Skriv løs

… og se nu at få det sagt ordentligt

Archive for July 2022

Ensomme indtryk

Jeg gik 1.7 km på en time. Nej jeg slentrede. Alene – men der var jo mange mange strandgæster og motionerende, så man møder og hilser mange slags mennesker. Men jeg kan godt lide at jeg være mig selv, der er nogle tanke-blokeringer, som mister kraft, man tør tænke hvad man har lyst til.

Her er indtryk af besøg til Tisvildeleje Hegn Strandparkering.

Man ser at stranden er fuld af badende. En ung mand spurgte mig om vej til nudiststranden. Mærkeligt, synes jeg, at bevoksningen af Hjælme ser så struttende sund ud! Tænk hvis man kunne spise det!

Egetræer fascinerer mig; de kan vokse i første række i klitterne, ved siden af bjergfyr, og hvert år sætter de blade i læsiden, selv om vindsiden er vissen og tør.

På parkeringspladsen havde der været “Musik i Lejet”, en art festival, hvor man kan høre forskellige slags pop og rockmusik og drikke øl og spise pølser. Jeg fik ikke besøgt det. Man skulle også kunne date dér, hurra for det. Har de unge mennesker gode muligheder for at date i dag? At se hinanden an i en dagligdag og snakke fortroligt?

Det fik mig til at tænke på en gang for mange mange år siden, måske i 1986 (måske før) hvor strandene på Nordkysten var så fulde, at politiet satte en bom op ved indkørselen til Hovedgaden i Tisvildeleje, for parkeringspladsen var fuld. Det samme ved Stængehus, Melby, Liseleje og hvis jeg gætter rigtigt, Gilleleje, Dronningmølle, Hornbæk, Ålsgårde osv.

Så de mange biler her er jo ingenting ved siden af dengang Københavnerne fik biler og kunne køre på søndags- og sommerferie-ture. I København kaldte man Charlottenlund Fort badestrand for “fluepapiret”, ikke sandt? Men nu er der Amager Strand, havnebad, Ishøj, Køge Bugt strande med kunstige øer fulde af rent sand.

Gid det må blive bevaret og ikke ødelægges af forurening.

Advertisement

Written by Donald

Saturday, July 30, 2022 at 23:47 GMT+0000

Posted in Hav, Vejr

Tagged with , ,

En lille omvej

Jeg stoppede bare lidt for at se efter om der var fartkontrol i nærheden … men fornemmelsen af ikke at have travlt er langsomt ved at krybe ind i mig og det er ikke dårligt — klokken 21 og så lyst — jeg tror kameraet har blændet ned fordi solen er midt i billedet, det var ikke så mørkt

Written by Donald

Saturday, July 23, 2022 at 13:49 GMT+0000

Posted in Vejr

Tagged with

En sommermorgens solopgang over havet

En tur om natten eller tidlig morgen en dag midt på sommeren er noget særligt for mig, som ung var det først i en alder af 18 år at jeg ikke behøvede at sove om natten — haha, forstået på den måde at jeg ikke altid var hjemme. Men det er ikke en tid jeg ønsker tilbage.

Nu husker jeg imidlertid nogle morgener, hvor jeg og en skolekammerat cyklede hele København og omegn tynde – den ene på knallert, som kunne køre hurtigt, og jeg ved ikke hvad der var størst, oplevelsen af at hele København var stille, øde gader, ingen trafik, eller det at opleve solopgangen ude fra Strandvejen. Men det er den oplevelse, jeg har i tankerne, når jeg om sommeren kører en tur til Nordsjællands top, Gilleleje Havn, hvorfra der er fri udsigt til solopgang over havet.

Hvor mange historier, hvor meget arbejde, hvor mange tekniske ændringer – hvert af skibene har historier, spændende historier.

Written by Donald

Friday, July 22, 2022 at 11:28 GMT+0000

Posted in Vejr

Tagged with ,

Det var ikke langt, alligevel 3 pauser

Udsigten fra Maglehøj mod Hillerød

Charlotte sagde det var ca. 3 km. jeg har ikke checket på Google Maps, eller Earth, hvor man kan måle tur-længder med så mange detailler, som man orker. Men det skal nok passe, en time i passende lavt tempo med 3 pauser, en fra toppen af Maglehøj ved Brederød v. Frederiksværk, en anden på stien ned til sommerhusområdet og en sidste pause på en bænk, der heldigvis var stillet op på et lille grønt område.

