Archive for January 19th, 2023
Stil i Stål blev til SiS – og flyttede produktionen

A1579 | |
Type | Arkivalier |
Arkivskaber | Stil i Stål International (SIS) Helsinge |
Beskrivelse | Erhverv |
Bemærkning | Fra 1961 til 2005. Tidligere Bymosevej 14. Stifter af firmaet er Ole Almegaard Olsen. SIS Working A/S. (2004 – 2005) Produktionen er flyttet til Fyn, Jylland og Letland. SIS har indgået en betinget aftale om salg af ejendommenmed overtagelse den 1. juni 2006, køber er endnu ukendt. |
Det var en virksomhed, som begyndte med en idé om at møbler i stål ikke behøvede at være kedelige og almindelige, men gerne måtte have stil. Den idé opgav de på et tidspunkt. Virksomheden expanderede, og det hele drejede sig nu om funktionelle møbler til den laveste pris. (Men derfor kunne man vel strengt taget godt tale om stil, ikke sandt?)
Jeg kom forbi om aftenen efter at have læsset noget havemateriale af som en foræring til Genbrugsstationen i Skærød.
Mine plantesække var ved at revne, den armerede plast var blevet mør og revnede. Jeg ville se, om den enorme forretning Harald Nyborg havde nogle sække; forretningen ligger som en del af den enorme hal, der blev bygget til fabrikken Stil i Stål, – udover HN ligger der mange andre forretninger, og de har ligget der i 10-12 år, hvis jeg husker rigtigt. “Jem & Fix” – et vel udtænkt virksomhedsnavn, som er let at finde med en Internet Søgemaskine, – er samme concern som Harald Nyborg, og begge har afdelinger i den enorme bygning.
Det var ikke samme slags sække, som jeg tidligere havde købt, men det gør måske ikke så meget, når kvaliteten var så ringe at de begyndte at gå i stykker efter et par år.
Kan man generelt sige noget om at jo billigere ting er, desto dårligere kvalitet er de?
Det mener jeg ikke at man kan slutte ud fra nogle få exempler. Det er klart at man kan konkurrere på pris, men indenfor computere og teknik har jeg gennem årene set så meget svindel eller opreklamering, så jeg foretrækker et modificeret udsagn: Kvalitet er sjældent billigt.