Nu føler jeg mig som kannibal

Min ex- var fra barnsben vant til at lave mad, og da vi boede i København som unge, lavede hun de herligste retter, blandt andet svinehjerter fyldt med persille og en dejlig sovs dertil.

(Jeg har prøvet at lave svinehjerter en gang, og det er jeg ikke god til.)

Vi nød det. Måske jeg mere end dengang værdsætter hendes erfaring og evner indenfor det kulinariske.

Men nu får dagens store videnskabelige nyhed mig til at føle mig lidt for meget som kannibal.

Heldigvis uddyber Dagbladet Politiken sagen lidt, og vi får at vide at der er mange faremomenter, som endnu ikke alle er kendte. Men alligevel. — Citat, overlæge Finn Gustafsson fra Rigshospitalets hjertecenter:

Vi kender ikke risikoen. Det kan komme efter uger eller måneder. Så der vil gå mindst et år, før vi kender resultaterne og ved, om det her reelt er et langtidsholdbart organ«, vurderer Gustafsson.

At der var noget på vej, var tydeligt: »Vi vidste godt, at der var noget på vej. For en måned siden implanterede de en grisenyre i en hjernedød patient og fik den til at virke. Så vi vidste godt, at de var nået relativt langt på mennesker«.

Ikke desto mindre ser han det, der er gjort, som et kæmpeskridt for transplantationsvidenskaben, selv om der kan være lang vej igen, førend det bliver en gængs operationsmulighed.

»Der er en række men’er og ting, som skal lykkes. Man ved, at grise huser en række virusser, som den tåler fint. De kan være farlige for mennesker, især hvis en patient får en immundæmpende behandling«, tilføjer han. Særligt avlede grise

Det forsøger man at imødegå ved at benytte sig af grise, som gerne skulle være fri for de kendte vira, der kan trives i almindelige svin.

»Grisene her er er opfostret på den måde, at man tager grisestammer, der ikke har de virusser – dem man kender. Spørgsmålet er så, om vi kender alle de vira, der findes i grisene.

Advertisement