[20] and the initially released take of “Giant Steps” is a rare instance on record of Flanagan sounding uncertain.
https://en.wikipedia.org/wiki/Tommy_Flanagan
—-
“Sounding uncertain” har jeg set før i mere ufølsomme vendinger, men resultatet, Coltrane og Flanagan og bas og trommer som spiller “Giant Steps” i 1959, kan høres her (på YouTube).
Den optagelse og selve kompositionen siger ikke så meget; man kan høre at Coltrane arbejder heftigt på at folde sig ud, og det er altid imponerende. Men særlig musikalsk synes jeg ikke det er.
Henimod midten hører man pianisten, Flanagan, improvisere en solo (i jazz: en gentagelse af harmoni-skematikken med tilføjede melodistumper). Flanagan bliver mere og mere rolig, og til sidst kommer akkorderne i ren form, og lægger op til Coltrane’s genindtræden. Da jeg hørte det, tænkte jeg: Ah! det var godt!
Men for en garvet jazz-forsker kan det se ud som om Flanagan arbejder for at få styr på akkorderne, der springer omkring som gedekid på en bjergskråning.
Diskussionen om hvor god/dårlig Flanagan er, har åbenbart kørt blandt jazz-fanatics gennem alle årene, og for nogle år siden kunne man finde denne dialog på Reddit (et debat site på Internettet):
Og lige nedenunder svarer en jazz-kyndig, at det er klart at Flanagan ikke bare er en god pianist, han er “en af kattende”, hvilket må betyde en af de største pianister nogensinde.
What's the big deal with Flanagan's solo on Giant Steps?
Obviously it's not the best solo ever, but I think Tom Flanagan gets way more crap for it than he deserves. Put any decent pianist next to Coltrane at the peak of his prowess and of course they're going to sound mediocre
alldaylongwhileising · 7 yr. ago
The “big deal” is that Tommy Flanagan [not only] isn’t a decent pianist, he’s one of THE cats…..so the fact that he folds on Giant Steps illustrates how far ahead of the game Coltrane is. Basically, when you haven’t seen changes like that before, no one, not even the best, can fall back on their previous vocabulary/training. Giant Steps was some new shit that you need to really dig into to play well and the whole idea was to open up new options for improvisers because the old stuff was getting formulaic….unfortunately, that eventually happened to Giant Steps too…..
Noter: “He is one of the cats” må henvise til at Tommy Flanagan har spillet og improviseret på højeste plan i mange år og på det tidspunkt, som reddit-kommentarerne omhandler var etableret som pianist for Charlie Parker, Miles Davis
Alting lykkedes
Det var Lis, som havde åndsnærværelse nok til at tage en serie billeder, og det er jeg glad for.
Erik & Malte, Ulla og Erik, Dion, Donald i køkkenet (der var ikke meget at lave, Lis havde lavet mad til mine gæster hjemmefra), og til sidst Ulla, Erik, Charlotte.
Er det ikke væsentligt at man kan samle den lille familie, den del, som ses med jævne mellemrum? Min søn Malte, mor Charlotte, min bror, RUC social-psykologi, hans partner Dion, musiklærer Ulla …
Men ikke mindst Lis, som kom med mad og godt humør. Jeg kan ikke pinpointe nøjagtigt hvad der skete, som var godt, men et menneske med sans for hvordan man behandler andre ordentligt, – det tror jeg ærligt talt var det, som gjorde at det, som min bror somme tider kalder “spændinger”, ikke var noget problem.
Koncert tur
Det er egentlig mærkeligt at jeg ikke selv tager initiativet til en tur i DR koncerthuset lidt oftere (har aldrig selv … næ altså!) Men så meget desto mere velkomment er det at ex-en tog søn og far med til koncert med tre vidunderligt avancerede, fantastiske musikstykker: Prelude a l’apres-midi d’un faune, og Sibelius’ violinkoncert, og som rosinen i pølseenden “Sacre”, “Forårsoffer”, af Strawinsky.
Der var faktisk delte meninger om Strawinsky.
Det sjove ved programmet var egentlig at de tre stykker var fra 1894, 1904, og 1913-14.
Man kunne derfor fristes til at tro at de var fra forskellige verdensdele.
Sæd og skik
Bemærk måden man sidder ned på. Det var sådan set det, der inspirerede til overskriften, ental af sæder og skikke, mens jeg var ved at skrive et indlæg om fertilitetsbehandling.
Fåresang
Jeg gik en lille tur på Heatherhill, – og som så ofte var der nye vinkler på det smukke landskab, sølvglimt i Kattegat, og efterårsfarver på stier og skråninger.
Jeg gik og nynnede en lille passage af J.S.Bach med nogle smukke vendinger, og tænkte at da jeg var alene kunne jeg godt nynne højere. Da jeg kom til fårene, vendte de som sædvanligt om og gik deres vej, men der var et par stykker, som stod og kiggede på den syngende vandrer med et skeptisk (fåret) blik.
Hyha, det lykkedes mig at optage uden mere end 2 fejl eller småskavanker
Stella By Starligt, tema, kun, ingen improvisationer. Det er for at komme igang, simpelthen; – når man ikke har optrådt i lang tid og kun for en positiv lille gruppe mennesker, så er det svært at begynde med at optage.
I de seneste måneder har jeg kun spillet for mig selv, og når jeg har antydet noget, så har jeg været tilfreds. Det svarer til at læse en roman uden at læse højt. Eller noget … Måske.
Så nu ville jeg for at få en fornemmelse af at jeg kan igen, – optage:
Absolut gehør, nu og før
En advarsel: At tale om musik og toner kan give problemer med terminologien. Grækerne brugte “op og ned” om lave og høje toner, altså omvendt af hvad vi gør i dag. En høj tone er højt oppe når den har en høj svingingstakt, frekvens. Man kan lave en tone ved at gnide en negl henover et stykke riflet fløjels (jernbanefløjels?) og hvis man gnider hurtigt (kun én vej) bliver tonen højere, ikke kun stærkere, men den er højere oppe, lysere, en højere frekvens. (Hold da op, sproget i dette indlæg skal vist rettes igen-igen).
—===oooOOOooo===—
Bemærkningen fra den gode violinist, Michael Germer, om at han må omstille sig når han skal spille med en kammertone, altså en tonehøjde, pitch, stemning, der er lavere end den standard, der bruges i dag (se en.wikipedia om “Concert Pitch”.)
For mange musikere er det et mirakel, at nogen kan høre nogle toner fx. en C dur treklang og strax sige “det er c-e-g” eller lignende. Nogle musikere hævder stivnakket at det er en medfødt evne, som nogen har og andre ikke har. Nogle mener endda, at de med absolut gehør mangler en evne til at høre på den “normale måde”. Min chef, da jeg var kirkesanger fra 1966 – 1969 Hans Mollerup i Jesus-kirken i Valby mente at når nogen sagde at “absolut gehør” kunne være en plage, så var det det samme som at sige at man skulle mangle et ben for at være normal.
Men ved en snak med Hans fik jeg forståelse af at han faktisk skulle igang, – justere, eller kalibrere, om man vil, før det absolutte gehør fungerede.
Nogle siger at man kan træne absolut gehør og at det er lige så godt. Andre siger at det at træne (med hørelære) ikke er det samme som at have absolut gehør.
Hvem er experter på det felt, og hvor står videnskaben i dag? Kort fortalt:
Når et barn er født og hører mors stemme og udtale, så efterlignes den tale og udtale, og betoningerne er vigtige – forskere mener at børnene har absolut gehør; men efter nogle år forsvinder det og bliver – især hvis man er musik-orienteret – interval-høring eller hvad man måske kan kalde “funktionshøring”. Tænk på “Jeg ved en lærkerede, jeg siger ikke mer'” – melodien anden linie er ikke en “sluttone”, den er et trin højere end begyndelsestonen og danner en anden harmoni med akkompagnementet; vi ved at dette ikke er slutningen, enden på sangen: Det er “funktionshøring”.
OpSummering: Der er en kobling mellem stemmebåndene og hørelsen; den er stærk i barndommen og aftager, især hvis man spiller et instrument som klaver, der har mange flere toner end menneskestemmen.
Hvis man lytter med andre mentale indstillinger, når man bliver ældre, kan man genopleve den barnlige måde at høre. Det er mit bud på hvad man kan og hvad der er forklaringen på absolut gehør.
—ooo—
Schumann skrev i sin vejledning til unge musikinteresserede at man skulle lytte efter lydene i det daglige og finde hvilke toner, der var, fx. kirkeklokkerne i nabolaget, (Rådhustårnet Kbh. er E moll hvis jeg husker rigtigt.) På den måde dannes der en hukommelses-tone.
Schumann og andre har mange gode råd til at bedre hørelsen. Genkendelse af bestemte lyde er et skridt på vejen, og musikteori, forståelsen af “udtrykket” i de forskellige tonearter og harmonier kan hjælpe med at observere de forskellige lyttemåder.