Vi kan godt lide at se noget nyt, og nu viser det sig jo at vi er heldige at bo her, at Danmark har meget at byde på, så det ikke gør så meget at jeg ikke rejser ret langt. Hun havde fundet ud af at der var denne høj ved Frederiksværk, hvorfra man kan se udover det flade landskab, 74 meter oppe kan man se helt til Roskilde Domkirkes Spir – det siger noget om at jorden er forholdsvis flad, ikke sandt :mrgreen:

Written by Donald

Tuesday, July 19, 2022 at 10:50 GMT+0000

Posted in Jordens Historie, Skov og have

Tagged with

Kvashave – er det årets ord?

Trung Do, min læge på Hæmatologisk afdeling, som nu har fulgt mig gennem 4 år, sagde med et lunt smil at det ikke var så underligt at jeg hurtigt blev træt og ikke orkede at lave det samme som min søn – “sig til ham at med den behandling og en periode med nedsat hjertefunktion så er det ikke så underligt at du ikke kan det samme som før.”

Men nogle dage har jeg faktisk mange kræfter, og hvis ryg og højre ben ikke begyndte at råbe “Av!” så kunne jeg vel arbejde et par timer i et stræk. Hvis jeg spreder det over dagen, kan jeg faktisk godt sammenlagt lave mere end et par timers fysisk arbejde.

Men jeg skal nok vælge mine kampe. Min rare ven(inde) havde en masse brosten liggende og var lykkelig for at komme af med dem. Hun hjalp oven i købet med at transportere dem. Sådan nogle sten er tunge; intet under at vores forfædre havde svært ved at tro at toppen af Andesbjergene (og alle bjergkæder) er hævet havbund.

Jeg havde ymtet noget om at det var spild af benzin og CO2 at køre haveaffald på Genbrugsplads, men at man jo ikke må brænde det af i haven. Så opstod idéen om at lave et bålsted.

Men det var nok den dummeste og naiveste idé jeg har fået, græsset vokser jo op mellem brostenene, hvis man ikke først graver tørven væk. Og svedjebrug (jeg brændte lidt tørrede tykke grene af ved Sankt Hans) – svedjebrug er også hårdt, man bliver forbavset over hvor stærke rødder kan være – ikke kun træ-rødder, men også rødder af nælder, græs og buske.

Jeg har været der med trimmeren nogle gange, så nu kan man hive brostenene op. Og hvad skal jeg så gøre med dem? Hvis jeg nu lavede et bålsted efter alle regler, som det skal se ud med en krans af sten og et bord til dejgen med snobrød, hvem skal så komme og bage snobrød?

——===oooOOOooo===——

Forrest til venstre på buen af brosten ser man lidt græstotter, som er klippet af i mandags. Torsdag var der allerede 10 cm græs vokset op, – jeg tror at det kvikgræs vokser fra bladskederne, ellers kunne det ikke lade sig gøre at de korte blade pludselig blev længere og længere.

Under æbletræet (til højre i 2.billede) er der så mange tuer af kvikgræs, at jeg bliver nødt til at grave dem op og køre dem væk.

Det kan stadig undre mig, at sådanne små bløde planter kan blive til genstridige tuer, som man godt nok kan hugge og stikke i, men lige lidt hjælper det. De skal graves op.

I den forbindelse bliver jeg også nødt til at beskære grenene på æbletræet, man er nødt til at gå på knæ, hvis man skal ind under træet. Ak!

Men på positivsiden er at man når man står i haven på den nyklippede plæne har en oplevelse af natur i en slags fri dressur, engelsk park-stil.

Jeg har udtænkt en anden plan: Jeg har købt for meget grus til opretning af trappe og fliser, så efter at have repareret indgangen så kan jeg lægge 15 cm. stabilgrus over bålstedet og bruge min fritid til at øve mig på klaver … så kan det blive begyndelsen til en kvashave … bunden under et læs grene og stammer, som skal tørre.

Er “kvashave” et ord?

Written by Donald

Sunday, July 17, 2022 at 4:58 GMT+0000

Posted in Naturpleje

Tagged with ,

Metamorfose fra fedtet masse til sommerfugl

Kære Læser!
Hermed en dokumentation af en seksplettet køllesværmers forvandling fra
puppe til parrings-parat individ. Det allermest spændende: når larven
når puppestadiet, opløses en stor del af larven helt ned til
molekylestadiet, den bliver en fedtet masse, hvor kun plader af helt
bestemte sammensætninger af aminosyrer bestemmer udviklingen til voksent
individ. En utrolig forvandling.

Og tænk: den første, der i ord og billeder beskrev “sommerfuglens metamorphose” var en tysk kvinde ved navn Maria Sibylla Merian. Hun blev født et år før Christian den Fjerde døde. Hun havde et for sin tid langt liv fra 1647 til 1717; i en høj alder rejste hun til Hollandsk Surinam for at tegne sommerfugle og andre insekter, deres udvikling, og ikke mindst deres værtsplanter.

Maria Sibylla Merian var videnskabsmand m/k på et højt plan, men fik ikke udbredt anerkendelse i sin samtid – det kom først i 1900-tallet.

Hun var blandt de første forskere, der systematisk betragtede insekter og opdagede deres virkelige levevis. Hun kunne vise, at hver sommerfugleart som larve er afhængig af næringen fra få planter og kun lægger sine æg på disse planter. Frem for alt var dyrenes forvandling i det store og hele ukendt. Skønt enkelte lærde kendte til forvandling fra larver til voksne sommerfugle, kendte hverken den almindelige befolkning eller mange uddannede til forholdet. Merian bidrog afgørende til at ændre dette, ikke mindst fordi hendes bog Der Raupen wunderbare Verwandlung und sonderbare Blumennahrung (Larvens vidunderlige forvandling og særlige blomsterernæring) udkom på tysk. Af samme grund unddrog mange af datidens videnskabmænd hende deres anerkendelse, fordi de lærdes fagsprog var latin.

https://da.wikipedia.org/wiki/Maria_Sibylla_Merian

At en kvinde i tiden omkring år 1700, uden mandlig beskyttelse og kun ledsaget af sin datter, tilbragte uger på et handelsskib for derefter i to lange år dag og nat i følgeskab med nogle indianere i det fugtigvarme klima i den ækvatoriale urskov at gennemføre sit videnskabelige arbejde – alene denne præstation skaffede hende berømmelse og respekt i Europa.

Christian den Næste købte en stor del af hendes produktion, hvilket kan ses på Rosenborg.

Man kan se af billederne i hvilken rækkefølge de er tagne,
og endda registrere, at ikke kun objektivet på dokumentationsmediet
D90 Nikon, men også objektet, køllesværmeren, er håndholdt.
Med venlig hilsen
Aage

Written by Donald

Thursday, July 14, 2022 at 23:08 GMT+0000

Posted in Naturpleje, Videnskab

Tagged with ,

Har fugle virkelig brug for et fuglebad?

Engang en nabo hørte at jeg havde fået en presenning med til min nye trailer, sagde han “Det bliver jo bare et fuglebad!” — med en vis beklagelse i stemmen, som om det var noget dårligt.

Nu har jeg opfundet en presenningsopholder, en ting, der holder presenningen oppe, så der ikke samler sig 100 kg vand på presenningen; men alligevel er der lidt fordybning i den ene side, og der samler sig selvfølgelig vand, når det regner. Men da jeg så kom ud forleden dag, så jeg at der var fodspor over hele “fuglebadet”, så der må være nogen, der synes det er dejligt.

Jeg kan egentlig godt forstå det, jeg ville nødig undvære mit daglige bad.

Written by Donald

Sunday, July 10, 2022 at 20:41 GMT+0000

Posted in Fugle

Tagged with

Tilføjelse til en kommentar: Net-hastighed Mbit/s

Tidligere i dag skrev jeg i en kommentar at der var forskel på de to udbydere, således at min ældste forbindelse, en ellers udmærket OiSTER, var 2/3 af hastigheden på TDC (YouSee, TDC-Holding).

Nu om aftenen er der større forskel, lige nu er det “den gamle” kun 7% af hastigheden på den nye, bedre.

