Mudder øverst på 25 meter skrænt

Sikken en dejlig Onsdag, solen skinnede lidt og Januar var blid og god; jeg var oppe og kunne satse på en god øvedag, men første opgave var at komme afsted til Sognegården for at hente video-DVD’er, som jeg havde glemt på flygelet. Da jeg så havde fået låst døren op, kom Præsten og hilste på og fortalte at han havde set min mail, men de andre havde ikke svaret angående et planlægningsmøde for filmaftener, om jeg så kunne tage aftenen Fredag d. 27. Januar — det er dagen før jeg havde inviteret min lille familie, men da Lis gerne vil hjælpe om Lørdagen, så kan jeg godt være sent oppe fredag og sove længe om lørdagen.

Mit helbred er så godt … efter klokken 13 om eftermiddagen!!! Det er et problem, som jeg må vænne mig til at tage alvorligt i hvert fald de næste måneder, indtil sommersolen titter ind ad vinduerne kl. 7 om morgenen (thuja-hækken skygger for de tidligste timer).

Denne dejlige dag skulle udnyttes, der var en lille timestid til at gå tur, afsted afsted … til Kaprifolievej, som er et offentligt område ved Nordkysten (et af mange) hvor der er en trappe ned til vandet, så man kan bade (uha) og ellers bare nyde motionen at gå 160 trin ned og op.

Men Kaprifolievej-engen var våd. Meget våd, men hvis jeg gik hvor græsset var tykkest, kunne jeg nok klare det uden at mine tynde sko blev våde.

Så pludselig ville jeg krydse over den helt våde sti for at gå mod et område med en grusvej, – og plask faldt jeg fordi skoen gled som om det var på is. Jeg lå på enden i min pæne tykke frakke, den har nok taget lidt af, men mere vigtigt er det at jorden var blød, så jeg havde ikke slået mig ret meget. Det var ikke is, men mudder, meget vådt mudder. Jeg havde ikke brækket noget, så jeg børstede lidt af og gik forsigtigt tilbage, denne gang med MEGET små skridt. I bilen foldede jeg mudderet ind i frakken og rystede skoene så meget som muligt, handskerne var så mudrede, så de lå på gulvet indtil jeg tog dem ind hjemme og vaskede dem sammen med bukser og sokker osv.

Men jeg er faktisk bekymret: i går på Louisiana Kunstmuseet var jeg ved at falde to gange, en gang fordi jeg ville støtte til en væg, som var et gardin. Da greb to venlige mennesker mig. Anden gang var ved udgangen, hvor et ganske lille trin fangede den ene fod.

Og senere igen på gaden. Hvordan skal det gå, er det det, der vil sende mig til rekonvalescens næste gang?

Måske går det — i dag efter 9 gode timers søvn ordnede jeg lidt i haven uden at skvatte.

Advertisement