Hvis man nu fastholder at absolut gehør er at kunne sige “dette er tonen B!” (altså når der spilles eller synges tonen B) og at kalibrering og indlæring intet har at gøre med den egenskab, så er der et wildcard her:
Kammertonen varierer fra sted til sted, og har varieret over tid.
Beethoven havde en stemmegaffel på 455 Hz hvor normalen i dag er 440, mere end et skridt lavere. På JS.Bachs tid var der flere forskellige kammertoner, nogen så lave som 422. Man må gå ud fra at Bach havde det bedste af det bedste gehør, hvordan klarede han så at der ikke var samme kammertone i de forskellige instrumenter, han skulle spille på? Jeg gætter at det somme tider har generet ham en bitte smule, men at han hurtigt har indstillet sig, “kalibreret sin hørelse”, og jeg gætter at det er det, som Germer beskriver, med den forskel, at Germer ikke er vant til at gøre det og derfor er lidt forbavset over virkningen. Germer har spillet med den meget stabile “440” som han kalder det, kammertonen man normalt bruger i dag i modsætning til tidligere tiders mennesker.
—===oooOOOooo===—
Det er lidt synd, at denne “Oxford Companion To Music” (OCM) ikke udgives med de originale træsnit af kunstneren “Batt”, pseudonym for Oswald Barrett ; i de nye udgaver er de ikke medtagne, måske fordi de er for “imaginative”, og man har måske ønsket at OCM skulle fremstå mere alvorlige, mindre tegneserie-agtig.
Uden mundbind
Pastor Porsagers Jazzkapel var samlet igen. Udstillingen i Sognelængen var fra sidste år, jeg kom ellers tidligt fordi jeg troede at det var fernisering og at kunstneren derfor ville fortælle lidt. Men billederne fortæller meget.
Dionysos, der er revnet midtover, måske er det ikke så godt at drikke for meget og blive 2000+ år gammel. Og mågerne over de bølgende marker.
Hvorfor står der “han blev kun 42 år”
Dette portræt er malet få dage før komponisten Modest Mussorgsky døde – man siger han døde af druk.
Jeg faldt over billedet fordi pianisten Jesper René på FBook er begyndt at indstudere det smukke, udtryksfulde klaverværk “Udstillingsbilleder”. (Mussorgsky based his musical material on drawings and watercolours by Hartmann produced mostly during the artist’s travels abroad.)
En af kommentarerne til Jesper René opslag lyder “han blev kun 42 år”. Joeeh. Men Mozart blev “kun” 35, og Schubert kun 31. Det var synd for dem alle sammen og alle de andre mennesker, at de ikke blev så gamle. Vi lever i en tid hvor livet er forlænget – meget. Men nogle klarer det endda uden større medicinsk indgriben, blot ved at spise sundt og være mådeholdne med alting.
Maleren Ilya Riepins billede af Mussorgsky er så fuldt af udtryk, så man kunne fristes til at lade det indgå i billedsamlingen til “Udstillingsbilleder”-suiten. På Wikipedia kan man se de oprindelige billeder af Maleren Hartmann, som Mussorgsky så og fandt ud af at han ville skrive om til musik:
Viktor Alexandrovich Hartmann
Victor-Edouard Hartmann was born in Saint Petersburg into a family of German ancestry. He was orphaned at a young age and grew up in the house of his mother’s sister, L. Hemilian, and her husband Alexandre Hemilian, who was a well-known architect. […]
Man kan høre en indspilning med Valentina Lisitsa på YouTube, hvor man også ser billederne eller genskabelser, så tæt på man kan komme. (Link fra Wikipedia om “Pictures at an Exhibition” er https://www.youtube.com/watch?v=Dpqo_6jpe08 — men der er ikke billeder af “Gnome” – kun de andre.)
Er klassisk musik “gammeldags”?
Jeg har brugt dagen på at tærske noder med en venlig studiekammerat fra dengang, og diskussionen kom bagefter ind på at de, der spiller klassisk musik er lidt specielle.
Ikke desto mindre har jeg glædet mig over at der var mere end 100 kompetente unge pianister, som deltog i Chopin konkurrence i Warzawa i år, alle sammen dygtige musikere.
Er man underlig, hvis man bruger så meget tid på musik, som man jo gør, når man uddanner sig til koncert-solist? (hvad enten det er klaver eller violin)?
Skriv løs 