Blogosophy – enkelt tanke om at blogge

Jeg bliver ved med at fylde på webloggen, selv om brugen af weblogs ser ud til at være i aftagende – egentlig synd for de, der har baseret deres virksomheder på en ide om gratis service og reklamer, og i sidste ende måske salg som en “medie-virksomhed” i stil med Twitter, Facebook og Instagram; der er flere, mange flere social media, jeg kender kun ganske få, MySpace, LinkedIn, TikTok, Pinterest, TikTok, SnapChat, Reddit – og alle de andre jeg ikke kender og ikke følger med i, og som jeg dårligt nok har hørt om.

Ideen med Internettet var oprindeligt den at man skulle have et peer-to-peer netværk, hvor alle sende og modtage, alle kunne finde alle andres websider, det vil sige at en computer “på nettet” altid var en server. WordPress, Blogspot, “Blogland” er udtryk for den tanke at alle på Internettet er udgivere af artikler, “peers”.

Det var så underligt et koncept for både brugere og for de store virksomheder, så hurtigt endte med at man fandt måder at skelne mellem servere og klienter.

Klientificering får her et fysisk udtryk:

Klientificering på Internettet består rent praktisk i at man har midlertidige adresser (“telefonnummer på Internettet”). Derved kan man ikke lige lave et opslag som fx “giv mig D.Axel’s computer-adresse”.

Sikkerhed på Internettet bliver brugt som begrundelse for denne skelnen mellem udbydere og brugere.

Beskæringen af muligheder opdages sjældent af os almindelige mennesker. Det er jo besværligt, tænker man, at drive en server. Det er en anden slags maskine, ikke? Nej det er ej!

Men det går endda, det er stadig et peer-to-peer netværk, hvis man ved hvordan man skal bruge det. Der er mange slags løsninger; man enten opsætte sin Internet forbindelse på en særlig måde, købe fast IP, eller man kan købe server-space i et firma med mange servere og en hurtig IP forbindelse.

Klientificering foregår mange steder på mange måder. “Staten og de små”, eller “lægerne og patienterne”, eller “specialisterne og brugerne”.

En god stat skal tage hensyn til forskel i midler og ressourcer mellem de store og de små, administrationen og klienterne. Jeg synes vi er utroligt heldige at vi har et samfund, som prøver at leve op til denne intention om at den lille mand skal have ret (altså retssikkerhed).

Advertisement

Parkering på Frederiksberg, den gamle skolevej

Obs billederne er beskåret med mindre du klikker til galleri-modus.

Hollændervej – dengang tom

Maglekildevej, Den Franske Skole

Frederiksberg Runddel, nu folkested

Frederiksberg Kirkegård, hej mor

Skolebygningerne – samme som dengang

Hjemme igen – ved Nordkysten

—===oooOOOooo===—

Billede 1: Hvor mange gange har jeg cyklet ned ad Hollændervej, hvor gymnasiet lå, det har været 7 x ca.200 dage. Vi gik jo i skole om lørdagen, og de her månedslov – fridage, det var jo ikke nok til at modveje Lørdagsfri. Nu er der parkeret biler i 2 striber, tværsparkering, på den ene side, klart nok at hvis hver lejlighed skal have mindst én bil, så går det ikke længere. Allerede som barn tænkte jeg på hvad der ville ske hvis alle folk fik biler – udstødning, røg, CO2, — måske fordi jeg var bange for at verden skulle blive ustabil (jeg var bange for at dø). ## — Det er min nye gamle bil til højre, så kan jeg huske hvor jeg stillede den …

Billede 2: Her boede min skolekammerat Torben og længere nede tv. min violinlærer, Gerda v. Bülow. Til højre boede min skolekammerat Søren Samsig i de store blokke, som blev bygget hvor før den Franske Skole lå, den, som blev bombet ved en fejltagelse i 1945.

Billede 3: Frederiksberg Runddel var altid øde i barndommens København, nu laver man skøjtebane om vinteren og fest og ballade om sommeren.

Billede 4: Hej mor.

Billede 5: Skolebygningen tv. var splinterny i 1957 da jeg begyndte. Vi var den sidste 7.klasse, som gik på gymnasium, men alligevel var der små skolemøbler til små mennesker. Det var kvalitet, mørkt teaktræ og bøgeben. I dag er det ikke gymnasium, men skole. Bygningsfacaderne er ikke ændret.

Billede 6: Selfies er så vanskelige, jeg kan somme tider se, hov nu er der en chance for at få en nogenlunde pæn vinkel, – men så kan mine bekendte ikke kende mig på billedet. Mærkeligt. Men det er altså mig.