Mindreværd?

Jeg har en studentereksamen fra en tid, hvor det var en adgangsbillet til alle højere uddannelser. Der er sket så meget indenfor videnskab, fra kemi, materialekundskab, fysik med optik, elektronik, elektromagnetisme, elementarpartikel forskning, og derfra til kosmologi, – og den anden vej, lægevidenskab, biologi, celleforskning, protein-forskning, patologi. Måske filosofi ud fra en psykologisk vinkel mangler, – men det er mængden af fysik-metoder, der er mit ærinde.

Mit ærinde er, at der ikke er nogen, der kan overskue alle forskningens og videnskabens områder.

Men vi skal alligevel gøre et forsøg, vi skal uddanne en generalist, og vores politikere må ikke tro at en generalist er i stand til at træffe beslutninger alene.

Hvis du kan svare ja til at kende en eller flere af nedenstående forskningsområder, så er du godt kørende. Men jeg tror ikke at vi kan svare ja til allesammen, og det er det, der er min observation her: Vi har, de fleste af os, viden om et hjørne af den mest fremme forskning, men ikke nok til at vi kan udelukke at vi bliver taget ved næsen eller kan bedømme vigtigheden og værdien. Tænk “Penkova”.

Interferometry

Interferometry is a technique which uses the interference of superimposed waves to extract information.^[1] Interferometry typically uses electromagnetic waves and is an important investigative technique in the fields of astronomy, fiber optics, engineering metrology, optical metrology, oceanography, seismology, spectroscopy (and its applications to chemistry), quantum mechanics, nuclear and particle physics, plasma physics, remote sensing, biomolecular interactions, surface profiling, microfluidics, mechanical stress/strain measurement, velocimetry, optometry, and making holograms.^[2]: 1–2

Hvis man skal uddanne vores børn og andre til at have et gyldigt billede af vore dages teknik og videnskab, så skal der være en vej fra den grundlæggende oplevelse, barnets oplevelse, til den voksnes reflektion over et fænomen og dannelse af “modeller”. Det eksempel, som jeg foretrækker, er vores berømte landsmand Niels Bohr’s model af brint-atomet som et “miniature solsystem”, en kerne, hvorom der roterer en anden partikel; den i midten stor og tung, den udenom lille og meget elektrisk, — ja ja du ved godt at vi kalder det en kerne bestående af neutroner og protoner, og omkring det en skal af et eller flere elektroner.

Men det er et billede, som Bohr og hans mange kolleger hurtigt forlod, fordi partikler ikke er små kugler, men snarere skyer med fortætningscentrum, eller processer, eller et “felt” i svingning.

Og det er først når vi kan sætte denne model i forbindelse med de fænomener, som vi kan registrere enten ved forsøg eller målinger, at modellen har betydning, – den er en forklaring. Modellen kan sindet bruge til at tænke med.

Advertisement