Skriv løs

… og se nu at få det sagt ordentligt

Archive for December 11th, 2021

Der er så meget at se på

København er en venlig by, det var den, da jeg var barn, og endnu mere nu.

Løbehjulsbanen i Fælledparken er måske til idræts-løbehjul. På veje, fortove og cykelstier ser man el-løbehjul som med pæn fart flytter indehaveren fra et sted til et andet, uden trafikprop-stop. Så vidt jeg ved bør man have hjælm og knæbeskyttere på, men det er jo ikke alle, der har det.

Der bygges mange steder i København og på Frederiksberg; selv om man gerne vil acceptere tæt bebyggelse er det heldigvis ikke så slemt som tætheden i Brokvartererne dengang i midten af 1900-tallet, hvor der var 1. og 2. baggårde med 4-etages huse med 2-værelseslejligheder og lokum i gården.

Navnet “Riget” fra Trier’s TV-serie har åbenbart fået tag i både publikum og skilte-planlæggere: BørneRiget er et hospital for sjældne børnesygdomme.

Ved Opgang 4 var der kun elevatorer indendørs, ingen trappe lige ved hånden, men udenfor var der en børnetrappe.

Længst mod nord havde man revet nogle lavere bygninger ned, og var ifærd med at bygge nedad: Det ser ud til at der skal være parkeringskælder i to underjordiske etager. (Man husker at det var en mose, “Blegdammen”, så der skal drænes og fortløbende pumpes.)

Chauffeuren fra cementblanderen stod ud og skældte mig ud mens jeg var ved at tage et billede. Jeg gad ikke høre på ham, og forsvarede min grænseoverskridelse med at jeg jo ikke gik ret langt og bare skulle have et billede. Han blev ved, men så skældte jeg ham ud (det ligner mig ikke) og tog mit billede.

Vagten i porten hilste på mig med et smil, da jeg gik ud!

Written by Donald

Saturday, December 11, 2021 at 13:42 GMT+0000

Posted in Byggeri, Vandbyggeri

Tagged with ,