Skriv løs

… og se nu at få det sagt ordentligt

Archive for July 17th, 2022

Kvashave – er det årets ord?

with 3 comments

Trung Do, min læge på Hæmatologisk afdeling, som nu har fulgt mig gennem 4 år, sagde med et lunt smil at det ikke var så underligt at jeg hurtigt blev træt og ikke orkede at lave det samme som min søn – “sig til ham at med den behandling og en periode med nedsat hjertefunktion så er det ikke så underligt at du ikke kan det samme som før.”

Men nogle dage har jeg faktisk mange kræfter, og hvis ryg og højre ben ikke begyndte at råbe “Av!” så kunne jeg vel arbejde et par timer i et stræk. Hvis jeg spreder det over dagen, kan jeg faktisk godt sammenlagt lave mere end et par timers fysisk arbejde.

Men jeg skal nok vælge mine kampe. Min rare ven(inde) havde en masse brosten liggende og var lykkelig for at komme af med dem. Hun hjalp oven i købet med at transportere dem. Sådan nogle sten er tunge; intet under at vores forfædre havde svært ved at tro at toppen af Andesbjergene (og alle bjergkæder) er hævet havbund.

Jeg havde ymtet noget om at det var spild af benzin og CO2 at køre haveaffald på Genbrugsplads, men at man jo ikke må brænde det af i haven. Så opstod idéen om at lave et bålsted.

Men det var nok den dummeste og naiveste idé jeg har fået, græsset vokser jo op mellem brostenene, hvis man ikke først graver tørven væk. Og svedjebrug (jeg brændte lidt tørrede tykke grene af ved Sankt Hans) – svedjebrug er også hårdt, man bliver forbavset over hvor stærke rødder kan være – ikke kun træ-rødder, men også rødder af nælder, græs og buske.

Jeg har været der med trimmeren nogle gange, så nu kan man hive brostenene op. Og hvad skal jeg så gøre med dem? Hvis jeg nu lavede et bålsted efter alle regler, som det skal se ud med en krans af sten og et bord til dejgen med snobrød, hvem skal så komme og bage snobrød?

——===oooOOOooo===——

Forrest til venstre på buen af brosten ser man lidt græstotter, som er klippet af i mandags. Torsdag var der allerede 10 cm græs vokset op, – jeg tror at det kvikgræs vokser fra bladskederne, ellers kunne det ikke lade sig gøre at de korte blade pludselig blev længere og længere.

Under æbletræet (til højre i 2.billede) er der så mange tuer af kvikgræs, at jeg bliver nødt til at grave dem op og køre dem væk.

Det kan stadig undre mig, at sådanne små bløde planter kan blive til genstridige tuer, som man godt nok kan hugge og stikke i, men lige lidt hjælper det. De skal graves op.

I den forbindelse bliver jeg også nødt til at beskære grenene på æbletræet, man er nødt til at gå på knæ, hvis man skal ind under træet. Ak!

Men på positivsiden er at man når man står i haven på den nyklippede plæne har en oplevelse af natur i en slags fri dressur, engelsk park-stil.

Jeg har udtænkt en anden plan: Jeg har købt for meget grus til opretning af trappe og fliser, så efter at have repareret indgangen så kan jeg lægge 15 cm. stabilgrus over bålstedet og bruge min fritid til at øve mig på klaver … så kan det blive begyndelsen til en kvashave … bunden under et læs grene og stammer, som skal tørre.

Er “kvashave” et ord?

Written by Donald

Sunday, July 17, 2022 at 4:58 GMT+0000

Posted in Naturpleje

Tagged with ,