En time om 2 kilometer

Vi har lige fået tø, men hele sidste uge var det frost og sne. Det var egentlig ikke glat, men når man er bevidst om at prisen for at komme til skade nu er høj, så er det dog en god strategi at undgå skader som kan give livsvarige mén, selv om der måske ikke er så mange år tilbage! (nervøs latter).

Lige nu ser jeg tilbage på en serie billeder fra onsdag og torsdag sidste uge: De dage med høj himmel og sne. Det undrer mig at jeg kom afsted, for jeg er træt og ligger helst i sengen og drømmer om bedre tider.

Når jeg så tænder TV og jeg ikke stiller ind på et program, så viser TV’et mine billeder fra Google Photos, indtil jeg vælger et program (Google Chrome er en micro-mobil-computer uden tastatur, som kan hente filer fra Internettet til TV’et og vise dem på skærmen) — De billeder vækker ofte glæde, enten det nu skyldes at alting ser pænere ud på en stor skærm eller det skyldes at jeg somme tider faktisk fanger nogle billedvinkler, der fortæller en historie.

Sidste uges billeder er dunkle trods at det var klar himmel, men ikke desto mindre fortæller de mig at det kan betale sig at stå op. SÅ altså.

Horisonten er set fra kirkebakken kun lidt højere end den astronomiske horisont; solen var gået ned, men den smule bakke der er ovre ved Holløse er nok til at skygge for solen. Turen den dag var på små 2 kilometer, og det tog mig en time, fordi jeg gik med meget små skridsikre skridt – men dejligt er det alligevel.

Dagen efter, på indkøb, kunne jeg pludselig huske hvor mange gange jeg fik bagklappen på min gamle bil i hovedet. Denne her bil holder heldigvis bagklappen oppe, når jeg stiller indkøbsposerne i bagagerummet!

Hjemme igen kunne jeg glæde mig over lyset. Mobil-kameraet er følsomt nok til at fryse de levende lys.

Advertisement