Danmarks ældste træ-færge: Ida fra Stubbekøbing

Skal vi sige det på denne måde: Overskriften er bevidst misvisende. Men hvad skal man ellers sige.

Det var så midvinter, d.2. Februar, og minsandten om der ikke var sne, nej slud, sjap, om morgenen.

Efter at have hentet bilen – nu pæn jævn udstødning (motoren går forbilledligt jævnt) ringede jeg til Malte og spurgte om det var nu vi skulle have en burger i Gilleleje – og gå en lille tur. Det har vi gjort før, og det er altid hyggeligt.

Ja det var hyggeligt og vi snakkede, så jeg fik kun taget billeder når han skulle tisse eller jeg ventede på at han så på tøj i en udsalgsbutik.

På det ene billede ser man Færgen Ida i baggrunden, Danmarks sidste sejlende træskibsfærge på værft i Gilleleje, og man burde jo have taget flere billeder, da vi gik ud på Molen – men som sagt, det er svært for mig at snakke, lytte, og tage billeder samtidig, og jeg ville jo så gerne bruge lejligheden til at høre om alt det, man nu snakker om.

Snefald – tøsne, tøsesne

Færgen Ida fra Stubbekøbing er på værft

Jollen Vilhelm tilbyder sommerture

Gilleleje forretningsgade

Efter turen var det klaret lidt op, der var blå himmel lige over os og skyer hele vejen rundt:

Tilbage på den runde P-plads – smukt aftenlys

Hjemme igen inviterede han på en kop kaffe og musik – han har den mest vidunderlige samling CD’er! – og jeg fik for første gang nogensinde hørt Regers Viola-koncertstykke og Britten-Dowland Lachrymae, spillet af — undskyld det kan jeg ikke huske, slår lige op —

Lachrymae, Op 48a

Benjamin Britten (1913-1976)

‘Reflections on a song of Dowland’ (If my complaints could passions move); arranged for viola and string orchestra in 1976; based on Op 48 for viola and piano, written in 1950 for William Primrose who gave the premiere with Britten in Aldeburgh in 1950

Der er instrumenter nok at vælge imellem

Vi spillede også selv – vilde improvisationer over en række akkorder i moll, og pludselig bankede det kraftigt på.

Det lød som dengang en nabo gik amok og bankede hårdt for at få mig til at stoppe med at spille. Det var forfærdeligt.

Men det var en publikummer, som syntes det lød godt. (Hvis det da ikke var af ren høflighed). Vi spillede videre, og jeg kunne høre at min søn koncentrerede sig utroligt meget mere (det samme gør jeg, når der er publikum på).

Det var en hjemløs, som har stofproblemer, en sofa-surfer. Han er et godt menneske. Måske er han blevet smidt ud af sin lejlighed fordi han har et stofproblem — det er bare ikke måden at komme ud af et misbrug, men jeg ved ikke hvad man skal gøre, har ingen patent-løsninger. Jeg havde ellers forestillet mig at lave et hjem for hjemløse, men det var baseret på den iagttagelse at *nogle* mennesker har brug for et stabilt hjem og derved kommer igang med noget selv.

Advertisement