Om at købe viden

Jeg får røde knopper når jeg hører en chef sige at “når vi har brug for viden så køber vi den.”

De bedste kolleger, jeg har haft, var forskere og teknikere på RUC, nu Roskilde Universitet (for international forståelse af akkreditering, og for forståelse af institutionens art og anerkendelse). Imidlertid har der også været storartede kolleger i tidligere positioner, og dem vil jeg hellere nævne end de gange, hvor jeg er blevet snigløbet.

Glæden ved RUC miljøet (dengang, er ikke sikker på at det er det samme nu) var at man var flexibel, både som ansat var man mere end villig til at bruge extra tid på at løse en opgave, og forskere og chefer holdt ikke viden tilbage. Der var tid til at deltage i foredrag, selv om man nok skulle passe på at lægge rigeligt med timer på de opgaver, som var de centrale, nemlig vedligehold af maskiner og databaser til undervistning, vedligehold af studenter-maskiner (dvs føre dem tilbage til en kendt tilstand) osv.

Udover det var lærerne glade for at sende studerende over til os i IT-afdelingen enten for at spørge om noget, eller for at få hjælpeundervisning. Den blanding kan selvfølgelig somme tider føre til mærkelige situationer, men det klarede man også. Selv om jeg dummede mig nogle gange, var der altid trøst og accept.

Hvad skyldes det mon? Det må være fordi den oprindelige ledelse havde det princip at læring, altså studenternes fremskridt, kræver at alle mand holder fast på at man kan lære nyt, omstille sig, fornyelse kommer ikke fra chefen, men fra manden i marken.

I private virksomheder kan en udviklingsafdeling være en belastning, – man fornemmer at disse priviligerede medarbejdere ikke bestiller ret meget, og at der drikkes mere kaffe end der forskes. Men kaffe-automaten eller expresso maskinen er faktisk et vigtigt sted for forskning; det nævnte Brian Kernighan og Dennis Ritchie når de fortalte om deres ungdom, hvor de ca.1970 udviklede nye systemer, som har lagt grunden til den software, der kører på fx. mobiltelefoner og TV-apparater i dag (Android, Linux, BSD).

Men på et universitet er udvikling og forskning selvfølgelig det, der giver anseelse. I realiteten kunne det dog også bruges som “skulested” “skjulested” på RUC, men en fin ledelse tildelte opgaver som foredrag og vejledning til alle undervisere.

Jeg ville ønske at jeg igen kunne være i sådan et miljø. Jeg brænder stadig for undervisning af den slags, som fører til at børn bliver glade, og det er så rart at høre andre ligesindede lærere fortælle om hvordan man observerer børns nysgerrighed, hvordan man guider børn udover en forståelseskløft og hvordan man opdager skoletræthed.

For voksenundervisning som kurser i IT-programmering osv. er der samme glæde ved at finde ud af hvordan kursisterne får en succes-oplevelse, og hvordan der opstår venskaber, når det går bedst.

Men i den aktuelle diskussion om henholdsvis afkortning af kandidat-uddannelser og den anden problematik med at folkeskolen af en eller anden grund taber nogle elever – både læringsmæssigt og holdningsmæssigt, de bliver skoletrætte og kan ikke lide at gå i skole.

Jeg tror egentlig at vi har svarene på spørgsmålet om hvordan man får glade, nysgerrige elever, og hvordan man videreuddanner voksne, så specialist-stillinger kan besættes, og så politikerne får kompetente svar. Jeg har længe villet skrive noget dybtgående om det.

Den korte version er som følger:

Den basale viden, det, som skal være på plads, før man kan lære det man har brug for i erhverv og forskning, afhænger af om børnenes, eleverne, de studerendes økonmisk forhold er trygge, og om der er en famlie, som støtter og ikke belaster. Betegnelsen på Engelsk er basic trust, eller social trust.

Den basale viden kan have flere niveauer, hvor elevens niveau kan aflæses af hvilke spørgsmål hun stiller (fx. “Hvorfor ser A sådan ud?”)

Hvis der er ubesvarede spørgsmål eller spørgsmål, som simpelthen ikke stilles, fordi der ikke er tid — ingen åbninger til uformel snak — så vil de emner blokere for yderligere læring, opmærksomheden sidder fast, så at sige, på ubesvarede spørgsmål (fx “Hvorfor kan man ikke lave et verdenskort, hvor landene har den rigtige størrelse?”)

Der er en rækkefølge af elementer, som er nødvendig for at kunne lære mange fag ordentligt, en progression; men der er ikke kun én måde, som er den rigtige, der kan være mange progressioner. Man kan forstå og acceptere facts i forskellig grad.

— Og så vil jeg lige sige tak, AagePK, for henvisning til “Theory of Knowledge”, TOK (Oxford University Press har en bog med den titel.) Jeg håber de artikler og bøger kan hjælpe mig til at skrive en større version af ovenstående, på en måde, som kan bidrage til debatten om hvorfor folkeskole-elever i 8 klasse har mistet lysten til at gå i skole.

—-====ooooOOOOoooo====—-

Overskriften kunne være: Om at købe viden versus at udvikle kompetencer.

Billedet har ikke så meget med sagen at gøre, men her mødte jeg min gamle kollega fra for 20 år siden, og hun sagde uden tøven på 10 meters afstand “Jamen er det ikke Donald!”

Advertisement