Skriv løs

… og se nu at få det sagt ordentligt

Om at købe viden

with 4 comments

Jeg får røde knopper når jeg hører en chef sige at “når vi har brug for viden så køber vi den.”

De bedste kolleger, jeg har haft, var forskere og teknikere på RUC, nu Roskilde Universitet (for international forståelse af akkreditering, og for forståelse af institutionens art og anerkendelse). Imidlertid har der også været storartede kolleger i tidligere positioner, og dem vil jeg hellere nævne end de gange, hvor jeg er blevet snigløbet.

Glæden ved RUC miljøet (dengang, er ikke sikker på at det er det samme nu) var at man var flexibel, både som ansat var man mere end villig til at bruge extra tid på at løse en opgave, og forskere og chefer holdt ikke viden tilbage. Der var tid til at deltage i foredrag, selv om man nok skulle passe på at lægge rigeligt med timer på de opgaver, som var de centrale, nemlig vedligehold af maskiner og databaser til undervistning, vedligehold af studenter-maskiner (dvs føre dem tilbage til en kendt tilstand) osv.

Udover det var lærerne glade for at sende studerende over til os i IT-afdelingen enten for at spørge om noget, eller for at få hjælpeundervisning. Den blanding kan selvfølgelig somme tider føre til mærkelige situationer, men det klarede man også. Selv om jeg dummede mig nogle gange, var der altid trøst og accept.

Hvad skyldes det mon? Det må være fordi den oprindelige ledelse havde det princip at læring, altså studenternes fremskridt, kræver at alle mand holder fast på at man kan lære nyt, omstille sig, fornyelse kommer ikke fra chefen, men fra manden i marken.

I private virksomheder kan en udviklingsafdeling være en belastning, – man fornemmer at disse priviligerede medarbejdere ikke bestiller ret meget, og at der drikkes mere kaffe end der forskes. Men kaffe-automaten eller expresso maskinen er faktisk et vigtigt sted for forskning; det nævnte Brian Kernighan og Dennis Ritchie når de fortalte om deres ungdom, hvor de ca.1970 udviklede nye systemer, som har lagt grunden til den software, der kører på fx. mobiltelefoner og TV-apparater i dag (Android, Linux, BSD).

Men på et universitet er udvikling og forskning selvfølgelig det, der giver anseelse. I realiteten kunne det dog også bruges som “skulested” “skjulested” på RUC, men en fin ledelse tildelte opgaver som foredrag og vejledning til alle undervisere.

Jeg ville ønske at jeg igen kunne være i sådan et miljø. Jeg brænder stadig for undervisning af den slags, som fører til at børn bliver glade, og det er så rart at høre andre ligesindede lærere fortælle om hvordan man observerer børns nysgerrighed, hvordan man guider børn udover en forståelseskløft og hvordan man opdager skoletræthed.

For voksenundervisning som kurser i IT-programmering osv. er der samme glæde ved at finde ud af hvordan kursisterne får en succes-oplevelse, og hvordan der opstår venskaber, når det går bedst.

Men i den aktuelle diskussion om henholdsvis afkortning af kandidat-uddannelser og den anden problematik med at folkeskolen af en eller anden grund taber nogle elever – både læringsmæssigt og holdningsmæssigt, de bliver skoletrætte og kan ikke lide at gå i skole.

Jeg tror egentlig at vi har svarene på spørgsmålet om hvordan man får glade, nysgerrige elever, og hvordan man videreuddanner voksne, så specialist-stillinger kan besættes, og så politikerne får kompetente svar. Jeg har længe villet skrive noget dybtgående om det.

Den korte version er som følger:

Den basale viden, det, som skal være på plads, før man kan lære det man har brug for i erhverv og forskning, afhænger af om børnenes, eleverne, de studerendes økonmisk forhold er trygge, og om der er en famlie, som støtter og ikke belaster. Betegnelsen på Engelsk er basic trust, eller social trust.

Den basale viden kan have flere niveauer, hvor elevens niveau kan aflæses af hvilke spørgsmål hun stiller (fx. “Hvorfor ser A sådan ud?”)

Hvis der er ubesvarede spørgsmål eller spørgsmål, som simpelthen ikke stilles, fordi der ikke er tid — ingen åbninger til uformel snak — så vil de emner blokere for yderligere læring, opmærksomheden sidder fast, så at sige, på ubesvarede spørgsmål (fx “Hvorfor kan man ikke lave et verdenskort, hvor landene har den rigtige størrelse?”)

Der er en rækkefølge af elementer, som er nødvendig for at kunne lære mange fag ordentligt, en progression; men der er ikke kun én måde, som er den rigtige, der kan være mange progressioner. Man kan forstå og acceptere facts i forskellig grad.

— Og så vil jeg lige sige tak, AagePK, for henvisning til “Theory of Knowledge”, TOK (Oxford University Press har en bog med den titel.) Jeg håber de artikler og bøger kan hjælpe mig til at skrive en større version af ovenstående, på en måde, som kan bidrage til debatten om hvorfor folkeskole-elever i 8 klasse har mistet lysten til at gå i skole.

—-====ooooOOOOoooo====—-

Overskriften kunne være: Om at købe viden versus at udvikle kompetencer.

Billedet har ikke så meget med sagen at gøre, men her mødte jeg min gamle kollega fra for 20 år siden, og hun sagde uden tøven på 10 meters afstand “Jamen er det ikke Donald!”

Advertisement

Written by Donald

Sunday, March 12, 2023 at 20:11 GMT+0000

Posted in Blogosofi, Brok, Ord

Tagged with ,

4 Responses

Subscribe to comments with RSS.

  1. “skulested”? Altså der, hvor man sidder og skuler til hinanden? Det kan vel ikke være fremmende for indlæringen?😇
    Inspireret af dit indlæg tog jeg emnet op med min hustru ved morgenbordet: hvordan lærte du bedst? Og som repræsentant for “de stille piger” lærte hun jo bedst hos de lærere, der tilrettelage pensum med en tryghedsskabende tilgang og uden sarkastisk eller eller anden negativ måde at bedømme ens resultat. Så fik man lavet det, man skulle, og fritid til at passe sin hest. Så hun fik sin realeksamen uden problemer.
    Først senere, på faglige kurser indenfor jobbet, oplevede hun, at hendes iboende nysgerrighed blev pirret, så hun læste mere, end pensum krævede. Dette skyldtes måden, kurset var tilrettelagt på: et kapitel skulle læses på forhånd, og blev så gennemgået i plenum. Interaktionen mellem alle deltagere kunne adstedkomme, at delemner blev nøjere gennemgået. Hjemme gjorde adgangen til et godt bibliotek og wikipedia, at man kom lidt længere ud i krogene. Ligesom i min skoletid, hvor et opslag i Store Nordisk Konversationslexikon førte en stribe andre opslag med sig, så der til sidst lå 17 bind på gulvet rundt om en.
    Vor fælles erfaring er, at man ganske enkelt ikke lærer ret meget uden interaktion mellem peers, fagfæller, medstuderende. Om det så er ved kaffemaskinen eller i klasseværelset. Det må også være læren af fjernundervisningen i Coronatiden: ja, det kan lade sig gøre, men det er ikke nær så effektivt. Af utroligt mange, og også egentligt irrelevante grunde: det anerkendende smil, den lille rødhårede pige sendte mig, da jeg fremsagde ugens salmevers uden fejl! Siden glemte jeg ikke det salmevers!😇
    Men hvad pigen hed? Det kan jeg da ikke huske…
    Så er der hands-on-delen: i såvel hjemkundskab, som vist nu bare hedder, og er, madkendskab, madkundskab og food literacy.
    Food literacy?
    Ja, i går aftes havde jeg endnu ikke mødt begrebet, først her til morgen, hvor nærværende indlæg blev læst, og der skulle søges på madkendskab. Folkeskolen.dk dukkede op, med en artikel af Jette Benn, der som kilde henviste til 1 bog og 2 artikler af…Jette Benn.
    Nå, men hun bruger mange udenlandske ord til at forklare hvad food literacy er. Jeg ville nok være startet med at spørge:” Hvad er food illiteracy?” Altså fødevare an-alfabetisme. Det kan man straks forholde sig til, ikk’? Dernæst kan man så udrulle begrebet literacy, der kan bruges om alle felter indenfor viden. Og hvor illiteracy så kan forståes som uvidenhed indenfor feltet, faget. Slår man analfabetisme op i wikipedia, og slår over på engelsk, hedder artiklen Literacy, altså det modsatte af, hvad man søgte i dansk wikipedia. Og artiklen, den engelske, er ganske interessant.
    Så ledder man efter Food literacy, og finder siden Agricultural literay, hvorunder også food literacy er beskrevet. Hvor Jette Benn forårsagede undren, gav Wikipedia mening.
    Så lærte min indbyggede nysgerrighed mig også noget i dag. Tak, Donald! 🙂

    AagePK

    Monday, March 13, 2023 at 9:01 GMT+0000

    • Selv Tak – det er en fornøjelse.

      Skulested rettet, siger jeg mens jeg skuler olmt til tastaturet! :mrgreen:
      Det var rigtig rart for mig at høre om tryghedsskabende tilrettelæggelse; det er klart at man ikke kan lære på den måde vi her snakker om hvis man er usikker eller utryg. Når man siger Basic Trust er nødvendigt, tænker man vistnok mest på hjemmet, der skal være ro og rart, rødgrød, rutiner, relationer, traditioner, plads og varme; men klart nok det er også muligt at læreren skaber tryghed ved at tilrettelægge pensum. Det tror jeg forresten du har gjort – ud fra dengang du fortalte om at du har undervist i hjemkundskab og fugle-observationer gennem skolevinduet (husker jeg ikke rigtigt?)

      Kommentaren er fuld af nyttige erfaringer, tak for det. Og billedet af drenge med Store Nordiske Konversationslexicon, den rødhårede pige, som ser imponeret på ham der kan fremsig salmeverset uden fejl !!! — Jamen den søde pige har sikkert også glemt hvad du hedder 😉
      Nej du kommer i tanke om navnene, hvis du begynder at memorere, og det gør hun også, men den slags erindringer er ikke present. Det er en af de ting, jeg har undret mig over, korttidshukommelse, ultrakort (vi “ser” ikke en lydbølge ad gangen, men danner “toner” i hovedet) langtidshukommelse, glemselshukommelse … er der noget der hedder det? altså det, at man kan glemme noget totalt, men komme i tanke om det, hvis man begynder at genkalde sig situationer – så dukker ting op som man ikke anede, at man kunne huske.

      Der er meget at skrive om dér. Men det hele begyndte med at min skolekammerat og ven Preben spurgte efter hvor meget vi kunne bruge af det, vi havde lært i gymnasiets matematik. Jeg synes jeg har brugt det meget, men hans regnestykker gik i en helt anden retning, nemlig ejendomsvurdering!

      Så hvis man skal give et bud i form af en kort artikel på spørgsmålet, hvorfor folkeskolen gør børn (nogle af dem) skoletrætte (trods det, at den faktisk er ret god) —
      så skal man kunne forklare hvorfor visse grund-elementer af vores civilisation må læres – lidt ad gangen, i flere trin, men trods alt med en slags progression: Tegn et bogstav, sig en lyd, stav et ord, læs tre ord, lær at der er andre sprog, at hest på dansk er cheval på Fransk (og sådan går den hele vejen …) og tal, regnearter, målemetoder, computer-teknikker …

      Nu kommer så det, som gør at jeg bliver urolig for at folkeskolen må ændre sig: Materialekundskab, eller rettere kemi og fysik på en anden måde, så at vi borgere forstår ting som syrefast stål, armeret beton, rust, revnede broer, PFAS, E-200 Konserveringsmidler: E 200 – E 299 og whatnot.

      En slags canon, som gerne må være forsimplet, men som er interaktiv, eller rører ved food literacy eller “Madkendskab”, ting som man både kan smage og røre – der fører til andre “interaktive oplevelser”.

      Selv tak for kommentar! Jeg ville ønske at jeg ikke skulle lave Grundejer-fællesareal-regnskab nu. Men næste uge tager jeg emnet op igen.

      Donald

      Monday, March 20, 2023 at 10:43 GMT+0000

  2. “I private virksomheder kan en udviklingsafdeling være en belastning, …” – det kan det såmænd også i offentlig forvaltning. 😉 – Dit lange og meget reflekterende indlæg omkring læring og RUC-erfaringer gav mig afledte tanker, som ofte sker med indholdsrige blogindlæg.

    Den første RUC-rektor gled videre i andre karriereforløb. Manden var højtbegavet, iblandet både idealisme og realisme. Han mestrede både teoretiske udredninger og enkle forklaringer. Han lever ikke mere, men var i levende live en af de ganske få politikere, som jeg kunne finde på at stemme personligt på. Navnet kender du garanteret.

    Der var et særligt skær af nutidens (mode-)begreb “autenticitet” over ham. Noget, jeg også tit afkoder i dine blogindlæg og dermed personlighed.

    Interessant indlæg!

    Erik Hulegaard

    Monday, March 13, 2023 at 13:34 GMT+0000

    • Man kan ikke andet end blive glad for en kommentar som siger at der er noget interessant her. Mange tak!

      Jeg ville tro at en offentlig forvaltning ikke forsker – eller udvikler – men på den anden side har jeg fra sidelinien hørt meget om Digitaliseringsstyrelsen, om Trine Bramsen og digitalt valgsystem, om tinglysningssystemer og andet, som kræver at der er udviklere, som enten køber og tilretter programmer eller også selv må igang med at udvikle.

      Den første RUC rektor var nemlig højtbegavet, ja, idealist og fornuftig iværksætter: Man skal have et universitet, som lægger vægt på forskning i velfærdsrelaterede emner, sociologi, kultur, osv og som også skal have den faglige ballast. Jeg har hørt Erling Olsen fortælle at der blev råbt ad ham engang han gik i en RUC bygning. Jeg kan ikke huske skærmydslen, men det morede ham en lille smule at det var ham, der havde skabt betingelsen for at disse oprørere kunne få en uddannelse.

      Donald

      Monday, March 20, 2023 at 10:51 GMT+0000


Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s

%d bloggers like this: