Skriv løs

… og se nu at få det sagt ordentligt

Moderniseret station – til boliger

Vores lokale politiker roste hvor pænt den gamle station er blevet moderniseet, bygget om til lejligheder. Alt undtagen murstenene er nyt: Tag, vinduer, indretning. Den gamle indgang til ventesalen var forlængst sømmet til (boardet op). Grafitti hærgede murene og onde mennesker havde smadret ruder med sten, som om det var det muntre køkken.

Somme tider tænker jeg “var det fordi man ønskede at argumentere for en tilladelse til ombygning?” — men jeg forlader hurtigt den tanke og slår mig til tåls med at jeg heldigvis aldrig møder ødelæggelseslystne mennesker, der synes det er sjovt at skamfere gamle huse.

Og desuden ved jeg jo også at jeg er lidt romantisk, sådan som så mange mennesker kan være det; en erindring om en sommerdag på Vejby Station kan understrege det:

Stationen var åben dengang; billetsalg og postkontor fungerede med enkelt bemanding. Stationsforstanderboligen var beboet, og det var vel beboeren dér som havde en extra tjans med at passe billetkontoret og melde over højtaleren, om toget var forsinket. Posvæsenet havde et pakhus, som stadig fungerede, ikke stort, men der var plads til hvad området havde brug for, og postbiler i to størrelser blev brugt hver dag til at køre tingene ud. På den vestlige side var der stynede popler, og hvis man ikke vidste bedre, så var det taget ud af “Livets Gang i Lidenlund”, den søde tegne-serie fra Politikens bagsider.

Der var ventesal, så man kunne gå indenfor i frostvejr, men det var sommer, og folk stod og ventede på at toget skulle ankomme, og just som jeg kom for at hente en pakke, trillede toget ind og en snes glade sommergæster steg ud af vognene. En dame hilste på én, der åbenbart kom for at hente hende, og sagde højt — meget højt, så jeg kunne høre det selv om jeg gik flere meter væk — Hvor er det et dejligt sted, det er ligesom i gamle dage, den stemning af at være kommet ud fra byens greb og være i et sommerland. Og se på stakittet og de stynede piletræer, og æbletræerne i stationsforstanderens have! Det er bare så dejligt!”

Gengivet (eller rettere gendigtet) efter hukommelsen.

Men det er selvfølgelig ikke muligt at bevare en station blot for at hjælpe de nostalgiske følelser hos en byboer, der kun sjældent så andet end brosten på jorden.

Written by Donald

Saturday, December 4, 2021 at 11:38 GMT+0000

Posted in Byggeri

Tagged with ,

4 Responses

Subscribe to comments with RSS.

  1. “…jeg heldigvis aldrig møder ødelæggelseslystne mennesker…” Jo, altså, du møder stort set hver dag mennesker, der i det rette øjeblik kan finde på hvad-som-helst. Sådan er det jo. Det er først ved tv-avisen dagen efter, at du får at vide, at ham, du sad overfor i toget, er taget for manddrab eller sådan noget.
    Det dog ikke sådan, at jeg sidder og spekulerer på, hvad mine kupéfæller har gjort, eller er i stand til. Selv om ham i hjørnet godt kunne ligne et uopklaret mord. Og hende ved vinduet, med de grå krøller og de nedadvendte mundvige, hvor mange giftmord har hun lige på samvittigheden?
    Hvorfor tror du, at der findes så mange krimi-forfattere/muttere? 🙂

    AagePK

    Sunday, December 5, 2021 at 7:40 GMT+0000

    • Formuttere 🙂 ja hvorfor? Hadet? Der opstår et had en gang imellem, ja, og jalousi kan gøre folk psykotiske.

      Had kan opstå ved fx ærgrelsen over at måtte opgive karrieren for at passe børn? — Ærgrelse over at flødevareministeriet ikke tog ansvaret for nedslagtning af mink og lukning af mink-produktionen?

      Måske har du ret. WWII lektien var jo at almindelige mennesker kunne finde på at støtte ikke bare et ondt regime, men mord og røveri ved ihjelslagning af ejerne (udlevering til nazist-forfølgelse).

      Men der er også en anden lektie, ikke kun “Drengene fra Sct. Petri”-lektien, Chamberlain, 6.Juni 44

      Men ellers er der jo ikke nogen, som render rundt og ødelægger huse, og for at undgå at den gamle (fredede?!) stationsbygning blev til byens stations-café eller kulturhus (hvilket ikke havde fungeret ret godt gætter jeg) så er det jo ofte sådan at interessenterne får lettere ved tilladelse til ombygning når bygningens tilstand ikke længere er “den originale”.

      Følg pengene, siger man, også i kriminalsager af mindre slags.

      Donald

      Sunday, December 5, 2021 at 12:43 GMT+0000

      • Der findes forskellige udtryk i kriminaliteten, der beskriver, hvorledes man får resultater ved at lade andre gøre arbejdet, eller, i psykiatrien, lader andre lide for selv at få opmærksomhed. Suicide-by-proxy, eller Suicide-by-police, og Münchhausen-by-proxy.
        Hvis man lader et hus forfalde hen mod kondemneringstilstand, for at få sin vilje mht ombygning eller nedrivning, for at score kassen, må det hedde Permission-by-neglect, ikk’? Det er faktisk set flere steder med fredede huse.

        AagePK

        Sunday, December 5, 2021 at 19:34 GMT+0000

        • Det er nemlig det, vi har set her.
          En genbo havde for mange år siden hørt at hans elever havde skrevet graffiti i ventesalen, og han tog dem så med ned til ventesalen med maling, ruller og pensler og sørgede for at det blev malet!
          Men altså, ungdommen af i dag er ikke værre end ungdommen af igår.
          De er bare yngre
          😦

          Donald

          Monday, December 6, 2021 at 16:55 GMT+0000


Comments are closed.

%d bloggers like this: