Skriv løs

… og se nu at få det sagt ordentligt

Er musik bedre, når man hører den for første gang?

Når man som ung hører musik for første gang og bliver meget betaget, enten det nu er klangskønne drømmende toner eller en udtryksfuld sangstemme, eller en rytmisk inciterende driftig musik, så husker man det bedre end det meste andet musik, man støder på senere.

Første gang jeg hørte alle Chopins 24 præludier var det 4 store 78’ere (“lak”plader som skulle rotere 78 omdrejninger i minuttet) en HMV indspilning, og den indspilning var selvfølgelig valgt af producere af klassisk musik, som havde sans for både marked og musik, og det må have været en stor-sælgende pladesamling.

Denne mand, Benno Moiséwitsch, var en begavet pianist, som ønskede alle detailler på plads og i orden. Det er ikke kun indspilnings-teknikernes ønsker og kritik, som har fået denneher indspilning til at lyse op på min himmel.

Tror jeg da.

Jeg har efterhånden hørt mange indspilninger. Dengang, i 1950’erne, var det ikke almindeligt at man indspillede alle præludierne, men efterhånden som LP’er blev mere almindelige, er der flere pianister, som har gjort det. Især er præludium nr. 1 i C dur, nr. 8 i Fis-moll og nr. 18 i F-moll vanskelige, de to fordi fingrene skal løbe (meget) hurtigt, men også være tilbageholdende, så man hører melodien og “processen”, forløbet, nr.18 fordi det er dramatisk på en overraskende måde.

Hver gang jeg er løbet ind i en CD med alle præludierne har jeg lyttet efter især nr.8 – og bliver næsten altid skuffet.

Fornylig hørte jeg så i Chopin Competition XVIII en pianistinde, Aimi Kobayashi, spille alle 24, og det var smukt. Der var forskelle til min gamle Moisewitsch-favorit, men ikke meget, men jeg kunne ikke lade være med at lytte på Moisewitsch bagefter. Og mage til fortryllende musik, i Fis-moll præludiet, har jeg ikke hørt. Man skal ikke sammenligne, når vi er på så højt et plan, for både Aimi og Benno er kunstnere af uendelig nåde.

… men alligevel. Jeg stemmer på Benno! (…men han er jo død og deltog ikke i konkurrencen!)

Denne søgen efter den “bedste”, er det en god grund til at afholde konkurrencer? Skal man finde “den bedste”? Nej vel?

Nej, konkurrencer er til for at hjælpe det unge menneske igang. Og jeg skal love for at det er vanvittigt dejligt at der er så mange vidunderligt musikalske pianister.

Kobayashi ved konkurrencen:
https://www.youtube.com/watch?v=x6pmBUkXNmM

Levende musik – plader og YouTube er jo ikke levende, men det skal da lige nævnes, at Benno-indspilningen ikke er med samme lydkvalitet som Aimi’s indspilning, og den sidste er en live-koncert, Benno’s er en omhyggeligt produceret studieoptagelse.

Advertisement

Written by Donald

Wednesday, November 3, 2021 at 21:41 GMT+0000

Posted in Music

Tagged with ,

2 Responses

Subscribe to comments with RSS.

  1. Det første indtryk kan være stormende, begejstrende, men når man hører det igen (og igen, og …) bemærker man detaljerne og frydes over bestemte (yndlings)passager.
    Det er forrygende, at man via TouTube kan “overvære” den slags.

    Eric

    Thursday, November 4, 2021 at 9:28 GMT+0000

    • Ja – når man hører noget nyt, noget man ikke har hørt før, og hvis man altså er interesseret eller bevægelig af musik, så sætter det første indtryk sig.

      Man kan godt blive træt af at høre et mesterstykke, selv om der går længere tid, inden man bliver træt af den gode musik.

      Men hvis man har øre for detaillerne og bare noget erfaring med musik, så er det ikke kun overraskelsen ved første møde, der gør forskellen.

      Donald

      Thursday, November 4, 2021 at 11:42 GMT+0000


Comments are closed.

%d bloggers like this: