Mine erindringer om jazz – 1950-70 og 2023

Min mor havde købt en Philips radio, en bakelit-kasse ca. 25 x 35 cm og måsk 30 cm dyb. Den tændte vi om morgenen som dengang ca. 2 mio andre danskere gjorde, senere 3 mio, og så nynnede vi med på pop-melodier. Jeg skrålede, nej sang meget pænt “Man sku’ altid bo på landet, hvem kan ø-ø-nske andet?” (Man Sku’ Altid Bo På Landet ((Andre Folks Børn)) · Musen Hannibal · Ole Mortensen, Victor Skaarup, film fra 1958, Toner Fra Strimlen 8 på YouTube).

Før den tid husker jeg en lillejuleaftensdag, hvor radioen spillede musik hvor noget lød fortryllende, noget lød banalt, og noget var som noget meget smukt, hvor musikerne kunne digte med tonefarver, akkorder, og smukke melodier. Det har været et af tidens blandede programmer med “Light Music” som de passende kalder det i England, men ikke jazz, ikke noget Armstrong.

Måske der en gang imellem var musik med en pianist, der hed Teddy Petersen, og musik fra Wivex med en swing feel, på dansk, en god rytmisk følelse med inegale ottendedele.

Da vi var flyttet og min mor tjente lidt mere fik vi en radiogrammofon fra Philips, som faktisk var meget god for sin tid, og endda ikke så dyr. Da husker jeg på et tidspunkt at jeg hørte Boris Rabinowitch omtale jazz-udgivelser. En af dem, denne her, “Collectors’ Items” med optagelser, der var halvt færdige, så at sige. Det var Miles Davis, der skabte en ny jazz, “cool” kaldte man det, når musikerne spillede med en ophøjet stemning, og kun lejlighedsvis brød ud i hurtigere, swingende improvisationer.

De optagelser, som Boris Rabinowitch spillede, havde en stemning og musikalitet, som gjorde at jeg brugte mine meget sparsomme lommepenge til at købe den, og jeg lyttede … Hvad var det for en magi? som Miles Davis udfoldede, og hvad var det for en pianist, der kunne spille en intro, som bar stemningen helt igennem – uden tomme fraser, uden “showmanship”; uden “se her kommer jeg”?

Det var en pianist ved navn Flanagan; ved optagelsen var han 26 år, men jeg gætter at Boris’ omtale var forsinket eller at han rakte tilbage af en eller anden grund, for jeg havde sjældent penge til at købe plader før hen mod midten af 1960’erne.

—-

Men jeg fandt ikke andre plader med Miles Davis og Flanagan, som i den grad udstrålede musikalitet; der gik 50 år og her sidder jeg nu og graver efter optagelser med Tommy Flanagan og finder en historie, som morer mig lidt.

Den moderne, banebrydende saxofonist John Coltrane mente som så mange andre jazzmusikere i midten af 1900 tallet at jazzen var deres musik og at det var forkert at bruge “musical ballader” som grundlag for improvisationer, fordi man så skulle betale copyright eller brugsafgift til nogle komponister, som egentlig lå så fjernt fra jazzmusikernes verden – dertil kom forskellene mellem hvid og sort jazz.

Coltrane indspillede derfor egne kompositioner, og prøvede at nyskabe musik – 12-tone musik i jazzy form, – og håbede at jazzens floskler, gentagne mønstre, som man falder tilbage på hvis man ikke lige kan finde på noget andet, derved kunne blive bedre – musikken mere spændende, mere original om man vil. Den søgen ligner jo hvad alle andre komponister gjorde de sidste 100 år, skabe nye klange.

Den ene af Coltranes kompositioner kaldte han så “Giant Steps” – kæmpeskridt – den vader gennem alle tonearter og er møgirriterende at spille, fordi den er så anderledes.

Tommy Flanagan var med på Coltranes første indspilning med Giant Steps. Den har er nævnt i Wikipedia:

Throughout the late 1950s and early 1960s, Flanagan made frequent appearances in recording studios, for many leaders and record labels. In May 1959 he was part of a groundbreaking recording: John Coltrane‘s Giant Steps, described by The Penguin Guide to Jazz as the saxophonist’s “first genuinely iconic record”.^[20] The technical complexity of the music, particularly of the title track, meant that there were numerous false starts and rejected takes,^[20] and the initially released take of “Giant Steps” is a rare instance on record of Flanagan sounding uncertain.

https://en.wikipedia.org/wiki/Tommy_Flanagan

—-

“Sounding uncertain” har jeg set før i mere ufølsomme vendinger, men resultatet, Coltrane og Flanagan og bas og trommer som spiller “Giant Steps” i 1959, kan høres her (på YouTube).

Den optagelse og selve kompositionen siger ikke så meget; man kan høre at Coltrane arbejder heftigt på at folde sig ud, og det er altid imponerende. Men særlig musikalsk synes jeg ikke det er.

Henimod midten hører man pianisten, Flanagan, improvisere en solo (i jazz: en gentagelse af harmoni-skematikken med tilføjede melodistumper). Flanagan bliver mere og mere rolig, og til sidst kommer akkorderne i ren form, og lægger op til Coltrane’s genindtræden. Da jeg hørte det, tænkte jeg: Ah! det var godt!

Men for en garvet jazz-forsker kan det se ud som om Flanagan arbejder for at få styr på akkorderne, der springer omkring som gedekid på en bjergskråning.

Diskussionen om hvor god/dårlig Flanagan er, har åbenbart kørt blandt jazz-fanatics gennem alle årene, og for nogle år siden kunne man finde denne dialog på Reddit (et debat site på Internettet):

Og lige nedenunder svarer en jazz-kyndig, at det er klart at Flanagan ikke bare er en god pianist, han er “en af kattende”, hvilket må betyde en af de største pianister nogensinde.

What's the big deal with Flanagan's solo on Giant Steps?
                            
Obviously  it's not the best solo ever, but I think Tom Flanagan gets way more  crap for it than he deserves. Put any decent pianist next to Coltrane at  the peak of his prowess and of course they're going to sound mediocre

alldaylongwhileising · 7 yr. ago

The “big deal” is that Tommy Flanagan [not only] isn’t a decent pianist, he’s one of THE cats…..so the fact that he folds on Giant Steps illustrates how far ahead of the game Coltrane is. Basically, when you haven’t seen changes like that before, no one, not even the best, can fall back on their previous vocabulary/training. Giant Steps was some new shit that you need to really dig into to play well and the whole idea was to open up new options for improvisers because the old stuff was getting formulaic….unfortunately, that eventually happened to Giant Steps too…..

Noter: “He is one of the cats” må henvise til at Tommy Flanagan har spillet og improviseret på højeste plan i mange år og på det tidspunkt, som reddit-kommentarerne omhandler var etableret som pianist for Charlie Parker, Miles Davis

Advertisement