Absolut gehør, nu og før

En advarsel: At tale om musik og toner kan give problemer med terminologien. Grækerne brugte “op og ned” om lave og høje toner, altså omvendt af hvad vi gør i dag. En høj tone er højt oppe når den har en høj svingingstakt, frekvens. Man kan lave en tone ved at gnide en negl henover et stykke riflet fløjels (jernbanefløjels?) og hvis man gnider hurtigt (kun én vej) bliver tonen højere, ikke kun stærkere, men den er højere oppe, lysere, en højere frekvens. (Hold da op, sproget i dette indlæg skal vist rettes igen-igen).

—===oooOOOooo===—

Bemærkningen fra den gode violinist, Michael Germer, om at han må omstille sig når han skal spille med en kammertone, altså en tonehøjde, pitch, stemning, der er lavere end den standard, der bruges i dag (se en.wikipedia om “Concert Pitch”.)

For mange musikere er det et mirakel, at nogen kan høre nogle toner fx. en C dur treklang og strax sige “det er c-e-g” eller lignende. Nogle musikere hævder stivnakket at det er en medfødt evne, som nogen har og andre ikke har. Nogle mener endda, at de med absolut gehør mangler en evne til at høre på den “normale måde”. Min chef, da jeg var kirkesanger fra 1966 – 1969 Hans Mollerup i Jesus-kirken i Valby mente at når nogen sagde at “absolut gehør” kunne være en plage, så var det det samme som at sige at man skulle mangle et ben for at være normal.

Men ved en snak med Hans fik jeg forståelse af at han faktisk skulle igang, – justere, eller kalibrere, om man vil, før det absolutte gehør fungerede.

Nogle siger at man kan træne absolut gehør og at det er lige så godt. Andre siger at det at træne (med hørelære) ikke er det samme som at have absolut gehør.

Hvem er experter på det felt, og hvor står videnskaben i dag? Kort fortalt:

Når et barn er født og hører mors stemme og udtale, så efterlignes den tale og udtale, og betoningerne er vigtige – forskere mener at børnene har absolut gehør; men efter nogle år forsvinder det og bliver – især hvis man er musik-orienteret – interval-høring eller hvad man måske kan kalde “funktionshøring”. Tænk på “Jeg ved en lærkerede, jeg siger ikke mer'” – melodien anden linie er ikke en “sluttone”, den er et trin højere end begyndelsestonen og danner en anden harmoni med akkompagnementet; vi ved at dette ikke er slutningen, enden på sangen: Det er “funktionshøring”.

OpSummering: Der er en kobling mellem stemmebåndene og hørelsen; den er stærk i barndommen og aftager, især hvis man spiller et instrument som klaver, der har mange flere toner end menneskestemmen.

Hvis man lytter med andre mentale indstillinger, når man bliver ældre, kan man genopleve den barnlige måde at høre. Det er mit bud på hvad man kan og hvad der er forklaringen på absolut gehør.

—ooo—

Schumann skrev i sin vejledning til unge musikinteresserede at man skulle lytte efter lydene i det daglige og finde hvilke toner, der var, fx. kirkeklokkerne i nabolaget, (Rådhustårnet Kbh. er E moll hvis jeg husker rigtigt.) På den måde dannes der en hukommelses-tone.

Schumann og andre har mange gode råd til at bedre hørelsen. Genkendelse af bestemte lyde er et skridt på vejen, og musikteori, forståelsen af “udtrykket” i de forskellige tonearter og harmonier kan hjælpe med at observere de forskellige lyttemåder.

Hvis man nu fastholder at absolut gehør er at kunne sige “dette er tonen B!” (altså når der spilles eller synges tonen B) og at kalibrering og indlæring intet har at gøre med den egenskab, så er der et wildcard her:

Kammertonen varierer fra sted til sted, og har varieret over tid.

Beethoven havde en stemmegaffel på 455 Hz hvor normalen i dag er 440, mere end et skridt lavere. På JS.Bachs tid var der flere forskellige kammertoner, nogen så lave som 422. Man må gå ud fra at Bach havde det bedste af det bedste gehør, hvordan klarede han så at der ikke var samme kammertone i de forskellige instrumenter, han skulle spille på? Jeg gætter at det somme tider har generet ham en bitte smule, men at han hurtigt har indstillet sig, “kalibreret sin hørelse”, og jeg gætter at det er det, som Germer beskriver, med den forskel, at Germer ikke er vant til at gøre det og derfor er lidt forbavset over virkningen. Germer har spillet med den meget stabile “440” som han kalder det, kammertonen man normalt bruger i dag i modsætning til tidligere tiders mennesker.

—===oooOOOooo===—

Det er lidt synd, at denne “Oxford Companion To Music” (OCM) ikke udgives med de originale træsnit af kunstneren “Batt”, pseudonym for Oswald Barrett ; i de nye udgaver er de ikke medtagne, måske fordi de er for “imaginative”, og man har måske ønsket at OCM skulle fremstå mere alvorlige, mindre tegneserie-agtig.

Advertisement