Dato *********** Ping * Down *** Up ***** Distance ** Server for testing ********** ISP company

2022-07-07
6:36 PM
2020.9010.43< 50Ballerup Gigabit + 3 moreTDC Holding A/S
2022-07-07
6:20 PM
1421.1013.63< 50Ballerup Gigabit + 3 moreTDC Holding A/S
2022-07-07
6:20 PM
601.388.45< 50Ballerup Gigabit + 3 more3

Det nemmeste var at copy-paste de sidste entries/linier fra resultat tabellen, jeg håber det ser pænt ud når jeg sætter tabellen på Dax2 webloggen.

Der hvor der står “3” i sidste kolonne, “ISP company”, betyder det at ISP benytter sig af en mast, der ejes af selskabet, der kalder sig “3”.

Det er underligt at de fik lov til det. Reglerne er vistnok at man ikke må lave firmanavne med 1 bogstav og heller ikke med 2, mindst 3 gerne flere – enten har de betalt extra for en særordning eller også har firmaet fået det navn godkendt på et tidspunkt, da der ikke var regler.

Written by Donald

Thursday, July 7, 2022 at 16:42 GMT+0000

Posted in Blogosofi

Tagged with

Mere skal der ikke til

Fornemmelsen af ferie (selv om man ikke har arbejdet i mere end 10 år – joeh, der har været arbejde nok med hus og grundejer og familie og musik og foreningsblad, men ikke 8-16

Written by Donald

Thursday, July 7, 2022 at 11:57 GMT+0000

Posted in Liv, Vejr

Tagged with

De dage står klart i erindringen når jeg ser billederne her:

Written by Donald

Wednesday, July 6, 2022 at 23:47 GMT+0000

Posted in Liv

Tagged with

Noget om mikronæringsstoffer og medicin

Selv om jeg ikke er læge, og selv om jeg ikke er færdig med at læse Wikipedia-referencer til alle de elementer, der udgør kontrol af hjertets rytme, så tillader jeg mig at gøre mig nogle tanker, som har relation til hvad jeg selv har oplevet i forbindelse med chemo-bivirkninger.

Hvor meget ved mennesket (fagvidenskaben) egentlig om hvordan hjertet fungerer? Vi ved ikke nok, men vi ved så meget, at det er et net af sansninger, som påvirker hjernen, der udsender hormon-“ordrer” gennem blodet, og de får bl.a. nyrerne til at danne adrenalin, som får hjertet til at slå hurtigere – men ikke alene, der er flere faktorer. I hjertet bestemmes rytmen af et nervesystem, der ikke er forbundet med kroppens hovedsystem af nerver. De elektriske impulser, der styrer sammentrækningerne, skal komme i en bestemt rytme, som får musklerne til at spænde op i den rigtige rækkefølge.

Lægerne forklarede i et brev jeg fik ved kemo-terapiens begyndelse, at man forskede i bivirkninger af kemo-terapi på hjertet og at man gerne ville måle extra på mig for at se, hvordan hjertefunktionen udviklede sig under og efter behandlingerne med kemo (Chop-21, en almindelig anvendt cocktail).

Som sagt læste jeg hvad jeg kunne finde om emnerne. Især efter at være blevet bare lidt mere rask. Jeg konstaterede under den sidste del af de første indlæggelser på Herlev Hospital at pulsen var konstant høj. Min hvilepuls var 90, og den kunne hurtigt stige til 100. Men jeg kunne alligevel ikke lade være med at lave lidt motion, op og ned ad trappen i trappetårnet, (motionscyklerne synes jeg var forfærdelige) – og når jeg gik lidt rundt i gangene om aftenen (hvor der ikke var trafik) så hørte jeg Ellington big-band jazz i hovedtelefonerne og kunne ikke lade være med at tage dansetrin fordi jeg var så glad for at blive rask.

I går var jeg på marked, til i vores lokale Torvedag på Præstens mark, og her så jeg en lille gruppe med en oversavet kvinde, som blev brugt som øvelsesobjekt til hjertemassage-instruktion.

Torvedag på Præstens Mark

Jeg er imponeret over at det er lykkedes at redde så mange ved hjælp af en hjertestarter, og vi kender allesammen ét eksempel, som er særlig nemt at huske; men på markedet var der en mand, lyslevende eksempel på at man faktisk kan overleve et hjertestop og være i god form bagefter. Han fortalte dog lidt beklemmende at kun 5% overlever et hjertestop udenfor hospitalerne.

Men den anden dame greb strax ind og sagde: Det er de 5% vi arbejder for!

Vi kunne forleden blive enige om at sultfornemmelsen i bedste fald har noget at gøre med kostens alsidighed. Hvis man får dækket behovet for mikronæringsstoffer, så vil sultfornemmelser aftage.

Vi kan måske også blive enige om, at hvis man lytter til kroppens signaler (som kan være møg-irriterende) så bliver man belønnet med et bedre helbred (ikke mirakler, men man kan passe bedre på sig selv.)

I hjerte-sammenhæng vil det sige at lytte efter, mærke efter, hvordan kroppen har det med anstrengelse, og desuden – det tror jeg er mere vigtigt for de fleste af os – lytte til den fornemmelse af stress eller indre fred, som vi kun kan mærke hvis vi ser os selv i fugleperspektiv.

—-====oooOOOooo====—-

Angående kemo – bivirkninger: Grunden til at den gamle form for kemo virkede og stadig virker, er at den slår hurtigtvoksende celler ihjel. Der findes flere præparater i dag, som supplerer eller erstatter den “gamle kemo”, der er en slags nervegift, faktisk afledt af eller samme som “sennepsgas”, der blot ved berøring af huden kan slå et menneske ihjel.

Men man bruger som sagt stadig den metode at gå efter de hurtigtvoksende celler; og det er først og fremmest selvfølgelig kræftcellerne, og derefter slimhinder i tarmen, og nerveender.

Det er disse sidste, som jeg gætter er blevet ramt, når bivirkningen er neuropati. De kan man føle ved at benene ikke er særlig gode til at holde balancen, når man er under behandling – men som sagt, hvis man mærker efter kan man faktisk alligevel få lyst til at tage dansetrin, mao experimentere med bevægeligheden. Det hjælper, er jeg sikker på (men det er mit gæt, ikke en viden fra research).

Man kan derfor også forestille sig at hjertet, som en anden ø, har nerveender, og at disse svækkes under kemo-terapien og derfor giver mindre virkning på sammentrækningen, pumpefunktionen.

De læger, jeg har spurgt, hvoraf én er med i forskning af dette problem, kan ikke sige ja eller nej, altså ikke afvise at det kan være en forklaring.

Da er mit spørgsmål om det så er en rigtig god idé at give store dosis hjertemedicin, der yderligere forstyrrer hjertets funktion. (Men igen, som amatør ved jeg ikke hvad der er en lille hhv. stor dosis, selv om man jo får en idé fra indlægssedlerne).

Jeg vil tro at en smule medicin er en hjælp til hjertet, hvorved overanstrengelse af hjertemuskulaturen forebygges (forsynings-sikkerheden bliver ikke truet, hjertet får ikke underskud af ilt og næring). Overanstrengelse kan medføre permanent ødelæggelse af hjertet.

Men medicinen griber ind i hormon-balancen. Måske hjertet har bedre af at køre uden for meget hjælp; vel at mærke, kun hvis blodtrykket ikke er for højt. Min læge mener at det er godt at blodtrykket er lavt og at jeg ikke skal være bekymret. Når man tager hjertemedicin, sænkes blodtrykket, og mit røg ned under de 110, mens jeg var indlagt for lungehindebetændelse, og derfor mente lægerne at man skulle stoppe behandlingen med hjertemedicin (beta-blokkere).

[Editeret for sprog.]

Written by Donald

Sunday, July 3, 2022 at 14:50 GMT+0000

Posted in Carpe Diem, Liv

Tagged with

Den gi’r en kløe i hårbunden

Det er sjældent at jeg ser reklamer, især hvis de er for noget, jeg ikke bruger, men altså — denneher er morsom og den er sød.

Andre gange, når jeg ser Viasat hos min søn og ser nogle reklamer for fx. fodbold for første gang, så morer det mig også – denne her holder til lidt mere end to gange. Og det er lige før man får lyst til at tage hjelm på … og plyndre Englænderne.

“Den smadrer mine fletninger!”

Hun: “I kan plyndre lisså tosset I vil, men I tager hjelm på!”

Written by Donald

Sunday, July 3, 2022 at 14:21 GMT+0000

Posted in Brok

Tagged with