Archive for October 2021
Blues for viderekomne
Jammmen …
Lyrics by Macy Gray
he drives a wagon
and he looks just like my dream
i been climbin’ all his mountains
i been swimming all his seas
— not matter what or how i tried
i couldn’t get the man to fall in love with me
turns out he likes the girls with long and wavy hair
mine is short and kinky
i have lost my mind
— c’mon and
gimme all your lovin’
or i will kill you
put one through your head
gimme all your lovin
or i will kill you
Ikke morsomt, når man har været ude for noget i den retning …
Men er det nutidens lyrik? Yahya Hassan for bluesdame?
Jeg hørte sangen da jeg var ovre hos min søn, der havde den i afspilleren mens han gjorde sig klar, det var meget hyggeligt, – særligt nød jeg at det var ren blues på 4 toner indtil efter et par kor, hvor der så kom lidt variant-akkorder. mEn Trods Ensformigheden Var der små variationer som gjorde at musikken gav mening, god gedigen tanke- og kropsmotion.
Men lyrikken … giver den mening?
Chopin konkurrence i Polen, 2021
Billederne her er fra en video på YouTube, hvor man har kunnet følge næsten alle de tilmeldte pianister, der dystede om at vinde førsteprisen. Der var 150 tilmeldte pianister, og 80 eller 70 i anden runde, 40 i tredie. Det er urimelige arbejdsforhold for kunstnere, men de gør det, og de gør det fantastisk godt, de fleste. Det er en pianists måde at bryde glasloftet og komme rundt i verden som betalt kunstner.
Det regnes som konkurrence nr. 18.
Man kan med lidt snedighed regne ud at konkurrencen var udskudt sidste år, 2020.
The International Chopin Piano Competition (Polish: Międzynarodowy Konkurs Pianistyczny im. Fryderyka Chopina), often referred to as the Chopin Competition, is a piano competition held in Warsaw, Poland. It was initiated in 1927 and has been held every five years since 1955.
(Wikipedia, https://en.wikipedia.org/wiki/International_Chopin_Piano_Competition )
Jeg vil på ingen måde fremhæve Eva Gevorgyan var den eneste, der fortjente at vinde, men hun fortjener ros for at spille B-moll sonaten med så stor indlevelse. De andre ting, hun spillede, et program på en times tid, var fantastisk godt udført.
Helt useriøst er jeg betaget af at hun har en lang fletning — og vil rose hendes outfit, ikke noget med stropløs kjole her. Af en eller anden grund kan jeg heller ikke lide de klassiske statuer, som viser kvinder som om de har æbler (måske ½ æbler) i stedet for bryster. Men jeg burde nøjes med at skrive om musikken.
B-moll sonaten er et af Chopin’s mest elskede værker, det er fra den, at sørgemarchen kommer, en sørgemarch, som har spredt sig over hele kloden og spilles på alt fra redekam til NewOrleans jazz besætninger. Nå måske ikke redekam.
Hun spillede næsten hele tiden med lukkede øjne, det betyder at hun har en træfsikkerhed og muskelkontrol, som er helt suveræn, og man sidder ikke og håber at hun rammer alle tonerne, det gør hun bare. Sidste sats – vinden over gravene – er det mest uhyggelige stykke Chopin musik og har en vanskelighedsgrad som jeg opgiver at beskrive.
Den eneste Amerikaner, som har vundet den konkurrence, Garrick Ohlsson, har også været dommer, og han siger: “Det er ren lodtrækning, hvem der vinder. Der er en stor portion held og uheld her, og smag og behag. Men jeg glæder mig over, at der er 150 unge mennesker, som har brugt deres energi på at spille denne musik, – den mest udfordrende, intellektuelt komplicerede musik – og som gør det med overbevisning og stor skønhed.” (Citeret efter hukommelsen, Garrick Ohlsson interviewet kan ses her: https://www.youtube.com/watch?v=PTYz9c24Wqo )
Eva Gevorgyans 3.runde: https://www.youtube.com/watch?v=5115J2SjpMQ
B-moll sonaten :: https://www.youtube.com/watch?v=5115J2SjpMQ&t=1652s
Vinden over gravene: https://www.youtube.com/watch?v=5115J2SjpMQ&t=2892s
Fejl i kommentar-tråden
Hov – der var noget galt med kommentarerne til billederne fra Kaprifolievej-trappen.
Jeg kan ikke forstå, hvad der er sket, og opgiver at få mening i rækkefølgen. Det var en kommentar om at den lille frø-habitat-sø var skrumpet lidt ind, som gav anledning til kommentarer om at både Enebærodde på Fyen og Nordkystens græsområder har lidt mindre årlig nedbør (statistisk) end andre steder i landet.
Når jeg hører navnet “Enebærodde”, så ser jeg for mig dette billede, som jo også er en kommentar værd:
Tak til Af Qw345 – Eget arbejde, CC BY-SA 3.0, Link
Men lidt morsomt er det, at user-page for Qw345 ikke existerer. Tak alligevel
Motion inden front fra vest tog solen
Naturpleje – græs og urter er klippet/høstet 
Der er nu lagt store sten foran trappen for at beskytte mod bølgerne
Lidt af skyerne mod vest kan anes
Nu er der en stenbarriere ved kommunens stykke kystgrund 
… men når bølgerne går højt forslår de sten som en skrædder i Helvede, man kan se at et stykke af skrænten er skredet for nylig 
Private grundejere må kun lave stendække til 3 meters højde 
Her kan man se tømmer som engang lå lige foran kystskrænten – og så kan man se kamille, der blomstrer! 
Mennesker elsker at flyve trods farerne 
Man flyver i en slags sovepose der beskytter mod kulden
Torsdagen var sygedag – jeg var træt og svimmel, men havde ikke feber eller høj puls (eller blodtryk) så der var ikke nogen større fare. Jeg sov, og blev frisk ved middagstid i dag, Fredag.
Så efter opvask og kaffe osv skulle jeg på en lille tur, og havde tænkt mig at smide 400 gram ved at gå langs stranden ved Tisvilde Hegn – men der var en front mod vest, som så ud som om den ville tage solen (og det gjorde den også senere) – og Tisvilde Hegn er så meget længere mod vest at jeg har oplevet fronter, der tog solen dér mens der stadig var sol i Vejby.
Så blev turen ændret til trappen med de 150 trin ved Kaprifolievej, dejlig tur.
Jeg noterede mig at højsletten (græs-området, kommunens rekreative område) var høstet eller slået, og der var lavvande i søen, som man har lavet bl.a. for at frøer kan yngle. Der er ellers faldet rigeligt med regn, skulle man tro, men søen er skrumpet meget ind. Tisvildevejr:
Rain:
- Today: 2.1 @ 07:04
- Yest: 1.2
- Month: 26.4
- Year: 420.3
At være hjemme eller ikke være hjemme
Ved Nødebohuse har man nu bremset trafikken, men jeg elsker at køre den vej – det gjorde jeg i fem år fra 1990 til 1995 
Diget er ganske kort og ikke særlig højt 
Fra Nødebo kan man se Kikhavn og Spodsbjerg 
I Hundested gik vi en lille tur trods at vi ventede en leverance af ovn 
Hjemturen ad hovedvejen er også smuk og den er hurtigere
Min værtinde havde et problem: Der skulle ankomme en ny ovn fra El-Giganten, leveret mellem kl.12 og 17.
Der kom ikke nogen. Kl.16:30 besluttede vi at gå en lille tur alligevel, hvis der kom en varebil med montør, kunne han bare gå ind, og vi var tilbage senest 10 min. efter. Så vi gik en lille runde.
Da vi var tilbage, undersøgte værtinden hvad der egentlig stod i den sidste mail, det var en art påmindelse eller ordrebekræftelse og der stod til levering d. 14 ml.12-17 — altså ikke d.13
Men i bestilling og faktura stod der – altså også i svar fra El-Giganten – leveres d.13 mellem 12 og 17.
Men der var altså kommet en mail med ændring af leveringstidspunktet, og ikke med anmodning om bekræftelse, blot som en kommando: Vær hjemme d.14! Men der ville ikke være nogen hjemme d.14, så det var helt udelukket at det kunne blive den dag.
Nu kommer det mærkeligste: Efter en lang ventetid i telefon for at få ændret leveringstidspunktet, kom vi igennem til en (ung) mand, som på et lidt uskarpt dansk sagde at han ikke kunne ændre leveringstidspunktet fra d.14 til ugen efter, for “den var ikke scannet ind”.
Det gik der en rum tid med.
Jeg ville nok have sagt: “Har du et stykke papir og en blyant? Så skriv til chefen, at denne levering skal udsættes fordi der er opstået en fejl, og vi har ændret et leveringstidspunkt uden at få kundens bekræftelse”.
Gulp, der er også gået 8 år siden jeg skruede sidste gang
Lad være med at klikke på video’en, den skal bare være et skræmmebillede: Aliens har overtaget computerfabrikkerne og laver kun maskiner, som passificerer menneskeheden, så aliens kan overtage planeten, som de synes er køn og grøn …
Nej – – nej – – det er en demonstration af, hvordan man monterer en ny CPU chip på et meget moderne Motherboard med en speciel sokkel, TR4. Den kan iøvrigt kun bruges én gang. Når man har skruet den sammen, kan man kun vanskeligt udskifte dele.
Så er der serveret … dele til hjernetransplantation på en computer 
Bemærk asymmetrien 
Chippens ben har fire pletter med samme asymmetri – den skal selvfølgelig vendes, så pins er nedad 
Plop – den passer … haha 
Den er allerede gammel, den CPU … 
Hvis man kan få mobilen til at reagere på QR-koden, så siger den (bare) at det er en AMD CPU. Men husk, at når den er monteret, er der smurt creme ud så man ikke kan se det mere 
ooops! jeg rørte ved den runde plet for at mærke hvad det var … 
Det var såkaldt “køle-pasta”, som skal forbedre varme-overførsel fra CPU-chippen til køleribberne 
Efter første gang at køleribberne var skruet på havde kølepasta fordelt sig — heldigvis, der er rum for små fejltagelser
Dette er ikke et kursus i montering af motherboard i et 10 år gammel computer-chassis (eller kabinet, box, kasse, case, hvad siger man om noget skabsagtigt beregnet til at indeholde en maskine?)
Det var med vilie, at jeg ikke købte de nyeste dele til at ombygge en død computer, jeg nøjedes med lidt ældre ting, dels fordi de var billigere, dels fordi det er godt nok til alle de ting, jeg kan finde på at lave med en computer. Hvis jeg skulle lave et cluster af computere (en “supercomputer”) ville jeg ønske at jeg kunne bruge flere penge.
Men der er gået 8 år siden jeg sidst skruede på en computer, eller 9? https://dax2.wordpress.com/2012/08/15/gys/
og meget har forandret sig siden dengang – hvilket jeg først opdagede, da jeg begyndte at undersøge, hvordan computerens indre dele skulle sættes sammen, man kan jo ikke huske alt og skal heller ikke prøve på det.
Men det går fint. Et mareridt med de små ledninger, som skal få kabinettets reset-boot-tænd-sluk knapper til at fungere, løstes ved at læse dokumentationen. Desuden står der på ledningerne, hvad deres formål er, så det kan næsten ikke være nemmere. Men OK – i første omgang skræmmer det lidt når man ser syv tynde metalstænger (“stik”) med betegnelsen JFP1.
Det har været tendensen siden 1985 at alle stik kun skal kunne bruges på én måde, nemlig den rigtige, og det er heldigvis tilfældet med de fleste stik – men netop de små pins er jo nemme at få byttet rundt på.
Jeg tror man kan konkludere, at de første computere var lidt lettere at skrue sammen, der var ikke så mange stik og ikke så mange muligheder. Når man var træt af computeren, slukkede man bare, og hvis den ellers var sød, så slukkede den helt. Nu “overvintrer” de (hibernation) og så kan man jo gætte på hvad de laver når de ikke laver noget …
Nej lad nu være med at få paranoia, maskinerne kan sætte svingningstallet for maskineriet ned, så den næsten ikke bruger strøm – og når man trykker på en tast eller noget andet, vækkes den til live – det er så én af de ting, som software-mæssigt skal være lavet, så det virker. Men det meste virker pænt i dag, selv om vi kun lige har forladt computernes stenalderstadium.
Sidste morgen i det fremmede …
Sidste morgen, sol bag dis eller isskyer, kolde vinde natten igennem 
Farvel friske fætter Peugeot 
Ingen hjemtur uden souvenirs (ikke på sidste dag, dog) 
Måske man burde købe en hat? 
Tog til Aeropuerto 
Lufthavnsbygning hvor man skulle gå først den ene vej, så den anden — nu ser den lille ud 
Er det ControlTower eller en MobilMast? 
Vandreservoir som er delvis tømt (billede fra udturen) 
Farvel blå Middelhav 
Så tørt og ufrugtbart! Hjem kære hjem 
Zzzz 
Der er en kilometer fra RyanAir Gate til udgangen, mindst, og det gjorde ondt i benet øv
Billederne fra flyet udover det Spanske landskab kunne egentlig godt få lov at stå for sig selv i et indlæg om moderne administration af natur-ressourcer, herunder vand. Men jeg ved ikke nok om det, jeg kan blot se, at der var dæmmet op en hel del steder og gætter at dette var det vand, som der var så rigeligt af på Pensionist-kysten. På nogle af reservoirerne (især på billederne fra udturen) så man en hvid kant rundt om søerne, som viste at vandet er sunket – i tørkeperioden bruges der mere vand end der kommer til.
Ellers håber jeg billederne taler for sig selv.
Den havde stået i bryggerset, min gamle flotte hibiscus – og hilste velkommen hjem med en kæmpestor blomst. Iøvrigt trænger den til gødning (som den så fik).
Beach volley, artsrigdom, fiskeri, skraldesystem
Første dag, – det var ikke pensionister, som spillede beach volley 
Fik jeg fanget bolden i luften? 
Ved denne mole var der store sten, en biotop med mange fiskearter mm 
Yderst store sten ligesom i vandet et stykke langs kysten 
Fra molen ind på Pensionistlandet 
Der er indrettet penthouse på de øverste etager 
Skraldesystemet med sorterings-skakter, plast, glas og husholdningsaffald 
Renholder på cykel 
Fiskeri 
En anden fisker 
Utrættelige beach-volley spillere dagen efter 
Panorama med lidt forvrængning – pensionist-land fortsætter flere kilometer
Omrids af det beskyttede stenbund-område
En spadseretur – hvad lægger du mærke til? Jeg sugede det hele til mig.
Hvis man går i vandet her møder man søanemoner, søstjerner, små rejer og krabber
En anden slags græs, tykt med blødt tørvelag
Der var engang én der troede at min interesse for græs var, at jeg røg hamp eller noget andet, det gør jeg ikke skal det understreges, men interessen kommer af kærlighed til naturen og af den forundring, at af alle de plantearter, som giver mennesket næring, er græsarterne de mest udbredte og givtige.
Læg dertil at bambus, også i græsfamilien, kan bruges til at bygge huse og møbler.
Vi kender det først og fremmest som en nem måde at få et rum i haven, som kan bruges til at lege; men græs er meget mere end det.
Plænegræs kan variere, men i Danmark har vi hovedsageligt rødsvingel og hvene så vidt jeg ved. På golfbaner har man særlige arter til greenen, det sted, hvor golfbolden helst skal ende.
Denne plæne i Malaga-området er helt anderledes: Det er tykt og ligner faktisk mest kvikgræs. Måske er det en art kvikgræs? Rodlaget er meget tykt og der er dannet en blød pude af rødder og visne blade under overfladen.
Billedsymfoni fra køretur ad a387 til Coin
Ja, der er en by der hedder Coin. Billederne viser såmænd bare den smukke udsigt fra bjergvejen … bortset fra billederne af et primitivt hus på en bjergskråning med terrasser, hvor man var i gang med at bygge et hus som var aflangt, så det passede til det flade stykke, som menneskene har lavet for hundreder af år siden for at kunne dyrke afgrøder på bjergsiderne. Der står en hest i skyggen til venstre, og hvad man ikke kan se er, at mændene i det hvide til højre er igang med at bygge.
Tilbageblik til bjerget med antennen, der forsyner Solkysten med signaler 
Denne sti burde man være gået op ad – om ikke så bare 100 meter, men jeg var lidt forsigtig, den så for vild ud – skiltet siger at det er en naturpark med stor artsrigdom
tre cyklister på mountain bikes kom ned ad stien inden jeg nåede at få kameraet frem!
Tavlen viser, hvor lang stien er, og anbefaler turen – 
Her ses den Engelske text: The Mijas Mountain is one of the most appreciated green lungs of the Costa del Sol 
Vejens højdepunkt, – her var kun ét hus, en service station for vandforsyningen 
Da jeg ville holde pause, frokost, var jeg forbavset over denne store restaurant var helt tom – 
— men lidt efter lidt kom der flere gæster; der blev åbenbart stadig holdt siesta, selv om det er efterår 
Det var første gang jeg så en rigtig grønt-forretning og planteskole 
Billederne kunne være bedre; men for mig er det jo en hjælp til at huske en dejlig dag med en køretur ad en snoet bjergvej.
Langt fra hjemmet — men *med* øl og stegt flæsk …
Øllet ved navn “Victoria” smager faktisk rigtig godt 
Op i bjergene – er der en bjergbestiger gemt i mig? 
Selfie … 
Lille rap bil
… med stegt flæsk og øl, hvis man altså vil have det. Det billede er fra min første lidt længere spadseretur, hvor jeg sugede indtryk, så mange, så det kunne blive til en håndfuld indlæg, men nu først en rapport om helheden – oversigt, overblik, fugleperspektiv, bjergtur.
Jeg lånte en bil, en lille rap sag, for at køre en tur op i bjergene, og med det samme jeg var
ca. 130 meter over havet måtte jeg ud og tage et billede – fra nødsporet i en motortrafikvejs-afkørsel, så jeg holdt jo egentlig ganske ulovligt; men dog helt ind til siden i nødspor og med blink, så alle kunne se, at jeg var standset.
Efter nogle flere serpentine-veje var det svært at finde standsnings-steder/parkering. Det er grus-bjerge, så det er svært at lave en vej, og man nøjes med en vand-rende og så to spor (iøvrigt en flot ny vej med den bedste belægning, a387 fra Fuengirola til Coin.)
Selv autoværnet stod ude på skråningen under vejen. Hvordan mon det går, hvis der kommer skybrud, tænkte jeg – de fleste steder var lodrette bjergsider forstærket eller pudset med cement + afløbsrør.
Det sidste billede er et skilt, som (vistnok) fortæller, at i dette naturområde er der fare for skovbrand, men frivillige sørger for at holde farerne nede (formentlig ved at rydde og lave brandbælter.)
Billede + udsnit gange 2 + noget
Det er svært at få exponeringen ned, underexponering med vilie; på den måde bliver konturerne tydeligere 
Første aften på Strandpromenaden, paseo de la playa 
Fuglene opfatter det som et kunstigt klippelandskab, ikke?
De to første billeder er total og udsnit – så godt som det kan lade sig gøre med mobilkamera fra et fly; egentlig ret godt.
Flyet var næsten ved Malaga, den Spanske høyslette var blevet til en bjergegn, og flere steder var der søer, som tydeligvis var vandkraft-søer.
De to første rækker billeder viser total og udsnit, så man bedre kan se at der er en dæmning og huller til vandindtag. Det kræver lidt øvelse at se, at højre kolonne er et udsnit af venstre.
Tredie billedpar er fra et reservoir, hvor de hvide kanter meget tydeligt viser, at der er lavvande, egnen bruger mere vand fra reservoiret, end der kommer i; men man satser på at der kommer regn i tove i vintermånederne.
Fjerde billedlinie: Vi er på jorden igen. Dér ser man også det lille mobilkameras styrke, tilpasning til belysningen og farvetemperaturen.
Skriv løs 