Skriv løs

… og se nu at få det sagt ordentligt

Forstærkende udtryk

Jeg sidder og griner ad en udsendelse med Marie Louise Toksvig, hvori det diskuteres om det er god skik at lade TV-udsendelser stå tilgængelige selv om medvirkende ønsker at de bliver “gemt” eller slettet.

Er der forskel på reglerne for journalistik og satire? Kan man nogensinde fortryde, når man først er gået ind foran et tv-kamera? Hvornår skal medierne bøje sig for presset fra sure medvirkende?

https://www.dr.dk/lyd/p1/tabloid-3

I de første 20 minutter får Marie Louise sagt en del bandeord i en munter sammenhæng og jeg kan ikke forarges. Men jeg kommer til at tænke på engang jeg holdt en prøve-undervisningstime og blev skældt huden fuld for at bruge et enkelt bandeord. Jeg var i godt humør og mærkede at eleverne syntes det var OK, at der var et enkelt forstærkende “s’gu”.

Jeg foretrækker at lade være, – men der var en smutter dengang, iøvrigt en traumatisk situation, og jeg undrer mig over at jeg overhovedet kunne undervise mens de censurerende allerede havde besluttet at jeg ikke duede. (Jeg underviste i 10 år derefter i forskellige andre sammenhæng og havde ikke problemer med det. Men jeg kan stadig mærke at jeg trænger til at tale med nogen om den/de historier.)

Hvordan kan det være at det er så vigtigt, så naturligt at vi bruger et forstærkende ord en gang imellem? Ville det være mindre forstærkende, mindre udtryksfuldt hvis man sagde “det er sandelig sådan og sådan!” ???

Altså erstatter squ med sandelig, eller andre forstærkere, “virkelig”, “alvorligt talt”, – jeg kan ikke komme på flere, det er virkelig … squ svært.

Written by Donald

Sunday, May 29, 2022 at 10:44 GMT+0000

Posted in Ord

Tagged with

5 Responses

Subscribe to comments with RSS.

  1. Jeg lærte, i grundskolen, på Gottorp-skolen i Slesvig, hos frøken Marianne Jönss, at man, iflg. de 10 bud, ikke måtte tage “Herren din Guds navn forfængeligt.” Så det lod jeg være med.
    Da jeg senere kom til den erkendelse, at den gud nok heller ikke fandtes, så jeg ingen grund til at tage en ikke-eksisterende guds* navn forfængeligt.
    Det gør jeg stadig ikke.
    Så mine elever hørte mig ( nok ) ikke bande.
    *Det samme gælder for øvrigt resten af det ikke-eksisterende panoptikon, inkl. Satan og derivater.

    AagePK

    Sunday, May 29, 2022 at 12:19 GMT+0000

    • PS: nu venter jeg bare på én, der vil have mig til at skrive panteon fremfor panoptikon. Men det er nu min form for pædagogik! 🙂

      AagePK

      Sunday, May 29, 2022 at 12:27 GMT+0000

      • Ja ja – sådan er der så meget man kan skrive om og rette, men OK – det er forstået, Pan-teo-n, alle gudernes tempel. Det berømte i Rom, som står der endnu efter 2000 år!

        Nej jeg ville også gerne bide tungen af mig selv dengang, og mener heller ikke at Marie Louise Toksvig får rigtig meget mere udtryk ved at bruge et s’gu eller fanden hist og her, det falsk i en eller anden forstand. Ting bliver ikke mere sande af at man forstærker, råber højere, eller hvad det nu er man gør.

        Men det er en indbygget mekanisme i sproget. Burde anvendes med forsigtighed.

        Donald

        Sunday, May 29, 2022 at 13:01 GMT+0000

  2. Jeg synes det er okay med forstærkende bandeord, men de skal så også kun tages i anvendelse, når man virkelig har brug for dem – ellers sker der det, der altid sker, når noget bruges for meget: Det mister sin værdi. Jeg sad engang i et S-tog og kunne ikke undgå at høre på en flok unge mennesker, hvor især to af dem i hver helsætning (som i hver eneste!) sagde fuck eller fucking. Det var mildt sagt rædsomt at høre på.

    Ellen

    Sunday, May 29, 2022 at 16:58 GMT+0000

    • Jeg er helt enig, det er et krydderi, der skal anvendes sparsomt, ellers mister man sin gode smag!

      Jeg hører også nogle gange “fuck” i stimer, og tænker at det er fordi de mangler ord.

      Donald

      Monday, May 30, 2022 at 10:20 GMT+0000


Comments are closed.

%d bloggers like this: