Skriv løs

… og se nu at få det sagt ordentligt

Der er så meget at se på

København er en venlig by, det var den, da jeg var barn, og endnu mere nu.

Løbehjulsbanen i Fælledparken er måske til idræts-løbehjul. På veje, fortove og cykelstier ser man el-løbehjul som med pæn fart flytter indehaveren fra et sted til et andet, uden trafikprop-stop. Så vidt jeg ved bør man have hjælm og knæbeskyttere på, men det er jo ikke alle, der har det.

Der bygges mange steder i København og på Frederiksberg; selv om man gerne vil acceptere tæt bebyggelse er det heldigvis ikke så slemt som tætheden i Brokvartererne dengang i midten af 1900-tallet, hvor der var 1. og 2. baggårde med 4-etages huse med 2-værelseslejligheder og lokum i gården.

Navnet “Riget” fra Trier’s TV-serie har åbenbart fået tag i både publikum og skilte-planlæggere: BørneRiget er et hospital for sjældne børnesygdomme.

Ved Opgang 4 var der kun elevatorer indendørs, ingen trappe lige ved hånden, men udenfor var der en børnetrappe.

Længst mod nord havde man revet nogle lavere bygninger ned, og var ifærd med at bygge nedad: Det ser ud til at der skal være parkeringskælder i to underjordiske etager. (Man husker at det var en mose, “Blegdammen”, så der skal drænes og fortløbende pumpes.)

Chauffeuren fra cementblanderen stod ud og skældte mig ud mens jeg var ved at tage et billede. Jeg gad ikke høre på ham, og forsvarede min grænseoverskridelse med at jeg jo ikke gik ret langt og bare skulle have et billede. Han blev ved, men så skældte jeg ham ud (det ligner mig ikke) og tog mit billede.

Vagten i porten hilste på mig med et smil, da jeg gik ud!

Written by Donald

Saturday, December 11, 2021 at 13:42 GMT+0000

Posted in Byggeri, Vandbyggeri

Tagged with ,

7 Responses

Subscribe to comments with RSS.

  1. Nuvel, kommenteringen starter bagfra. Der bygges (tiltrængt) i Region Hs hospitalsverden, således ”Børneriget”. Man bliver sjældent populær af at blande sig og slet ikke, hvis man er cementblander, forstås. 😉 – Men godt, at du fik illustrationerne.

    Apropos Rigshospitalet (RH) og bygningsmasse bør som komplementerende info nævnes, at Rigshospitalets nye Nordfløj blev hædret under prisuddelingen European Healthcare Design Awards som bedste ’Healthcare Design’. – Interesserede kan se læse mere på:
    https://www.rigshospitalet.dk/presse-og-nyt/nyheder/nyheder/Sider/2021/juni/arkitekturpris.aspx

    Også jeg kender Storkøbenhavn temmelig godt med mere end 50 års ”borger-anciennitet”. Fælledparken er blevet gennempløjet mange gange. Dit statement: ”København er en venlig by, det var den, da jeg var barn, og endnu mere nu.” er gennemtænkt og meget kunne siges/skrives contra.

    Du deler sikkert denne holdning med mange, dog ikke med denne signatur, der især i fortiden havde mere end svært ved at blive begejstret ved talrige besøg i brokvartererne (skolekammerater) og i særlig grad med den politisk-kommunale administration i Københavns Kommune.

    I nyere tid har f.eks. By og Havn-konceptet løftet tidligere tiders manglende urbane perspektiverende professionalisme. Jeg var (og er fortsat) en anerkendende tilhænger af Jens Kramer Mikkelsens (og Mogens Lykketofts) resultatgivende samarbejde i start-1990´erne. Ørestaden, Nordhavn, Carlsberg og med tiden Lynetteholmen er eksempler på fornuftsbåren byplanlægning (”by and large”), der ikke er set siden salig professor Steen Eiler Rasmussens dage i efterkrigstiden.

    Og så holder jeg fortsat meget af (vores tidligere fælles ”reservat”) Frederiksberg Kommune, der stadig grundet gode kontakter hjemsøges flere gange årligt.

    Erik+Hulegaard

    Saturday, December 11, 2021 at 14:35 GMT+0000

    • Det er en dejligt artikel – det ser ud til at man også vil nedrive det grå hus, som kan ses på mine billeder (nr.2 og 4) som stammer fra en anden tid. Projekt-billederne på websiden er meget smukke. Men det er rytmen, den lange, ensformige facade, som kan virke skræmmende.

      Måske er vi mennesker meget forskellige på grund af en eller anden arv fra fortiden, og måske er det den, der bevirker at jeg får kuldegysninger ved at se en bygning, der har en lang lang facade med ens vinduer i 500 meters længde, og de nye bygninger ser ud som om de vil fortsætte den “rytme”.

      Men – OK – der kan være mange andre gode ting, og som første ting vil jeg jo gerne have lov at nævne at den medicinske forskning har hjulpet mig til et bedre og formentlig meget længere liv.

      Den erindring om de mindre venlige sider af Københavns brokvarterer og nutidens byggerier er vigtige.

      Jeg hørte en kommentar til Aarhus *Ø*, som gik på at man havde lavet alle de fejl, der kunne laves, var det i Bagklog på P1? Der blev nævnt en bog, som skal findes, det var en bog med opskrift på de ting, man IKKE skal gøre. Bl.a. skal man ikke lave en lang lige gade, som inviterer bøller til at køre ræs (race).

      I Københavns nye kvarterer er det både gode og mindre gode ting, men for at slå fast at helhedsindtrykket er en venlig by tillod jeg mig at slutte billedrækken med Fiskehejren over den lille dam i Fælledparken.

      Ja, og Frederiksberg er også af vores fælles “reservat”, hvor man i dag finder alle muligheder for at bygge om og bygge nyt ved at bruge grundarealerne på en anden måde, og forhåbentlig derved bevarer og forbedrer den smukke by.

      Donald

      Saturday, December 11, 2021 at 14:56 GMT+0000

  2. Vi har da altid kaldt det Riget, siden jeg som knægt kom der for at få rettet på min skelen og Amblyopfi ex Galopsi, også kaldet Dovenøje. Det er Søren Bruns lillesøsters udlægning, jeg husker ikke den korrekte medicinske betegnelse. Jeg var 3 år. Så var der Kommunehospitalet, som vi kaldte Kommunalen, og Rudolph Berghs Hospital, som jeg ikke kaldte noget, for der kom min familie ikke.
    Men Riget, og Børneriget… kunne man kalde kapellet Himmeriget? 🙂
    Sorry, ku’ikk’la’vær’!

    AagePK

    Saturday, December 11, 2021 at 21:10 GMT+0000

    • OK – det vidste jeg ikke. Jeg troede det var ris-hospitalet, da jeg som barn kørte med Linie-3 fra Frederiksberg Allé til Strandboulevarden, og konduktøren nævnte stoppestedernes navne.

      Ja, Himmeriget, det kunne man jo godt kalde kapellet. Meeen, jeg tror nu ikke det bliver brugt.

      Til gengæld havde vi i Vasbygade “Himmelexpressen”, hvor ensomme hjemløse kunne finde en seng.

      Donald

      Saturday, December 11, 2021 at 22:11 GMT+0000

  3. Det er ikke alt byggeri, der indbyder til nydelse. Og indimellem kan man undre sig over, hvad arkitekter har tænkt med det byggeri.

    Lene

    Sunday, December 12, 2021 at 8:33 GMT+0000

    • Ja forskelligheden i bygningerne af i dag må afspejle nogle markante forskelle i tænkning!

      Donald

      Sunday, December 12, 2021 at 12:15 GMT+0000

  4. Nogle er generelt mere venlige og mere i julestemning end andre … og din chauffør hørte tydeligvis til under “andre” 🙂

    Ellen

    Monday, December 13, 2021 at 8:27 GMT+0000


Comments are closed.

%d bloggers like this: